Susanne Layla Petersen: To digte

så blev man sin egen skygge
med alt hvad det indebærer af
telefonopkald og breve

et godstog skærer sig gennem natten
fyldt med bagage og afdød familie som
aldrig ophører med at ringe til én

rummet fyldt med visne blomster
falmede og skrammede fotografier
midt i det hele: mit ID og fragmenter
af et manifest

projektører reflekteres i ruden
et gitter ud mod banen
holder de levende sikre
et sted i natten ender sporet

 
 
 
 
 

der er to veje gennem labyrinten
den som livet
indhyllet i sorte skyer
den som døden
badet i snehvidt lys
dine navne er
nedsmeltet i asfalten
dine skygger projiceret
på alle mure
oliventræets olie brænder

du er luften jeg indånder
hver gang jeg passerer
et åbent vindue
et spejl bredt ud i to flader
en niche med hjertets lys
i et andet menneske

oliventræets olie brænder
selvom ingen ild har rørt den
gennem labyrinten reciteres
dine navne igen og igen
 
 
 

Poul G. Exner: I made this banging, but, ehh, perhaps it’s because It’s too late and I’m a bit tired.

Dette er dagene,
hverken de sidste
eller første,
hvor demokratiet og fakta
drukner i floden af gift
på internettet endelig flydt over
kanten af monitoren,
og ind i vores hænder
i vores testikler og bryster
og hvor magthaverne
har ledt en slange
fastgjort til børsernes
udstødningsrør
igennem en sprække
i døren ind til rummet
hvor jorden mediterer
på sine årstider.
Den lange søvn vil sætte ind
så blidt som skyerne begraver sine egne
i en graf.

Dette er også dagene
hvor verdens befolkning
udviser en mærkelig og mørk
modstandsdygtighed
overfor den gispende svale
som vender sig i søvne
mod døden
i udtørrede flodsenge,
men også mod industriernes
propaganda-plakater
af evige isbjerge med moustache
sat op i horisonten
imellem enorme søjler af plastik og tjære.

For der er noget i vinden,
frygteligt som betændelse
i en bjergkrystals øje,
og røgen fra en rådnende måne
som brænder sit herberg
for Det Vågnende Hjerte
ned i mørket
som kommer fra
det kønsmodne, voksne menneske:
det kommer fra soldaterne
og fra civilister,
det kommer fra vælgeren
som fra anarkisten,
fra silkedugene i
dækketøjsskabet
og sølvtøjet i min mund:
magtmenneskets
generelt accepterede
insisteren på magtesløshed,
i bedste fald
magelig sendrægtighed.

Vi venter på børnene,
og børnene kommer,
deres tanker, deres ideer
deres bløde hænder
som stryger træernes kinder
men når børnene først er her
med deres intelligente drømme
og magiske liv
begynder fortællingen
om at de skal blive de sidste
forfra.
 
 
 
Note: Titlen er et ordret citat fra COP 15 udtalt af mødelederen
 

Jaan Henrik Grønvald Jensen: Fugle på en strimmel film

jeg drømmer. Jeg drømte i nat
det er en sorthvid strimmel
nogle af fuglene er unger

jeg har ikke forstand på fotografi
kender bare nogenlunde polaroid
det er fortid i små værelser i en by
jeg kan sige spejlrefleks er fancy
jeg havde et gammel Canon som jeg legede journalist med
bla bla fugle ved jeg heller ikke alverden om
de er poetiske små uskyldige

fuglene klamrer sig til en Lolle Frugt trækasse
en af dem der er hæfteklammet sammen
hele mit liv er sammen med fuglene i den kasse
vi snurrer rundt og rundt som Prateren
vi giver slip men falder ikke ud

I en drøm er det hele tydeligt
hvilken strimmel hvilket format
farve for selvom det er sorthvid er der farve
sepia blåt noget jeg kendte før jeg faldt i søvn
og fuglene jeg ved nøjagtig hvilke fugle

jeg vågner og kan ikke rigtig du ved

der var nogle fugle som en slags lineup
rammeløse portrætter uden pose
og en slags strimmel de var på en slags strimmel
det så gammelt ud god kvalitet
ikke noget at komme efter

der var så mange år
hvor jeg ikke drømte noget som helst
(der er stadig nætter dage uger)
du sagde jeg drømte som alle andre
jeg kunne bare ikke huske det
erindring. Erindring og digte
flere vil sige du drømmer også
du kan bare ikke huske det

jeg vil sige hvis jeg kan huske det
jeg så fugle på en strimmel film

Louise Merian Høj: Lys

Solen skinner ind gennem de hvide gardiner og får hans hud til at stråle blødt og varmt. Det spænder i kæben og spyttet stiger i munden for hun har lyst til at bide i hans arm og plante tusinder af hårde kys over alt på hans krop. Hun nøjes med at gøre det sidste.
Hun kan mærke det lyse ud af øjnene, det strammer over munden; hendes mundvige glider konstant opad. I hendes krop bobler af en længsel og en vildskab og hun kan ikke ligge stille, men klatrer rundt på hans lange, slanke krop der virker meget brunere mod den hvide bomuld.
 
