Bidrag

Signe Pildal Hansen: Jeg går i Magasin om søndagen

Jeg ser elefanter drukne i verdenshavene og skylle i land som skeletter på Grønland. Aldrig har lyngen stået smukkere, siger hedemanden i TV. Aldrig har han oplevet noget lignende. Lyngen kan godt lide varme det ene år og væde det næste. I sidste uge toppede den. Lyngen trives i ekstremvejr, bare det doceres rigtigt. Den ved ikke, hvad der venter. Vil den glæde sig den dag, den beklæder hele kloden – den del der ikke er druknet? Eller vil den synge en rødlilla lyngblues, mens en kranieknogle, hvid som sne, ligger og blinker i solen?

Jeg er den hånd, der griber mig i håret og tvinger mit hoved under sortsmudset gletschervand, forplumret af aske og partikler af sod og syre. Jeg smeltevandstorterer mig, mens jorden drukner. Og jeg skyller min medicinurin ud i lokummet, håber på dens tvivlsomme effekter. Angstdæmpende, antipsykotisk, antidepressiv, kemiske regulatorer af highs and lows. Jeg sluger og pisser og skyller og taler. Jeg taler. Jeg flyver og går i Magasin og vil have ananas og iPhones, kemikalietøj, chokolade og kokød. Og flere iPads og macs og pc’ere og mere af det hele: aluminium, krom, kobber, kviksølv, bly og plast, jern og glasfiber, guld og grønne ædelstene, silicium, cadmium, sølv og katastrofer. Big data, mikromanagement, algoritmer. De ved, hvad jeg vil have: mere. Og fred og ro og tryghed og på hospitalet og i skole og blive passet og arbejde med noget vigtigt, noget som udfordrer og udvikler mig. Ikke tørre røv for alt for få penge. Jeg vil være kreativ. Og til Vietnam og Paris og Påskeøerne inden det er for sent. Og til Grønland.

Vor Fader tager sig til hovedet og er for længst afgået ved døden. Han ligger og roterer, mens Big Brother (den store strateg) og Big Mother (den store pædagog) holder hvert deres vågne øje med os. De monitorerer, belærer, behager og bevæger os. Så lillesøster, lille søster, hvad skal vi gøre?

Vi vådrumssikrer – der er bestemmelser for den slags – så vandet ikke kan trænge uvedkommende steder hen. Så lofter og vægge ikke bliver bløde og smuldrer og slipper psykedeliske sporstoffer ud. Vi graver dræn ned. Og reservoirer. Sikrer mod stormflod og skybrud og Fanden og hans pumpestok sætter vi i sving. Vi vil ikke være våde. Kun engang imellem. Vi vil lede og regulere, lægge rør og ledninger og kanaler. Vi vil vandlåse og afløbe. Gennem tysk armatur, i fransk porcelæn og ud af svenske toiletter.

Jeg observerer verden i sidespejlet på mit mobil home, min Tesla in the sky with diamonds. Ha! Som om! Hvem siger, at det ikke er min pandeskal, der ligger i lyngen og blinker? Hvem siger, det ikke er mig, som verdenshavenes plastikfisk har nappet kødet af? Hvem siger, det ikke er mig selv, der har gjort det?

Hannah Kazmi Høgsbro: Ceremoni

Det tørre, fattige, jyske hedelandskab er truet af frugtbarhed. Det springer i enggræs. Et sted er skyerne lodrette, de har en agenda. Snart skåler skræppebladene i tung majregn for de gule rapstæpper langs E20. Det handler om styrken i farven, det modige i at vove sig frem, de ranke stængler. Der stiger en særlig alvor op fra jorden efter et tungt regnskyl, det har noget at gøre med måden græs og blomster rejser hovedet på igen. Vi tager langt vestpå, vi får propper i ørerne. På vejen ligger døde dyr, egern og andet rødt, og bliver kørt igennem igen og igen. Bliver en del af vejen, bliver dets matte pigmentpletter, som ahornbladene gør det i våd novemberasfalt. Over os: rovfuglene i cirkler. Andre i løvspringende læhegn. Engang fik man en lille cylinderformet lakrids for hver af dem, man spottede. Den bitre fornemmelse på tungen, sort savl. Vi siger ikke noget om fuglene.
 
Tidligere kyssede vi barndommen farvel gennem en ceremoni med hakkebøf og sort te fra Aldi og solen klokken halv fire og den firkantede duft af pelargonierne i vindueskarmen. Lysindfaldet spillede en rolle, dets forudsætning: vedbendbladene, pelargonierne i vindueskarmen. En skovdue og Joan Baez var lydtapetet. Du sang med på Diamonds and Rust, din stemme var en besværgelse ud af en tryllestav, spændingen over en elektrisk ledning. Det var noget med måden, du slugte light years på.
 
