Dea Sofie Kudsk: Tre tekster

Fugle

Vandstæren kan næppe forveksles med andre fugle det går nu op for mig at den ikke bare er sort og hvid. Jeg ser det brune i den sorte dragt. Og det blålige det grålige. Den er slet ikke særlig sort. Min finger glider henover den spinkle ryg. Noget sort i vandstærens brune øjne ser mig stå der ved vandløbet med hænderne i lommerne til marts flyver den nordpå igen. Der er ikke mange blodkar i dens øjne det er især godt når den dykker.

Jeg er ude at cykle på min nye sorte cykel og på broen ligger en svane. Hvorfor ligger den der når vandet er lige ved siden af den hvide krop på fortovet, mennesker stopper dette er vi ikke vant til kameraer, kroppen på det helt forkerte sted kroppen er stor og svanens orange næb ser så orange ud. Jeg drejer hovedet lidt henover skulderen og ser en mand på knæ i regnvejret nærme sig svanen.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Bronzearm

Vandstæren sidder på statuens højre skulder snart den venstre bronzeskulder. Pladsen er ellers duernes område men ingen lægger mærke til vandstæren selvom den er let at genkende, selvom det blålige står godt til den grønne bronzearm. Der senere vil blive fundet i et badekar på hotellet hvor vi bor, der må være nogle andre værelser der har badekar hvor man betaler mere, nogen har betalt mere og har fået badekar og har fyldt badekarret med vand og puttet armen deri. Nogen har sneget sig frem til statuen og savet armen af og nogen er listet væk ubemærket med en tredje arm, en tredje arm som mennesket ikke ville have alligevel, så skulle armen drukne i vand og mennesket er bare væk. Telefonen har været brugt måske er der nogen der ved hvem der tog armen, udover vandstæren, det må have været midt om natten. Bronzearmen bliver sat på plads og statuen er hel og han står igen og er en modig mand i bronze.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Safari

Der er slet ikke brug for myter længere, vi ved alt og det vi ikke ved bliver der forsket i så måske finder de snart vand på Mars, så kan vandstæren tage dertil når vandet i vandløbet ikke er klart længere. For de insekter vandstæren lever af, lever kun i det gennemsigtige vand, jeg kan se stenene på bunden, et ovalt grønt øje sorte sten aske fra en vulkan og en pink fjer fra en flamingo. Søen er fyldt med pink flamingoer vi er på safari i tre hvide minibusser vores chaufførs hvide tænder i bakspejlet, han peger på en løve i det høje græs.
 
 
 
 

Noa Kjærsgaard Hansen: Tre digte

Sådan med fødderne. Smeltet,
med brysterne op af vandet, hun
har hunden som hendes bedste ven,
Det giver en form for retorisk efterspil.
Mark og sand, siger hun er idyl af tiden,
mark og sand, siger jeg, er en film af
Morten Korch. Hunden, siger hun,
pisser sjældent på mark og sand,
den er et erotisk væsen. Hun
tænker på hunden,
på erotikken, på
fødderne. Hun
siger, at mark
og sand er
tanker om
en anden
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Jeg taler nok til hende som et missil,
så kan man tage det ud
af en kontekst,
ind i et hus. Så
kan man lave bølger
som en tyk mand
der rammer vandet,
man kan svømme
fra en bred til en anden
med tre roer som propel. Hun
er stadig en and, en tændstik,
hendes svømmehud brænder
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Jeg
løfter hende
over mudderhuller,
i det mindste er det det, det ligner.
Ting bliver sværere at forestille sig
jo længere væk man kommer,
så må man fortælle det hele
som historier:
Hun har foldet
hænderne
som en paraply

selvom vi har gået længe,
har regnen stadig ikke
hvisket hendes ansigt ud
 
 
 
 

Line Toftsø: Tre digte

 
                  *
 
 
 
Når ting tyve tyngde
når luft gør noget
så er det sådan
så er det
mørke der
er mit ansigt
min kind
så er det blødt sådan.
 
 
 
 
                  *
 
 
 
Det blæser mere om natten
som om jeg genkender det

ligesom fælledens huller er udfyldt
med jord eller gips eller hår

blødt stof strøet med blodmel for at holde vildtet væk

og således med retning mod et andet sted
som en afstøbning.
 
