Iben Konradi Brodersen: Drømmen om et liv


 
 
 
 

Drømmen om et liv (4 digte)

 

Jeg tager neglelak på og spiser ærter
jeg ville købe kirsebær
og bringe dem til ham. Jeg ville
tage neglelak på mens han sad i et andet rum

 
 
 
 
 

Og roserne jeg købte
holdt kun én dag

gule, smeltende

ting

alting går væk
ingenting forsvinder

jeg drømmer stadig
om akvariet, fiskene de
svømmede i mælk

 
 
 
 
 

Lilla, tunge
himmel

i hjørnet en
sol, orange
og syg

lille, tunge
sol

svimmelheden er stor
den prøver at få
sit eget hjerte

 
 
 
 
 

Ingen mennesker i gården
masser af vasketøj

svajende samlinger
spøgelsesfamilier

jeg må ikke røre ved dem

omtåget af forkølelsen
henter jeg mit sengetøj
bærer det op

 
 
 

Cecilie Lolk Hjort: Første og andet glamourdigt

FØRSTE GLAMOURDIGT (dear daily mail, up yours)

 
hvad så modeblade er I blevet stumme, vi plejede ellers at planlægge min fremtid sammen, kan I huske hvordan vi brugte halve nætter på at netshoppe personlige åbenbaringer og gennemtrawle youtube for de allermest kalkulerede musikvideoer, alle de rockstjerner jeg skulle være når min næste pakke fra asos ankom, og her står jeg nu i mine knæshorts og min neutralfarvede t-shirt og passer ind i virksomheder, her står jeg foran spejlet og ser på mine kjoler med familiefestblikket, hvad gør mig spiselig uden at dræbe mit spice, hvad står og vipper på grænsen mellem flink dame og beyoncé, mit kongerige for et korset jeg kan tage dybe indåndinger i, her står jeg på gaden med mit jegbrune hår og ved ikke hvorfor folk stadig glor, og husker så at mit hår var pink fordi jeg ville være usynlig, farven der sørgede for at de stirrende øjne føltes ikke som straf for uerkendte forbrydelser ikke som planlæggende voldtagerblik men som kunstværkbeundring eller kunstværktilsvining, de kastede tomater gør kun halvt så ondt når værket står imellem os “skal det nu være hår, den farve kunne min seksårige datter have valgt”, ja jeg savner at være en seksårig datter der hopper nøgen rundt og spiller tennis med pink fingermaling i hjertet og ikke modtager de mindste belæringer om hvilke seksuelle blikke hun har ønsket at tiltrække da hun trak blusen af sig i varmen, den del af mig der går i changerende minishorts og gangstaguldkæder er den del der aldrig har formået at miste sin uskyld trods gentagne formaninger om at den forsvinder med puberteten, lilla er det man farver sit hår fordi det er flot som my little pony, tilværelsens tegnefilm, stilethæle er en knivmetafor en reminder om diverse former for skarphed, spandex er superhelte latex er christian dior ss 2015, og sådan er alle mine fashionable lovovertrædelser ikonografi jeg har suget til mig fra mit svalende tv mine venner med deres lige så evigt teenagende hilsende favne deres plastikbryster hængt om halsen og kavalergået under kjolen, g-strengen der lyser i mørket under regnbuen, et værn mod en hærfuld sokker i sandaler der træder mig over de malede tæer (neglelak som rustning som billens skjold der skjuler papirtynde vinger), kære normcore jeg kan godt lide dig og jeg vil gerne snakke med dig til sporadiske fester, men jeg mister mig selv i dine fejlslåede antagelser om motiverne til mine handlinger, hvem er jeg hvis der i mit sted træder en livsstilsstripper der elsker bad boys sexisme og uønsket opmærksomhed, slip mig ud af dit hologram, og hvor mange komplimenter du end giver mig er det ikke relaterbarhedens fyrværkeri, det er ikke fællesskabets tåresaltede popcorn som gagakoncert som omg me too, det er ikke din eller min skyld at vi tænker i hver sin retning det er bare den vej hjerterne vender, så modeblade modeblade vågn nu op for jeg savner at glemme al anstændighed og forsvinde i en sky af legesyge og prinsessekjoler