At tage vestpå er at tage ansvar for sin udvikling, Vesterhavet er et voksent hav. Vi smiler til hinanden og er bange for døden. Mørket spiser bølgelængder, det er svært, når alting bliver blåt. Nogle steder er døden blå. Havet trives i skumring. Vi smiler til hinanden og tager alt vores tøj af, lægger det i en bunke, vi forsegler den med sko og er bange for døden. Kærtegn fra flygtigt sand, små slag på huden. Vesterhavsvinden smyger sig gennem bunkens ærmer, de blafrer som arme i afsked. Sandet er koldt og fugtigt under fødderne, der danner spor, ingen vil bemærke. Vi træder i blæretang, i blåmuslinger, men det er lige meget. Det er med hinanden i hånden, at vi løber ud i dåben. Huden hopper om vores kroppe; brysterne, maverne, ballerne, lårene er sandsække om os, de sørger for, at vi vender tilbage til den jord, vi groede op fra, som de struttende hvedeaks til sensommer vil vende mod den jord, de er kommet af. Man vil leve retrospektivt. Tale i datid. Tale om det med tiden der går, dens hastighed og livets, bruge store ord. Vi ved det godt, vi ved også godt, at der ikke er andre retninger, så vi gør som bølgerne, der løber os i møde hånd i hånd, de råber på os, overdøver os med sprøjtende fråde. Ingen bemærker, hvordan hænderne glider fra hinanden i bølgerne. Alt der bemærkes er huden, der bliver aktiv som grænse og påtager sig rollen som frontorgan: modtager tappert de første pile. Måske skærer vi os på sten, vand. Det gør ondt, ved vi, men vi mærker det ikke endnu.
 

 

Laura Safie Kabongo: Tre tekster

Under havbunden er en anden bund
en bund af noget andet
og så er der farver
farver og fugle
fugle med farver
farver med fugle
en ugle
med gule øjne
gule øjne, en ugle og en bund
havet er blevet ædt af en andet hav
havet er en suppe af blod og fiskekranier
fugle der danser på fiskekranier
det der er oppe er nede
det der er nede er oppe
havet er en suppe klædt i rød
fugle danser og spiser fiskesuppe
langt nede er der farver uden lys
lys uden supper og dybere
nede er et andet hav. Under øjnene andre øjne
Fiskene svæver, fuglene svømmer
 
 
 
 
Dette sted er ikke et sted
men der er vel en stol
jeg kan løfte den over i hjørnet, mobbe den
kalde den en nørd
Der er vel et gulv
jeg kan strække det ud over mig som et tæppe
jeg kan trampe det på plads
hvis det laver ballade.
Der er vel en væg
jeg kan klatre på eller spytte på
loftet er kun til for at falde tungt ned over mig
Dette sted er ikke et sted
men der er vel et vindue
 
 
 

Jeg opdager nye ting i oversættelsen fra notesbog til computer.
F.eks. kan du tilføje fodnoter og brudstykker fra internettet ind i teksten som gør den endnu mere absurd end dine egne ord tillader. Men der er også visse ting som går tabt i oversættelsen. F.eks. kan katten kun dukke op i Venteværelset ved at gnide sit hoved ind imellem notesbogens åbne sider.

 
 
 

Nanna Vibe Spejlborg Juelsbo: Her ligger landet

Her bor en hejre. Her ligger landet. Sådan skabes forventning. Vi er på tur ud i allemandsret. Her må slås stilling op, hvis ikke du ejer flader. Åh, fladerne. Dem, som alle vil mase. Vi løkker hinanden, før det sker. Magnolia, træterrasse. Alle vores drømme er ens. Alle vores frugter er de samme som dem før os selv. I bedene vokser altid snerler. De ved det. Deres arme fanger alt.

Vi tænker ikke på hegn og flod, vi regner med vandets aktier. De står i svær kurs. Vi opfinder tale, vi finder sult. Landet har mange munde at gøre olie på. Vi brænder dem for varmen.

Ved vandet ligger et stykke jord. Vi blodruser dette naturlige materiale. Vi gør ingen svampe efter. Det er vores fortjeneste alene.

 
 

Carla Dengsø: to digte

strå/stakåndet

***********************************************

gennem
              dugvåd mark og skråning vandrende

dyrenes hule råb

***********************************************

tordentölt og seks sorte prikker for solen

***********************************************

strygende                     korn
knækkede lyse stæng

knækkende lyse morgener

***********************************************

foroverbøjet
væltende               korn
de
      tunge tomme korn

***********************************************

bare se de buskede fjerkroppe

***********************************************

gennemhulle disens tyngde
















Guldbelagte gårdhaver – knitrende parkeringspladser : visitter/budskadsnisser/vilde
                                                                                                                                             keramikvaser

huskatten vandrer gennem træets aflagte klaser

øjnene spejles i regnen i kroppen i vandet under broen
                                                                                                     pelsen strejfer med fuglene

kattens blik drejes mod
                                            de 25 sorte vingeslag

og vi trasker hjemad i skoddet af en plæne vi engang inhalerede
                                                                                                                     som snottet under
rødmosset/flængende hud

i aften ser vi TV

Birgitte Krogsbøll: åndedræt

de sommernætter
vinduer og døre åbne
og jeg hører lyde oppefra
og mærker, at det åndedrag ind
jeg tager lige nu
kommer direkte fra en flagermus
der ånder ud, eller en ugle 

de puster lige ned i lungen på mig
bittesmå næb og munde
minimale trompeter
og gør mig så
uendelig banalt bevæget 

et myg
stankelben 

og mursejlerne deroppe
så smalle og stille som de flyder rundt
ibenholt i sej fluorescerende olie 

eller himlen er en helleflynder
gællerne 

ind og ud, direkte ned i mine
sølle fjendtligt lurvet menneskelige
blodbaner, klapr svupr klapr 

radioen hvisler om tørke
jeg børster tænder og skyller
på altanen igen
puster ud og op, og lytter 

ikke en lyd
de er vel videre
klogere end som så 

ånder på en anden
lige ned i lungen