 
 
 
                  *
 
 
 
Har
og
har
ikke

imens en  m e s s i n g u g l e f l ø j t e  drejer hovedet og
stirrer forfærdet på mig

den måde hvorpå noget er foret
som noget er.
 
 
 

Martin Snoer Raaschou: Offer

Fårene står
 
omkring den enlige birk
 
på toppen af bakken
 
 
Birkens nøgne grene
 
er fulde af skarver
 
og skarvernes reder
 
 
De har skidt birken ihjel
 
Birken er død
 
 
+
 
 
Bakken er omkranset af træer
 
af bøg af ask af elm af eg
 
 
Det grønne i træernes blade
 
og i græsset som fårene spiser
 
svinder hen
 
mens aftenen falder på
 
af sig selv
 
og forvandler lyset til mørke
 
 
Men stjernerne venter endnu
 
det er ikke nat endnu
 
det er aften
 
 
Det er til at forstå
 
det giver sig selv
 
det sker
 
 
Det er meningen
 
 
+
 
 
Den døde birk på bakken
 
har ingen blade
 
 
Men alle de træer
 
der omkranser bakken
 
har blade
 
 
Alle bøgenes
 
alle askenes
 
alle elmenes
 
alle egenes blade
 
bevæger sig når vinden
 
tager fat
 
i aftenens stilhed
 
 
Giv plads til den raslende lyd
 
i aftenens stilhed
 
 
Giv plads til den døde birk
 
i aftenens stilhed
 
 
+
 
 
Løb op og giv plads
 
 
Skræm skarverne væk
 
 
Lad fårene flygte
 
 
Giv plads
 
 
Lad fårenes brægen og trampen
 
og skarvernes flaksen og skrigen
 
svinde hen og give plads
 
til den raslende lyd
 
i aftenens stilhed
 
 
Lad den raslende lyd give plads
 
til to som ikke flygter
 
to som bliver stående
 
stille tæt ved hinanden
 
inde ved stammen
 
i aftenens stilhed
 
Moderen dier sit lam
 
 
+
 
 
Giv plads så jeres børn kan høre
 
at lammet bliver til får
 
 
Det kan ikke ses i detaljer
 
men lyden går klart igennem
 
 
Dette er lyden af lammet
 
dette er lyden af livet
 
 
Dette er meningen
 
 
Giv plads til den suttende lyd
 
af liv der bliver til liv
 
 
+
 
 
Det skal ske
 
 
+
 
 
Stjernerne kan endnu ikke ses
 
det er ikke mørkt nok endnu
 
men heller ikke lyst
 
 
Men vi får snart brug for lys
 
det bliver snart mørkt
 
 
Lad alle børnene glemme
 
hvad de hidtil har lært
 
om stjernernes gængse forbindelser
 
 
Forkast Orion
 
Cassiopeia Centaurus
 
Pisces Cancer Sculptor
 
Ursa Minor Ursa Major etc
 
 
Lad den første stjerne vise sig i himlen
 
som for første gang
 
 
+
 
 
Lad det ske
 
 
+
 
 
Vrist lammet fri
 
af moderens pat
 
bind benene sammen
 
luk den brægende mund
 
med reb og med knuder
 
 
Dette er meningen
 
 
Vi vil ikke høre det bræge
 
 
Vi vil ikke se det løbe
 
 
Vi vil se den første stjerne
 
 
Prik lammets højre øje ud
 
 
Lad den første stjerne
 
vise sig i himlen
 
som den første
 
 
Prik det ud
 
 
+
 
 
Dette er hvad der skal ske
 
 
Lad alle få økser
 
lad alle hugge
 
men skån den døde birk
 
på toppen af bakken
 
 
Fæld derimod alt hvad der står
 
rundt omkring
 
hug til
 
i bøg i ask i elm i eg
 
hug til
 
 
Vi har brug for lidt lys
 
hug til
 
 
Det er træets lod at brænde
 
hug til
 
 
Det er lammets lod at dø
 
hug til
 
 
Det er meningen
 
 
+
 
 
Hug stammerne op
 
lad dem stable omkring
 
den døde birk
 
 
Læg lammet op i birkens krone
 
lad de nøgne grene
 
gennembore skindet
 
lad der gå hul
 
 
Lad blodet flyde
 
 
Dette er meningen
 
 
+
 
 
Lad børnene komme op foran
 
de skal se
 
hvad der skal ske
 
 
At dette er lammet
 
dette er livet
 
 
Dette er meningen
 
 
Sæt ild til bålet
 
 
Lad ilden få fat
 
i bøg i ask i elm i eg
 
lad ilden få fat
 
i den døde birk
 
lad lammet stige
 
som røg op ad røg
 
op i den mørke himmel
 
 
