Ida Monrad Graunbøl: Fem digte

Wifi helt i skoven

Træer kan aldrig vælte
for skoven har ikke Wifi,
men Google vil gerne
holde af
dit ubevidste,
også
selvom den ikke forstår
dybden
og så kaster du blade
op i luften.
De bliver
til sne.
 
 
 
 
 

Fastelavn på månen

Og så gik det af mode at være menneske.
Igen! Og så kom det på mode at klæde sig ud.
Et cirkus er alle moralske skrupler
fordoblet på månen.
 
 
 
 
 

Kompliceret

Det var efter, han forklarede mig
at græsset var grønnere hos naboen
på grund af indfaldsvinklen,
at jeg fejede rosenbusken
ind under fortovet
 
 
 
 
 

Mikado

Nogle gange ville jeg ønske,
jeg var et pindsvin.
Kykloper græder meget højt.
Og når det så er sagt,
er venlighed
den eneste hånd.
 
 
 
 
 

Enøjet skygge

Bekymringer sætter skygger i øjnene
og pludselig blinker vi,
glæden er lys.
 
 
 

Cecilia Munkholt Andersen: Et uddrag

Hun står som en omstyrter af ellers fastlagte beslutninger – – en skønhed, en vaskeægte valkyrie; hendes slanke, elastiske krop åler sig frem mod mig, og med en væmmelig latter tager hun mine papirer fra mig, smider dem op i luften – de flyver hvidt omkring os. Hendes latter springer mellem væggene, mens papirerne et efter et ligger sig stille til rette på gulvet. Hun glider rundt om mig med sine vuggende, æggende bevægelser, hun mønstrer mig med sit blik, indtil hun trækker mig ind til sig i en stormfuld omklamring, som får mig til at tabe pusten og synke i knæ. Papirerne ligger i en cirkel om os. Hun forsøger at varpe mig ud med sine voksende håndflader, sende mig hen i skammekrogen eller skubbe mig ud af døren, hen til et andet sted, for jeg har ligget for længe og for bekvemt i hendes omfavnelse. Hun løfter sine næver mod loftet, svinger dem i luften, næverne vokser og vokser. Hun sænker dem, og så begynder hun at puffe til mig med sine enorme håndflader, jeg vakler af sted, hen til et sted, hvor jeg liggende i en seng skal sygne hen under hendes blik. Jeg tager ansigtet i hænderne, liggende i sengen skjuler jeg mig, mens jeg kigger på hende gennem let spredte fingre.
      Jeg begynder at skille lamperne fra hinanden for at finde lytteudstyret, først loftslamperne, så skrivebordslamperne, sidenhen vækkeure og lommelygter. Nu da jeg er ensom, så skal alt brydes ned. Jeg taler til min “roommate” om natten: “Du ser sgu frygtelig ud, Klaus.” Han begynder at ligge uroligt i sengen. Sengen knirker, mens han vender og drejer sig. Han står op og begynder at banke og hamre på løs på væggene, han flår skabene fra hinanden, og mens spagnumplader, gipsflager og træsplinter fyger om ørene på os, så begynder kablerne og mikrofonerne at falde fra skabene i kaskader. De ryger ud på gulvet, indtil gulvet er afdækket af ledninger, stikdåser og fatninger, de ligger i store bunker og fylder hele rummet. Så smasker en kabeltromle mig lige i ansigtet, og jeg ramler omkuld. Da slanger hun sig øjeblikkeligt mod mig igen, hun glider om mig i cirkler, mens hun blinker med det ene øje og sender fingerkys. Jeg ligger ubevægeligt på gulvet og kigger opgivende op i loftet. For helvede. Jeg forsøger så at sige at tage mig sammen. Endelig rejser jeg mig dovent og begynder at udføre min uskønne dans, armene hænger tungt langs kroppen, de er blevet så lange, at de først stopper lige over gulvet. Jeg ligner en kludedukke. Armene slasker frem og tilbage i takt med mine skridt: En, to, tre, er du sur og trist, så klap i hænderne, daske fremad, vralte tilbage, er du sur og trist min ven, rejehop, boogie-woogie, ska’ du snart bli’ glad igen, chassé.
