Anne Vestberg: Byen og Som om det findes

Byen

I sjældne tilfælde kan en by gå ind i sig selv
og folde sig sammen
det er meget forvirrende
med store konsekvenser
for afstande, ruter, de åbne pladser og
sammenhængen i tingene,
de dødes kindtænder griner
hele vejen op gennem asfalten,
gulblege pygmæånder,
selv for en by er dét unaturligt
men børnene er nysgerrige
og ser dem anderledes
de leger vejen bider og
bytter guldplomber.

Jeg har spurgt solen
men den er selv ved at brænde op,
træerne har åndenød
og udsigten fra vinduerne får hjertet
til at dykke på samme måde som i et elevatorstop,
et offentligt rum på størrelse
med et skab    et mikroimperium
af fremmede og deres landskaber,
jeg er fobisk 360 grader rundt
og ser skyggerne, dråbekernerne
halsvenen og dens fortykkelse
jeg ser sætninger krybe ind og ud af væggene,
spire op af jorden,
det er en mærkelig kontraktion af tiden
en vejrtrækning i cellofan,
vakuumpakket med plads til kun
det ene spørgsmål
om helvede er de andre eller mig selv

Vi bestemmer vores egen reaktion, siger du
du må have råbt det fra der hvor du står,
så lille at jeg kan måle dig mellem
tommeltot og pegefinger
en ispind   en gimmick på et feriefoto,
du må have råbt
ordene på toppen af en vind
ordene er uhåndgribelige,
vi kunne tjekke breaking news, siger du
nu hviskende helt tæt på, kun ét øje,
de viser billeder vi har set 100 gange før
billederne er realtime,
støv og blod,
opløste eller forladte ansigter
bygninger blottede
et nulpunkt i chok
men også en by med et navn
New York, Beirut,
Buenos Aires,
vi siger ingenting,
du peger forbi tv-stjernerne,
nederst i billedet ude af fokus
står en mand og sveder
han graver slam fri af folderne,
i en hale efter ham
retter byen sig langsomt ud igen,
han ved hvad arbejde er,
siger du.
 
 
 
 
 

Som om det findes

Der er et slægtskab mellem
tidevand og tusmørke
de bruger stilheden som baggrund
og stikker deres lange fingre
ind og ud mellem ribbene,
med alderen rammer de dybere
ligesom ordene og tonerne,
strenge der bliver ved at vibrere,
findes de overhovedet eller er de
elektriske gennemstrømninger
lukket inde,
noget hjernen kan?
Bladene bærer deres nerver udenpå
solen opsamler de
regnen opsamler de
og luften omslutter dem
så bladene siger vindenes navne flerstemmigt.
Jeg indgår ikke i fredelige fotosynteser
men er født i en kernespaltning
med så mange fejl
insekter i øjnene
et slapt håndtryk
lånte fjer der skulle have siddet
på ryggen
men falder tungt for brystet
som gardiner gotiske og lysafvisende,
jeg springer aldrig ud og bliver
mit fulde potentiale,
det er grænseoverskridende
at jeg ikke kan holde mig fra
det der er enkelt og færdigt
jeg piller det fra hinanden
ændrer det
og siger det stadig findes
at det er mit.
 
 

Mia Louise Dinitzen: Januar 2016

1

os to i det forladte hus knirken under fødderne
i nogle rum står møblerne dækket af lagener i nogle rum står møblerne bare i nogle rum er der slet ingen møbler
i nogle rum er vi
vi er i soveværelset fx
vi ligger på surt blomstret sengetøj vi ser på et sprukkent loft vi ser sjældent på hinanden
sukker og gaber, drømmer ikke om noget
vi er også i badeværelset vi sidder i badekarret i køligt vand vi sidder der længe
til sidst siger jeg vi har siddet her for længe nu
vores hud er krøllet vores læber lyseblå
du kysser mig jeg ved ikke om jeg græder fordi jeg er lykkelig eller fordi der bare ikke er andet at gøre
altings uundgåelighed det går op for mig at jeg har boet her som barn
det går op for mig at det hele skal indhente mig at vi er de eneste her at vi skal leve her længe
jeg ser på dig igen fugtig og ren på køkkenbordet du siger “jeg havde aldrig troet jeg skulle leve til 2016 det bløde runde tal jeg dør vel nok inden den første måned er omme”
jeg ved endnu ikke om du mener det du siger
jeg ved endnu ikke om det her er en drøm