+
 
 
Lad flammerne slikke
 
lad halen fænge
 
lad ulden flamme
 
lad hovene knitre
 
lad øjnene smelte
 
lad hornene gløde
 
lad det mørke blod flyde
 
 
Lad ilden slukke blodet
 
lad det mørke blod lyse
 
 
+
 
 
Lad ilden brøle
 
 
Forkast det meningsløse
 
 
Lad meningen få plads
 
 
Lad stjernerne tændes
 
 
Lad halen lad hovene
 
øjnene hornene
 
tændes stjerne for stjerne
 
 
Se nu lammet
 
stjerne for stjerne
 
lyse himlens mørke op
 
 
 

Morten Walther Rasmussen: Tre digte

typisk for vor tid er en afstand til luften
der otteogtyve grader varm
med duft af asfalt og snert af førregn
læser op af jordens kalkholdige kapitler
mens vinden strejfer sit alfabet fast
over marker hvor rundbælg der dræber
og klitter hvor usynlig sandrandøje
så umærkeligt
og ligeledes bedøvet
lytter

vi lytter som var vi børn igen
halvvejs gennem søvnens fremmede huse
hvor deres stemmer lignede salmer
men vågner gudfrygtigt
gror og tror
da regn
først en dråbe og lidt efter lidt
siden huden i hænderne og noget nyt
im weiter ferne
falder i transcendente byger
og løsner os så vi aldrig
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
adskillelse om natten er værst;
at drikke et strålende glas med tårer
og synke en verden
til bunden
vender sig i søvne

adskillelse om dagen er værst;
at veje frosten i hænderne på Bruuns Bro
åndedræt for åndedræt
og sætte et dige af mørke
hvor alt lys engang sprang læk

adskillelse i drømme er værst;
dønning af sekunder plukket ud af ryggen
som en perlekæde
under sengen
du ikke kan finde
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
                                                                                        – til S.U.T
 
 
 
tænk at skænke et glas mælk op midt i livet
i et køkken med tæt snefald
hvor et mørklagt sprog for længst
har samlet tilværelsens blinde vinkler
i endnu et sprogs enorme mekanik af fremmedhed
med en prægtig fornemmelse af
at midt i denne manende mobile
af hver dag omkring sig selv
er en flig af lys ramponeret brudt løs
præcis som køleskabsdøren bag din ryg
står åben med en kold streg af lys
der bærer alverdens mørker
 
 
 
 
 

Jon A: To tekster om fællesskaber

Billetmærke sekt

Jeg kan godt se at jeg får brug for nogle disciple til min sekt, hvis den for alvor skal ta af. Jeg har åbnet for ansøgninger, og jeg er rimeligt large: Spiritualitet er ikke et must, man skal først og fremmest ku rocke en kjortel. Det er bedst hvis ansøgerne har langt hår, jeg forestiller mig min sekt som sådan en bunke langhårede og meget smukke typer, der bevæger sig rundt på en koreograferet måde, lidt som om de udtrykte sig i dans.

Det ku faktisk være meget fedt: hvis vi slet ikke behøvedes at tale sammen, men bare dansede det vi gerne ville sige til hinanden. Det ville da være noget i hvert fald, og det ville sikkert være en god øvelse, der ku gøre en opmærksom på hvad det egentlig er man belemrer sine medmennesker med af henvendelser. Jeg har svært ved at forestille mig at man rigtig kan skælde effektivt ud ved at danse. Måske sku det bare være disciplene der dansede, måske sku jeg ha lov at være den der dirigerede det hele, opmuntrede dem, fortolkede deres dans for dem, som om jeg osse fortolkede deres inderste følelser for dem – sådan lidt ”nej, det du danser er ikke at du gerne vil be om et glas vand, det du viser os andre er at du er bange for at elske, fordi du aldrig har følt du har kendt dine gamle venner, sådan rigtigt.”

