så blev man sin egen skygge
med alt hvad det indebærer af
telefonopkald og breve
et godstog skærer sig gennem natten
fyldt med bagage og afdød familie som
aldrig ophører med at ringe til én
rummet fyldt med visne blomster
falmede og skrammede fotografier
midt i det hele: mit ID og fragmenter
af et manifest
projektører reflekteres i ruden
et gitter ud mod banen
holder de levende sikre
et sted i natten ender sporet
der er to veje gennem labyrinten
den som livet
indhyllet i sorte skyer
den som døden
badet i snehvidt lys
dine navne er
nedsmeltet i asfalten
dine skygger projiceret
på alle mure
oliventræets olie brænder
du er luften jeg indånder
hver gang jeg passerer
et åbent vindue
et spejl bredt ud i to flader
en niche med hjertets lys
i et andet menneske
oliventræets olie brænder
selvom ingen ild har rørt den
gennem labyrinten reciteres
dine navne igen og igen
Dette er dagene,
hverken de sidste
eller første,
hvor demokratiet og fakta
drukner i floden af gift
på internettet endelig flydt over
kanten af monitoren,
og ind i vores hænder
i vores testikler og bryster
og hvor magthaverne
har ledt en slange
fastgjort til børsernes
udstødningsrør
igennem en sprække
i døren ind til rummet
hvor jorden mediterer
på sine årstider.
Den lange søvn vil sætte ind
så blidt som skyerne begraver sine egne
i en graf.
Dette er også dagene
hvor verdens befolkning
udviser en mærkelig og mørk
modstandsdygtighed
overfor den gispende svale
som vender sig i søvne
mod døden
i udtørrede flodsenge,
men også mod industriernes
propaganda-plakater
af evige isbjerge med moustache
sat op i horisonten
imellem enorme søjler af plastik og tjære.
For der er noget i vinden,
frygteligt som betændelse
i en bjergkrystals øje,
og røgen fra en rådnende måne
som brænder sit herberg
for Det Vågnende Hjerte
ned i mørket
som kommer fra
det kønsmodne, voksne menneske:
det kommer fra soldaterne
og fra civilister,
det kommer fra vælgeren
som fra anarkisten,
fra silkedugene i
dækketøjsskabet
og sølvtøjet i min mund:
magtmenneskets
generelt accepterede
insisteren på magtesløshed,
i bedste fald
magelig sendrægtighed.
Vi venter på børnene,
og børnene kommer,
deres tanker, deres ideer
deres bløde hænder
som stryger træernes kinder
men når børnene først er her
med deres intelligente drømme
og magiske liv
begynder fortællingen
om at de skal blive de sidste
forfra.
Note: Titlen er et ordret citat fra COP 15 udtalt af mødelederen
jeg drømmer. Jeg drømte i nat
det er en sorthvid strimmel
nogle af fuglene er unger
jeg har ikke forstand på fotografi
kender bare nogenlunde polaroid
det er fortid i små værelser i en by
jeg kan sige spejlrefleks er fancy
jeg havde et gammel Canon som jeg legede journalist med
bla bla fugle ved jeg heller ikke alverden om
de er poetiske små uskyldige
fuglene klamrer sig til en Lolle Frugt trækasse
en af dem der er hæfteklammet sammen
hele mit liv er sammen med fuglene i den kasse
vi snurrer rundt og rundt som Prateren
vi giver slip men falder ikke ud
I en drøm er det hele tydeligt
hvilken strimmel hvilket format
farve for selvom det er sorthvid er der farve
sepia blåt noget jeg kendte før jeg faldt i søvn
og fuglene jeg ved nøjagtig hvilke fugle
jeg vågner og kan ikke rigtig du ved
der var nogle fugle som en slags lineup
rammeløse portrætter uden pose
og en slags strimmel de var på en slags strimmel
det så gammelt ud god kvalitet
ikke noget at komme efter
der var så mange år
hvor jeg ikke drømte noget som helst
(der er stadig nætter dage uger)
du sagde jeg drømte som alle andre
jeg kunne bare ikke huske det
erindring. Erindring og digte
flere vil sige du drømmer også
du kan bare ikke huske det
jeg vil sige hvis jeg kan huske det
jeg så fugle på en strimmel film
I supermarkedet: Putter dadler og hvidvin i vognen. Køber også frugt og et fad til at lave for eksempel lagkage på. Jeg køber tomatpurre, en pose oregano og en biodynamisk ægte kanel og kommer disse småvarer i en lille plastikpose, som jeg putter ned i den større indkøbspose, da alle mine varer er blevet registreret på transportbåndet. Køber en buket blomster. Den har jeg brug for. Køber så meget. Køber nelliker, olie, avocado, shampoo, flute, smør, smykker.
