Ida Johanne Baunkjær: Fire tekster

Forman os:

gå ikke længere ud end til navlen

Hæng huden op i kroge som en omsorg

Den svale kind,

et forgreningsløst figentræ

Hæng huden op i kroge som en omsorg

(Gud)

 
 
 
 
 

Den hårde, udspilede mave, en nålepude:

her bør du stikke dine traumesyle ind

Tilgro mit legeme som det viltre kønshår, der omkranser anus

Tilgro mit anus (en bøn)

Værnet, en forglemmelse

Forglemmigej (en blomst)

 
 
 
 
 

Midgårdsormen graver gange i min hud

Her må den lægge sine æg, og jeg vil våge over dem

Øjet,

defineret som:

et slimet, fremadskuende objekt

Øjet,

mit offer til Mimers Brønd, fald ned i svælget og jeg vil bade dig i syre

 
 
 
 
 

De hvide striber, en hinde over asfalt

Må flødens lette penselstrøg

fæstne sig på huden

(en bøn)

Nervearbejdet er

at undgå asfaltering

Hårdhedens indtog, en hær

af russere på Paradisbakkerne
 
 
 

Christian de Groot-Poulsen: Pjækker fra søndagsskole

Månen er et æg, og skallerne er lyset, dryssende ned
over vores hoveder, og vi foretrækker at tælle
græsstråene og give hinanden øgenavne, smuksak,
smuksak, og når morgenen kommer og afslutter
natteshowet, vrisser ægget på himlen over, at vi er
ligeglade, med andet end at gøre os paranoide, om
vores forældre opdager os, med tungerne så langt
rundt om hinanden, og strømhvirvlen
i hjertet, snurrer rundt, og rundt, kan Gud tilgive os,
for at bruge så meget tid på at læse hinandens øjne
som bibler, opgive meningen og bare tumle rundt
i græsset, med hænder over det hele, i et paradis på
størrelse med en hulahopring, tumler vi rundt og
kalder hinanden, smuksak, smuksak, og griner for sjov,
for alvor, med al vores gåsehud og humor, nu leger vi,
kluddermor i græsset, kan Gud tilgive os, at vi bruger
så meget tid på at røre hinanden, i stedet for at føle os
rørt af Hans ord, pjækker fra søndagsskolen, bruger
hele tiden på at holde gang i hvirvlerne i hjertet, hele
tiden, med hele tiden i hænderne!

Peter Kristiansen: Gamle kendinge, pontoner og adoption

Gamle kendinge

I mit forrige liv indledte jeg som ganske ung et forhold til en midaldrende svensk kvinde og hendes mand, Hasse. Det skulle dog snart afsluttes som følge af min bratte og gådefulde død en sommeraften i Värmlands øde skove. I morges så jeg dem så igen. Ude på gaden lige her uden for vores hus, mens jeg parkerede Mazda’en. De kom gående med hinanden i hånden og lignede sig selv. Da jeg fik øje på dem, blev jeg så glad, at jeg løb dem i møde, mens jeg råbte alt, hvad jeg kunne. Jeg faldt dem om halsen på skift, mens jeg slikkede deres ansigter og hænder. Jeg løb rundt om dem og bed for sjov i Hasses bukseben, og hendes nederdel fik en ordentlig tur. Jeg stak næsen helt op under den og snusede til hendes trusser. Samme duft. Kradsede hendes øvre lår. Men de ville ikke kendes ved mig. De sparkede ud med deres spidse sko og skreg, at jeg skulle gå væk.

 
 
 

Pontoner

Status klokken 5.43: Motoren på den mobile kran, der skulle hejse oliespærrepontonerne op fra ladvognene, henover de rekreative arealer med den tilstødende kennel og ind gennem kvistvinduet på 4. sal, satte sig i stemplerne. Hydraulikken låste, så løftearmen gik i stå med pontonerne dinglende let i brisen. Kranføreren forlod med det samme stedet for at hente cola. Andet forsøg (med Vagn fra SOK) er kikset på grund af blæst og kraftig sommerhagl. Helikopteren ligger nu brændende ovenpå en flok schæfere, med Vagn indeni. Det giver anledning til en vis opstandelse i og omkring kennelen. De overlevende – primært pudler – kaster hidsige glam rundt i nabolaget. Lys tændes bag den sorte røg. Morgengryet melder sig umærkeligt over Nordbyens tage, mens jeg overvejer næste træk. Måske den oprindelige løsning: At tømme pontonerne for luft, trække dem op med mit motordrevne spil og puste dem op indenfor. Men jeg har ikke nok dieselolie, og jeg ryger trods løfterne (der blev afgivet under protest og under indflydelse af champagne og cigarer) stadig to pakker North State om dagen. Jeg beslutter at indtelefonere en meddelelse og aflyse det hele. – Vi ses nok ikke mere herefter, svarer hun med prusten i baggrunden.