2

jeg drømmer om florlette blomstrede kjoler
og små spidse bryster selv på en kønsmoden krop
jeg drømmer
om ren hud om ensomhed jeg tror jeg er engel
lige meget hvem der rører mig vil jeg altid være jomfru
du siger da han lod dig tage hans fingre i munden hvad tænkte han så om dig
at dine øjne var uskyldigt blå
at han gerne ville velsigne dig

3

del dig med mig jeg er ufortyndet jeg er klar
jeg er knapt ét menneske i det her hus kan jeg være alene her
kan jeg gå i spar og opdage hvor småt der virkelig er spise is til jeg fråder om munden gynge så højt på legepladsen at jeg tror jeg skal dø få en lille barnepsykose
min fortid føles som en udstillingsgenstand jeg kan række ud og røre ved når jeg finder det belejligt eller
som en mangel på tanke en ukendt sorg alt det man så men ikke vidste hvad var
solen skylder mig noget efter dengang jeg er ældgammel jeg bander og råber af skyerne det værker i mine led jeg siger jord giv mig den ro jeg er forundt hvorfor skal du altid give mig anledning til at være så vred

4

tilbage i huset kan jeg ikke se for mit eget lys du ligger stadig i sengen
du er nøgen men har intet køn
jeg spiser ikke afgiver intet mærker alt
du dufter af badevandet lagenet du har ligget på du spørger mig om det kun er os to tilbage og jeg smiler den kærlighed jeg føler for dig er fri for al sædvanlig nævenyttighed den kærlighed jeg føler for dig tilgiver
en sammentrækning i dit smukke udhulede ansigt aldrig skal dit navn forlade mig aldrig
vi går ned ad trapperne ud i haven træerne er mindre end førhen den hemmelige gang bag buskene er der stadig mynte citronmelisse rododendron vi sætter os på græsset
jeg lægger min hånd på din kind
det er hér jeg rører dig
og aldrig skal jeg røre dig andre steder
 
 
 

Martin Knabe: Tre digte

Stilhed

Den indfødte amerikaner
værdsætter stilhed,
at tænke før man taler,

talen værdsætter
den indfødte amerikaner,
og det, netop for stilheden til at tænke,

stilheden værdsætter
tanken om den indfødte amerikaner
der taler som han tænker

og tanken værdsætter
talen for at bryde den stilhed
som den indfødte amerikaner
er symbolet på at leve med.
 
 
 
 
 

Blomsterhandel
(Berlin – Tyskland #3)

Tiggere sælger blomster
i Kurfürstendamms styrtende regn
i håb om en lysere fremtid

og den udregnende Kurfürstendamm
sælger lysende tiggere
i håb om styrtende blomster

og den styrtende regn
sælger Kurfürstendamm til udsalgspris
for turister med fremtid

og fremtiden sælger regn
så Kurfürstendamms blomster kan gro
ud af tiggeres jordslåede hænder.
 
 
 
 
 

Tandlægen
(Tombstone, Arizona – USA)

Under denne bagende julisol
forestiller jeg mig scenariet
at Doc Holliday engang trak en kindtand ud
og omhyggeligt pressede den ned i et patronhylster
og dermed fremstillede et stykke ammunition som afstedkom
at han ved affyring af dette, bed sig fast i historien
som værende bevæbnet til tænderne.
 
