Mette Østgaard Henriksen: Afmagten lever i Andesbjergene

Affekten ligner mest af alt en tangloppe. Den er frygtet fordi den lider af permanent sult og er uhyggelig vild og voldsom. Ansigtet er mærkeligt fortrykket og rynket.

Akavethed er kendt af alle på grund af dens mærkelige og kluntede legemsform. Den har et besynderligt kantet udseende. Når den svømmer, holder den kroppen lodret. Resten af tiden er den firkantet og hornagtig. Det besynderligste ved den er nok, at den har både næse og mund vedhæftet på undersiden. Akavetheden holder sig i umiddelbar nærhed af mennesker og klamrer sig til dem med sin snohale.

Apatien har et rør i bagenden, der anvendes som ånderør. Apatiens udvikling kan ofte tage lang tid, for visse former op til fem år. I gamle dage sang den en monoton sang i bagerier og andre lune steder.

Begæret kan være vidt forskelligt udformet og lever udelukkende af saft. Hunbegærets legeme er dækket af lange snehvide, voksagtige tråde. Hanbegæret træffes kun en kort tid om foråret. Det har gangvorter på alle led, og når det sidder og ruller bagkroppen op, ligner det mest af alt et spørgsmålstegn.

Blufærdigheden borer sig ind i tarmvæggen og derfra ind i et blodkar. Med blodstrømmen føres den ind i musklerne, hvor den udvider sig og ender med at spise musklen råt. Blufærdigheden kan blive lige så stor som et barnehoved og sidder i leveren hos de fleste pattedyr. Man kan forstørre blufærdigheden op til syv gange.

Empatien hører sommernatten til. Den flyver rundt og sender sine glødende kærlighedshilsener ud, som straks besvares. Dens levevis er endnu ret uudforsket, men den hører til blandt haveejerens bedste medhjælpere, fordi den er en fremragende gødningsklump.

Ensomheden er en hellig pilletriller. Den er lysgråbrun med sorte pletter. Ved at bakke rundt i en kreds, graver den sig ned i sand, så der danner sig en tragt der, hvor den ligger. Hvis man kommer ned i dette krater, vil det være umuligt at komme op igen. Sandet skrider væk under ens fødder. Hvis ensomheden synes, det varer for længe, sender den en sandstråle op efter sit offer, som straks trimler ned til den og bliver viklet ind i tang.

Entusiasmen har meget korte vinger. De former for entusiasme, der kommer i berøring med mennesker, er bedst kendte. Entusiasmen er et smukt eksempel på, hvor udspecialiseret en følelse kan være uden at falde sammen med omgivelserne.

Fjendtligheden aflægger sin ægmasse i en skummet substans, som dækkes af rustrøde småhår. Når den har ædt så meget, som den overhovedet kan overkomme, og skiftet hud det reglementerede antal gange, revner den.

Forelskelsen har store vinger, der ligger krammet sammen i et snævert hylster. Det tager tid at pumpe dem op. Når vingerne er helt udspilede, begynder forelskelsen at vibrere med dem, og endelig kan den i al sin skønhed sværme ud i livet. Den første time af dens lufttilværelse er yderst farlig.

Forventningen kan finde på at lægge sine æg i en tudses næsebor. Larverne æder sig ind i tudsens hoved, og dette medfører i løbet af få dage tudsens død.

Der findes flere forvirringsformer, der på visse lokaliteter kan være ret afvigende. Det kan være uhyre vanskeligt at udrede deres slægtskabsforhold. Den største forvirring er ret bred og har næsten æselagtige ører. Mærkeligt nok har man aldrig effektivt forsøgt at tæmme forvirringen; det har i hvert fald aldrig givet praktiske resultater.

Frustrationen klarer sig udmærket nedgravet i dynd, takket være et veludviklet tarmåndedræt. Den er lidt forslugen og egner sig ikke til at gå sammen med andre følelser. Er man først blevet ramt af frustrationen, foretrækker de fleste at gemme sig i stærkt rindende vandløb. Ens krop bliver så sammentrykt, at hvis man ses lige forfra, er man kun en streg i vandet.

