Thomas Rude Andersen: To digte

vi viser hvor det pæne er
køb det til du græder smalle ben
træd dernæst væk fra dine flagkager
dit grin er da effent
hænderne store og med blærer af guld
du kan ikke fortryde
du kommer ind i en familie
din fortid er autentisk
du er endelig et redskab
se så hvad du opnår
helt friske låger, ustøj og slamdunk
efter slamdunk
du vidste ikke du havde ledt efter disse vilkår
dit hoved brænder af glæde
med kønnet omlagt og løssluppen kultur dejser du
det er aldrig for sent
du kan endog udskifte dit blod
blive skilt få papbørn og sukkerfri øl
håbe på milde diagnoser, fjollet kød
ventetiden er kort begivenhederne rige
bliv ikke kvalt i solbriller
hold igen med teknikkritikken
tæl nedad
du har rigtignok stadig drømme
og de formes stadig som krystaller af musik
sand i fjæset og leverpostej
du orker bare ikke de nye programmer
når du først er kommet i land er der hjælp
så langt er der heller ikke
du skal ville bevise en pointe
du skal turde sætte dit hold af gode venner
de vil ikke forstå dig alligevel
de vil stable dine sorte hænder og skrive om det
til de knækker
en varm sommerdag i år
hvor frøer hopper rundt i lymfer og lyver
som om de ikke hader dig
som om de ikke ønsker dig blodpropper og svig
du kan regne med alt på dette level
læg nu dine hænder på denne boblevogn
kom ud af dit garn hold op
med at kradse i dine tanker giv slip sug
du bliver alligevel ikke indblandet
man sømmer dig godt nok fast
og så lytter man til dig
til det står dig ud af ansigtet
hvis du betaler
det kan du så bare ikke
men det gør ikke noget
du har jo bare brugt pengene på noget andet

.

kom ind i de komplicerede relationer
du kan fx gro en kaktus i en elskers krop
se ham spænde bølger gå i hak og forlade dig
på papiret har du det fint
de siger ikke noget i banken de siger højst
din teknik halter sproget stikker
sælg din skal den lider
den er kommet fra et dybt sted
nu skal den videre du skal have
dit hvide ansigt på sige farvel
til dine klare slaver som de sejler
mod befrielsens matematik og jernminer
skønhed er blot et lækkert
blandt andre forslag til nye grundforløb
der sidder i sidste ende ingen og bedømmer
det sværeste er at være i tempo med andre
lad derfor være
du er tallet
kom ind
vend i universets yderste grene
her er rødt og blødt, kvindagtigt

Mia Louise Dinitzen: Tekst

jeg ved ikke, hvornår det er tabt for mig.

barndommens prægning.

mor: de signaler den bevingede eyeliner kunne sende

jeg er 13. jeg er 10. manden på toget med overskægget, som beder om et knus og et kys. jeg har en lyserød hue på og er ubevægelig. senere harmen over, at ingen af de andre passagerer reagerede.

jeg er usagt trodsig nu. mange har skrevet om dette før mig. jeg er ikke noget subjekt, jeg overgår jer alle, han var jeg’et i teksten, han er jeg’et i alle teksterne, mig krybende, jeg ved ikke, hvornår det er tabt for mig

om det er når de ser på mig med blikket, om det er når de taler om noget tilnærmelsesvist klogt, det ligger som oftest i deres hænder

valerie solanas skriver om omvandrende aborter. du har aldrig haft noget at skulle bevise, intet har man krævet af dig. den obligatoriske venlighed selv blandt vores egne, vi hoverer ikke, ser knapt nok op

min far smed en nøgen mand ud af mit værelse engang, vi skal helst være flinke i vores drifter og ikke for højlydte, hendes køn er bart, hun stønner blidt og eftergivende, når du tager hende bagfra

jeg havde sex med en mand af høflighed engang, sagde ikke en lyd men sørgede for at fjerne efterladenskaberne. kunne tilbyde den banale samtale, han var vistnok programmør, og efter havde han strøet om sig i teltet med sin lugt, som jeg ikke kunne få ud af soveposerne (i vil ikke indrømme det men i kan godt lide den passivitet, den magtesløshed, stilheden og kravene)

nogle gange ser jeg farver: et glimt af dybblå midt i sammentrækningerne. jeg fortæller dig efterfølgende at det var som en midnat. du fascineres. du frastødes.