      Jeg øjner et ledigt sæde længere nede i kupeen, jeg haster derned og sætter mig tungt tilbage i sædet med et udmattelsens suk. Toget kører med høj hastighed mod Nordjylland, hvor jeg sammen med samtlige familiemedlemmer skal til ceremoni på en fornem kro. Jeg skælver inde i knoglerne. “Ja, goddag, mine damer og herrer. Jeg har åbent hernede i pantry ved vogn 11. Jeg kan tilbyde vores snackbag, som indeholder en halv liter vand, en lille pose chips samt lidt chokolade, til 30 kr.”
      Jeg fremturer spruttende af latter til min sidemakker: “De serverer snackbags til en udsultet, hungrende befolkning.”
      Hans ord gjalder mod mig, han er harmdirrende og svinger sin knyttede næve mod mig, mens han skælder: “Det er faktisk stillezonen, det her.”
      Jeg dukker mig brødebetynget og beslutter på stedet at omskrive samtlige samtaler, jeg nogensinde har ført med andre mennesker.
      Nu er jeg helt andet sted, det skal jeg da lige love for, til maskebal på et kolossalt gods. Jeg har taget elefanthue på, iført mig gulvlang silkekjole og trækker slæbet efter mig, misbilligende skævende bagud, idet slæbet besværer min fremadmarch, når det uophørligt sætter sig fast mellem gulvbrædderne. Jeg hiver i frustration huen af og stamper rasende på den. Det er også det slæb, der holder mig tilbage, tænker jeg olmt. Hvis ikke det var for det skide slæb, så skulle jeg marchere fremad i en fart, som mine klassekammerater ikke ville tænke sig muligt, da det i folkeskolen tog mig otte år at lære at stoppe med at stave brev som berv. Jeg tager fat i slæbet og giver det et ordentligt ryk, så det revner på midten, og jeg tumler fremad, direkte ind i min bordherre. “Ja, godaw do, ve do dans mæ maj,” siger den bugsvære gentleman, og jeg føler mine kinder blusse op og varmen brede sig, da jeg nikkende og smilende tager hans hånd for at lade ham føre mig til bords. Jeg opfører mig som en kurtisane, gestikulerer ivrigt med hænderne, lægger benene over kors, afkorser dem igen, kærtegner alle mit ansigts afkroge, mens jeg kigger op og ud gennem øjenvippernes tyngde med et på en gang blu og ublu blik. Jeg skælver. Jeg vil lægge mig for fødderne af denne majestætiske gorilla, så han kan træde på mig hver eneste dag. Han nulrer sit overskæg og plirrer med øjnene. Han sitrer, når jeg rører hans hånd. Han er guddødemig også forelsket, opdager jeg nu, og sådan må en mand ikke opføre sig. Han skal være ligeglad! Vi rejser os og går hånd i hånd ind i Den Sorte Diamant, mens vi leder efter bogreolerne.
      Knoglerne i mine hænder klør helt af helvede til. Jeg prøver at massere mine hænder for at få kløen til at gå væk, men de bliver bare røde og opsvulmede. Jeg bliver nødt til at tage ringene af fingrene, de skærer sig ind i kødet. Jeg sidder på en bænk på Christianshavns Vold og kigger udover Stadsegraven. Jeg spærrer øjnene vidt op, forsøger at få lyset fra genspejlingen i vandet til at trænge ind i mine hornhinder. Jeg nulrer mine fingre en efter en, knoglerne står efterhånden i flammer. Jeg rejser mig for at gå ned til vandkanten, så jeg kan sænke mine brændende hænder ned i det kolde svalende mørke. Bladene på træerne knitrer i forårsbrisen.

