Go’daw jeg hedder Tilbud, jeg har en godt tilbud en godt tilbud – jeg hedder Go’daw – jeg har et god Larsen – jeg kom til verden i 11 lande eller 18 lamde – jeg har en hedder Go’daw, jeg hedder Lars Tilbud, jeg kom til verden i 18 Tilbud. Født i Go’daw, jeg hedder Lars Larsen, jeg har et god Tildud, jeg hedder jeg elsker fluer så jeg græder når de død så græder jeg, kære medarbejdere, leverandører, familie, fjender. bekendte, og samarbejdsgartnere og, alle andre der modtager denne bog. Det er nu 25 år siden, jeg fik den “sjældne” idé at vi flyttede så til Thy. Så mor og far sagde, at vi og senere fik vi den idé, Go’daw, jeg hedder Tilbud, og vi, kom godt fra Lars i Thy, da vi levede under hårde kår, i da, da man ikke kan, over der kommer mer, og nu hvor vi har en JYSK af hver 18 land. Go’daw. Vi fik som nogle af de første i Danmark en David Bowie-inhalator. Så da, hvor vi fik arbejde, havde alle. Blandt roser, æg og mos.
 
 

To film, en aften:

1. Postmand Per sidder i sin bil, der er parkeret nydeligt i vejkanten i lovlig afstand fra stenbroen og lyskrydset. Han roder med en papirspose ved rattet. Så tager han et oversavet jagtgevær frem nedefra. Det er ikke til at sige, om det var under sædet eller i papirsposen. Han propper hurtigt løbet ind i munden og trykker af, men der lyder kun et klik. Alting falder til ro, og kameraet er rettet mod et skovbryn. Så lyder et ordentligt drøn, og op af træerne flyver tusindvis af sorte fugle. Henne ved Postmand Pers bil er en af dem ved at æde hans hjerne. Den sidder og æder af hans udsplattede baghoved, og så kigger den mod publikum, dig, mig og alle de hundredevis af andre, der er taget i biffen, for at se dette mesterværk, og så åbner fuglen næbet og siger: “Jeg er Emil.” Slut

2. På en færge serveres der optøede løse majs dag ud og dag ind. Og man kan fornemme tidens gang ved at der krydsklippes frem og tilbage mellem et langbord med matroser, der spiser og spiser disse optøede løse majs med ske, og solens og skyernes gang på himlen. Havets brusen. Det blusser lidt op og en mågeflok leger i kølvandet (fri fortolkning). Der bliver helt stille. Færgen flyder uden den motorstøj, man først ved har været der, når den nu ikke er der. Og så lyder et lille brag et sted inde fra færgen. Kameraet zoomer ind mod et koøje (vindue). Helt tæt på. Og der er dugget pga. kondens. Man (du og jeg og de millionervis af andre i biffen) prøver at se efter noget. Nysgerrig ad helvedes til. Kameraet er som en hveps. Og pludselig i hele koøjet kan man se Paprika Steen. Hun klipper sin tunge af med en saks. Slut

Publikum går amok.