jeg er den eneste her. forestiller mig at jeg var dig, det blide, det eftergivende. så lind du er når du siger hans navn. så hadsk jeg er i mit koketteri. et hul der udvider sig. en supernova. kroppenes friktion. hør her. jeg gjorde det ikke for ingenting. hjertet gnubber sig op imod dig nu. og hvem er nu min ligeværdige. hvem skal nu rase med mig i alt det her. hvem skal beskue mit mesterstykke?

jeg kan kun give slip på det hele, når jeg når et bestemt punkt. begæret er en berettermodel. jeg træffer aldrig beslutningen. jeg kradser i ham. jeg siger: tag alt fra mig. jeg ønsker det. og jeg er den eneste her, som endnu ikke har mistet forstanden. jeg er den eneste her som skinner i min sorg
 
 
 

Ingrid Nymo: To tekster

 
Privathospitalerne ligger i provinsen
det bliver mørkt og koldt i nat
der flyver fugle rundt på logoer
de mindre kiosker findes
fuglene i træernes kroner skriger
termojakker, cykelhjelme, reflekser
og stærke lygter
 
 

*
 
 

Jeg har ringet
de fleste har svaret
jeg har kysset
de fleste har kysset igen
og hvem husker jeg mest
dem jeg huskede alene
mellem træerne i Thy
langs vejene; læhegn
der forsvandt ind i mørket
jeg stoppede op
tænkte på mor
og min båndafspiller
 
 
 
 

Frans Emil Holland: Nordisk Tekst og GRØN CADILLAC PIGE

Nordisk tekst

Dette er en nordisk tekst, jeg har krydret den med hyben, ramsløg, og forskellige andre former for udtræk. Nordisk tekst; der er kun brugt lokale fænomener i skabelsen af denne tekst. Nordisk, ligesom narkomanen der har låst sig inde på banegårdstoilettet for at fixe. Nordisk, der er UV-lys, så det er svært at ramme blodåren, nordisk, men når det rammer, er det ligesom at være en granskov i solnedgang. Lyset trænger ind igennem de spidse grene.

                         nordisk
                         heroin
                         kæmpenatlys
                         nordisk tekst

Edderkopper gemmer sig for vinteren i bøgetræer, og jeg ligner en junkie fordi jeg ikke får sollys nok. Skaderne flokkes om madaffaldet i min gård og ser helt afpillede ud; enten er der ikke nok madaffald til dem, eller også slås de om territoriet. Hvis man fotograferer skaderne med en højhastighedslinse længe nok, kan man se, at de rager ind i en spejlverden.

                         skader
                         spejlverden
                         nordisk tekst

Paraplyer fungerer ikke i Danmark, det blæser alt for voldsomt. Jeg har skaljakke og gummistøvler på i stedet for, kontrollerer elementerne på den måde. Dette her er min by, jeg kan få rabat på kaffe hvis jeg køber et medlemskort. Jeg holder en nordisk distance til tingene; en faretruende smal distance imellem komfort og ubehag. Forestiller mig reklamesøjlerne uden make-up, imens jeg får rabat på to-go kaffe og folk på cykelstien opfører sig som ishockeyskøjter. De kører ligeud. På en linealagtig måde.

                         paraply
                         distance
                         himmelhvælving

Jeg drikker alkohol og ser pornofilm, imens jeg fortrænger rækkehusene og får tunnelsyn af min egen frihed. Lægger mig ned i en mental tørvegrav og strækker mine fingre ud som kornaks. Utroligt, som jeg har en tendens til at tro, at menneskeheden står på en kant og aldrig mere skal sætte sig ind i en 5a bus og blive kørt ud til en bydel man ikke orienterer sig særligt godt i. Jeg kan slet ikke se.