                                                                        *

      Klaus render rundt på gangene og trutter i sin trompet. Jeg holder mig for ørene og bander højlydt. Det var sgu da utroligt. Jeg rejser mig fra sengen, åbner døren på klem og kigger ud. Klaus står længere nede af gangen med trompeten højt hævet over hovedet, med mundstykket mod læberne. Han opfører en lille dans, mens trompetens lyse, gennemtrængende lyd springer atonalt mellem de sterile vægge. Et øjeblik sænker han trompeten og tager mundstykket fra læberne, kigger på mig og smiler, mens han triumferende småsynger: “Lidt god musik gør alle mennesker glade.” Mine øjne bliver smalle og jeg presser kæberne hårdt sammen, så tænderne gør ondt. Jeg giver døren et ordentligt puf, så den smækker i. Ude på gangen fortsætter trutteriet. Den her elendige afdeling forværrer min tilstand, andres mani kurerer ikke ligefrem mit tungsind. Jo mere andre vil op at stå, jo mere vil jeg sidde ned. Det er som om mit indre falder og falder, indtil det koncentreres i mine fødder, så jeg ikke længere kan løfte dem ordentligt. Så har jeg et par kæmpe, tunge klovnesko på mine fødder, jeg går så forfærdelig langsomt. Jeg støder ind i andre mennesker med mine fantastiske klovnesko. Jeg kan ikke styre mine lemmer, når jeg maser mig fremad, iført klovneskoene, med et anstrengt ansigtsudtryk, og overkroppen lænet langt fremover fødderne. Jeg kan se foragten i andres blikke, og andres blikke er altid fæstnet på mig. Det giver mig lyst til at dø. Det eneste, jeg kan tænke på, det er at dø. Jeg vil gerne befries fra min krop, min før så bulnende mave og mine nu så slappe lår. Jeg spiser mindre i forsøget på at få min krop til at forsvinde, så jeg også selv kan forsvinde. I takt med, at mine nederdele bliver mindre, bliver min hud løsere. Jeg kan lide min slanke krop mindre, end jeg kunne lide min tykke krop. Før var jeg stærk som et spand heste, min firskårne krop var et forsvar i sig selv. Jeg kunne lide andres kærtegn mod min bløde hud, nu er min slanke, elastiske krop en påmindelse om lidelse.
      Jeg er ved at skrive mig ind i en trist familiehistorie, og det gør mig så rasende, at jeg omgående bliver udmattet. Min fars første selvmordsforsøg blev afværget ved, at min mor troppede op på skydebanen med mig i hånden. Det krævede en fireårigs blik at få geværets løb fjernet fra mundhulen. Der var stille i nogle år efter det. Jeg gik ofte ind til ham på hans kontor, hvor han sad i gyngestolen og rokkede frem og tilbage, mens han læste en spændingsroman og spiste Rittersport Voll-Nuss. Så spillede jeg lidt på klaveret, indtil han lagde bogen fra sig, rejse sig og fandt sin mundharmonika frem. Han satte sig på kontorstolen og begyndte hjælpeløst at pruste i instrumentet. “Det er ikke nødvendigt at kunne spille på et instrument for at lave god musik,” sagde han, idet han hurtigt drejede rundt på kontorstolen, indtil han havde front mod sin spolebåndoptager. Han satte et spolebånd med Bob Dylan på, som han havde overspillet fra radioen. “Han synger af helvede til,” indvendte jeg. “Prøv at høre efter teksterne,” svarede han. “Han hedder Robert i virkeligheden. Og Sebastian, han hedder Kurt.”

 
 
 
 

Mikala Mul: To digte

på vej til hillerød i s-toget
manden ved siden af mig skriver
Hej Sofia. Den store bagedyst starter i aften.
den store bagedyst starter i aften
på hver side af skinnerne står træerne og ser overmodne ud
er de ved at sprænges af det mørkegrønne
kan de ikke være i deres farver

sommerhuset lugter dejligt, haven som en lille lysning
tyst
træerne tager imod alle lyde her,
som muld tager imod og giver efter
Luca ligger i græsset, kroppen strakt
den er helt ude af proportioner
Luca dit ansigt er glat, din næse så lille
man får lyst til at bide den af

altid roder jeg rundt i sommerhusgeografien
marielyst lyder nordligt synes jeg, fårevejle, liseleje
du sagde til mig, geografi er vigtigt og jeg ved at stedet
det konkrete jo betyder meget
især for dig der er fra et rigtigt sted
Hirtshals, vand, vind,
du fortæller mig om havneruten
at køre rundt i dine forældres bil, ned og hente snus, sidde og glo på vandet
det lysegrå, altid at være vindblæst
på dit drengeværelse
sover man lukket om sin egen lille søvn

her sover vi alle dårligt
min mor siger,
måske det skyldes fuldmånen
efteråret
viser sig frem
de røde bær, de hvide bær, vi tyrer dem i jorden som knaldperler
solen lægger sig som en varm hånd over ansigtet

