Klara Li Scheutz: amor. sardinien

Det er for tidligt på året og for sent på aftenen

Det er mig, jeg kigger på et maleri jeg overlever

Det er mig, jeg overlever
 
 
 
Du sagde en dag vil der være et hjem igen

En dag vil der være et hus´´´´

En dag vil der være

Hjem igen

Og en dag skal vi bygge
 
 
 
Der var engang

Vi så solopgangen

Og du så solen på min kind

Og du rørte mit øre
 
 
 
 
 
Et hus

Og en å

Og en have

Og en regn

Og en stor squash

Og en der kom

En der kom til

En der kom til hverdag

Og som kom til os hver dag

Og som kom med det til os. amor
 
 
Lige nu

Dage skal gå

Det er bare dage skal gå
 

 
 
Vi så gammel fæstning

Vi så flamingoer

Vi så dem, fløj over os
 
 
På den den gamle fæstning

Vi så dem flyve over os på den gamle fæstning

På sardinien
 
 
Vi var taget dertil med færge om natten

På sardinen vi havde set det om natten
 
 
 
Bare det bare os

Flamingoerne

Bare det bare det bare det. sardinien
 
 
amor. sardinien
 
 
 

Kristian Kimer: Tre digte

årstiderne vrider sig
som en kvinde
på slangetur
ud af det gamle skind

har du set en plov vende jord?

hvert forår
vender hun en anden
kind til

og hun er træt af det,
hun vokser fra det

snart er det sommer
og efterår resten af tiden

hun regner det hele af sig,
hun vil leve et helt nyt liv

 
 
 
 
 

kroppen er syvogtredive grader varm
her

andre steder
både varmere og koldere

inderst gloende
som feber,
øverst frossen
som dvale

se, en svale

som en nervebane
gennem himlen

 
 
 
 
 

jord,
du er ikke min mor

men dine øjne
løber i floder
ud under verdens vandoverflade
og lukker sig
som bølgende maveskind

dit hjerte smelter

og kystbyerne står
som rækker af åbne fødestuer
du kan fylde
med vand
 
 
 

Clara Busch Madsen: Digte

 
 
 

Grønne høje væskeverden. Yderst den glatte stenbænk. Senere i dag vil jeg gå en tur og drikke en cola. Senere i dag vil jeg gå en tur og drikke en cola. Slanke klistrede boblemørke. Hårene på vores arme bliver hængende når det blæser.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Jeg pakker min ene hånd ind i et gult blad der er stort nok til det. Eller jeg lader hele verden løbe ud i græsset som en gullig lunken sodavand. Dryppe fra hud til sten. Børnene som bliver mindre og mindre. Kakerlakker i en støvsuger.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Det er først dagen efter jeg står i dampen. Stadig usikre luftkamre. Vifte tynde materialer. Børnene som bliver mindre og mindre. Vindruekerner mellem fingre. Gule høje væskeverden. En familie puster luft i badevinger. Senere vil de mase luften ud.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
En glemt sætning inde fra folder sig ud med lyden af våde badevinger på børnearme
 
 
 
Jeg lader mig organisere af græsset. Yderst den glatte stenbænk. Efter badetøjet kommer en lysere hud. Senere i dag vil jeg gå en tur og drikke en cola.
 
 
 

Stine Lundberg Hansen: Blå er ikke en farve

BLÅ ER IKKE EN FARVE

som cikorie
mjødurt og mælkebøtte
en stemme

en stemme tonede frem
talte om apokalypsens farver

rytterne malede himlen
vi kendte den ikke længere
som blå

blå er ikke en farve
blå er partikler

som cikorie og akeleje
blåklokke og ærenpris
som forglemmigej og jakobsstige

ordene faldt
fra himlens sætterkasse
mundene for optagede
til at blive mætte

de lagde sig i mulden
sendte sporer ud
formerede sig

vinden tog fnuggene
sammenhobninger af hvid

hvid er ingen farve
hvid er et ord

som kæruld og kamille
kløver og kvan
som mjødurt og røllike

vi kendte dem ikke længere
de red over vores tunger

tung tale faldt langs kysterne
og blev guld

tung tale faldt i vejkanterne
vi gik langs

rev asfalten med os

usynlige stemmebånd
bandt jorden sammen

vi satte neglene i
blødende blade
lagde bogstaver
i fostervand

gjorde dem afhængige af hinanden
gjorde dem talløse

i syv nætter rugede vi
så kom ordene
fødtes og blev mangfoldiggjorte

som gul snerre og brandbæger
rosenrod og bidende stenurt
som smørblomst og mælkebøtte