 
 
 

ANDET GLAMOURDIGT (invisible burqa)

 
men hov lille libido hvorfor græder du, vi har jo lige taget alt tøjet af, hvad er nu denne forkerthed jeg mærker snige sig ud fra mig som et halvt erkendt nip-slip på den røde løber, når jeg reclaimer min barnlige dukkeleg og afviser begærende blikke er det som at erklære mig enig i klammoens forsikringer om at hvor der er sexethed er der invitation til overgreb, og hvordan skal jeg trække sexetheden ud af mig selv, som at stikke en støvsuger i et glas vin for at suge rødmen ud af vandet, som at klippe bogstaverne ud af en bog uden at ødelægge papiret, kære samfund jeg har studeret dit bibliotek af holdninger og jeg kan ikke finde den gyldne regel for sexet vs ikkesexet, for fucks sake der er folk der tænder på knæ så hvordan renser jeg kvindekroppen for libidoens glitter, og hvorfor skal jeg også børste tryllestøvet møjsommeligt af mig hver gang jeg ikke skal flyve, nej uskylden er et kejsersnit der bliver syet sammen igen før vi har nået at hive barnet ud, for hvad skal jeg nu gøre med denne kildren i fissen når min anden halvdel ser på mig med stjerner i øjne, skal jeg lade vores flirten blive hjemme som kvinder i andre dele af verden holder sig indenfor døre og burkaer for ikke at prikke til samfundets sovende bjørn af pegende fingre, og om natten drømmer jeg at patriarkatet kommer efter mig, en endeløs strøm af soldater, officererne har langt lorealhår i vinden og FEMINIST skrevet hen over brysterne med medaljer og strenge versaler, de råber mandeblikket skyder lasere af magt og begær og du må vride og bøje dig for ikke at blive ramt, de råber lad os sætte kvindekroppen fri ved at opstille regler for dens offentlige fremtoning, og nu kan jeg gøre mig så nøgen jeg vil uden at det sætter mig fri, for jeg er kommet til at melde mig i kampen for udskamning af alle der kvinder forkert, hvad skal jeg nu gøre med playboymodellen der aldrig føler sig så fuld af kraft som når hun bliver trykt i photoshoppet fold-ud-format, hvad skal jeg gøre med stripperen der surfer på publikumssavl, skal jeg foragte dolly parton for at jagte en drøm som andre kvinder har bestemt tilhører mænd og mænd alene, og hvor er de venlige former at hvile ansigtet i når min veninde fortæller mig hvor hot det var at sutte terry richardsons pik dækket af hvidglødende flash som en slags æterisk sperm, skal jeg fortælle hende at hun lyver fordi jeg og majoriteten ikke føler det samme, eller værre at hendes fisse er ond og usolidarisk og skal gemmes bag kyskhedsbælte så vi andre kan ånde frit, denne burka er usynlig men så meget desto mere forræderisk så meget sværere at holde sig indeni, alt er potentielle wardrobe malfunctions, et pornoinspireret sæt tøj en vrikkende dans, præcis lige så synlige lige så umulige at isolere i en tunnel af hensigter som et blottet bryst, kære feminisme mine slutty veninder ville være rigelig grund til protestskilte mod afseksualiseringen af kvindekroppen, men selv uden dem ville jeg have brug for en bufferzone for de socialt akavede, giv mig friheder jeg aldrig vil benytte mig af, så jeg ikke skal frygte i et øjebliks kådhed at ramme det veltilfredse mandebliks snubletråd og slippe hæren løs på mig selv, og ved du hvad nu har jeg læst så mange artikler om transpersoner der ville ønske at laverne cox eller ruby rose havde været på tv da de var unge så de kunne have set deres eget fremtidige jeg, hvis transkønnede må række ud til ligesindede gennem betalte roller må belle knoxer og diva angelyner også, hvis unge transer må forstå sig selv gennem andres udtryk må jeg også, jeg vil se flirt og charme og nudge nudge og det sagde hun også i går, læber malet til kamp til genklang som drag queen på pride float, sexforbilleder flirteforbilleder som en blid varme til den gryde jeg kun kan holde i kog hvis jeg ikke skal skjule den i blufærdighedens paranoide isboks hver gang jeg går udenfor, stripperen er ikke min tvilling, men hun er et ouijabræt til de dele af mig selv jeg strækker fingrene ud i soveværelset efter, jeg er der næsten når jeg står på skuldrene af et ekspressivt støn fra den nærmeste miley cyrus, kære kvinder hvis vi skal have vores frihed må vi kæmpe lige meget for tylprinsessen der løber fra drengelus og den skamløse slut på stripperscenen, kvinderettigheder er aldrig kvinderettigheder hvis de ikke er retten til at være alle kvinder, helt skamfrit helt blottet for sociale afgifter, se på mig verden jeg er fuld af sex eller jeg er tømt for sex alt efter humør og personlighed og jeg kan gå frit forbi alle beundrende mænd (og kvinder og none of the above) som det drypper på degnen når det regner på præsten, vores revolution er ikke retten til at erklære os for mænds ejendom via stripperstang og self tan, dén faux revolution er burkaens indgroede tånegl, en sygdom der ligner renhed som tæring ligner askese, nej kvinder vores revolution er at vi kan gå til verden med crew neck og nej tak jeg flirter ikke eller patterne stukket op i hele verdens begærende blikke med pushup og do you think I’m sexy, og ligegyldig hvilken af de knapper vi trykker på har verden stadig ingen idé om hvem vi er hvad vi vil og hvad den må gøre ved os, ingen identitet er obligatorisk men der findes mennesker i alle tænkelige identiteter og tryllestøv er en menneskeret, så glamour glamour luk dig op og lad det regne over luder og nonne alike (for kære beskuer du kan alligevel ikke se hvem der er hvem)
 