                         kornaks
                         runesten
                         farven lilla

Det kaldes utryghed når du står i din trappeopgang klokken to om natten og er hyllet ind i en følelse af, at der er noget til stede, der kan flå din sammenhængskraft i stykker. Det kaldes tryghed når du finder ud af, at du blot er et laserprint af sætninger, som mennesker indhyllet i hvidt lys formulerede for årtusinder tilbage. Jeg er træt af alle afstandene.

 
 
 
 
 

GRØN CADILLAC PIGE

Små feberdrømme om en privatøkonomi i hastigt opsving. Jeg vil føle hvad jeg vil, jeg vil spise hvad jeg vil; frihed findes ikke i ordet nok.

Jeg vil købe PIGE en Cadillac. Give PIGE nøglerne og fortælle PIGE, at prisen er ligegyldig. PIGE kører ned i supermarkedet og kommer tilbage med bagagerummet fuld af varer. Da hun vil forklare om alle de ting hun har købt og hvorfor, afbryder jeg hende, og siger, at det er okay, skat.

Forbrug. Nyd. Gør hvad sulten i dit bryst befaler dig at gøre.

Cadillac’en skal være grøn, rigtig Cadillac-grøn. Ikke mørkegrøn, ikke olivengrøn, men glødende og intens mineralgrøn, ligesom friske kastanjeblade i sollyset. GRØN CADILLAC står i indkørslen og er grøn og mægtig og bruger oceaner af benzin. Naboerne snakker om den meget, og PIGE stråler som en lille solsikke. GRØN CADILLAC kører, GRØN CADILLAC kommer hjem, og jeg står på villaens marmortrappe og ser til med en kashmirsweater over skuldrende, imens universet afspiller temaet fra Dallas.

Og mange dage senere det samme, bare anderledes: GRØN CADILLAC triller ind i indkørslen, PIGE stiger ud, men GRØN CADILLAC er smittet af på PIGE. PIGE er indsmurt i grøn bil lak, og da jeg berører hendes hud, knuses overfladen. Jeg mærker den rustne metaloverflade inde under PIGEs hud og trækker forskrækket hænderne til mig. PIGE kigger nervøst ned i jorden, imens jeg betragter det røde metalstøv på mine fingre.

“Jeg har tanket bilen op i dag,” siger PIGE. “Jeg har tanket den helt op, og jeg har også fyldt reservedunken i bagagerummet.”

Sådan krakelerer PIGE ligeså stille foran mig. PIGEs stemmebånd er fulde af rust.

”Jeg tænkte, at vi måske kunne gå ud i aften,” siger PIGE. ”Ud, bare sådan helt væk. Jeg kunne lave nogle sandwichs, og vi kunne gå virkelig langt væk, uden at have hverken landkort eller mobiltelefoner med os. Vi kunne blive opslugt af landskabet og forsvinde…”

Jeg omfavner PIGE, og hun bliver til okkerrødt jernstøv der forsvinder i vinden. GRØN CADILLAC holder stadig i indkørslen. Jeg sætter mig ind og kører en tur, ned til supermarkedet. Jeg køber ÆG, GRØNNE BØNNER og AUBERGINER; SORTE OLIVEN, MÆLK og SPAGHETTI. Og dagens AVIS og en flaske BOURBON. Jeg kender købmanden, og vi veksler et par ord:

“Nåh, og hvor er PIGE så henne i dag?” spørger han.
“Det ved jeg ikke, hun er forsvundet.”
“De er ikke til at holde på…”
“Næh, det må man sige; det ene øjeblik sidder de og glimter i deres solsikke-outfit, det næste øjeblik er de okkerrødt jernstøv.”
“Godt man har fjernsynet.”
“Jaeh…”

Jeg betaler og forlader butikken. Låser GRØN CADILLAC op og lægger posen med varer i bagagerummet. Så smækker jeg bagagerummet og stirrer op imod solen, imens jeg råber: ER DET HER RIGTIGT? ER DET HER VIRKELIGT RIGTIGT?! udover hele supermarkedets parkeringsplads. En gammel mand med en lille, hvid hund stirrer forskrækket på mig.

