Hvis jeg var et krydderi, ville jeg være rosmarin. Fordi man kan bruge mig med citron og hvidløg, ovenpå kartofler og ind i ovnen ved to hundrede grader. På kylling, på brød, i sammenkogte retter, og i de stærke drinks, du mixer til mig på mit køkkenbord, på en fredag aften. Jeg er rosmarin med havsalt, som er rund og skarp på tungen. Karakteristisk og ikke til at tage fejl af. På pizza, som alle elsker, og hængende i et bundt fra loftet, fordi de bare godt kan lide duften. Boltrer sig gennem luften, lander på min hud, fordufter. Forsvinder.
Du ville være chiliflager, fordi du brænder mig i halsen, og du skal indtages i små mængder. Du er chili, for du giver alle kedelige retter et kick, fordi du kan give mig tårer i øjnene og få min tunge til at blive lam.
Chili og rosmarin.
“Det burde vi kalde os,” griner du. Du ligger på stuegulvet i mørket.

Hvis jeg var en lyd, ville jeg være lang, blød og dyb. Beroligende. Måske en bas? Jeg ville være tæt og sammenfoldet, lukket og mørk. Jeg ville runge i dine ører, tromme på din trommehinde, glide mellem dine fingre. Mærke dit hjerteslag, måske slå i takt med det. Duk. Duk, duk. Jeg ligger i baggrunden, skaber en bund til den intense, højere og lysere tone. Den der lyder som et skrig. Men ikke et ubehageligt skrig, ikke et skrig man er bange for. Men et skrig, man godt tør lytte til. Du er lyden, man danser til. Lyden man kysser til. Du er sirenen i dén nat, jeg skaber. Din lyd skærer igennem min tunge tåge og former mig. Får mig til at lyde bedre, end hvis jeg var alene.
Dine negle er længere end mine. Du siger, at du ikke kan lide Chardonnay.
Hvis jeg var et stjernebillede, ville jeg være Lille Bjørn. Jeg ville ligge trygt over den nordlige halvkugle, med Nordstjernen som mit element. Og under mig, som min klippe, ville du ligge. Du ville være Karlsvognen. Syv stjerner, ville du være, og du ville ligne en indkøbsvogn, som man kunne fylde med hvad man havde lyst til. Jeg ville fylde dig med saltlakrids, med jordbær, med kærnemælk. Jeg ville fylde dig med rosmarin. Jeg ville være Lille Bjørn, som ligner Karlsvognen, bare mindre og lodret, i stedet for vandret. Og folk vil kigge på os, når de er fulde, forelskede eller forladte. Måske alle tre ting på samme tid. Men de ville se dig først, fordi de kender dig. De snakker til dig. Jeg hører hvad de siger, og venter på, at de opdager mig. Jeg skinner så skarpt jeg kan. Nordstjernen blinker.
Terrassedøren i min lejlighed står åben. Vores arme og ben er viklet sammen. Du ligger på min hånd.

Hvis jeg var et stykke tøj, ville jeg være en lyseblå sweater. Jeg elsker lyseblå, og du siger, at den farve passer godt til mine øjne. Jeg ville være en lidt for stor sweater, og måske ville jeg klø og kradse lidt, hvis du er sart. Men hvis ikke, er jeg bare varm. Du kan tage mig på, når du fryser, når du har brug for et mentalt kram. Og når jeg bliver for meget, og får dig til at svede og føle dig klam og ubehagelig, så tag mig af. Smid mig over stoleryggen lidt tid. Men saml mig op igen.
Indenunder dén sweater jeg er, er du. Du er hvidt blondeundertøj med en sløjfe på trusserne. Du smyger dig om mine hofter, ligger dig om mine bryster. Jeg har dig altid tæt på. Du beskytter mig, fra dét jeg ikke tør vise. Fra dét jeg ikke tør være. Du gør mig tilpas, og jeg tager dig kun af, når jeg skal i bad. Så ligger du på mit badeværelsesgulv og venter.
Præcis som du gør nu. Du ligger på mit badeværelsesgulv. Du er nøgen, og har åbnet vinduet, så det regner ind. Din mave trækker sig sammen, når de kolde dråber rammer dig i navlen. Du griner. Det skærer gennem mørket, for vi har stadig ikke tændt lyset. Jeg kysser dig og dit bryst og lægger mig hos dig. Dine hænder er ru, jeg kan mærke musklerne i din kæbe, når jeg rører dit ansigt. Dine øjne følger mig.
“Ser jeg lige så dum ud, som jeg tror?” spørger du, og jeg ryster på hovedet. Slet ikke. Jeg kan se min refleksion i dine mørkebrune øjne.
“Du har næseblod,” siger du. Det drypper på din nøgne brystkasse.

Hvis jeg var modig nok, ville jeg blive her.