boblerne steg op
til gennemsigtige lyspartikler
klistrede til solen

gul er et ord
ingen farve

med syv segl lugede vi
vi flettede hinandens fingre
lagde ordene på tungerne
stemmerne en cello
i vinden

vinden blæste i syv basuner
som trompetblomster
som snerler
og støvbesatte fnug

vinden blev hvid
luften blå og dagen gul

vi arbejdede i mulden
trådte den flad
jorden drejede
til andre end os

natten blev blå
lyset gult og jorden hvid

tonstunge toner
klingede og boblerne
faldt
faldt
blandt åbne munde
gabende tunge

ordene kom i kor

som cikorie og akeleje
rosenrod og røllike

som kløver og kvan
mælkebøtte og mjødurt

som bidende stenurt
og gul snerre

som smørblomst, ærenpris,
brandbæger og forglemmigej

som jakobssstigen og blåklokkerne
og alle tårnene der styrtede i grus

gruset tog dem til sig
sandet og mulden med

ved vejen plukkede vi
atter steg boblerne
bristede

ordene klistrede
tungeslaskende
til læberne

holdt sammen af spyt
væskede de
piblede frem under huden
sprang ud af kroppen

vi sagde ordene

blå er himlens farve
gul er solen
hvid papiret
vi skriver på

med ord blev verden til
med ord forgår den

som cikorie
mjødurt og mælkebøtte

 
 
 

Carla Dengsø: Dig Kirsten

solen blinker lidt for den har masseret jorden hele
dagen ja den gode jord hvor vi så ofte sidder og spiser bare
os to Kirsten på jorden os to og vores kroppe dovne op ad et træ eller
med benene hængende udover broen vi sidder tit sådan det forestiller jeg mig
i hvert fald at vi gør måske var det kun to
måske tre gange men når solen er varm er det mest de gange jeg
tænker på og dyrene kigger op fra hullerne de indånder varmen de
stritter lidt i varmen og så dykker de ned og spiser
af jorden og hinanden dyrene åh hvor de tygger og nærer sig
nogle gange ruller de lidt rundt og andre falder i søvn jeg
tror jeg fortalte den slags bare sagde det ud i luften Kirsten
jeg håber sådan vores lille mis har det godt i solen et sted den blinker
lidt mere lidt hurtigere det er sjovt for skæret fra skarpt lys gør mig jo ængstelig
men solen ja den blinker mig ind i en rytme der ikke er kynisk
men vuggende og det tror jeg mest har noget at gøre med mor
hun plejede at lukke øjnene når solen gjorde sådan for eksempel i maj måned sol
ja jeg ved ikke hvor gammel jeg har været men der blinkede du meget
og mest bølgende af hvad jeg husker men indimellem bliver jeg i tvivl sol
om hvor meget det egentlig var at du blinkede
og intensiteten den har jeg svært ved at genkalde mig og min alder i de dage nej
måske omkring de elleve men nu mærker jeg mine skuldre der
på en måde spænder op under dine orange blink
fordi jeg forventer at de skal få mine skuldre til at falde lidt ned
som Kirsten du altid sagde ja det kunne jeg vist trænge til
og gik hen bag sofaen og pressede dine hænder ned i min stive nakke
men jeg forventer også altid så meget

 
 
*
 
 

mor sagde engang noget om verdens undergang tror det var en slags remse sådan
tænker jeg på det nu men hvad i alverden! laver den der bille
på mit ben det må være en skarnbasse åh ja de glimter sådan under maven
og man skal huske! at vende dem om for ellers spræller de sig ihjel
som når mor kildede mig men den der
og det er jeg sikker på kravlede også på stammen
men det var nok før vi hængte kattens lorteposer i det træ åh
den basse må have været glad
sådan en lort hvis den havde haft tænderne i den jah man skulle næsten
det var derovre man snakkede om at holde en sammenkomst
men så var det at brændenælderne
(og de kunne jo ikke forsvare sig selv)
dækkede hele området og ham der startede snakken var en fyr med briller
og han hed da Carsten!
der var de tatoverede lægge der tilbød at tage sin webergrill med
puha som de læggede eksploderede som muldvarpeskud nej
så var det bedre med brændenælderne
men så var det pludselig at vælge mellem
brændenælderne eller Kirstens hænder den slags gør mig ængstelig
som da katten forsvandt i mange uger og vi troede jo den kom tilbage

 
 