Ved havet: Jeg begærer havet, eller jeg begærer færgerne ude i disen. Himlen hæver og sænker sig, afprøver forskelligt lys. Himlen er skideforfængelig. Havet er hvidt.
På værelset: Kan ikke sove. Min krop rejser mig og skubber gardinet til side. Hele himlen lyser rustfarvet over byen, eller lerfarvet. Nu ved jeg, hvad søvnen altid har forsøgt at skjule for mig. Hvor ydmygende at se himlen i den tilstand. Der er en opladning i alt.
I stuen: Et helt hvidt lys gør stuen til et lysrum. Som druer af lys overalt i luften, våde, lys.
På værelset: Tager et billede af mig selv, for jeg kan ikke sove. Betragter fotografiet og skyggerne, der smyger sig under min hage. Hvem er det, der rejser sig fra min seng og går over og skubber gardinet til side? Himlen udsender et fremmed lys af rust og ler. Søvnen er et sekret.
I skoven: Den lyser, når jeg går igennem den.
I min krop: Den lyser, når skoven løber igennem den. Det er malmen, der vender sit bløde i vinden. Solen glitrer i mosset. Mosset er gult, og rødt og brunt, og brunrosa, og cremet vådgrå. Og grøn udvendig.
Ved havet: Havet med færger i sig er et vortende hav.
I min krop: Har lyst til at sende en e-mail til en eller anden.
I køkkenet: Min yoghurt er blevet for gammel. Det er en lilla yoghurt, der vælter ud af kartonen og plasker mod køkkenvasken. Jeg lader det ligge i vasken. Det kan jo være, der er et potentiale i lilla yoghurt. Og der er en opladning i alt indtil der ikke er det mere.
skum til mit øre, til ovarier
i sneglehuset, i krumningernes rede
jeg vil hjem i dag til det cyanblå hav
den første runding i huset
hvor fedtet har aflejret sig
det kan ikke pilles ud
jeg lægger øret til gulvbrædderne
skummet på vandets overflade
er skyer i et landskab
de kan ikke længere skjule mig
øret mod skummet, ovarierne bruser
bladene er vinden og vinden er bladene
fuglens vinger er vinden og vinden er fuglens vinger
fuglens vinger er vinger og vingerne er blade i vinden
fuglens vinger er druknende små og store i en vind i luften
fuglens vinger tærer på vinden, vinden tærer på havene
fuglens vinger og vinden
vinden, stiger du af badet
vinden, du er badet, du er ren
ovarier og hus
giver ly til hinanden under vinden
under bladene
skoven er bladene i vinden
skoven er vind og lys
lyset er vinden og havet
havet er vingerne og lyset er jordens vinger
lyset er rent, det er havet
lyset er ekkoet i husene
lyset er havet og havet er ovarierne
lyset og havet er ikke forbi
det bliver ved
lyset og havet er orangerødt og gult
lyset og havet er døgnet
døgnet er lyset og lyset er havet
havet er det største, havet er luften
havet tærer på luften
havet tærer på fuglens vinger
vinden tærer på fuglens vinger
fuglens vinger er blade
bladene er mulden i jorden
mulden er lyset, og luften tærer på mulden
mulden er skummet, men skummet er stille
ovarierne bruser
her er stille
lyset skyder gennem skummet
ovarierne skyder gennem mig
jeg skyder gennem skummet
bladene skyder gennem mulden
lyset skyder gennem skoven