 
 
 
 
 

hjertet brister i dag
eller
jeg har købt pastelfarvede notesbøger
hvis jeg ku
ville jeg være
rablende
energisk
ansigtet frisk snakkende rygende
kroppen
jeg ville kaste den ud i alt
hey hva så hva skjer
hoppe som kaninerne banke med hjertet som kaninerne
knalde som kaninerne
holde dig indeni mig så langt tid som muligt
glitre som en stor måne som alle overflader som tagene især
der glimter så sindssygt når solen skinner med alt sit hvide
dine tænder er så hvide som tagstenene!
skrive i de notesbøger
dine tænder er så hvide som tagstenene!
 
 
 
 
 

Noa Kjærsgaard Hansen: Solen skinner som en sol udenfor

Jeg sidder på min sorte læderstol i Aarhus Nord
jeg kører den frem og tilbage over et blåt gulvtæppe
der folder sig sammen mod midten
som en lille orm
der slænger sig i græsset
jeg vender hovedet
først mod vinduet
fugle der flyver som de plejer
dukker op over det ene røde tag
for at forsvinde bag et andet
så hovedet mod skærmen
der er jeg
som jeg ser ud
for alle andre
på et billede
på en strand
i Cuba
her er jeg
tilbage i stolen
med alt det der gør min krop genkendelig:
et lille modermærke på halsen
med fire sorte hår
jeg har lyst til at rive ud
for at gøre mig mere glat
som en lille orm
i en stor våd bunke jord
gravet op bag min mors hus
da jeg forsøgte at lave en urtehave
de timers fysisk arbejde
skiller sig ud fra de her timer
i min sorte læderstol
jeg lukker en fane
så er der elleve tilbage
jeg vasker mine hænder fri for jord
jeg kan godt lide at have hænder i muld
jeg kan godt lide at tage billeder af ting
af mig selv
men lige nu er mine hænder dækket af koldt vand
det giver et blåligt skær
de steder hvor huden foldes
jeg kan kun se mig i spejlet
jeg kan kun se mig gennem glas
i skærmen
tilbage på stolen
jeg folder tæppet ud
jeg bruger et par timer på at åbne nye faner
én hvor jeg googler krydderurter
der kan overleve vinteren
en fane hvor jeg diskret søger på stemninger
der minder mig om bestemte faser i mit liv
på dage med tømmermænd
kan det fremkalde en tåre
som da jeg en morgen efter en bytur
lå og græd i en time
efter Erik fra Krøniken begik selvmord
jeg søger på et cover af Radioheads ’I will’
en liste over film Nicolas Cage har været med i
kendte superligaspillere i perioden 1998-2001
følelserne virker ægte for en stund
livet virker
som et læs af erfaringer
der lægger sig oven på hinanden
som bunken af vasketøj
ved siden af min seng
i Aarhus Nord
forestiller jeg mig
mens jeg kigger mod havet
ikke fordi jeg kan se det
men fordi jeg ved det er der
bag bygningen
efter skoven
ned af skrænten.
 
 
 
 
 
 
Jeg kan huske en skoleudflugt på Christiansborg
hvor jeg stod længe og stirrede
på et maleri af en politiker
hvis øjne fulgte mig
uanset hvor jeg kiggede hen
her i stolen
foran skærmen
er Folketinget ikke andet
end en samling
af folk med deres ting
som ingen tager fra dem
uanset fordelingen af mandater
raser krigene stadig
det der virkelig ændrer ting
er den måde internettet gør kloden
til ét stort felt
hvor man kan zoome sig ind
på ethvert kontinent
en søndag på Antarktis
en kaffepause i Panama
sammen med David Cameron
og Brian Steen Nielsen
mens man først lytter til Danmarks eneste borgerlige debatprogram
og derefter Danmarks eneste røde debatprogram
på radio24syv
og finder ud af
at det er det samme
der bliver sagt.
 
