Ida Routhe: homo erectus

poesi og andet affaldsstof
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

nej fandme nej
så må jeg gå forrest!
jeg ville gøre det igen til
hver en tid

 
 
 
 
 
indtil videre: ungdom som en lang indskudt sætning i en endeløs indledning sorgen
sit eget organ mellem drøbel og brystben
henkastet vanrøgt var hvad det blev til
barndom

                                                                                               og meget går tabt i den daglige gang, derfor dansen
 
 
finhvalerne og den ene milliard danser deres liv under overfladen
et afdansningsbal afsindigt i al sin gåen til gåen stille med dørene ud af sit gode skind og
sommetider
kunne jeg godt undvære de 20 % der adskiller mennesket fra en sukkerroe genetisk de
20 % kunne jeg godt give afkald på og tage til takke med de sidste 80
 
sommetider
er jeg tung lerjord i tanken
 
*
 
du kender ikke svaret og jeg ikke spørgsmålet
derfor
besat til anden side
 
 
 
 
 
curriculum vitæ: jeg
går altid galt i byen
for tiden
forstår jeg ikke rigtig hvad der foregår
omkring mig jeg
drømmer om sorte huller og højder
derudover:
jeg har gennem længere tid overvandet min kaktus så den nu er rådnet jeg
er pissebange for dybhavsfisk og myrer
pissedynamisk og

                                                                                                                                                                        ANSÆT MIG!

selvstændigt samarbejdende innovativ kreativ og fuldstændig i stand til ansvarsbevidst afveksling + koordineringstrang udover det sædvanlige
og flair helt sikkert flair

                                                                                                                                                                       ANSÆT MIG!!

flexicurity i dit fjæs eller prøv med:
jeg er fattig og pissetræt af pissetræt af
ANSÆT MIG PLEASE
 
og helt ærligt: pølsevognen på vejen er den sidste egentlige fuckfinger tilbage til samfundet væksten og markedet i al evighed
 
ansæt mig
 
 
 
 
ligesom
der altid vil være et marked for
plastikfisser og swaplån
langs de tyske autobahns på én gang
mismod og fremdrift

ligesom
vinden altid blæser friskt til hårdt ligesom
jeg savner dig
 
                                                                                                     og man ryger af ventelister og skriver sig op igen
 
*
 
psykoserne trives som gulsot i gaderne
driver langs gavlene
tirsdag aften
kloakkerne kan slet ikke holde til al den regn og
ansigterne går over deres bredder tag
plads ved siden af dig selv her opføres:
klagesang for min tabte besindelse!
 
en skam du ikke findes vandfast
skam dig
 
                                                                                                                                        menneske, menneske
                                                                                                                                        afsindige vandværk!
 
 
under stenene bare:
jord og bænkebidere
 
 
 
 
da det hele fremskred glemte man så let den ene milliard
u-sephia-filtrerede filtret sammen under overfladen

åh!
at bygge broer eller tårne eller
at tegne broer eller tårne og lade dem bygge jeg
har tænkt dig som en flugt som en båd uden ror

*
 
uden en nøgle er byen en fremmed uden en seng i et rum det
   suser for mine ører mine øjne værker sitrer du skriger til himlen
 
 
 
 
 
                                                                                                                                        du bærer mit savn i dit smil
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
siden sidst:
fnat inkubationstid; håndbagage indhold; havet Nordbrandt
Ukraine; el camino
har jeg søgt på på google på min telefon
 
 
 
 
 
 
 
                                                                                                                                                 whiskysøvn; vandvorter
                                                                                                                                                       luftkasteller; ligtorne
 
 
 

Bjarne Skov: To digte

I

Så er det allerede november igen
og blæsten har forlængst
kronraget ahornalléen.
Jeg går gennem velhaverkvarteret
med skønhedspletterne
uden på frakken og tænker på
Bodil Jørgensens skrøbelige radiostemme.
Man kan ikke lægge låg på en hæk
sagde hun muligvis, og ikke desto mindre
er kommunens folk i fuld gang
med at styne.
Stammerne i laset army-dragt
ruster sig til vinterens skruestik.
Jo mere de mangler
jo mere kan de undvære
 