 
 

Eva Botofte: To digte

addendum

først er dit skæg alt for episk og jeg tror at du bor i en sky men så kommer stormen af antimaterie og så sidder vi fast i rulledøren og mine synstråde strammes mere end betragteligt i deres usikre sømme over jorden svæver vi selvom intet er fastlagt endnu er vi skyklappere der skærer alle over med én kam fingerspiserne med sommerhud og stjernefumlerne der takker og bader deres rifter tre uger forinden i natskabets nederste skuffe ridser vi et navn i dit øje med den sidste tankesplint af det vi har glemt efter midnattens månescreening folder vi billedet om det stativ som før var fyldt af dialektiske forskydninger og hjernespind nu infiltrerer du alt det blå i rummet og al den flygtige balance you went through my chest like a hot knife through butter til sidst kan jeg klemme alt ind i et mellemrum som en brun kuvert tilføjelse mine organer er uantastede du er fremmed billedet er virkelighed
 
 
 
 

skulptur

jeg tænker at nogen vil se det som en misforståelse når jeg nu opfører mine skyer i granit og beton og stål eller lader dem hænge i barduner fra neonsøjler som knivskarpe silhuetter med et minimum af volumen og de spejlende overflader der korrigerer rummets mangler og kalder på interaktion men mine skyer vil ikke længere bare være beskrivelser af sig selv

 
 
 
 

Clara Mie Moesgaard Lech: Noter om sommeren

Markerne langs landevejen, helt gyldne i aftensolen, mor snakker om kornet og høsten. Det er den der tid på aftenen, hvor skoven omslutter en, hvor den virker tæt og mørk: solen, som kun bryder igennem træerne og finder os, når vinden endelig tager i grenene

Det er stadig de helt almindelige ting, der beroliger mig: fx at køre for stærkt til Enø for at nå solnedgangen. At tage et bad og drikke grøn the med jordbærsmag, inden jeg går i seng. Ikke længere at have nogen der forventer, jeg sms’er og minder dem om, at jeg elsker dem

De åbne terrassedøre til mit ungdomsværelse, vinden der tager i de samme blondegardiner som de sidste tre år. Postkort fra sidste sommer på opslagstavlen, stadig en frakke eller to i klædeskabet. Alting ligner sig selv uden at være det, det er sådan det er at komme hjem, når hjemme pludselig er et andet sted

