Mathilda Printzlau: Fire digte fra samling

lyset
om morgenen

når du går med barnevognen
samler du
kastanjer
de botaniske kæmper
der aldrig før har taget din opmærksomhed

det er dit held
at barnet fødes i september
at temperaturen falder sammen med bladene
og en anelse langsommere end du lærer
en dag du kommer hjem er barnets fingernegle blå
en svag cyanotisk bræmme omkring dets læber
det kunne være sket for jer begge men
det skete for dig

kastanjerne
som du lægger i en krukke i køkkenets vindueskarm
kastanjestablens transformation
først en bjergkædesilhouet i nætternes gadelampelys
dernæst små tørre skaller
under solen
der slæber sig langs tagryggene

du stiller nye krukker frem

meget havde du troet ville blive
uoverskueligt
men ikke antallet af lag at påføre barnet
elefanthue eller den slags man binder under hagen
barnets far
der lægger sin finger mellem folderne i nakken
dig ventende på bedømmelsen
den sidste knap i midten
som I altid er uenige om

barnets kølige udendørssøvn
ind i vinteren ud i foråret
rosetterne af brunlige blomster
det eneste der i sommeren ser ud til allerede at være visnet
 
 
 
 
*
 
 
 
 
barnet ved ikke
at han eksisterer i verden separat fra dig
og derfor kan han ikke interagere med dig

du føler ikke længere
at du er dig selv
men heller ikke rigtigt at du er noget
nyt
det almindelige liv kan ikke hænge sammen
med det
der indeholder barnet

den største uretfærdighed er
at du ikke kan indtræde i moderskabet uden at
tilsidesætte dig selv
i moderskabet kan du ikke medbringe den du
var
aftenen få timer før du fødte
hvor du spiste takeaway som du hentede fordi du havde
lyst
i sofaen fordi du havde lyst
nu for evigt tilpasse dine behov til barnets
spise når barnet spiser
sove når barnet sover
tvinge en symbiose frem gennem vidt forskellige behov
skynde dig at tisse mens barnet græder i tremmesengen
og ham, der siger
jeg er træt
jeg går i seng
er det ok

det var meningen
at barnet skulle udfylde ensomheden
 
 
 
 
*
 
 
 
 
barnets duft om natten dets kropsvarme
dets iver efter at spise
de tunge bleer
barnet ved ikke hvad der findes i verden
udover det I giver

du ved endnu ikke om du elsker barnet
men du føler en dyb trang til at beskytte det
 
 
 
 
*
 
 
 
 
barnet
der nu virkelig er et barn
der nu rejser sig langs væggene
hver dag med et nyt blåt mærke
ansigtet flækket midt over
i et manisk grin
over disse nyerhvervede evner
du kan ikke længere løbe fra at han er
et menneske
 
 

Tina Frank: Jeg vil ha

jeg vil ha min egen grund         mit eget hus         selv i døden         vil jeg ha min egen jord         mindst tre kvadratmeter         mindst tyve år         med mulighed for besøg         sorg gråd         memory lane         jeg vil ha         individuel afgrænsning         jeg vil ha         at præcis         dette hul         skal være mit hul         med min helt egen         påskrift         ligesom Liselotte         Hansens sten         nede i venstre hjørne         bag toiletterne         der står         SOVER         KUN         !         jeg elsker det         lige tilpas         vanvittigt         jeg vil se godt ud         post         mortem         en sød gammel gartner         fx ved navn Gunnar         skal luge mit bed         smide gamle buketter ud         tænde gravlys hele         december         og ikke de der LED lys         nej         jeg holder øje med dig         Gunnar         jeg vil blive en god         vært         det ved jeg         jeg vil ruske i træerne         lade vinden føre en         duft med sig         karakteristisk         et strejf         af kaffe         calvin klein one         majs         jeg vil nå at         leje en autocamper         tøffe         rundt på motorvejene         fare vild         i slow motion         forsøge at komme til         Alaska         uden nogensinde at krydse Atlanterhavet         hvad siger du Gunnar         vil du med         før du de næste tyve år         skal pleje min grav         med min spøgelseskaffeånde         LIGE I         NAKKEN         eller som jeg med min afdøde humor vil sige         LIG I NAKKEN         griner du         Gunnar         tørt         altid knækkende over i et host