Frygten er en almindelig angstfølelse og har desværre ikke mange venner, og det udelukkende fordi den ikke opfattes som en skønhedsåbenbaring. Dog vil en nærmere beskuelse afsløre, at den ikke er så grim endda.

Genertheden bliver anset for at have kirtler, hvis sekreter er stærk lugtende. Da dens hud er meget værdifuld, holdes den i store farme. Dens farver kan være mere eller mindre intense alt efter hvilket humør, den er i. Når den bliver ophidset, puster den sig op, og så kan man ikke få den ud.

Glæden var en efterspurgt tilstand, idet dens kød var meget velsmagende. Den angreb kun mennesker, der ved første øjekast mindede om slanger. Det er nu 100 år siden, at den sidste glæde blev dræbt; før den tid var den almindeligt udbredt ved de nordlige Atlanterhavs-kyster, men en voldsom og ganske meningsløs forfølgelse af denne store, hjælpeløse følelse, der ikke kunne flyve, forårsagede dens totale udryddelse.

Det er ganske uberettiget, at mange mennesker er ængstelige for hadet, da det er yderst fredeligt og ikke prøver at forsvare sig på hverken den ene eller den anden måde. I fangenskab kan hadet blive meget tamt. Det skal dog nævnes, at det har et lille hoved med bevægelige øjenlåg og en stiv krop, der absolut ikke kan sno sig.

Hysteriet er særkønnet. Det er ikke særligt hurtigt i vendingen, men takket være sit giftige bid når det ofte at overrumple sin fjende. Undertiden kan det forårsage ødelæggelser i hønsegårde.

Håbet har strålende rødbrune tværstriber og tager sig pragtfuldt ud. Det er smukt brunligt marmoreret, undertiden kan det brunlige dog være så mørkt, at det virker sort.

Lidenskab har hjemme i den gamle verden. Denne smukke kongefølelse kan bevæge sig gennem luften. Overraskes den, spiler den halsen ud, hvæser, snor og drejer sig som i krampe, for til sidst at ligge helt stille som død.

Liderligheden ser med sine meget bevægelige øjne alt, hvad der foregår omkring den. Den kan med sin meget lange tunge ramme selv noget, der sidder meget langt væk. Den kan være meget arrig og angrebslysten.

Medlidenheden består af afskudte huder. Da de ikke er vokset sammen, kan de frembringe en raslende lyd, når halen rystes.

Melankolien har et ret kroget livsløb. Når et enkelt led af melankolien er kommet ud i det fri, bevæger det sig langsomt af sted, indtil det bogstaveligt talt sprænges af de masser, det indeholder. Løsdelene ligger nu i det fri, indtil de eventuelt spises af en ko.

Misundelsen kan holde sig svævende i luften i timevis. Den kræver sikkert ikke nogen nærmere beskrivelse, da den er kendt af ethvert barn. Ofte kommer den for at agere sundhedspoliti. Hvis misundelsen undslipper, blander den sig let med andre følelser, og i løbet af ganske kort tid har de tabt alle deres kendetegn.

Morskab kan være til stede i så store mængder, at alting virker uklart. Ved at bevæge fimrehårene langs den øverste del af kroppen hvirvler morskaben bevægelse ind i mundåbningen. Nogle morskaber danner ugrenede søjler, mens andre vokser ud i tynde, flade skiver.

Nervøsiteten opdager man først, når man er ved at træde på den. Det er, som om den er klar over det, for den rører sig ikke af pletten, førend katastrofen er lige ved at ske. Når den lille fyr drøner af sted, har man et indtryk af, at det er en lille klump tang, som vinden triller af sted med.

Nostalgien ligner meget gamle danske landhøns. Hertil kommer, at den altid er i bevægelse, og den er absolut ikke lydløs. Den starter en række indviklede ceremonier, men ender med ikke at gøre særligt meget ud af dem.