“HVAD FANDEN HAR DU FODRET DEN HUND MED, VASKEPULVER?!” råber jeg af ham, før jeg sætter mig ind i GRØN CADILLAC og kører væk.

Jeg kører ud af byen, ud på en øde landevej. Det er en cirka tyve kilometer lang, flad strækning med gyldne kornmarker på begge sider. Jeg hamrer speederen i bund og mærker GRØN CADILLACs motor arbejde, og vinden der smyger sig om bilen. Propper et kassettebånd i anlægget og fornemmer hastigheden stige, imens Elvis’ stemme bølger ud af bilhøjtalerne:

we’re caught in a trap
I can’t walk out
because I love you too much baby
why can’t you see
what you’re doing to me
when you don’t believe a word I say…

Motoren brøler, bilens dæk æder kilometer efter kilometer af asfalt. Jeg kører over en jernbaneoverskæring og spænder i kæberne, imens jeg forestiller mig at bommen har glemt at gå ned, og at jeg om et splitsekund vil kollidere med et italiensk fabrikeret hurtigtog, der vil knuse GRØN CADILLAC totalt og lukke mine øjne for evigt.

we can go on together
with suspicious minds (suspicious minds)

Men der er intet tog og jeg blæser direkte henover skinnerne, videre ud af den varme landevej pakket ind i kornmarker. Jeg passerer gårde, vejskilte og skovrydninger, der alt sammen forsvinder i mit bakspejl. The King giver den fuld smerte i breaket, og korpigerne bærer ham frem – så stormer orkesteret ind igen, og hjorten springer direkte ud foran mig. Jeg bremser så hårdt op, at bilens bagende overhaler snuden, og stiger instinktivt ud af kabinen et par sekunder senere. Kigger efter hjorten, men den er allerede langt væk.

“ÆER DOH OOOKAY…?”

En kvinde kommer ud fra en indkørsel og lyder helt i slowmotion. Jeg betragter mit ansigt i GRØN CADILLACs sidespejl, men kan ikke se noget blod. Kun et forskrækket ansigtsudtryk og et par stirrende øjne.

HOLY FUCKING SHIT HVOR VAR JEG TÆT PÅ AT RAMME DEN! Jeg kører hjem i stilhed, imens jeg ser hjorten hoppe ud foran mig igen og igen, og mærker den måde bilens hjul skred ud på. Benene sitrer stadig da GRØN CADILLAC rammer perlestenene, og jeg fumler længe med nøglerne før jeg får låst mig ind i huset.

Jeg føler slet ikke, at jeg kender det her hus. Har det som om jeg altid har stået på trappen og spejdet efter GRØN CADILLAC PIGE. Jeg vandrer igennem dør efter dør indtil jeg finder køkkenet, hvor jeg sætter vand over, imens jeg leder efter kaffe. Elkedlen lyder som om den skal til at eksplodere. Endelig finder jeg en dåse instant-kaffe i et skab, og doserer pulveret i en kop. Venter på at elkedlen koger færdig.

 
 
 

Gry Stokkendahl Dalgas: et mormordigt

noget tager form, også det her,
sådan her vil det forløbe:
jeg vil begynde at huske,
tænke længe over den første sætning
i mindet, en bevarelse, honningen løber.

det golde gold på min mormors hånd i solen
det skinner eller glimter, er jeg for fordømmende.
hun ryger en del cigaretter, flere og flere.
det er hendes nutid der er hullet, også fortiden
er løbet ud og hen til alle hendes andre tider,
fortiden så snakkesalig.
vi ved ikke hvad vi skal gøre,
vi betaler bare for rengøringen, renskuringen af væggene,
ældreboligen skal være klar til et nyt ældre liv,
min mormor er ved at finde sig selv på plejehjemmet.

