Kasper Bjerre: Fastelavnsboller

Der var en måned til fastelavn, men Lotte var allerede bagud: ClaraLicious og SpiseLouise havde for længst uploadet de første fastelavnsbollebilleder. Selv HverdagsVera og HyggeHejsaHelle havde nået det før hende. Især Claras foto havde gjort indtryk. Hun havde taget det foran en regnbue, så det så ud som om, den endte midt i fastelavnsbollen. Det gule og røde i buen matchede mascarponecremen og syltetøjets farver perfekt. Lotte havde modvilligt trykket like.
 
Der var heldigvis ingen, der havde lagt fastelavnsboller fra Chiffon op endnu. Det var den tidligere konditor fra Omnia, Marcel Strauss, der stod bag det legendariske bageri. Han havde efter sigende brugt elleve år på at perfektionere opskriften på Chiffons fastelavnsboller, eller specialavnsboller, som de selv kaldte dem. På trods af det kunne de kun købes en enkelt dag om året: I dag.
 
Det var begyndt at sne igen. Kulden borede sig ind i Lottes kinder. Istapper tegnede zigzagmønstre under tagrenderne. Køen til Chiffon virkede også som om, den var frosset fast. Hun kunne kun lige akkurat skimte bageriets messingskilt for enden af den menneskeflod, der bugtede sig hen mod indgangen.

Hendes mobil vibrerede. Hun var nødt til at tage den ene handske af for at låse den op. Frosten bed med det samme i fingerspidserne. Et sug gik gennem hende. Nu havde YogaHanne havde også delt en fastelavnsbolle. Fra Chiffon. Hendes puls hamrede. Hun vidste det. Hun skulle være kommet tidligere. Bare de ikke nåede at blive udsolgt.

Hun puttede hænderne i lommerne og stak sig på noget med den handskeløse hånd. Hun trak den forskrækket til sig. En rød prik tonede frem i hendes håndflade og begyndte at løbe i en tynd stribe. Hun førte hånden ned i lommen igen, denne gang mere forsigtigt, og tog det op, hun havde stukket sig på: Selfiestangen. Den havde hun helt glemt. Den var knækket midt over, da hun havde forsøgt at filme i snestormen forleden. Hun måtte snart se at få købt en ny.

Køen rykkede sig en smule.

Pigen foran hende havde taget billeder af sig selv i lige så lang tid, som Lotte havde stået bag hende. Det havde hun i snart en time. Hun havde langt lyst hår, som hun blev ved med at røre ved, mens hun poserede. Hendes telefon var iført et mobilcover med strittende kaninører i lyserødt plys. Hendes selfiestang var ikke knækket.

Lotte syntes, hun havde set hende før. Var det ikke Stina? Jo. StinaStyle95. Hun var ret sikker på, at de fulgte hinanden på Instagram.

Varmen vendte tilbage til hendes ansigt med en prikkende fornemmelse. Langt om længe var hun i den ende af køen, der var indenfor. Snefnuggene smeltede i hendes hår og løb koldt i alle retninger og dryppede ned på gulvet, der var belagt med glaserede, turkise fliser. En mindre eng af tørrede blomster dækkede loftet. Lotte tog et billede af det. Nogle piger bag hende gjorde det samme.

Chiffons ansatte havde travlt ved kasseapparaterne. Bagværket flygtede nærmest over disken.

Foran hende blev det Stinas tur. ”Fem specialavnere” sagde hun uden at se op fra kanintelefonen.
”Der var du heldig. Vi har faktisk kun seks tilbage.” Ekspedienten smilte et ekspedientsmil.
”Ej okay, hvor luksus.” Stina skubbede en hårlok om bag øret. ”Bare stik mig den sidste også så.”

Flisegulvet åbnede sig under Lotte. Hun faldt ud af sin krop og styrtede igennem et kagecremestykt mørke. Pigen bag kassen bevægede læberne, men Lotte kunne ikke høre, hvad hun sagde. Alt blev næsten sort, før hun ramte en bund og blev slynget tilbage i sin krop. Nu stod den forrest i køen.
”Hvad skulle det være?” gentog ekspedienten og så afventende på hende. Lotte stirrede på den tomme kagemontre i nogle sekunder. Så vendte hun sig om og gik ud af butikken.

Sneen var taget til.