Tænker at jeg bedre kunne lide at bo her, lige i udkanten af Næstved, bag byskiltet, hvor man kan høre bilerne fra landevejen om aftenen, langt væk fra Konya Kebab og Crazy Daisy, musikken på torvet om fredagen. Stilheden, kun naturens lyde, det absolutte og endelige, mennesket der vender tilbage til sine rødder, mig der vender hjem

På de dage hvor verden kun strækker sig til hjørnerne af min nye lejlighed, hvor jeg ikke engang når ud på badeværelset før jeg begynder at blive træt: kroppen der sættes ud af funktion, benene der ikke vil bevæge sig, de ømme muskler, veninden der ler og siger, at jeg bare er ked af det, det er så sjældent folk får depressioner om sommeren

At sidde på trægulvet i arbejdsværelset og kigge på gamle fotografier, minde mig selv om, hvem jeg er. Jeg udpeger ting på billederne, forsøger at huske datoer og steder. Jo ældre jeg bliver, jo oftere hænder det, at jeg opdager, jeg har husket forkert

Altid at kunne kende ryggen af sin far i ankomsthallens menneskemængde: det tynde hår, måden han bevæger sig på, hvordan han trækker kufferten bag sig. Senere, at holde øje med ham på rulletrappen, at lade ham forsvinde i menneskemængden, ikke at have lyst til at udpege folk, når de er på vej væk

Pludselig at blive så træt, bare gerne at ville kunne ligge mig ned ved siden af nogen, jeg elsker og lade dem holde om mig

Ting der skræmmer mig: den der pludselige, overvældende følelse af at nogen holder øje med mig, når jeg sidder i haven om aftenen. At være i toget på vej til universitetet, ikke at vide hvordan man skal opføre sig, hvor man hører til. Kroppens naturlige reaktion på alderdommen, hvor tydelige min mors smilerynker ved øjnene er blevet, at mine forældre ikke længere griner, når jeg joker med, hvilke malerier jeg skal arve

At gå i seng om aftenen med solbrændte kinder og hår, der dufter af klor. At tilbringe lange aftener i swimmingpoolen, trække min krop igennem det blå, betragte skyggen under mig. De små lysglimt på overfladen og strålerne, der danser på bunden, mit diskotek, mit personlige lysshow. Hver aften, at svømme solen ned

Sidst på aftenen, mor der står i døren, at tænke på alle de gange hun har stået der, at tænke at jeg måske snart burde tage tilbage mit nye hjem. Hun siger: vi bliver nødt til at tale om det her. At have lyst til at række ud efter hende, endelig at være modig, forklare at der er noget, der sidder forkert indeni

Jeg ser Glee og har min mørkeblå fleece trøje på i fireogtyve grader. Jeg svømmer baner og sidder på mit værelse med gardinerne trukket for og læser og skriver om ting, der ikke længere er vigtige. Sådan går sommeren

Forsøger at holde op med at ryge, at være bedre til at kigge på stjernerne: månen her til aften, helt rund som en lysende tennisbold, pludselig at opdage at jeg ikke længere har flere ord om de ting, der gør ondt.
 
 
 

Christian de Groot-Poulsen: Et digt

I limbo

Min dag er støjen
mellem to radiokanaler,
eller taler jeg sådan,

uden for laver børnene sneengle,
jeg selv er et sæt tøj,
der svæver i værelset,

tag mig på, smid mig væk,

nej, det er sommer,
græsstråene er Guds fingre,
og jeg lever i fortiden
uden for rækkevidde,

den samme halvfemsermusik
til jeg bliver halvfems år gammel
uden rigtig at have levet,

det er synd, jeg klapper
mig selv på skulderen,

hvis jeg havde en.
 