Optimismen er smukt arrangeret. Den udfører små luftnumre og frembringer en mærkelig vrinskende lyd. Optimismen anser man undertiden for at være et af de vigtigste udgangspunkter for de talrige følelsesformer, som mennesket gennem tiden har fremelsket. Er der mere end en optimisme på samme sted, holder de trofast sammen, men er ikke altid lige venlige over for hinanden.

Skammen kan føre sin skamtavle helt tilbage til vildskammen. Den er udbredt i Europa i talrige underarter. På mange måder adskiller den sig fra de andre følelser, fordi den jager sit bytte ind. Den kan gøre ret stor skade i de fleste kulturer. Tidligere anså man den for at være en særlig følelsesform, men nu er man klar over, at den er i familie med skyldfølelsen. Den kan minde om den almindelige skyldfølelse, men er langt kraftigere bygget.

Skuffelsen har et overordentligt stort gab, idet mundvigen sidder under den bageste del af øjnene. Den er på intet sted særlig elsket. Hele sit liv lever den under jorden, og man er aldrig i tvivl, når man har fået besøg af skuffelsen.

Tillid lærer ofte en masse kunster, derfor ser man den ofte i cirkus. Den klippes på de mest skøre måder, fordi moden også her gør sine krav gældende.

Ømheden er lige så ubehjælpsom som en sæl på jorden. Når ømheden fra et højt træ ønsker at komme over i et andet, kaster den sig blot ud i luften, spreder benene ud til siderne og virker som et svæveplan. Den bærer alle sine ejendele på sig.
 
 
 

Elin Kvicklund: syner av grönt i vattenskuggan

 
 
 
 
         regn      av tårars lätthet    havet som folie mellan    träden        jag  går                     

 
 
 
 
 

                                                      bortom     handens
                                                      tystnad  ska   solen
                                                      vandra           länge
                                                      skymmer bladen /
                                                      allt    /    vad    kan
                                                      visa                      sig

                                                      långsamt     öppnas
                                                      dagarnas   pupiller
                                                      det                  mjukt
                                                      explosionsartade
                                                      ljuset

                                                      kanske   finns   det
                                                      ingenting   att   se

 
 
 
 
 

                                                      jag      är      mindre
                                                      närvarande här än
                                                      landskapet       dess
                                                      blommor  som   ser
                                                      mig/      men     hur
                                                      nära        kan       en
                                                      människa   komma
                                                      och              förbli/

                                                              människa     /


 
 
 