 
 
 
 

Emilie Foli: Hånden på håndtaget til hjemmet ligner

Hånden på håndtaget til hjemmet ligner
på den hvide mur står det navn der binder os til hinanden
jeg kan se på hendes hænder at jeg ikke skal gå ovenpå
ovenpå er det hele dækket af avispapir og du synger

verdensrummet består af kød og hud og
scener overbelyst af uv og projektører der skaber
det overeksponerede menneske
med stram hud af varmt lys
åh skat
kun regnen har små hænder

skygger der danser du danser bag papiret
avispapiret på din rude
du græder og synger jeg
græder du synger
 
 
 

Hellen Gade: Til musik

En fantasi over Saxo Concerto

Tonerne slippes løs
gennem
skinnernes rytme
Anslår en genkendelig
puls fra
tidligere tider
et ekko af
erobrede erindringer
synger i træskoene
Kalder
sin egen klang
frem mellem polerne
og marcherer henad
nordiske
vindes aroma
trækker vejret gennem
telegraftrådene
slår vejrmøller
bladrende i vandet
og gennembryder
immunforsvaret
kryber ind under
huden
med gennemsigtige
penselstrøg og affyrer
en finale
som kan føles uden
hænder

 
 
 
 
 

En fantasi over Forellekvintetten

Flyglet slår tonen an til Forellens flugt gennem
vandmasserne de to mindste strygere ved ikke
andet end at spænde stylter på for at undgå våde
tarme de musicerer så vandet sprøjter i salen og
celloen vender sig for at undgå det våde komme
ud af den gode stemning
Kontrabassen vibrerer fossens magt frem
men antyder med en enkelt tone af vildskab
at fisken overvinder al træthed med en skeletal
spasme og vrister sig fri af vandets tryk
 
 
 

Cecilia Munkholt Andersen: Et uddrag

1.
Så det her er altså endnu et sted, hvor man kan gå hen for at få lov at vente. Det er blevet forelagt, at det er tilskyndet, hvis jeg godvilligt får mig undersøgt, og jeg er nærmest ikke uenig, så nu sidder jeg altså i dette luvslidte sofaarrangement, mens afgørelsen om hvornår audiensen begynder er op til lægen. Jeg har placeret nakken hvilende på sofaens ryglæn, hænderne foldet over maven og benene spredt godt til begge sider. Jeg skal ikke gøre en uagtet velopdragen figur, når jeg skal foretræde en myndighed. Sekretæren hamrer i tasterne og kniber øjnene sammen for at stille skarpt på skærmen, mens hun lavmælt taler i telefon. Som bevidsthedsdyr med veludviklet fortids- og fremtidshorisont er jeg sjældent opfyldt af min nutid, tror jeg, at jeg tænker, spekulerer jeg, mens jeg fingererer ved en løsthængende snor i min bluse, og det er derfor, at navnlig jeg kender til kedsomheden! En logisk slutning, hævder jeg, siger jeg. Sekretæren kigger spørgende på mig. ”Sagde du noget, ven?” Jeg ryster langsomt på hovedet. I perioder har jeg ligget indadrettet, uvirksomt hen kun afbrudt af ulystne gøremål, en utilstrækkelig selvbestaltet beskæftigelsesterapi, mens jeg fredeligt må plages. Min tilstand overføres øjensynlig kvikt til mine stoflige omgivelser, hvor der findes en vis tryghed eller, måske kan man sige, gensidig tillid, i den ringe aktivitetsudfoldelse. Lejligheden henlægges til en uforstyrret hvile og hele denne stilhed i lejligheden forulemper jeg, jeg eksekverer et fuldbyrdet tillidsbrud, når jeg rejser min krop for at gøre mit morgenritual. Så føler jeg mig som en ubuden gæst, som en tyv i egne skuffer. Det er afgørende for mit undertiden henstrakte legemes almenbefindende, at jeg desværre identificerer mig med mine tanker. Jeg er klar over, at jeg ikke lider af vrangforestillinger, og det er vel den mest sorgfulde sterile klarhed, jeg erkender. En lille vrangforestilling, en lad os sige Jesusdyrkelse i miniatureudgave skader ingen, men mine tanker har en gennemsigtig enkelhed i sine udladninger. Jeg har aldrig oplevet den religiøse glæde, kun den eksempelvis smukke akustik i kirkerummet ledsaget af ærgrelsen ved den umiddelbare afmagt over egne uegenskaber. I de perioder bliver jeg mig desværre også særdeles bevidst, at jeg burde afstives, måske indskrive mig et sted, man bliver jo bedt om at gøre noget, og det er også derfor, at jeg nu sidder i det her sofaarrangement i Sydhavnen. Jeg kigger ud af vinduerne. Solen vidner om forårets komme, folk passerer forbi. Alle misser de med øjnene i det blege lys, kniber dem sammen. Sammentrækningen af øjenmuskulaturen haler i ansigtet, så huden hives op og munden blotter det lyserøde tandkød. Sådan synes det, at alle går og hvæser af hinanden. Så lyder skridt mod linoleummet. Et karikeret overskæg træder ud i venteværelset. Hans brune hår krøller ned i panden, han er højst fire år ældre end jeg selv. Han kalder mit navn. Jeg rejser mig og han strækker hånden frem. Det er altså denne personage, som jeg skal fortælle om mig selv og mine tvivlsanliggender. Han beder mig om at følge med. Han går hurtigt ned af gangen. Han har et par Vans på, hvis gummiskål hviner mod linoleummet. Jeg sjosker efter ham, mens jeg stirrer opgivende på mine fødder. Jeg er sikker på, at den mand vil afsløre mig som humanist, og jeg havde ellers opsat mig på, inden jeg tog af sted, at det var nu, jeg skulle afstives.
 