Køen gik i opløsning i takt med, at rygtet om de udsolgte fastelavnsboller bredte sig.

Snefnuggene lagde sig tungt på hendes skuldre.

Ud ad øjenkrogen så hun noget lyserødt skinne i det hvide: Stina og kanintelefonen. I den hånd der ikke holdt plysmobilen, holdt hun sit trofæ i form af en turkisgrøn papirpose. På siden af den stod der CHIFFON med store guldbogstaver.

Lotte vidste ikke hvorfor, at hun begyndte at gå efter hende. Hun skulle egentlig i den modsatte retning. Hun så ned på sine støvler. Stinas fodspor var tydelige i sneen. De så ud til at bruge samme størrelse sko.

Hun sørgede for, at der hele tiden var en tilpas mange fodspor imellem dem. Stina stoppede for rødt og lod fingrene glide igennem sit hår. Hun holdt telefonen ud i strakt arm og lavede trutmund til skærmen.
Lotte sænkede farten. En bus kørte forbi. En dreng i flyverdragt pressede sin næse flad mod et af vinduerne og kiggede ligegyldigt ned på hende. Lotte så sin refleksion i busruden. Hvad var det, hun havde gang i?

Stina havde kurs mod den store sø. Lotte fortsatte efter hende. Sneen lå tykt på den usaltede grussti og lød som vat under støvlerne. Der var ingen andre i nærheden.

Lotte begyndte at gå hurtigere. Logoet glimtede på posen foran hende. Nu var hun kun få meter fra den. Hun opdagede, at hun knugede selfiestangen i lommen. Sneen knirkede. Stina vendte sig om. Posen svingede let i hendes hånd. Hun så op fra sin telefon og rettede overrasket på sit hår. ”Hey?”

Blodet fossede ud i sneen. Som syltetøj i flødeskum. Lotte vidste ikke hvordan, det var sket. Men selfiestangen befandt sig pludselig i siden af halsen på Stina. Kun metalhåndtaget stak ud som en mærkelig piercing. Kaninmobilen lå halvt begravet i en snedrive. Stina lå ved siden af og kunne ikke længere kigge på den. Hendes arme og ben bevægede sig i små, ubrugelige bevægelser. Det var som om, hun forsøgte at sige noget, men ordene kom kun ud som en svag gurglen. Hendes hånd knugede stadig Chiffon-posens hank. Lotte fik den dog hurtigt vristet fri.

Hun satte posen fra sig på sit køkkenbord og ignorerede de røde plamager, den havde fået i bunden. Hun tog specialavnsbollerne op. De lå i en æske af tykt, turkisfarvet pap. På låget var Chiffon-logoet præget i guld på samme måde som på posen. Hun bandt det lilla stofbånd omkring æsken op. Indersiden var beklædt med folie. Hun fik gåsehud.
Hun fandt den tallerken, hun havde udvalgt i forvejen frem, og placerede forsigtigt den flotteste af fastelavnsbollerne på den. Den grønne glasur glinsede.
Telefonkameraet ville ikke stille skarpt. Hendes hænder rystede for voldsomt af begejstring. Hun satte sit mobilkamerastativ op. Det var bedre. Hun havde svært ved at få luft. Først da hun havde fået taget det helt rigtige billede og havde trykket del, kunne hun slappe af.

Vaniljecremen klistrede til hendes fingre. Fyldet lå tungt i fastelavnsbollen og fik bunden til at bule ud. Den smagte mest af flødeskum. Flager af wienerdej dryssede ned på gulvet omkring hende. Marcipanen klæbede til hendes gane som fugemasse. Hun så på hullet, hun havde bidt i kagen. En mørkerød solbærkompot sivede langsomt ud. Hun sank med besvær og smed resten i skraldespanden.

 
 

Ida Routhe: Ophav/havsnød

Jeg havde egentlig gode intentioner da jeg købte det hokkaido, men nu ligger det og rådner i køleskabet. Det ligger og rådner ved siden af sildene, som vi fangede i bidende kulde på båden i går. Det gik stærkt med de sild, men desværre ingen større fisk som vi havde håbet på. Jeg har kun mig selv at miste, det er det som gør mig farlig, sagde du på båden. Kan du huske hejremanden i parken, sagde du, han har også sild i sin pose til fuglene, der må være noget i vejen med ham. Jeg sagde: jeg laver nok en græskarsuppe i aften, har du lyst til at komme forbi?