Jeg vil passe på ikke at blande mine disciples familieforhold ind i det, jeg vil helst ikke ende som sådan en typisk patriarkalsk sektleder, faktisk vil jeg helst ikke betegne mig selv som sektleder, selvom det jo altså dog er min sekt. Jeg tror jeg synes de skal kalde mig Vejleder. Det er så forholdsvist neutralt et ord, det har ikke alle mulige negative konnotationer. Mine disciple vil tænke på det lidt lissom en vejleder man har på sådan et universitet, som de er droppet ud af, en der skal hjælpe dem med at realisere deres potentiale. På en måde kan man så sige at et ord som disciple osse er ret kraftigt ladet, men hvis jeg på den anden side begynder at kalde dem elever eller noget, så ligger der osse straks et autoritetsforhold i det. Adepter ville sikkert passe bedre, det er lidt mere åbent i det. Bare der ikke er nogen der så tror at de heller ikke behøver at gå i kjortel, for det synes jeg altså at de skal, ellers er det ikke en rigtig sekt. Altså bortset seføli fra når de er nøgne.

Det skal de være tit. Det skal være en del af vores ritual, at afseksualisere kroppen ved at være nøgne overfor hinanden og så reseksualisere den på en ny måde vi selv bestemmer. Seføli skal vi ha masser af sex, ellers er det ikke en ordentlig sekt, men vi skal finde på en eller anden måde at gøre det på, så der ikke er nogen der føler sig krænket. Jeg vil ikke ha at der er nogen der skal føle sig krænkede i min sekt, jeg vil bare ha at de skal være nøgne. Jeg kan godt li når folk er nøgne, specielt hvis de osse er pæne. Jeg må nok hellere lige huske at få med at folk osse skal sende et foto med af sig selv når de ansøger om at blive adepter i min sekt. Altså, jeg vil jo nødig være sådan en der dømmer på udseendet, jeg vil helst ikke betragtes som overfladisk, men jeg tænker at den måde folk tar sig ud på siger noget om hvordan de er som mennesker. Det er vigtigt for mig at jeg kan stole på hvad mine adepter er for nogle mennesker, når først vi står i kampen.

Der er seføli lang tid til det, der er ingen grund til at forhaste det store opgør med det omkringliggende samfund, det kan tids nok komme når de ikke længere vil acceptere os, og så skal vi være beredte, og derfor er det vigtigt at huske på at det opgør vil komme en dag, og at det er derfor vi skal stå sammen og ikke ha nogen hemmeligheder for hinanden, i hvert fald ikke for mig, så skal jeg nok vurdere hvad hele gruppen har brug for at vide. Vi skal ha en rigtig god gruppe. Vi skal stå sammen. Vi skal ha nogen at stå sammen med, det skal være hinanden, det har vi brug for, det vil der være i min sekt. Det vil være et sted hvor de kan føle sig trygge, det kan man altid ha brug for, det vil være et hjem. Ikke en forkastelse af deres gamle hjem, men af at de ikke har kunnet skabe sig et rigtigt hjem andre steder. Gruppen vil være det samfund vi skaber sammen.

Det bliver en smuk sekt. Jeg lar skægget stå.
 
 
 
 
 
Du skal strikke os den sweater (Undone)

Jeg vil ha at du skal strikke os sådan en sweater. Der skal være plads til os allesammen, alle fire, og så være halsåbninger og ærmer, der hvor det nu passer i forhold til vores højde hver især. Vi får det varmt og godt i den sweater, det ved jeg, alle fire sammen, hud mod hud, vi kan varme os ved hinanden, det vil være rigtigt og godt.

Jeg synes den skal være rød, det ku være flot med sådan en postkasserød striksweater, men den må osse godt være turkis, det er din yndlingsfarve, og det er dig der skal strikke os den, så det bestemmer du. Du skal strikke os den sweater. Bare der kommer mønstre på, bare den blir larmende, en sweater der siger go’daw. Vi skal være sådan en kæmpemæssig, hysterisk kulørt bold, der kommer rullende hen over brostenene med arme og fødder og hoveder stikkende ud til alle sider. Her kommer vi.