 

jeg vil ha børn Gunnar         det kan jeg mærke         børn der vil stille perleplader med         ubestemmelige strygejernssmeltede dyr på min grav         mange perleplader         måske         også nogle mere ambitiøse         udelukkende med hvide perler         der tydeligvis skal         forestille snefnug         jeg har altid elsket at lege med perler         som barn havde jeg en         rund småkageæske i metal         fyldt til randen         når jeg begravede min hånd i æsken         dykkede ned under overfladen         for at finde en sort perle         den kildrende fornemmelse         der samtidig var omsluttende         når jeg kom til at vælte min perleplade         på vej til         strygebrættet         alle perlerne spredt ud på gulvet         jeg støvsugede dem op
fordi jeg var for arrig         til at lave pladen forfra         de små klik op gennem         støvsugerstangen         nogle gange brugte jeg den lille håndstøvsuger         den der hang på
væggen ved siden af radiatoren         og blev opladt hele døgnet         men som alligevel ikke         kunne støvsuge mere end ti minutter         før den langsomme ugidelige summen indtraf         som walkman’ens dybe brummen         som mig         når jeg spillede fodbold         syv         minutters spurt         efterfulgt af gelerand         hvad med dig Gunnar         drømmer du om         at få børn

Emma Bernadette: Et digt

Mine fødders flader var ikke længere i kontakt med jorden
De indsamlede sandet på vejen op
Frøs sig livløse på våde sten beklædt med blødt tang
Slugte saltvand ved en fejl
Og det sveg i næsen
Jeg vågnede først da det var overstået
Du kiggede på mig fra strandkanten
Jeg var aldrig kommet i hvis du ikke havde kigget på

Dine øjne har ændret sig
De lyser
Ligesom mine, sagde du
Jeg ved de har ændret sig
Ligesom en humørring
Fordi jeg har prøvet det før

Du elsker at se mig
springe i
Du vasker sandet af mine fødder
Vikler dem ind i et håndklæde i bilen
Du hjælper mig med at få varmen igen
Tæller mine tæer
De er der
Alle sammen
Det er derfor vi tør
Gøre det hele igen
 
 
 

Mikkel Vejle: Fire Rødbydigte

der er altid mødrene
hernede med ru hænder der lugter af eddike
den ene der sylter drueagurker og
den anden der drukner dræbersnegle
hendes hænder er bløde
fingre i hans nakkehår

*

drengen sover ovenpå og
de griner
de ryger under emhætten mens opvasken sejler
og de griner så tårerne
triller

*

rollo i haven der jagter duer til vejrs
hende med røven i vejret
hun planter solsikker
alle frøene bliver spist af kragerne
på nær to

*

på svensk er en solsikke en
solrose
en gul parabol i
blomsterghetto
som følger solen i jagten på
signal
 
 
 

Sigrid Langgaard: Tre digte

Jeg åbner munden under brusehovedets stråler
til vandet bobler ud over mine læber og løber
i baner ned ad mig, hele tiden dråber der flettes til eller fra
som myrer der graver deres gange i sand
Jeg visker dem ud med håndklædet
stående på skiftende fødder på gulvet
hvor vand skubber vand foran sig i fugerne
Dråberne på vinduet har gadelys i maverne
bliver til lavthængende stjerner
Luften ånder tungere på huden om aftenen
som en velkommen gæst
Døgnet løber som en bølge op ad det næste
Morgenen, dagen puster sig stor og kollapser med natten
trækker sig tilbage og afslører en ny morgen
Natten sukker i mig
bevæger sig som luft i et pustet æg
mit åndedræt flyder ud i morgenen som æggeblomme