Uden for Torvehallerne sidder mennesker, og lader som om varmelamperne kan gøre det ud for en sol i slut-november, det er smukt på en måde. Uden for Torvehallerne går en dame rundt med poser i sin cykelkurv, hun samler skrald fra gaden og sorterer det i bio, plast, glas og pap, mens hun taler til sig selv, det ligner hun bander.

Der er ting jeg gør uden at tænke over det, men for det meste tænker jeg for meget. Jeg tænker tit på, hvor grænsen går mellem pap og papir når jeg affaldssorterer. Jeg tænker på, hvor ensomt det kan være at være menneske, på at nogle er bange for knæ, det hedder genufobi, læste jeg i morges.

Begæret er en tinnitus imellem os, tænker jeg.

At huske en drøm man drømte for mange år siden som et landskab. At mærke en forbundethed, der minder om forrådnelse.

Angsten en isning i sindet, din trippen med benet en henvendelse. Vi farer vild i hinandens skygger, udvikler nattesyn over tid.

Jeg
er ikke sådan én der fik en retning forærende, en følelse af hjem
du
kalder mig en boomerang, men du kastede mig selv, husk det
og måske gav du mig noget du slet ikke havde, måske
er vi som grundstoffer med forskellige smeltepunkter
derfor umagen når vi søger
en sammensmeltning som klumper af bly og kobber

                                                                                        bly og kobber har ikke samme smeltepunkt

sådan er det med hinanden

 
 
 

Ann-Marie Blaabjerg: Fem digte

arterier
 
glasklare
pile
 
sprænger
 
søjler
gennem tider
 
rullende aftryk
 
danner
nye kar
 
 
vi hvirvles ind i
glødende spiraler
 
snurrer ind i hinandens
og egne veje
 
går på liner
over metropoler
 
fremmede og
sært genkendelige
 
 
fine snit
i tynd hud
 
en radering
af blodige ord
 
lysende kløfter
 
står og råber
endnu
en nuance
 
 
kvanter
 
bånd af begær
smælder over himlen
 
som vimpler
over parceller
 
mødes derude
 
hvor intet kvarter
adskiller sig
 
fra det andet
 
 
stille sne
og lys
 
gennem
sand
 
svævende
 
kloder
kolliderer
 
stadig
 
 

Jens Kruse Nielsen: 3 digte

Din nye verden

Du er så træt
og tunge knogler
bare et kort støvet stop
en rasteplads på dødsruten
et hvilested for dine planer

Det vi kan tilbyde dig er – øjeblik –
et øje fra Zeiss
en brønd fra Vitra
et asketræ fra Fritz Hansen
en regnbuebro fra Flos

Du kan få en bolig
tæt på stationen
man kan gå derned på 5 minutter
og aldrig vende tilbage

Du kan få en blank eftermiddag
eller en årstid
til at tænke det igennem
din nye verden

Jeg kan også ringe til dig
for at høre hvad du ikke vil
for at lytte til din tøven

Send dine sorte fugle fra Artek ud
for at se
om der skulle være nogen
som stadig husker dig

Os

Det prægtige tempel
kasino
og indkøbscenter
vi sammen ejer
har vi ikke planlagt
eller opført
det er blot fritlagt
ved erosion
og styrtende grus
nu står vi
Tusindårsmennesker
halvguder
halvdumme
nyrige
og smiler
med sand mellem tænderne

Sådan er vandet

Sådan er vandet på denne egn
tilegnet dig
som skal leve her

Hver dråbe smager som et ekko
af den forrige
og et løfte om den næste

Lysregn
over gule huse
skyggerne er tilfældige trafikanter i billedets krydslys

Dagene bliver skiftevis længere og kortere

Sådan er foråret på denne egn
tilegnet dig
som skal dø her

Hvert sekund smager som et ekko
af det forrige
og et løfte om det næste

Ujævndøgn

Solbølger
over gule huse
skyggerne er nødvendige trafikanter i billedets krydslys

Skiftevis længere og kortere

 

Kristian Park: To tekster

Batteri

Whoosh.
      Restart.

De suger hende ud.

Vi forsøgte, vi prøvede, vi var alkymister, vi var Frankenstein, og vi trak i håndtaget, og lynet slog ned, og jeg så det, jeg så det: Det blinkede i sort og hvid og ultralyd, og she’s alive og tillykke.