Hun tør ikke kigge på ham, men ligger i stedet på siden og kigger ud i det oplyste rum, mens hun fortæller om alt det bløde og sårbare der ligger og ulmer under brystbenet. Fortiden, moderen, følelserne og tankerne – hun har fortalt om det hele uendeligt mange gange, slynget det ud i samtaler med tilfældige mennesker, som om det ikke betød noget. Men når hun ligger her nøgen i det bløde, hvide og han næsten holder vejret, for at være sikker på at høre alle ordene, føler hun sig som en lille krabbe med flækket skal – blottet og ubeskyttet – der ligger i store, varme, nænsomme hænder og det er næsten ikke til at holde ud og samtidigt har hun ikke lyst til at det nogen sinde skal stoppe.
Hun krammer om hans hånd, der hviler mod hendes hjerte. Hun kan høre tårerne som enkeltvist drypper ned på lagenet, med små intervaller, og hans forsigtige kys på sin hals, sin kind, sit øre og hår.
Hans bløde læber vækker hendes hud til live og får den til at sanse fornemmelser og sitrende nervestrømninger der er finere, end nogen nogen sinde havde kunnet forestille sig.
 
Hun løfter knæet op i sengen og lægger al sin kropsvægt på det, så det synker ned i madrassen, inden hænderne også lander og hun på alle fire kravler op i hovedenden, hvor han har lagt sig med lukkede øjne, efter at have lukket hende ind. Dynerne dufter af hans varme.
Det er tidlig morgen, men solen oplyser allerede det hvide værelse og han skjuler ansigtet i puden. Hun lægger sig smilende ved siden af den elskede krop, efter at have hevet t-shirten over hovedet og kastet den på gulvet, hvor den landede ved siden af resten af tøjet med en blød knitren. Hun presser sig mod ham og nyder hans kropsvarme, mens han gyser i mødet med hendes kolde hud og trækker sig lidt væk.
Nu skal hun være lykkelig og forelsket, som hun plejer. Han skal betyde alt, for følelserne må aldrig stoppe. Hun har taget morgenbrød med og solen skinner gennem de tynde gardiner, som allerførste gang, ganske vidst med et lidt blegere skær, men ellers er alt som det plejer på de gode dage, så hun må være lige så glad og forelsket, som altid.
Hun kysser hans brune hals og skulder, og stryger hans hår om bag øret, så hun kan se det smukke ansigt.
 
Eftermiddagslyset kaster melankolske skygger ind i værelset med de hvide bogreoler og det ludede trægulv.
De sidder side om side, med benene dinglende nervøst ud over sengekanten, mens de stirrer på den hvide plasticpind i hendes hånd.
“Hvad tænker du?” spørger han venligt.
“Ikke endnu!”
Hun ved at hun vil have børn med ham en dag – efter at have mødt ham forstår hun endeligt, hvorfor folk får børn med hinanden; tænk, at få lov at skabe et liv ud af kærlighed.
Men hun vil ikke dele ham med nogen.
“Godt, så er vi enige,” siger han som om der er blevet truffet en definitiv beslutning, der aldrig vil blive genovervejet og det gør ondt på hende, at han slet ikke er i tvivl, selvom hun mærker lettelsen suse igennem kernen af sin krop, da kun een lyserød streg toner frem.
 
Lyset har fået en køligere tone. Tomheden, suger varmen ud af dagen, tomheden der pludseligt er vokset frem imellem dem og som de stadigt ikke har bemærket.
Det er igen hende der har begyndt skænderiet. Hun ved stadigt ikke, hvad det handler om, kun at de har trukket sig igennem det igen og igen og at det har ophav i den boblende rastløshed hun ikke kan ryste af sig, uanset hvor meget hun råber og slår ud med armene.
“Men måske er det ikke nok, at vi elsker hinanden” råber hun, fordi det har hun hørt nogen sige i en film og fordi hun ikke kan forstå, hvorfor hun er så rastløs og ulykkelig og hvorfor intet af det han siger, gør nogen forskel længere.
Han sidder på sengen vendt mod hende. Hans stemme knækker og øjnene flyder over, han vil ikke have at det slutter.
Slutter? Hvem har talt om at slutte. Hun kan ikke slutte noget som helst. Ingenting må ændre sig.
 