 
 
 
 
 
Jeg børster tænder i badet
hårene på min orange tandbørste bøjer udad
og danner en markant større overflade
end da jeg købte den
hårene glider langs tænderne
som en midterskilning
som ormens slængen
der har lagt græsset ned
som Moses
der skiller vandene
jeg har åndenød
jeg trækker vejret helt vildt
mens jeg fylder munden med vand
og spytter ud igen
jeg sætter mig ned i brusekabinen
mærker den hullede rist mod ballerne
min hud folder sig
jeg folder forhuden tilbage
mens det plasker ned på klinkerne
og op på min krop
det er utiltrækkende at føle sig tiltrukket af sin egen krop
at tænke på kroppen
på modermærkerne
skægget under underlæben
der som hårene på tandbørsten
som midterskilningen
som ormen
som moses
bøjer mod højre og venstre
og ikke når ned til skægget på hagen
de her egentlige kendetegn
og de kendetegn
jeg opfinder
som internettet opfinder
ud fra hvad andre ser som mine kendetegn
et markeret ansigt i sorthvid
med dybe øjne missende i solen
der skaber de helt rigtige skygger
til at fremhæve mine kindben
som på mit profilbillede
på Facebook
det er kvælende at sidde på en stol i Aarhus Nord
og se en solnedgang
hvis farver reflekterer sig
i basilikumplanten i min vindueskarm.
 
 
 
 
 
 
Da jeg en mandag med tømmermænd
farer vild i IKEAs køkkenafdeling
og bliver råbt af
fordi jeg tager en skraldespand
der hører til en udstilling
tager jeg min telefon op af lommen
og i mangel på en bedre løsning
læser jeg et aggressivt kommentarfelt
til en artikel om antallet af kvindelige værter
på Deadline
og jeg tænker kort
at det måske er demokratiets store problem
at det ikke er en styreform
der er gearet til internettets effektivitet
at internettet potentielt set
er den totale form for demokrati
og den totale form for eksklusion
på samme tid
fordi alle kan råbe
men dem der råber højest
får alle andres stemmer
til at føles som at råbe i en drøm.
 
 
 
 
 
 
Jeg skruer helt op for radioen på badeværelset
rummet forsvinder i damp og stemmer
og vand ned langs ørene
i et satireprogram udgiver en mand sig for at være en dame
uden at jeg helt forstår
hvorfor det er satire
når en mand udgiver sig for at være en dame.
 
 
 

Rasmus Breinholdt Cederlund: To digte

Der er børn i min sne
jeg er vinteren;
der er glæder i min hud
jeg er væk;
fordi
dit navn regner i mit sprog

Eller

Jeg er det første tegn på forår;
og imod den lille strøm fra
bække af slud
kravler nu mit grønne øje – frem.
Åh, jeg skulle ville
at sige sådan!

Men nej

Lad os sige
i stedet det var dig;
så var jeg dyret
måske musvitten
pip sviv pip
og nu kom solen hjem.

 
 

*

 
 

Som bølgerne i korn som græs og havet
intet kræves ved at bølge
de bare gør det når måske en vind er dér
så vil jeg bare gøre

Fx jeg vil dufte til kaffen når den står op
af posen
og gennemsyres af drømmen om næring
i duften

Generelt jeg vil bade i flod af varmet vand
til byen ja og have mit net
sat op i floden

Også jeg vil høste med sanser og bade men
hvilke skygger her holder mig
nede og tvinger ja tvinger mine bølger flade?

 
 

Henrik Torjusen: Oslos objekter (uddrag)

                                                                                                                                                                                    

Tåge over Grefsenkollen

Advekstionståge, måske, som barn, og så blandingståge to gange om året, i forskellige byer, på forskellige tidspunkter, men aldrig som her, ortografisk tåge og strålingståge og sørøg, hvor alt forsvinder, hvor alle forbindelser hvidner, og alt er uvirkeligt. Fyrretræerne, der dækker vores udsigt til byen, fyrre-halvtreds meter nede, er i stedet en grænse mellem os og tågen, når vi står i vinduet og ser ud mod der, hvor byen var, og du sætter fingrene på ruden, samme sted som sidst, kan jeg se på mærkerne, du nu igen placerer dine fingre mod. Og så naboerne under fyrretræerne og husene bagved fyrretræerne, og livet derude, hvorfra brænderøgen kommer drivende med tåge og fugt. Jeg holder af illusionen om Norge, især når tågen, der har opløst de skarpe grænser mellem fjeld og dal, lav og høj, erosion og forskydning, kortvarigt letter og afslører skove pyntet med cremet dis. Der er byer oppe i bjergene, inde i tågen, ville jeg sige til dig, hvor menneskehedens tvivl opløses i hvidhed. De samme byer, som vi kan se i skyerne langt ude i horisonten, når lyset rødnes bag Nesodden, orange byer, hvor du ikke behøver være bange, hvor fortiden ikke er nået frem. Jeg bliver tit bange, når du sidder på min arm, har jeg lyst til at sige, men jeg vil hellere fortælle dig om tågegårde, om veje af dis. Disen trækker sammen, skoven er væk, fyrretræerne er en grænse, tågen er vores.