 
 
 
 
II

Det siges at astronauter,
selv når kloden svæver
fjern og stille,
kan se verdens brændpunkter
lyse op

Men at de hjemvendt
ikke kan skelne
avisernes tegn eller
ansigterne på gaden.
De er blevet langsynede
 
 
 
 

Emil Grarup: To digte

jeg læste idag at man i 1986
byggede en sarkofag af bly
om reaktor 64 i tjernobyl
og fik et meget klart billede
i mit hoved af dens udseende:
ukrainian ghosttown eller:
zone of exclusion and isolation
ville potentielt forankre dét billede
meget fint

der må være et utroligt resonansrum
i de forladte bygninger
hvordan lyden af marmorkugler
tabt på skolernes hårde stengulve udspændes
mellem de afskallede vægge
og hvordan et spartansk technobeat
ville kunne forsøge at tilbagebringe
en fornemmelse af tid

 
 
 
 
 
 

en mand på gaden i berlin
griber fat i min arm
han vil sælge mig stoffer og
og spørger mig hvad jeg kunne tænke mig
jeg svarer:
at jeg vil have at solen skinner
på dét græsareal på warschauer strasse
hvor de hjemløse holder hof
og hvor rotterne skyder ud af deres
huller som små grå projektiler
jeg vil have at
de forbipasserende nikker anerkendende
og smiler
når de ser os sidde og ryge cigaretter i bar overkrop
og når de ser mig slentre i en sjælden stund af uforfalsket lykke
fuld med mine venner i metroen
skal de ikke genere os
selvom det slet ikke var det han spurgte om
 
 
 

Ida Monrad Graunbøl: Fire tekster

Skovtur

Havefliserne er en omfartsvej
for biller og skolopendere,
der blinker og dytter i solen.
Jeg kører ud af den stenede sti,
hvor snegle sætter streger af slim,
hvor en jægersoldat sætter spor i luften
med en tændt cigaret,
hvor alting lurer og pusler i buskadset
og hæftes op på månens skive af citron,
der lokker med nye toner af mojito under træerne.
Og billerne og skolopenderne er nu kæmpestore,
de blænder mig med deres lys,
de suser udenom med deres klikkende hæle
og fører mig tilbage til dig med din hinde af skjorte,
så hvidt som et kridt,
så sort som et kul.
Inde i mig dine øjne og din ånde,
så farlig og blød en krigsmand,
en mælk lægger sig om månen,
jeg fanger den i en kop.
 
 
 
 
 

Forvandlingskuglen

I disse disede dage hænger i tøjet, i strimler, i fodspor, i dig og dit. Forvasket tåge på tørresnoren, og her er vi strandet for længst bundet sammen, hængt op, glattet ud, vasket væk. Jeg famler tit ved lyden i tågen. Så blød en mule af blødt, og inde i hestens øje en dirren, et spor, en refleks, en forvandlingskugle vasket i hvidt.
 
 
 
 
 

Snapshot

Jeg forlod min familie ved floden
og gik langs den blanke sti.
Blæsten rev i mig
og ruskede
de dunede dunhamre
rytmisk som
en trommestik.
Jeg tænkte på et land,
der venter ved flodens udløb,
der falder og flyttes som sten i floden,
der skifter nætterne ud,
i så hurtigt og stakåndet lys.
Og de, der var bag mig,
er nu punkter
i horisonten,
forskelsløse,
skinnende
som et snapshot
i solen.
 