i dengang med hus og bil havde hun besøg
af en skytsengel. jeg ser nu på mindet
og jeg ser en enkepsykose,

enkepsykosens natur, måske
begyndte det brugte dér.

to kære mænd at sige farvel til
nu vil jeg gerne vide
om min mormor vendte sig mod det religiøse,

min mormor har det med nytårsaftener som
hun har det med revyer,
hun genoplever, hun synger alle årenes sange.
det er noget som står uden for min historie
men jeg kan se at det lever, at revyernes melodi finder
en ny vejrtrækning at blive spillet på.

hun blev ved med at tale om mørket udenfor,
vendte sig hen til vinduet, vendte sig imod mig.
hun talte om mørket i et igen og igen
og jeg sagde ja hver gang
til mørket og mærkede
at det satte sig på samtalen og tog sin fylde hos os.

jeg ved ikke om jeg må tale endnu
om det er for sent med det for tidlige.
der er noget der læsker kalken,
får kalken til at brænde en ny overflade,

renovering.

kirken i linås sogn har fået et nyt ansigt.
engang gik jeg og støttede min mormors ben med
et fast greb om hendes varme hånd.
det er noget der er mig nært,
jeg tillod ikke gruset forhindre hendes gang
til bedsteforældrene.
det var lang tid siden
at nogen havde mindedes dem,
nuet havde spredt christensen-familien udover jylland,
der var ingen tilbage til at gå rundt i deres gader
ikke før vores øjeblik.
 
 
 
 

Victor Toft Poulsen: To digte

skriv mig en novelle

det starter i midten
jeg tror engang jeg spurgte
min bror om man godt kan
den slags
skriv mig alt opfundet
så er vi altid
in wonderland
tror du
at du er kastet ud i verden
uden plan
(sådan tror
jeg de fleste
har det)
kan man se månen
på himlen i morgen
(om morgenen
om nogensinde)
(tror ik vi kan se noget
på himlen)
vi kan godt være
lyssky natdyr hvis
altså
du gerne vil
kravle helt rundt på gulvet
som amøber
vi behøver ik sove
hvis ik du gider
vi kan godt gå
gå frem og tilbage
med tankerne
jeg kan godt
lade som om jeg
ik gider
(det/dig/noget)
 
 
 
 
 
 
 

jeg danser offbeat til musik fordi
det virker som en undskyldning
for et eller andet og det trækker
kaos ind i mig. det trækker kaos
helt ind i mig og jeg finder nogle
hurtige korte måder at holde styr
på mit lort og så trækker det kaos
halvvejs ind i mig og jeg sætter mig hos
de andre og jeg drikker deres kaffe
og deres vin og jeg bruger deres krop
jeg bruger deres hals og deres øjne og
jeg trækker vejret gennem deres cigaretter
og det hele bliver fokuseret kaos og det hele
virker næsten optrappende og det virker som om
at alle ordene er som hvid skrift på papiret
eller som om at det er en helt død gif-fil
uden internet at støtte sig opad #le-petit-mort

virker som om at alle ved hvad de burde spørge om
og er jeg den eneste der ikke ved hvordan
man gør det eller hvordan man svarer på konkrete
spørgsmål? hvordan forholder man sig til noget
der er sket for ik så lang tid siden? hvordan
forholder man sig til noget der er sket for lang
tid siden? eller noget der ik er sket overhovedet?

til sidst kan man blive helt ødelagt som
person for når tingene ikke sker kan man
til sidst blive helt ødelagt som person også
selvom de ikke behøver ske eller gøre noget
det er derfor jeg står og bruserens stråler rammer gulvet
og jeg brugte ikke alt sæben jeg nåede det ik
når jeg står der er badet får jeg blodnæse ved ik
hvad jeg skal gøre når sådan noget sker
ved ik hvad jeg skal gøre når noget sker