 
 
 
 

                                                                                                                                                                                    

Rustne gjerde

Et efter et forsvinder de fra nabolaget, de gamle, rustne metalhegn, og bliver erstattet af hvide stakitter, nyplantede hække, som vokser op ad resterne af metaltråde og bøjede hjørnepæle, til de bliver gravet op og kørt bort på en lejet trailer, rasler på vej over vejbump og kurer hen over finerbunden i sving, eller af lave mure, der altid stikker lidt ud på fortovet. De gamle metalhegn har alle hegnspæle formet i et V, boltet til en overligger, udspændte, flettede metaltråde i sort eller grå, som hegnspælene, i forskellige kombinationer, sort & grå, sort & sort eller grå & grå. De dannede engang et eneste udbrudt hegn, lige fra Kjelsås til Frogner, fortæller jeg dig, fra Gamlebyen, ja, fra Nordstrand og op til Maridalsvannet og rundt om søen og hele vejen tilbage igen, så hvis man lagde sin finger på overliggeren, et hvilket som helt sted, så kunne man gå rundt og rundt og rundt og aldrig komme hjem igen, fortabt i hegnets snørklede net. De er sat op i 60’erne og 70’erne, måske i 80’erne, de ældste af dem, de mest rustne, de hullede, før Norge blev en olienation, og nu står de tilbage som et minde, som da du river dig på et hegn, vi går forbi, og jeg er bange for blodforgiftning, men din mor fortæller mig, i telefonen, at det er en myte, at du ikke kan blive syg, og at jeg bare skal lade dig sove. Ellers er hegnet, hegnene, anonyme, de forsvinder i grønning om foråret, i løvfaldet, i snefoget, i sommervarmen, hvor de bugter sig i soldisen, den sorte overligger brændende varm, fortæller jeg dig, de passer på os ved at sætte grænser, dette er mit, og dette er jeres. Med olienationen forsvinder hegnene, og i stedet ligger nu to-tre meter grå granit stablet op i knæhøjde på begge sidder af indkørslerne, poleret, som husene. Vi har ingen granit og alligevel kun et par meter trådhegn, fire pæle og et usymmetrisk net, der holder postkassen oppe og indhegner affaldsspandene, resten af forhaven er uden grænse, især der, hvor du står og sover, fire meter fra vejen, helt uden hegn, intet skel mellem ude og inde, kun indrammet af græs og birkeblade. Da Siegfried Kracauer beskrev smedejernshegnene, der blev sat i førkrigstidens Tyskland, var håndværket vigtigt for ham, det var den afgørende forskel mellem individuel tanke og masseornament, mellem liv og død, og her falder Oslos hegn igennem i deres renfærdighed, næsten uden omtanke, men efter lidt tid, da vi begynder at se nærmere på dem, bemærker vi de små faner i hjørnerne, altid ud mod gaden, ejermærker, Rosinger’s, fx, eller Grorud Gjerde eller Nordstrand Gjerdefabrikk, og vi begynder at skrive dem ned, navnene, og vi tegner mærkerne, for de er altid forskellige, runde eller ovale eller trekantede med runde hjørner. Måske kan vi genkende håndværket med tiden, kvaliteten på hegnspælene, deres placering, trådens tykkelse, netmønstrets symmetriske forløb, vævningen, evnen til at modstå stød, som tiden går, hvis vi holder øje med mærkerne, skaber en typologi, vores eget register over holdbarhed, indfører nye og holder øje med de gamle, følger deres udvikling, når vi bliver ved med at gå forbi og ser nye forekomster af rust, og du børster det af.

