”Så skal vi have skaffet vuggen tilbage”
”Ja, den skal hun have”
”Ja, den må være hos familien i Køge”
”Det var hende der fik den dødfødte dreng, så siden har den ikke været i brug”
”Nu skal du bare blive siddende”
Det sidste er henvendt til mig.
Alle kvinderne nikker og hæver deres kaffekopper.
Det er klart.
Vuggen som har været i familien i generationer.
Vuggen som Kaptajnen bragte med sig hjem. Jeg har fået fremvist billederne.
Lutter røde babyhænder der stikker op over hvide dyner.
Jeg vil helst være fri. Jeg prøver at signalere det ved ikke at sætte tænderne i den hvide bolle med smør, som bliver ført op til min mund.
I takt med at maven vokser, blive jeg budt mange ting med smør og fyld og varme og lindring;
der ligger en varmedunk i fodenden af min seng, og hver nat vågner jeg med ild i min underkrop. Det nytter ikke at forklare dem om min lyst til at efteråret skal sprænge værelset med saftige georginer og brombær, der smelter i munden.
Og jeg får bollerne serveret på en bakke, inden jeg skal i seng. Jeg skal endelig spise.
Flødeskummet, syltetøjet og det hvide brød begynder at udviske mine træk.
Jeg er fin og glat over hele kroppen. Mit ansigts furer fyldes ud med nyt kød.
Stoffet i mine kjoler er ved at sprænges.
Jeg prøver at afværge. Men kvinderne tager mig hen til værelset med karlekammerskabet.
Her bliver jeg iført en af ventekjolerne, med bånd om livet. Og alle er så glade.
Jeg skal også sove inden, at solen går ned. Ud af mit vindue kan jeg se kvinderne plukke victoriablommer i haven. Det er til en særlig blommesaft, som skal tage den grimme smag af jerntilskuddet. Hver dag skal jeg måles med et bånd og vejes.
Der bliver ført sindrige noter over min fremgang.
Da mine fødder begynder at vokse, sætter de mig i husets bedste lænestol og løfter mine smertende lemmer op på en ammeskammel.
Her sidder jeg så og vokser. I takt med at min egen krop hæmmes, vokser barnet uden på mig som en beholder fyldt med ekspanderende væske.
Vuggen hentes hjem og står i den fine stue. Det er et tungt møbel, og alle kvinderne må hjælpes ad med at bære den ind.
Omkring juletid bliver jeg lagt ned, og der er kun dæmpede stemmer i min nærhed. Hvis jeg sniger mig ud af værelset, er der straks et par venlige hænder, der viser mig tilbage.
Vuggen bliver sat ved min side af sengen. Jeg rykker den over i hjørnet, men de rykker den tilbage. Den er enorm og dyb. Den er blå med påmalede blomsterranker rundt langs kanten.
Den ældste af kvinderne trækker mig med ind over vuggen og løfter madrassen. På lamellerne i bunden står navnene på alle de børn der har sovet i vuggen.
Hendes hånd på min nakke er bydende.
Da drengen kommer til verden tror jeg, at det kan blive anderledes.
Men han bliver hurtigt lagt i vuggen, fyldt med hæklede tæpper, og jeg ser næsten ikke hans krop, kun de små røde hænder.
Tit skal vuggen stå på et af kvindernes værelser. Så jeg kan hvile mig.
Jeg går ofte rundt og lytter efter vuggens knirken for at finde drengen, når mine bryster er ved at sprænges af mælk. Og så sidder der en af kvinderne og pludrer med ham i en solstribe.
Da jeg insisterer på at komme hjem, er kvinderne tavse.
De kører mig ind til byen, og bærer vuggen ind i lejligheden.
Går igen uden ord.
Jeg er først lykkelig og fri og åbner alle vinduerne ud imod gaden.
Jeg danser rundt med drengen i mine arme og fylder alle rummene med bløde puder.
Men så begynder drengen at blive væk for mig.
Jeg vågner og famler efter ham i vindueskarmen over min seng. Jeg klapper på dynen og synes hele tiden, at nu kan jeg se, hvor den lille krop er. Jeg er panisk for at drengen skal blive kvalt.
Jeg rager rundt i den mørke lejlighed og leder efter ham i revner og under sofapuder.
Jeg sveder. Jeg åbner skraldespande og afløb fyldt med hår og stinkende slam.
Jeg skriger hans navn, imens jeg løber ned af bagtrappen for at kigge i barnevognen.
Og først til sidst tænker jeg på at kigge i vuggen.
Vuggen som er så dyb, at den lille krop fuldstændig forsvinder.
Og jeg sværger, at han ikke var der for et øjeblik siden.
Til sidst er jeg hudløs og konstant vågen. Der står kaffe i kaffemaskinen og snurrer døgnet rundt. Jeg skal have drengen på min krop af angst for at forlægge ham et sted. Jeg vikler ham stramt fast til mig med store tørklæder.
En nat går det helt amok, og jeg river radiatoren ud af væggen, hvor jeg kan se hans lille hoved ligge klemt inde. Da jeg sidder tilbage i en sø af vand, der lugter af støv, kan jeg høre den lille krop ånde nede i vuggen.
Det er vuggen, der forsøger at afstøde mig. Det er fuldstændig sikkert. Vuggen slører drengens konturer og fremstår tom. Den bevæger sig aldrig, i takt med at drengen spræller, men står solid og stille.
Kvinderne begynder at komme og stille mad på min dørmåtte. Først lader jeg de varme retter stå. Men jeg er svag efter de søvnløse nætter. Og til sidst spiser jeg det tunge, trygge mad i beholderne, indtil min krop igen er opfyldt.
Efter det kommer kvinderne også ind i lejligheden. Og de går ture med drengen.
Jeg bliver givet mange lange bade, og skal forholde mig fuldstændig i ro for ikke at gå i opløsning med badesaltet.
Den ældste med de bydende hænder holder nattevagten og vugger drengen til ro, når han har været lagt til brystet.
”Min pige, det er virkelig en gave for enhver ung mor at have så mange varme hænder”.