Mie Mollerup Jørgensen: Sang til man

hver morgen
står solen så fint op
over min mave
hvis du bliver her
så længe
hver aften ryster jorden
under mig på tredje
når jeg prøver at finde
det stykke af dynen der stadig lugter af dig
fik jeg fortalt dig
at jeg elsker dig
for at have lært mig så meget
hvordan jeg skal se ud
gå ud
før du gider
feje alt skidtet af mig
med dine øjne
at jeg lugter
febrilsk til mine sko mit tøj
mens hårene under mine arme gror ud
man, hvor ser du fantastisk
ud i solskin
i snevejr
jeg skal jo ud,
glatte mand, vi ses
i dine spejlvendte øjne
der er så gennemsigtige
at jeg falder til bunds
i dem med sprængte trommehinder
fik jeg fortalt dig
at jeg elsker når du fortæller mig hvad du vil
have mig til
gå sådan sæt dig der
bare kig ind i kameraet
jeg gør mig så umage
knejser med nakken
og lænden på Nørrebrogade Østerbrogade Valby Langgade
skærer sig igennem
alle versionerne af mig
for hvert postnummer har sin egen gipsgrimasse
liggende om mit sammensyede ansigt
7/10 råber du og det varmer
helt ind i mit brændende raseri
fik jeg sagt
at mine bryster bliver længere
hver dag
står jeg op og tænder lys
i mine to vestvendte glasøjne
og prøver at leve op
til dine forventninger
ind i vanviddet, man, hvor ellers
og jeg støtter mig lidt til dit stærke knæ, samler sig om mig
lukker øjnene åbner munden
bare kig ind i kameraet, fik jeg fortalt dig
om alle mine fejl
forblød i døbefonten
eller jeg skyller dig ud
med alt det du ikke vil vide af
muskelmand kom
og giv mig hvad du har
jeg pakker det fint ind
og bærer blå øjne og røde kinder
med sløjfer over
magtmand kom
og fortæl mig om økonomiske kriser og kiks i Irak
jeg går stadig ud i verden
rødt hår hvid hud beskidte negle
myremand kom
videre det klør sådan
når du kravler under min hud
og lægger æg i mine porer
når jeg prøver at falde i søvn
tak for at være der, mand,
et evindeligt soundtrack, en interferens på min radio
jeg kan mærke
flyve gennem telenettet
med misbilligende stilhed der skærer benene og armene af mig
så kan jeg sidde der
og tænke over hvad jeg har gjort
fik jeg nogensinde sagt
jeg fik jer
hund hus hashtagmadeit
bare kig ind i kameraet
åh mand hvor jeg elsker dig
når jeg kan mærke dine øjne
som jeg ejer mens de ligger tungt på mine hofter
mens jeg går lidt rundt
sammen med tiden
hvor længe mon jeg kan kalde dine dejligt spidse albuer
for mine
dine ører i dag
når jeg læser op for dig
lyder min stemme
som vorter på ungpigebryster
der bliver presset ned i halsen på dig
mand, virker mine krydsede ben og fingre
fik jeg sagt tak
for i går, brandmand
det føltes trygt at gå der ved siden af din panserskulder
mens byen brændte omkring os
fik jeg sagt at jeg er så taknemmelig
for alle de blanke frugter
du klatrede op og plukkede til mig
at jeg godt ved at jeg ikke må
spise af dem
alle dine flødekys
har jeg hængt til tørre
som rosetter på en ridepiges børneværelse
åh man, kom over og leg
med alle mine lyserøde ting
for jeg er
lige glad
stille nu
fik jeg sagt
hils
hvis du ser ham
fik jeg sagt tak
for alt
du lærte mig
ikke at efterlade mig noget
ud over en kløft i dit kranie
du kan drukne i
mand under Pilealléen
som lyser mit efterår ind
tak for at følges med mig
svæve rundt i en tankeboble
over mit hoved
når jeg går forbi rækker af hvide døre
i rækker af hvide gange
enkelte gange er de af glas på Tagensvej
og når det bliver morgen igen
og gulvet er magnetisk klistret
under mine metalsåler
så bærer du mig
ud på dine stærke skuldre, og holder mig sammen
til min slangetunge danser for dig smyger sig
op ad dit ben former sig lydigt efter din mund,
man, bare kig ind i kameraet
indtil min mor ringer
er du der musling
tak for at være i mine drømme
i nat
jeg spandt
mig udover alle dine tidsaldre
som et optegnet stjernebillede
ved siden af Cassiopeia
der står jeg og blinker
se hvor du skinner månemand
 
 
 

Siw Ranis: Fire tekster

forebygger uheld med mine tanker
staver sætninger igennem før jeg siger dem
afværger ved
at bygge et hegn op inde i mit hoved
og skille tingene ad
fx. buer og lige linjer fx. stearin/sårskorper/lyde

nu, i skyernes hvidhed og morgenlys sidder jeg
og bløder frygt ud som sår
forklarer mig selv at
sommeren er lang
kvalmen er midlertidig
ingen tager fra dig hvad du har

i håndvasken er der brune hår/negle/bleg kaffe
sårskorper igen
og nogen fortæller mig
kære ven, du er lille
denne morgen
fortæl mig så de klamme drømmes afslutning
fortæl mig om

betændelsen er min
og barnet bag på cyklen, hvis det faldt af
sålerne/ afkradset stearin
her er jeg i min egen sarthed