Det er blevet dag igen.
Lyset trænger sig nådesløst ind igennem øjenlågenes smertene sprækker og tvinger hende til fortsat at være i live.
Hun er tom.
Hun kigger op.
Hun prøver håndledene. De slasker ugideligt hænderne op og ned, frem og tilbage. Omkring senerne flyder øm og kold opgivenhed.
Dynebetrækket er af et uvant frotéagtigt materiale. Hun dejser omkring, så hendes ene side synker ned i det bløde.
Hun kigger til siden, udover sengekanten.
Bag væggen er hendes værelse tomt og forladt og dødt. I midten står hendes himmelseng, som han aldrig skal ligge i mere.
Der kan hun ikke være.
Det er derfor hun ligger her i Sarahs.
Udenfor skinner solen på huse, træer, søer og siv, som om intet er hent.
Der kan hun ikke være, hun har meldt sig syg.

 
 
 
 
 

Lukas Ballin: Koordinater

På markedet: Vandmelonen er halv og rød i overfladen. De sorte kerner er løse i kødet, i solen. Melonen kommunikerer med solen. Den er under et tyndt lag film.

I supermarkedet: Putter dadler og hvidvin i vognen. Køber også frugt og et fad til at lave for eksempel lagkage på. Jeg køber tomatpurre, en pose oregano og en biodynamisk ægte kanel og kommer disse småvarer i en lille plastikpose, som jeg putter ned i den større indkøbspose, da alle mine varer er blevet registreret på transportbåndet. Køber en buket blomster. Den har jeg brug for. Køber så meget. Køber nelliker, olie, avocado, shampoo, flute, smør, smykker.

Ved havet: Jeg begærer havet, eller jeg begærer færgerne ude i disen. Himlen hæver og sænker sig, afprøver forskelligt lys. Himlen er skideforfængelig. Havet er hvidt.

På værelset: Kan ikke sove. Min krop rejser mig og skubber gardinet til side. Hele himlen lyser rustfarvet over byen, eller lerfarvet. Nu ved jeg, hvad søvnen altid har forsøgt at skjule for mig. Hvor ydmygende at se himlen i den tilstand. Der er en opladning i alt.

I stuen: Et helt hvidt lys gør stuen til et lysrum. Som druer af lys overalt i luften, våde, lys.

På værelset: Tager et billede af mig selv, for jeg kan ikke sove. Betragter fotografiet og skyggerne, der smyger sig under min hage. Hvem er det, der rejser sig fra min seng og går over og skubber gardinet til side? Himlen udsender et fremmed lys af rust og ler. Søvnen er et sekret.

I skoven: Den lyser, når jeg går igennem den.

I min krop: Den lyser, når skoven løber igennem den. Det er malmen, der vender sit bløde i vinden. Solen glitrer i mosset. Mosset er gult, og rødt og brunt, og brunrosa, og cremet vådgrå. Og grøn udvendig.

Ved havet: Havet med færger i sig er et vortende hav.

I min krop: Har lyst til at sende en e-mail til en eller anden.

I køkkenet: Min yoghurt er blevet for gammel. Det er en lilla yoghurt, der vælter ud af kartonen og plasker mod køkkenvasken. Jeg lader det ligge i vasken. Det kan jo være, der er et potentiale i lilla yoghurt. Og der er en opladning i alt indtil der ikke er det mere.

 
 
 

Esther Prætorius Salling: Skum til mit øre

skum til mit øre, til ovarier

i sneglehuset, i krumningernes rede

jeg vil hjem i dag til det cyanblå hav

den første runding i huset

hvor fedtet har aflejret sig

det kan ikke pilles ud

jeg lægger øret til gulvbrædderne

skummet på vandets overflade

er skyer i et landskab

de kan ikke længere skjule mig

øret mod skummet, ovarierne bruser

bladene er vinden og vinden er bladene

fuglens vinger er vinden og vinden er fuglens vinger

fuglens vinger er vinger og vingerne er blade i vinden

fuglens vinger er druknende små og store i en vind i luften

fuglens vinger tærer på vinden, vinden tærer på havene

fuglens vinger og vinden

vinden, stiger du af badet

vinden, du er badet, du er ren

ovarier og hus

giver ly til hinanden under vinden

under bladene

skoven er bladene i vinden

skoven er vind og lys

lyset er vinden og havet

havet er vingerne og lyset er jordens vinger

lyset er rent, det er havet

lyset er ekkoet i husene

lyset er havet og havet er ovarierne

lyset og havet er ikke forbi

det bliver ved

lyset og havet er orangerødt og gult

lyset og havet er døgnet

døgnet er lyset og lyset er havet

havet er det største, havet er luften

havet tærer på luften

havet tærer på fuglens vinger

vinden tærer på fuglens vinger

fuglens vinger er blade

bladene er mulden i jorden

mulden er lyset, og luften tærer på mulden

mulden er skummet, men skummet er stille

ovarierne bruser

her er stille

lyset skyder gennem skummet

ovarierne skyder gennem mig

jeg skyder gennem skummet

bladene skyder gennem mulden

lyset skyder gennem skoven