 
 
 

Adoption

De tog ham ind fra gaden som fireårig. Tynd og bleg og forfrossen, som han var. Efterladt af moderen, der var prostitueret i midtbyen. Jens Ole hed han, men de døbte ham “Nr. syv”. De fodrede ham op et års tid og spiste ham så til jul i en ret fin udskæring. Det vil sige, de gemte en fjerding til påske, hvor de skulle have nordmændene på besøg. De var helt enige om, at han var den hidtil bedste.

 
 
 

Rasmus Cederlund: Mørket

Sollyset strækker sig, så tyndt energien nu kræver,
linjer der gløder mod stoffet søvnen forlader;
solsorten synger i mol, men i lystig frekvens
og prismet det hænger så stolt i de nøgne ruder
det lovpriser fyndigt hver farve, og synets guder. –

Hvor døgn skabeleres af cirkler, mens år imiterer ellipser og
de mødes i svingninger der pumper fotoner mod jorden
så lyset er arving til mørket, og vice versa, –
i denne misundelse frydes mit øje bestandig ved prismet
når kilden til farvernes synlighed spaltes til farver og
partikler som bølger i pragt bredes ud, i skala.

Sollysets fravær i kældre inspirerer des sjældnere
toner bagved de vidt opspilede pupiller;
men vakuummet graver så dybt bag sindets ruder
at en undergrund vil vise sig langt, langt nede i hadet
hvor sproget du ønsker, bevogtes af frygtelige guder!
 
 
 
 

Liza Parnov Ryder: To tekster

1.
Det er altid noget bestemt:
Følelsen af frisk harpiks
på fingrene
eller duften af kamfer.

Et bestemt træ
ovre i anlægget,
som jeg godt kan lide
at læne mig op ad.

Og en bestemt revne
i murværket på kirkegården,
som jeg godt kan lide
at stikke min finger ind i.
Helst med lukkede øjne.

4.
Med ryggen mod muren
på 13. etage
ser jeg dig ligge
i en flimrende seng

Udenfor er det sommer.
Og jeg vil
aldrig glemme
dine vinterblege ben
eller hvordan du åbnede
de babyblå øjne
og dybt dernede,
svøbt i salmiak,
hviskede livet tilbage
gennem de smukkeste ord,
jeg nogensinde har hørt:
”jeg er tørstig”
 
 
 
 

Bue Lomme: Drenge

deres hænder kommer i fast
form, ryggene
konkave på betongulvet
deres kroppe kommer i flydende
bevægelser, ryggene
mod hinanden i afsked

*

tyngden under huden
kødet kødet kødet
trådene i kødet
mellem væggen og
væggene mellem drengene

*

ingen vil bærer dem
igen, ryggene, drengene,
nærværet i deres ben
drengene samler deres hænder,
siger undskyld,
forlader deres egne kroppe.

*

de har brug for mine håndled
min sved
min hjemkaldelse, de drenge
de tynde drenge
med hænderne på gadehjørnerne

*

nu kan du
flytte hårets grænse

og

drikke af min hovedebund
munden kan kæmmer håret

kammen, din ru tunge
er ubrugelig gennem håret

du holder hånden
under hagen
munden kæmmer håret igen

halsen ud over
dine hænder
strammer grebet nu
betydeligt mere nu
mere kan struben ikke tage nu

vi er frie som drenge
kun nu
er vi frie som drenge

*

ansigtet stiger ud
med en kort sandhed
af jorden
der fylder munden

ansigtet stiger ud
af jorden
med en kort sandhed
der fylder munden

ansigtet stiger ud
af jorden
der fylder munden
med en kort sandhed

 
 
 

Nina Svenne: Denne kvitrende verden

V[elb]e [ha(g v)e] d s [elv] be [drag]
Som v [et å s] y os [s inn]
B [ru] [kne]
 
Å mø]rke mø]rke mø]rke
Fra fe[il ]steg t[il ] fe[il ]steg
 
For[tær]t
D [et er] s [alt] på r [osen
 
Se]n [e ros] [er fylt] med [tid] lig sne
V[år t h [os] π [tal er] j [ord] [en s] elv
D [et s] [kjære] r inn[ i
(Al[le] in) n i [mø]rket
 
Innv [ikle] t
Skru] kk[er de] [t og g] [latter ut
 
K [lokk][es k][lem]t[ende]
 
S [madre]
 
Du r] und] er den] på hjemve [i
Den ne k vitr ende v erden
 
Løvet v [ar full] t av b [ar] n
s t [ammen] s [dia] – lek t
Gj [al le] t
 
D] en [ne kvitre] nd [e ver] den
 
S[tåle]t i v[år]t [sy] k [e ve] v
B[eve]g[gru]nn[ene]
D [en d] yp [e ve] i en
 
rø[ ]st
[K la(m] [r) er]
La m] eg [slip]pe me[re s nakk
 
Et ly] [s som er] b [lind] [het]
 
Have] t u [ler] el [ler] [ bjeff ] er
S [lik] k (e t og s) [lukt]
 
G [lød]
Bø] lgers r [op vind] er s [ro] p
Pø [l o] g [ja] m [mer]