 
 

Jeppe Mørch: To tekster

Far og synd

Med nøje afmålte søm er mine håndled tømret til den ikkegenerte bil, du stolt viser frem, hej byens få kvinder. Du accepteres i flere kredse, skønt stort set alle ved, det var dig, der startede seneste krig i fjor. Og så vildere. I løb ned af bjerg er jeg nøgen. Lavbenede flankerer mig i starten, men ikke længe, jeg er hurtigere end dem. Pludselig en ny pløk på vejen, den går gennem min fod. Og jeg ventede ikke på dem, så de venter nu ikke på mig. Et hundsk gespenst, farmand, indhenter langt bagfra, fælles tempo nu, sammen tager vi gennem landet, far og synd. Skulle nogen få lyst, er det muligt at tegne med lilla efter os, så danner vi en blottet blodåre i Danmark. Et grin bider sig fast som en sulten igle, skal det ikke være levende, er det en byge af kanyler. Lig kolliderer i opskruet tempo, og venstre side af et nyt ansigt er i mulm. I yngre dages skumring drak jeg for meget kaffe og for vild i en andens system. En ikkediegetisk lyd forstyrrer (nutid) defensiv apati. Jeg forstår det som hån, saver mit skrivebord i dele, du kan si det gennem din ketsjer. Stadig nøgen lægger jeg mig på toppen og med spastiske bevægelser lader jeg sveden komme, og med den kløen og de røde knopper. To kigger på, forvorpne kroppe, smørrede smil, mætte drenge. Overgydt.
 
 
 
 
Skrumpesol

Taxalæder klæber til huden, hvis man rammer det med et bart stykke krop. Slået og sært lettet er jeg der. Aldrig har alt været længere væk, chaufførens stemme går gennem mikrofon af rockwool. Kritikken om en selvoptaget generation, lad os døbe den Fjanteloven; krisen i 20’erne handler om utilstrækkelig vækst i krop og alt der ikke er sjæl. Og Girls. Ikke børskrakket eller mellemkrigstidens Europa. Øv og undskyld for og fra nogle, sejr til andre. 
Tidligere den dag ordnede jeg vasketøj i kælderrum, minutter henne blævrede knæene. Først sank jeg ned på det kølige grå, hvor sprækker står klar. Jeg vidste den var gal, dernede fra. Tanken er larmende, man kan forestille sig en kindløs fændrik akkompagneret af et instrument med dump klang. En pauke, måske, bestående af en stor messingcylinder påspændt et skind som nogle slår på med køller, mens fanebæreren til hest skriger løs, giver los. Eller en klokke, der brager rungende malm ved en næsten tom kirke. Men det er fuldstændig tyst. Taxaen stopper og på beløbet. Psykiatrisk skadestue i Hvidovre er dyppet i det dunkle, og alle bygninger er i ét plan. Kun de mindste kan hænge sig i et bælte. Alting vel i projektørlys, de skøres teater. Alle de pøbelfantasier om den slags medicin, de har i skuffer her, regnbuens piller. Få sjovere (jeg skal meldes ind et sted) til at sidde med hovedet mellem benene. 
Sygeplejer står efter suicidaltjekket klar til at bestille en taxa tilbage, hvor jeg kom frem. Efter sådan et par timer er der dårlig ånde og sprukne læber. Jeg søger en stødpude mod snak og trivialitetens dikkedarer. Hjemme ved opgangen er der langt op. Jeg tager deroppe et meget varmt bad, bliver ræd, så rød, lidt renset. Koger salt fra, kommer ud, sætter mig på sengen. Tunge hænder, tungt i, tungt op. Bekymrende hurtigt meget kold, et stød mod mig, et rap over nallerne, og der perser tårer af en karl. Så ømfindtlig en person pludselig, ferie i protektoratet ved skrumpesol de næste dage eller et hundeår.
 