jeg skammer mig over dengang på skolen: Et barn, jeg ikke ville sidde ved siden af
læreren forsvinder ud gennem døren
og stopper op for at sige:
hvor skrøbeligt hvor ubehageligt
gulvet er ikke blødt som derhjemme

klavertimerne
i kvinten lå fingrene
min underviser fortalte mig historier fra en ungdom i Rusland og hun vidste
at fordi jeg var artig var jeg også bange

samler på ting, jeg har gjort forkert
lister dem op, det er en pine jeg giver mig selv
går dem igennem, udmagrer dem
UDVIDER dem
pensler mit ansigt med dem som æg

 

*

Kære Oldemor

Det er ikke så tit, jeg skriver breve til nogen, der er døde. Dengang du levede, havde jeg ikke lært at formulere mig skriftligt. I dag gik jeg i skoven. Jeg havde Leonoras hvide uldfrakke på. Jeg har et foto af dig i den skov, du gik med hat på det tidspunkt. Bladene er mørkere på billedet end i virkeligheden. Jeg tror bare, jeg er træt. Dengang du levede, lugtede du af harpiks, ligesom skoven. Den blå frakke har jeg hængt på en bøjle på indersiden af døren, jeg bevarer den, lugten. Jeg har skrevet mange sms’er, som jeg ikke har sendt, ligesom nu, dette brev, ligesom frakken. Hvad vil jeg med kontakt. Den pelsede krave er ren nydelse. På himlen en antydning af ubestemmelighed.

 

*

Kære Leonora

Dine drømme, byen som et tilflugtssted, at rejse for at tage væk fra noget. Hvis man ikke ved, hvad man skal vælge, kan man kaste en terning. Odense mod København. Desperation, flugt, hungrende arme. Du er den, jeg stoler mest på. Dengang vi var små, drak din mor også rødvin. Vi spillede skak på stuegulvet, kagen var mørk og tæt som stemningen omkring os, de mørkeblå vægge som du vaskede, selvom de var helt rene, selvom de var så dybe i farven, at ingen ville lægge mærke til snavsede områder. Et dydsmønster på tåspidser. Jeg var ikke klar over, hvordan det stod til, dengang, det så så fint ud i vindueskarmene, alle de dage, men nu ved jeg, at du ikke var okay.

 

*

Kære A

Jeg skriver til dig i hånden, fordi jeg ikke længere ved, hvordan man skriver en sms. Man mister sine evner, hvis man slider dem for meget. Da vi begyndte at gå ture i skoven, tænkte jeg på, om vores rygge mon blev spejlet i græsset og nogen gange på, om skoven ville bevare det, hvis jeg tabte et hår. Efterhånden som dagene gik, kom jeg til at kende dig mindre og mindre. Jeg husker dine øjne som skove, de irrede, søgte. Du så altid på mig med sådan et grønt blik. Jeg var en yoyo. Jeg var et barn.
 
 
 
 
 
 

Rebecca Linnemann: Rødlyset bag kinden, når man holder en lommelygte i munden, skinnende gennem flæsket

1.

En sult om morgnen
efter brød, efter
juice,
efter frelse
ordløst i hovedet, helt blank
rødlyset lysende gennem skindet
ind mod roden
jeg næres af blankheden
under blusen under flæsen vokser
mit røde bryst
åndende cigaretternes varme
indad
trækker vejret
ind i
gennem din ryg

ikke se for længe
i
hendes øjne
deres pigestråler
stråler
slikker det ensomme i sig
jeg tar forsagtheden til mig som man sværmer
mod lampen
alt lyset
bag
det tykke
brystfedt
jeg har så mange laster

i daggryet ligger jeg i mit sind
snart fatsvag
snart helt afklaret
af at stirre med øjnene

du skal ødelægges
med mine
meget små bryster
mine fine fingre
klik klik
når de gnider vreden
gnider indersiden
af
varmen

hold mig

 
 
 
 
 
 
2.