 
 
 
*
 
 
 

Pæle i horisonten hvor blå møder blå,
tandstikker der holder himlen fra at falde ned i havet
Jeg er et arrangement af cocktailpølser
Hårene på armene rejser sig som vindmålere
Solen lyser ned gennem den krøllede vandfilm
som Guds hjemmevideo på en projektør
Jeg graver mine gaffeltruckfødder gennem det bløde sand

Vandlinjen under hans knæ
På baglårene
de før krusede hår
vender altid tilbage til hinanden når de bliver våde
putter sig ind til hinanden og huden
Det er ham der har lært mig at svømme og nu står vi bare her
vi har ikke nogen tilstand vi kan befinde os i
hvor det er naturligt at røre hinanden

 
 
 
*
 
 
 

Togene løber ned ad banegårdens rygrade
et gys der triller over hver hvirvel i sporet
En kontrollørs nøglebundt bliver til en vindklokke i hans hånd
i buksestroppen igen bliver det hoftens boksepude
Jeg kigger mod uret mens han går som en ufrivillig metronom
hver gang et slag når den lille viser rykker sig for anden gang

en mand smider sin cigaret under et tog inden han står på
som om han prøver at tænde op i det
kontrolløren snakker til hans baghoved
slagene stopper, nøgleknockout
og banegården puster toget ud
og indånder det næste

 
 
 

Morten Walther Rasmussen: I morgen lyser drømmene

Det føles helligt at tale på vej gennem sne der falder.
Du siger, jeg skal lytte til Ian William Craig og til solen.
Vi går ud af byen, hvor livet krølles sammen.
Filtret ind i det uvedkommende slider det sig selv op.
”Desuden kommer vi jo fra havet,” siger du.
En rovfugl cirkler rundt over markerne, den har tabt noget.
Det er tusmørke, og der er ingen ude ved kysten.
Jeg har en fornemmelse af, at vi er de sidste.
Skyerne samler sig over alt der falder.
En stor bevægelse mod jorden.

 
 
 
 
 
 

I nat drømte jeg om en mand med flot hår,
som liggende på siden cyklede i en kasse.
Nu rydder jeg op på skrivebordet.
En mappe med digte fra dengang jeg var seksten.
Senere renser jeg tagrenderne.
Fordi Hawthorne engang har sagt,
at vi bedst registrerer naturen i smug.
Som himmellegemers puslen
bag den fine raslen fra oliventræets blade.
Men også fordi det tit regner.
Jeg anvender et hjemmelavet redskab.
Apollo 13 medbragte jo også en sekstant.
Ikke primært som værn mod våde blade.
Men alligevel.

 
 
 
 
 
 

Jeg har kigget på hækken hele morgenen.
Vi trænger begge til at blive klippet.
Mens vi flytter jord rundt i haven, taler du om en drøm.
Nogen komprimerede mørket til et hårdt stof.
”Man kunne lave knapper af det,” siger du.
Jeg kigger på soklen, der er begyndt at smuldre.
En hemmelighed der har været skjult i os lidt for længe.
Senere opdager jeg vand på vinduespladen igen.
Jeg ruller gardinet ned, men blåligt lys siver ind.
Som om et udrykningskøretøj er på vej.

 
 
 
 
 
 

De små gentagede bevægelser fylder dagen.
Jeg tænker på punkttegninger, mens jeg kanter plænen af.
Og på den store kolibri streget op i jorden i Peru.
I må godt sige, at de her sætninger er nonsens.
I ganske lang tid anede man jo heller ikke
hvad kontinentalpladerne var i stand til.
Engang tog jeg et fotografi af en rød perle.
Noget umærkeligt er først synligt bagefter.
Nu sover jeg, og i morgen lyser drømmene eventuelt.