Jeg tænker igen på døden, og det tager mig altid tilbage til min otteårs fødselsdag, hvor jeg spiller Master of Puppets, så min fremtid fordamper, mens min mor ryster på hovedet, og manden, jeg kalder far, læner sig tilbage og lukker øjnene
      og der er boller og kakao
            og this one goes to eleven.

Battery får gulvet til at vibrere, og kakaokoncentriske cirkler skyller mod kanten af koppen, de vil ligesom ud, og det er nøjagtigt som i Jurassic Park hver gang T. Rex nærmer sig

      og T. Rex nærmer sig

og Jeff Goldblum lader en dråbe løbe ned ad ydersiden og siger at life finds a way, men den tørrer ind halvvejs nede, og nu er fodtrinene tydeligere
      nu er fodtrinene højere end trommesoloen
            nu er fodtrinene lige udenfor
                      og jeg har aldrig holdt vejret på den måde
                             og Lars Ulrich har aldrig spændt armen på den måde
                                    og verweile doch! du bist so schön!

Der er ingen efterklang, da Thit løber ind i hoveddøren og må indse, at hun alligevel ikke var i stand til at åbne den i sit løb, og hun prøver igen at tage i håndtaget, men er for hektisk, og hun prøver for tredje gang, og døren går op, og James Hetfield råber cannot stop the battery

      og jeg troede længe, at det var en sang om et batteri

Hun holder den op i luften, bylten, og hun skælver og rækker den frem mod os, så vi kan ane næbbet, og hendes læber bevæger sig, men vi kan ikke høre andet end smashing through the boundaries / lunacy has found me.

Og manden, jeg kalder far, er vores huckleberry, og han ligesom affyrer sig selv fra lænestolen og direkte ind i en Marvel character, flår den svøbte høne ud af hænderne på hende og lægger den på armen og begynder at massere nogenlunde det sted, hvor man kunne forestille sig et fuglehjerte, og jeg kan stadig høre den knasende lyd af en medicinstuderende, der så mange år senere brækker alle hans ribben i et forsøg på at genoplive ham, og jeg bilder mig ind, at mit otteårige jeg står der og kan høre det, mens han pumper kyllingebrystet med nænsomme tre fingre, inden han læner sig ned mod dens næb, og Thit holder sig for munden og så for øjnene, og hun snurrer rundt om sig selv, indtil min mor dirigerer hende ned i en stol
      og jeg skolder læberne
            og min gane hænger i trevler
                  og hun mangler 87 gener på kromosom 1.

Jeg slukker aldrig for Battery, og hønen dør, og manden, jeg kalder far, dør, og for fjorten uger siden slog lynet ned.

Hun går i stykker, da de suger hende ud.

 
 
 
Måske blander jeg tingene sammen

I multiverset er der ingen smalle steder
Vi har e-boks, dit liv i en kasse, billig vin.

I aftes: Askes kone kalder sig søvnolog og taler om indsovningsbesvær og siger hun kan hjælpe mig, men baby-girl er allerede sovet ind, og jeg tror heller ikke jeg selv har specielt vanskeligt ved at dø.

I sidste uge: I min e-boks ligger Schrödingers baby, og før vi har åbnet kan hun være i live, og før vi har åbnet kan hun være død, og på en måde er hun begge dele, men når vi har åbnet er hun enten det ene eller det andet, baby-in-a-box.

I fortiden: Klinikken beder mig oprette en bruger og please confirm your humanity, siger reCaptcha, kan jeg ikke nøjes med at afkræfte at jeg er en robot, det kan jeg ikke, jeg siger, Siri, confirm my humanity, og Siri siger, beklager, Kristian, jeg kan ikke confirme din humanity, og jeg er dancer, og jeg vælger alle felterne med trafiklys og vinger af og bekræfter, og den siger system failure.

For længe siden i en galaxy far, far away: Sygeplejersken løfter scanneren, og hun kigger, og hun scanner, og hun kigger, og hun siger ikke noget, men hun siger, hello darkness my old friend, og hun kigger på mig og smiler og siger, det ser fint ud, the Lannisters send their regards.

I aftes: Askes kone siger at jeg ikke vil hjælpes og at det er min egen skyld og at jeg selv bad om det, det var on demand, on de mand.