Hånden
forknyttet
ude at stand til at nyde
hver evig eneste dag tænker jeg på dig
med den møjsommelige smerte
af
blod vældende
de ophævede årer
mine svedige fingre

under andres nærvær bliver jeg tom

som at ligge under glas
at lægge sig under glas
jeg mener ikke min generthed
jeg tror ikke jeg mener min generthed
de stille timer
jeg faldt i søvn på sofaen hos
min mor
meget længe
et aftenlandskab set fra vinduet
ingen nat, kun mørke og lysets aftagen
svagt deprimeret
at lægge ansigtet mod hendes stive nakke
gemme det der
til åndenøden kommer
brændende rød
kropsvarme
under sofapuderne
tætte luftrum

fra vinduet:
et biltag dækket af
regn
et svagt rødt lys berøring
af mørket
afklædte mig på det
aflukkede værelse

 
 
 
 
 
 
3.

Det der er tilbage
er at ville skåne
lidt sved på overlæben

køkkenet var varmt af den åbne ovn
under stukken
jeg klæbede papiret af kagerne
for at undgå at se ham i øjnene,
der var blevet smallere, fugtige,
noget sprunget af ydmygelse, de indslumrede minder,
sindige vold
stirren
blottede mig
tilbagestræk i halsåren
tics
adskilte den mørke glasur
vores ungpigehåndled

knugende sig af bekymring

himlen udfolder sig af vand
gråhvide blomster

kluden vrides op
 
 
 
 
 
 

Thomas Rude Andersen: Tre digte

gå herfra i det tøj
du ikke turde bruge
du stod med det i hånden
nogen tog det på
det var dit tøj
forlad stedet med tøjet på

 
 
 
 
 
 

jeg forlanger ikke mit eget barn
jeg forlanger ikke min egen bil
jeg har hænder til at flå i bjørnetunger
når de overfalder kausalt
tiden går itu
og jeg efterlader min kæreste
i begrebers virvar
hun efterlyste
med spidse hæle på kontoret
sin egen chef i halsen
jeg forlanger ikke noget
jeg forventer det lyse vinder finalen
en mørk mandag
hvor jeg vågner og endelig
endelig
ikke skal elske

 
 
 
 
 
 
begår du kritiske fejl når du investerer?
læg en kartoffel på et bord vent på højhuse
verden kan være gold eller fremstå i et særligt lys
tænk på hvad du har
tænk på hvor gerne du ville af med din kærlighed
hvad skete der med de korn der ikke blev sået
bærer du rundt på dem som ar som porcelæn
eller finder du dem på bunden af havet
er de blevet til nøgler
du kan åbne nye feriehuse med?
 
 
 

Bjørn Rasmussen: To digte fra samlingen ”Ming”

Den gullige hud
såret ved munden der ikke nåede at hele
hårgrænsen kæntrer
tidligere: der er blod i fars urin
jeg syer en grøn kjole til min stedmor
fordi jeg har spyttet på hendes skjortebluse
det er synd for mig
nettet kunne ikke hjælpe mig dengang
tidligere: min mor ser min stedmor foran heldumvejens kiosk
og får lyst til at køre hende ihjel
det fortæller hun sin søster i telefonen
mens jeg sidder på hendes skød
og tegner en lilla heks
hos far: jeg kaster mig mod gulvet og vræler
indtil han kører mig hjem til mor
han sætter mig af på grusvejen
hun må ikke se hans bil på gårdspladsen
så går hun i stykker
jeg skal lade som om far ikke findes
han skal dø langt før kræften sætter ind
 
 
 
 
 

Det er ikke bare bugspytkirtlen
det er ikke bare testiklerne
det er hele kroppen
kræften holder en fest i far
guirlander linedance
der er tæskefyldt
maos knæ spjætter
mussolini fotograferer frugtopsatsen
jeg går i bro og modtager applaus
mor siger: kræften æder ham op
så kan de pludselig tale sammen efter 7 års ulykke
så kan de pludselig tale sammen fordi han er syg
jeg vil også have kræft