 
 

Signe Maxen Olesen: Sommer

      Den sommer jeg blev student, genoptog jeg ridningen. Jeg fik en halvpart, Lullu. En kraftig gråskimmel på 1,67. Det begyndte at volde mig problemer at få hende ordentligt til biddet. Hun var stivnakket og sløv. Jeg gav hurtigt op.
      En tæt lugt steg op fra ridehallens bund, støv. Det var pga. varmen, vi hostede alle sammen. Alligevel husker jeg denne trang til at lægge sig midt på hovslaget, rulle rundt i det støvede, som også var blødt. Brunt.
      Det var ikke Lullu, som var sløv. Det var mig, jeg manglede benmuskler, sagde en af de andre piger.
      Jeg begyndte at undvige. Jeg skridtede 20 meter op ad vejen, steg af. Lod Lullu græsse en time, før jeg red hende hjem igen. Min kølige håndflade mod hendes fedtede hals, nakkemusklens reflekser, dens rytmiske ryk, fluernes kilden.
      Jeg begyndte at løbe. Hver gang mødte jeg den samme ældre mand. Jeg væmmedes ved hans venlighed. Han gramsede på mig med sine ord. Jeg er et dårlig menneske på den måde, eller jeg mangler tillid. Jeg bad ham holde mund en morgen, eller jeg stoppede op og fandt en anden rute uden om søen.
      Lugten af kloak. Jeg vil gerne beskrive, at søen havde dårlig ånde. Det havde den ikke. Det var jorden langs kanten, jeg havde den samme fornemmelse i næsen. Den samme lugt af syre. Lave pH-værdier, jeg forstod det aldrig. Mikkel, der dyppede lakmusstrimlerne og så dem skifte farve.
      Det våde papir i opløsning, jeg blev så distraheret.

Den sommer fik jeg en tilbagevendende længsel efter mormors have. Fra stuevinduet kiggede jeg ud. To fede duer kunne sidde tæt i udkanten af hendes bed. Disen, der sænkede sig som et slør omkring dem. Jeg blev ked af at kigge på dem. Måske var det himlens mangel på lys, de virkelig grå fjer. Jeg kunne gå ud og kaste en gren, få dem til at baske lidt, bevæge sig. Jeg kiggede et andet sted hen.
      Mormors hånd på min skulder. Jeg drømte, at hun skulle røre forsigtigt ved mig igen. Det stoppede hun med, da jeg fyldte 12. Jeg turde ikke længere kramme hende farvel.
      Den præpubertære krop som en skrøbelig statue ingen turde røre ved. Vi hørte meget om den.

Jeg talte med far. Det blev statskundskab, der fik min første prioritet. Det var også min eneste prioritet. Jeg skrev ansøgningskoden af. Et sekscifret tal, jeg måtte dobbelttjekke. Det kostede 80 kroner, jeg sendte konvolutten anbefalet, jeg havde dem i kontanter.
      – Har jeg skrevet afsender på, sagde jeg.
      – Ja, sagde de.
      Jeg ville gerne trække tiden ud, jeg ville gerne trække brevet tilbage, hen over disken, sige: ups, ikke alligevel. Jeg gik derfra. Jeg gik hjem.
      Jeg åbnede en bagebog. Farfar var konditor, farfar var bagersvend. Farfar frygtede melallergi. Melallergi, så var det ude med ham.
      Jeg fandt de to opslagsværker på loftet. Jeg snublede på stigen i fars badesandaler, faldt ned på de hårde klinker i bryggerset. Eller jeg frygtede, at det skulle ske. Jeg bad far gå op efter bøgerne.
      Norddisk Bager og Konditor Leksikon A-Z. Jeg husker ikke, hvordan de kom ned fra loftet.
      Jeg husker, jeg begyndte at stå i køkkenet hver dag. Miniature-mazarinerne, smørbagt mørdej. Mors fingre i røreskålen, hendes tunge, der grådigt rensede dem for dej, forsøgte at komme helt ind under de lakerede negle. Sukkeret, der endnu ikke var opløst.
      Og så de blå stole. Jeg hev en ud i køkkenet på trods af forbuddet, man risikerede at ridse gulvet. Jeg fik hoftesmerter af at stå så meget op. Jeg blev træt, jeg måtte lige sætte mig. Jeg var fanget mellem ovnens og solens hede. En rastløs udmattelse.
      Det var en sorgens dag, jeg blev optaget. Jeg græd om natten, det var tankerne om Odense. Jeg plukkede mælkebøtter om eftermiddagen. Fik de her besværlige brune pletter, som ikke er til at skrubbe af huden igen.