Jeg ventede på toget som altid. Hvad der ikke var normalt, var det der lå på sporene foran mig. En gammel mand. Han var sikkert svagtseende eller måske endda blind, og så var han kommet for tæt på kanten. Gad vide, hvor længe han havde ligget der? Det var sommer, solen stod højt på himlen. Luften summede af varme, og det var tydeligt at se på den gamle svækling.
  Man skal forestille sig en i forvejen rosinrynken gamling, der så oveni er blevet bagt på uvis tid. At dømme ud fra hans tilstand, havde han formentlig ligget der længe. Huden var ikke blot rynket og foldet, men også begyndt at skride af ansigtet, hvilket havde resulteret i, at øjenhulerne ikke længere var synlige. Jeg mente endda at have set en maddike bevæge sig ud fra en af hudens øjenhuler, der nu blot åbnede ind til det rå kæbekød. Det var dog ikke sikkert, solen stod jo højt på himlen og fik os alle sammen til at se syner.
  Jeg skulle lede i lang tid, før jeg fandt en lang nok pind, men til sidst lykkedes det. Jeg pirkede til ham, og kæppen gled lige ind gennem hans tøj, ind i huden og videre ind i kødet. Han havde samme konsistens som en smørblok, der har stået ude alt for længe og ikke er andet end en flydende, gul fedtmasse. Hvad der var mest chokerende, var dog, at manden stønnede svageligt idet kæppen gled gennem hans kød. Meget var på dette tidspunkt til at forudsige, men ikke at han stadig var i live. Jeg slap øjeblikkeligt kæppen, og den sank slattent ned gennem kødet. Ligesom hvis man stikker en pind ned i det øverste mudderlag af en våd jordbund. Hvilket egentlig er en mærkelig sammenligning, for man skulle da tænke sig, at oldingen var mere udtørret end nogensinde før. Han var tør udenpå og våd indeni, som var han indbagt. Nu begyndte det indre at fordampe. Jeg bakkede bagud, væk fra det kun akkurat levende lig, og begyndte at kigge mig omkring. Der stod omtrent tyve andre mennesker på perronen, men ingen af dem havde opdaget, hvad jeg havde lavet. Jeg prøvede at få kontakt til et par stykker af dem, men enten afviste de eller ignorerede mig. Alt i alt det samme. Alt i alt var det lige meget, for ingen havde set, hvad jeg havde set.
  Gennem varmeflimmeret kunne jeg nu se toget, og vejbommen gik ned. Jeg havde omtrent tyve sekunder, før det uundgåelige ville ske. Jeg kiggede mig rundt en sidste gang. Ingen reagerede. Jeg følte mig uendeligt opgivende i dét øjeblik, men besluttede ikke at gøre noget ud af det. Alt i alt var det lige meget, han var jo stort set død. Med en blød, døsig rokken lod jeg mig blive ført ind i den menneskelige ignorance.
  Jeg så slet ikke da mandens legeme blev tværet ud over skinnerne, op under vognen og slynget op på chaufførens rude. Jeg hørte kun svagt lyden af udsmattelsen. Jeg sukkede let af nydelse sammen med de andre ventende, da vi gik ind i togets kølighed.