 
 
 
 

Flyver

I naboens
have
står
et fly.
Fuglene
har
fløjet
i det.
De fløjter
i flyets mund.
De lander og letter på vingen.
Naboen kører uden hænder. Er et fly. Fuglene fløjter ud ad hans mund.
Fuglene bor i hovedet. Fortabte i skuffer. De synger om sidste jul og spiser fehår.
Fuglene har lagt sig. Flyet sover tungt og naboen styrter på vejen.
Familien fløjter af ham. De står på et brev så stort som et hus. Alt for stort til luftpost. Flyvepapir,
papirflyver, fuglen er et brev. Brevduer lever længe og pudser deres fjer. Rydder op i skuffen.
Duebreve
taber
tid.
Piloter
flakser
hjem.
Ingen
ser
julen.
Duerne
skuffer
himlen
håbløst.
 
 
 

Monia Sander: Grænsestrid

dominique du er syg!
du er en psykisk syg kvinde!
en dukke med for meget vanvid indeni!
hvad fejler du?
er det din far der har plantet et frø i din krop?
i din plastikkrop?
                      nu går du mod psykosen som han gjorde
                      snart mødes I
                      i isolationens detention
                      i det opsprættede land
hvad fejler du?
er det borderline?
er det grænsernes fjendskab?
deres modvilje mod at holde sammen på sig selv?
er det det sorte og det hvide der clasher?
er det den afskallede maling på din hud?
                      sølveksplosioner i slowmotion
                      indeni dig rullende bjerge
                      og skyer der lægger sig om dine fødder
er det manglen på berøring af dit hylster?
er det paranoid skizofreni?
er det depression?
er det angst?
eller tvivlen der styrter mod dig fra væggene?
er det værelset der styrter sammen?
eller naboernes stemmer?
eller hr. sivertsen der forsvinder?
                      KAST MODERKAGEN OP!
                      KAST MODERKAGEN OP!
                      KAST MODERKAGEN OP!
                      KAST MODERKAGEN OP!
                      KAST MODERKAGEN OP!
er det spejlet hvor du taler med en myndig stemme?
den myndigste du har?
du siger
                      STOP!
du er en psykisk syg kvinde!
og du fortsætter!
                      STOP!
                      så kast dine projektioner i ansigtet på mig!
                      kast dem så hårdt du kan!
                      jeg er ligeglad!
                      jeg er ikke syg!
                      jeg fejler ikke noget!
                      jeg passer ikke ind hos jer!
                      jeg bygger mit eget land!
                      det kan sprænges i stykker og bygges op igen!
                      jeg er ligeglad!
                      jeg er dronning OG konge!
                      mit land er min vugge!
                      jeg har et ansigt man husker!
dét er en del af diagnosen
                      jeg kommer aldrig til at dø!
                      min splintrede stemme er din egen!
                      den tilhører dig!
                      ingen andre!

her vender barnet sig i søvne. stjernerne har lagt sig om vuggen, et strålende hegn. oh søvn, lad aldrig de vågnes vansind bringe dig til ophør.

undskyld.
                      dine afpillede negle ligger i en cirkel om min fod!
jeg havde glemt dig igen.
nu står du der som en glemt konge op ad bogreolen.
venter på et comeback.
                      på det rigtige tidspunkt!
på at se mig igen.
                      græder?
helt forladt i en telefonboks.
din familie er her men vi vil ikke se dig.
ikke så længe du er så fuld og dum at høre på.
gå hjem.
tag færgen hjem hvor du kommer fra.
hjem.
skrid hjem til din jordbærmark.
skrid.
                      og vi har trukket telefonstikket ud fordi du græd.
babyen?
                      sød og
                      uelsket.
alle mine formler?
                      diagnoser.
du er en konge.
                      den som peger på kongen er hans fan.