 
 
 
 

                                                                                                                                                                                    

Trækfugle. Tidlig vinter

Ordet trækfugle var pinefuldt at sige, at høre, at tænke, da jeg var yngre. Det stank af brunbejsede halvtredsermøbler betrukket med gult møbelstof, af røgsøjler fra lysegrå leraskebægere med mønstrede kanter formet som blomster eller geometriske figurer, alt ufuldendt, af polyvinyl, af bitumen. Jeg havde ikke hørt om Blicher dengang, men det fik mig til at tænke på mine forældres Mads Stage-stel, Jagtstellet, som de samlede på, selvom de ikke var jægere, ja, faktisk aldrig har skudt, vil jeg da tro, men alligevel samlede de på det, trofast og langsommeligt, da jeg var barn, indtil de havde næsten alt. Hver eneste jul blev der givet tallerkner og til fødselsdag og blot fordi, især hvis der var tilbud, så endnu mere fordi, til det, stykke for stykke, samlede sig i køkkenskabene, de store dele i det øverste hjørneskab og resten til højre og venstre, under glassene og de ukurante, midlertidige steldele. De var tæt på perfektion engang i 80’erne, jeg ville ønske du havde set det, indtil årskrusene og årstallerknerne blev for meget og specialkopperne og lejlighedsskålene og særmotiverne, og hele køkkenet blev fyldt af porcelæn, jeg ikke turde røre eller turde vaske op, for jeg havde jo slået skår af én tallerken (hare) og revet hanken af flere kopper (fugle, gråand, grævling), næsten kun fuglekopper, og i stueskabene, bagerst, stod reservesteldelene, stadig i sine papæsker, og ventede på at en endnu en kop med fasan blev skåret eller at en saucekande med rådyr blev knust, men ingen med bekkasin, den manglede i stuen, så den stod nederst i tallerkenstablen i køkkenet, ja, og kun til gæster. Jagten på det perfekte begyndte på ny hvert år, når der kom årskrus, som havde sin særlige hylde, senere hylder, men ikke årskagetallerknerne, da vi ikke spiste kage, så kun de pæneste, og kun så vi kunne byde, til særlige lejligheder, men kun da, så ikke dem alle, indtil det hele en dag blev solgt, og fugle og dyr forsvandt fra køkkenskabene, urfugle og vagtler, agerhøner og snepper, solgt til en driftig marskandiser, han hentede det hele i sin varevogn, som min mor sagde, det var så let, så var det væk, jeg var træt af at se på det, det var tungt og deprimerende, nej, ud med det, og i stedet samlede der sig geometriske mønstre i skabene, og lidt i stuerne, der var tilbud, men ikke flere kviste eller dunhammere, ikke flere kornaks eller brune kanter, som man kunne følge rundt og rundt og rundt med fingeren eller den brune jævnede sovs eller den sjældne kompot, mens tiden gik, ikke mere stilhed forstærket af de liggende, ventende, ja, næsten apatiske dyr og fugle fanget ude midt i et evigt efterårs halvlys, uanset hvordan vejret var udenfor, altid efterårsstilhed inden vinter. Det var på samme tid, at jeg accepterede trækfuglene, min glæde ved trækfugle, faktisk, da skabene var tomme. Og det første efterår i Oslo, før du kom til verden, den første september, fulgte jeg dem hen over himlen, og når de sad på plæner og i haver og i skolegården over for mit nye hjem, før vi flyttede igen, væk fra skolen. Fugle, der bølgede over himlen, fugle i v-formationer, i u og w, i m og i langstrakte 0’er, efterfulgt af sne og af is og af stilhed, dér, ude på vejen under lygtepælen og det sortmalede smedejernshegn, en død fugl, og længere henne skov.