Og vi skal synge, højt og skingert og på vrøvlesprog, når vi kommer gående ned ad gaden, allesammen i den sweater du har strikket til os. Alle folk vil stoppe op, de vil se os komme trillende i den sweater og smile til os og hilse, og vi vil ha alt for travlt med at synge og rulle afsted til andet end et hurtigt nik, ja, hej, vi må videre, ser I, men det vil ikke være arrogant, ingen kan være arrogant i sådan en sweater, det vil alle vide, og alle nogensinde vil elske os for hvad vi er.

Når vi kommer hjem igen skal vi ta sweateren af, og så farer vi allesammen ud i hver vores afkrog af huset og slår omkring os med armene, føler at vi er os selv lidt, indtil vi trækker sammen igen. Det er det, den sweater du skal strikke os skal lære os. Vi skal altid være sammen, allesammen. Og om natten skal vi sove allesammen i den samme seng, hud mod hud med sweateren bredt ud over os. Vi skal bo i den sweater.

Den sweater du skal strikke os skal være et symbol på alt det der er os. Hvis vi arbejder i haven kan den nogen gange blive alt for varm, så kravler vi ud af den, og så er der måske til sidst bare en enkelt af os, der sidder tilbage i den nu alt for store sweater og er ved at drukne i den. Det er slet ikke til at rumme på én krop at vi er så meget tilsammen. Så er det med at få det hele af og springe rundt, ind og ud imellem hinanden, lige finde ud af igen hvad det er vi er, os fire. Og så krybe sammen i den igen, når det er tid til te og kiks. Det er det tit.

Du skal strikke os den sweater. Så længe vi har den på kan intet ondt hænde os.
 
 
 
 
 

Cathrine Thordal Voss: Uden titel

Man kan sagtens få et klaver til at trække vejret gennem toner uden en egentlig berøring af de 88 tangenter. Uden at nogen beslutter sig for at lægge pres på dem, med musiske evner eller ej, eller sætte hænderne skødesløst ned over dem i fuldskab, ubetænksomhed eller uskyldig barnagtighed, kan klaveret på alle tider af døgnet give enten blå, violette eller mørkere lyde fra sig, overgive dem til luften og få dem ført andre steder hen, rundt i rummene for til sidst måske at sætte sig fast på ting. Enkelte af disse lyde kan efterlade spor i menneskers ansigtsudtryk, de kan få børn til at se ud som små voksne og voksne til at mærke deres varme kroppe som arbejdende kraftværker. Når bare lytterne er parate til at forstå, at en kortvarig stilhed, en følsom banken på instrumentets lakerede træ, og en let hvisken, der skaber ekko under klaviaturet, også kan betegnes som musik.
 
 
En morgen efter en erkendelse som denne kan en snebunke foran et tilfældigt hus eller en ukendt lejlighed måske synes uadskillelig fra den nye januarhimmel. Der er ikke længere forskel på de to hvidheder: snebunke og himlens skyer, der dækker den grå baggrund som spildt, klar maling. Når man træder i sneen, kan man sikkert kun høre iskrystallernes toner. De vil hele tiden gå i ét, snebunke og himmel, og en ung kvinde vil prøve at genskabe det flimrende billede af et markeret ansigt i sin hukommelse fra natten. Det er, som når de sorte og hvide tangenter flyder sammen og ikke længere kan adskilles, som når musikken er i alle stemmer, bevægelser og udtryk. Som når musikken også kan høres gennem sproget som blink under vand, der kun kan findes, hvis man kan svømme med åbne øjne i meget lang tid.

Kirsten Nørgaard: I kridtlyset

Svigermor er i telefonen.
Jeg er i det klistrede
i en dybblå figen

og jeg leder efter ord. Om at gå
med kvindetegn om halsen
og en tidslomme på bagen.

Der er et særligt kridtlys
for dem med den rigtige faktor.
De er ret rå

og blogger åbenlyst
om deres betændelser
og fortæller at de drømmer

og drømmer og drømmer
og flyver, og svømmer og
dykker.

Jeg drømmer altid
at jeg farer vild eller
kommer for sent.

Der kommer næppe mange
kussedigte herfra.