 
 
 
 
 

det er skammen over at få en hel jordbærmark i gave og bare ville skrige.
at få æggene serveret, et ad gangen.
                      voldshandlingen: at æde hønens menstruation, at få den stoppet i munden,
                      at kaste den op udover en voksen.
at proklamere på sin 18 års fødselsdag: jeg vil aldrig være voksen.
at fylde 25 og fejre fødselsdag med en dukke og hendes usynlige ven.
og hvis du føler at et bundløst hul stjæler kærligheden fra dig kan jeg godt forstå dig.
jeg føler at jeg er et bundløst hul der stjæler kærligheden fra dig.
kviksand.
at stå på en jordbærmark og skrige, mens solen går ned, maler landskabet rosa.
                      nogen har malet det her, for at jeg skal tro, at verden er skøn.
                      hver dag justerer de billedet en smule, for at jeg skal tro, at skønheden er i
                      bevægelse.
at se skyer oplyst nedefra, træernes sorte kroner, bjælker for øjne og bryster.
at have troet at du var en sol, at have været så naiv.
at være en andens eneste lyspunkt, at være en andens abstinensfremkaldende stof.
at være spritten i hans ånde og ånden på hans ryg
                      når han står bøjet over samlebånd.
kast moderkagen op
                      – kh far.
at være problemet.

 
 
 
 
 

Sebastian Jezewski Sommer: Drueøjne og så den kjole

Drueøjne og så den kjole
(smørgul) og når hun snurrer så
spreder skørtet sig og afslører
forskelligt farvede sokker: hvid
og blå med rubinrøde prikker

og når hun smiler sidder sommer-
en fast imellem marmortænder,
der tælles fra venstre til højre
og tilbage igen, jeg venter med
at strikke mørket i hendes hår.
 
 
 

Victor Boy Lindholm: digt om ulysses

efter mange timer
er jeg træt om morgenen
jeg mærker det i øjnene
i mit endeløse feed
der hver dag fyldes med anonyme menneskers blod
der er ingen mulighed for at beherske dagen
det er det der gør mig træt
at manden med guldet
køber droner
og stadigvæk har guldet
jeg mærker det i nerven der hopper over næsen
hjernen der råber:

                                                                      jeg er knælende babyhofdame ved nilens udspring

efter vodka
er jeg træt
jeg mærker det i lungerne
hvor smerten den sidder
udenfor:

   
                                                                    historiens sindssygeste sommer langt ind i oktober

jeg, babyhofdame knæler
til tankerne om at det her liv er der andre der må leve
det er det der gør mig træt
de tomme ansigter
i tv der løber rundt uden tarme
de har ingen mulighed for at beherske dagen
stå op og blive ædt
vi ejer guldet forevigt
så jeg identificerer mig let
med palæstinensiskfarnuudentarme
det er den sindssyge tanke jeg har
når jeg vågner hver morgen
med nerven springende over næsen
så på arbejde
tilbage til joysticket
 
 
 
 

Ingrid Nymo: Jeg har købt en underlig kaffe

Jeg har købt en underlig kaffe
der åbenbart smager som Bosnien
det keder mig snart at påpege hvor tvetydig biblen er
det keder mig snart at påpege alt det jeg ikke ved om næste år
ville hellere sige; se, åkander! Hoppe op på ryggen af fremmede
sige at nu bliver de velsignet af Jesus, om så fuck de vil det eller ej
nu bliver de fistet af guds hånd
sandheden er at jeg lynhurtigt bliver helt tung når du ikke er her
at bolle på nogen lyder forfærdeligt, siger jeg og suger af min cola
det er bedst at gøre ting alene
i biografen, til koncert, på loppemarked og i Brugsen
jeg føler trang til at samle mine bevægelser og ting sammen
bøje ryggen
gråden vil bare være der
jeg vil noget mere, det kan ikke kureres
glide ned af hestens lange ryg, hive den i manken
synge mens der er mønstre på sommerfuglens vinger i natten
det er vidunderligt at ville, siger haren
nede fra sit sorte hul
der hører den hjemme
gift dig med mig store sol
fjern min cyklus, mine hævede muskler, mine hudfolder om øjnene
sørg for de peger samme sted hen
dræb de børn jeg har i tankerne
vift med flaget i mit hjerte, gør mig gravid