 
 
 
 

                                                                                                                                                                                    

Den polske dame i nr. 58b

Elżbieta. Hun boede i stueetagen i nr. 58b, lige ved siden af os, hun vinkede til os, smilede ned til dig, men du sov, hun var på vej til sit gamle brune træhus, som lå trukket tilbage fra vejen, skjult af birkekrat og buskroser og gamle syrener. Stueetagen lå en meter under vejens niveau, og når hun lå i sin seng om natten, måtte hun føle, at folk kørte hen over hende, og hun måtte mærke bilernes vibrationer længe efter, at lyden var forsvundet. Elżbieta havde tre små hunde, som hun luftede to gange om dagen. Om morgenen, blandt børn iført refleksveste på vej i skole, og om aftenen, alene. Så gik Elżbieta og de tre hunde rundt i aftenmørket, og hun betragtede de små blå lygter, der var spændt fast til deres anspændte kroppe, og som smuttede ind og ud mellem buske og stendiger. Hun måtte elske de sorte dyr, der for det mest nøjedes med at logre eller gispe, men når de blev særligt eksalterede begyndte de at gø af glæde. De skriftlige klager lagde hun sikkert bare væk, ned i den nederste skuffe i den grønne kommode, der velsagtens lugtede af fyrretræ og nelliker og gamle appelsiner. Hun gjorde nok sjældent rent i kælderen. Det var ikke nødvendigt med kommoden, de to grå stole, den lave seng og et rundt bord med tre ben, skubbet ind til væggen, så der var plads til hundene. Og nu glitrede hundehår og støvkorn i den spæde vintersols sidste timer. Men ingen rengøring, det gjorde hun i Oslo vest, hvor hun blev vejledt, kommanderet, dikteret, hun fik gode råd og fif, hun blev irettesat og gennet rundt, og hun måtte længes efter de seks hundeøjne, der altid fulgte hende, mens hun hvislede rundt i støvet, i stedet for at sidde her i T-banen, blandt seks, otte, ti øjne, mens toget triveligt borede sig fra vest til øst gennem mørket, under byen. Og så kom hun hjem, og så fik hundene en kiks: en, to, tre, haps. Og så glemte hun nok Norge, hun glemte velsagtens smoggen ved Carl Berner, tågen ved Besserud, vinterstanken i T-banen, når varmen blev tændt, og senere på året sommerstanken af vafler og pølser og brus, som hun skurede ud af tæpperne og spulede af fliserne og sorterede i sorte og blå og grønne affaldssække. Og hun glemte antageligvis huset, som ikke var blevet vedligeholdt siden 80’erne, da ejeren var midt i en skilsmisse og ikke ville forhøje værdien, en ejendomsmægler var det, glemte de brune eternitfliser på ydervæggene, og hun glemte længslen efter påskebaba og drożdżówka og strucla med powidłami i stedet for lompe med brunost og rømmegrøt og lefse med kanel og vaffelkos og bløtkake og krumkaker og smuldrepai og de satans ambrosiaboller. Nej, så hellere en tur ud i skoven, ud i mørket med de tre små lys, og … Nej, fy.

 
 
 
 

                                                                                                                                                                                    

Postkasse, nr. 60

Da vi overtog huset, manglede der en nøgle, det var vi enige om, vi bruger kun nøgler i etageejendomme, sagde vores nye udlejer, vi har aldrig brugt nøgler i villaer her i Oslo, det har aldrig været nødvendigt. Jeg havde ganske rigtigt haft en postkassenøgle og en grøn postbokslignende postkasse, der var indmuret til højre for indgangsdøren i den indelukkede (her tænker jeg både på lugt og klaustrofobi) trappeopgang, da jeg boede i den fire etager høje beboelsesejendom, som lå tæt på en lille park med en trist pavillon, hvor jeg læste på en bænk hele sommeren, lidt til højre for dér, hvor orkestret kunne have stået, men ikke stod, ikke Wien, men Oslo. Vores nyere, men dog slidte og ridsede, postkasse var også grøn. Den forrige var nubret og af samme slags metal som hængelåse er lavet af eller som overfladen på de grønne termoflasker, nordmænd har pølser i om vinteren. Den nye var af blik, og da jeg tapede vores håndskrevne navneskilt fast på resterne af de gamle sedler, opdagede jeg, at den ikke engang havde en øsken. Der er ingen mulighed for at låse den, fortalte jeg din mor, da jeg kom ind igen, vi må bare stole på folk, men jeg tror ikke, at hun stolede på mig, for hun sagde, at hun selv ville gå ud og se efter, og jeg kunne høre den forzinkede, rustne metalkasse lukke med et plunk.