*
 
 

så vi købte os en grøn kano family size
den skal være family size sagde damen i butikken så der er plads
til både tæpper og madkurv derude var både sivene og gedden
den gedde kan nappe en i fingrene hvis man holder dem i vandet længe nok
ja sådan sagde jeg til dig Kirsten og hvor du hvinede og hvinede men det vand
nej det begriber jeg ikke
det selv samme vand de samme krummer fra dine voldsomme hindbærsnitter
de stadigvæk flyder rundt et sted og de lange spyt
jeg begriber ikke hvor det spyt ja alle de krummer kan være i alt det
væltende vand og jeg lod som om jeg trak vejret sådan nogenlunde
og så ud mod de siv og den gedde som du mente at have set
gedden under os gedden den ligger så stille fortalte jeg for mor vidste meget om gedder
fra morfar vidste hun den slags ja den ligger så stille helt forstenet ligger den
og venter på at knuse tænderne i en lille fisk og den lille fisk bare stivner
åbner munden for den fisk var ikke længere fisk
men noget glinsende midt i geddens ansigt
sådan er det med store fisk sagde du
ja det er derfor de skal fanges
og så kunne jeg jo have hørt dig om noget ja bare et eller andet

 
 
 

Marcus Voigt: samtaler over maden

beluga bolognese står på komfuret
bobler stille ind i sig selv, afgiver væde
jeg kigger på dig der troligt står
og rører rundt, keder dig
pastaen koger over
jeg tager den af varmen
så er der mad
vi går ind på dit værelse
i den nye lejlighed
du er lige flyttet herind
på frederiksbjerg med roommate
længere væk fra mig
vi sætter os ned og kigger hinanden i øjnene
jeg anretter portioner, du sukker
du vrisser over portionstørrelsen
siger at du ikke kan spise så meget
jeg siger at jeg bare kan tage over
spise resten når du ikke kan mere
så begynder jeg på min egen portion
blander fuldkornspasta med bolognese
anretter bidder på min gaffel
kigger op på dig indimellem
du ser ned på din tallerken hver gang
så i stedet kigger jeg på den gule væg bag dig
den du panikkede så meget over
skal hele værelset være gult?
skal det bare være én væg?
vi nåede at klistre dem alle ind i malertape
før du bestemte dig for at det bare skulle være den ene
nu står du tilbage med et forvirret værelse
med én grågul væg
over den kan jeg høre
overboen gå uroligt rundt
retter fokusset tilbage på dig
du sidder og græder salt ned i din mad
smager den til igen
jeg spørger dig hvorfor du græder
og du svarer at vi aldrig snakker over maden
der er for stille
i forhold til hvad du er vant til
og jeg svarer at jeg aldrig har snakket over mad
at jeg er opdraget til stilhed
at vi hjemme hos mig
aldrig snakker over mad
at maden på den måde bliver hellig
men at jeg godt kan ændre det
du er træt af at tage initiativ hele tiden
synes altid at du indleder samtalen
og synes for resten heller ikke at vi har samtaler
men bare parter der fortæller og lytter på skift
jeg strammer grebet om bestikket
ser dig sprænge i en sky af blod
og så siger jeg
at jeg vil gøre mit bedste
men at det er svært når du taler så uhåndgribeligt
og du har altså også en tendens
til at køre ting ud af proportioner
og du siger at du ikke vil ændre noget ved mig
men at det bare ikke er nok lige nu
jeg ville ønske du brugte dine ord til at slå mig
i stedet for det pis du har gang i lige nu
og det her skænderi
havde også været bedre
hvis Radiohead havde spillet i baggrunden
måske OK Computer eller A Moon Shaped Pool
et eller andet der kunne sætte det i reference
i stedet sidder vi i stilhed
og glor hinanden i øjnene
mine vrede, dine våde
jeg spørger om vi ikke skal gå ud
lige ryge en smøg og drikke noget vin
og du siger jo
så vi forlader maden
tager vin og smøger
og begiver os ned ad din bagtrappe
ud i gårdens mørke
tænder vores smøger
flammen dirrer i mine hænder
jeg ryger den færdig på ingen tid
hvæs af røg
og jeg kvaser asken til mos med cigaretten
tværer den ud til den ikke ryger mere
ser dig i dine grønbrune øjne
jeg har lyst til at spise dem
mærke dem briste i min mund
imens du taler videre om vores forhold
om at vi nok skal klare den
jeg rækker ud efter vinen
og bliver overrasket over
hvor koldt glasset er imod mine læber