 
 
2.
De fleste mennesker stiller sig an til at blive skrevet om, ligesom croquismodeller, der stiller sig an foran en forsamling, som skal kultegne deres nøgne kroppe. Jeg tror ikke, at jeg kender et eneste menneske, som ikke stiller sig an, ikke engang jeg selv, måske endda i særdeleshed ikke jeg selv. Jeg er bevidst om, hvordan jeg bevæger min krop foran andre mennesker, og jeg er bevidst om, hvordan jeg udtrykker mig foran andre mennesker. Men ofte føler jeg, at alle alligevel kan se på mit ansigt, hvilke tarveligheder, jeg netop har foretaget mig. Ikke fordi jeg nødvendigvis har opført mig gement, ikke at jeg heller decideret udelukker det, men måske kunne jeg eksempelvis have ment noget kedeligt. Den største forseelse er at mene noget kedeligt. Man bliver straffet hårdt for at mene noget kedeligt. Ydermere har jeg en anelse om, at jeg sjældent får bevæget mig eller udtrykt mig på en helt passende måde, så jeg slutteligt ligegodt efterlader et forstilt indtryk hos de mennesker, jeg bevæger mig for eller udtrykker mig til. Det gør mig ængstelig, at jeg ikke har grebet om situationen, og at jeg på den måde hverken har kontrol over hvad andre mennesker tænker om mig, men navnlig at jeg ikke har noget indkig i deres tankerække, og at de ingen antydninger giver om deres tankerække, så jeg ikke aner noget om den indeværende observation. Det bekymrer mig, at det er under de betingelser, at jeg bliver mødt, når jeg bliver mødt og at det er på den måde, det er gået for sig, så længe jeg kan huske, fordi konsekvensen er, at ængsteligheden bliver forværret jo længere tid, jeg kommer til at leve. Jo flere situationer, jeg må opleve, jo flere begivenheder, jeg skal gennemleve, jo flere mennesker, jeg skal møde, må vel retfærdigvis udmunde i, at jeg må bevæge mig for eller udtrykke mig til endnu flere ansigter, for hvem jeg må efterlade et forstilt indtryk af min egen person, og jo flere mennesker, for hvem jeg har efterladt et forstilt indtryk, jo farligere er det at bevæge sig på gaden, for tænk om man skulle løbe ind i et af de omtalte mennesker. Det er derfor, at jeg er ængstelig. Des flere mennesker, som jeg lærer at kende, eller, som lærer mig at kende, min hovedbekymring er unægtelig det sidste, des flere mennesker har set mig udføre denne uskønne dans. Det er naturligvis både en indbildsk og på samme tid troskyldig antagelse, at der hos andre mennesker skulle eksistere en tankerække overhovedet.