Bidrag

Hans Karup: Grænsedragninger

Mine hænder
er grænsedragninger
og underjordiske strømme

mine hænder
er grænsen mellem
væske og støvet

mine hænder
kommer af jord
og bliver

mine hænder
bliver støv og
bøgens blade

mine hænder
er en stemme
der er hvid

mine hænder
er magten til
at forme

mine hænder
er flydende
overgange

mine hænder
er flettede
ind i hinanden

mine hænder
er grå
grådige

de griber fat
i alt hvad
de kan

mine hænder
er hvide
som sultne børn

der står
nedbøjet i
tilforladeligheden

mine hænder
er varme
som mirabelletræet

der tror at det er forår
selvom det er
november

mine hænder
er varme
og de mangler

mine hænder
er kolde
af bekymring

mine hænder
er lukkede
som grænsen

mine hænder
er åbne
sår

mine fingre
er spredte
syriske familier

mine fingre
er samlede
skrifter

mine hænder
banker jeg mod hovedet
i ren og skær afmagt

det hænder
jeg hører
”der findes ingen fattige i DK”

det hænder
jeg trækker
en grænse

det hænder
jeg siger hvornår er
grænsen nået

det hænder
jeg siger hvor er
grænsen bom bom

jeg sidder
bare på
mine hænder

mine hænder
er upfront
tvivl

mine hænder
begriber det
ikke

mine hænder
er flodsenge
indtørrede tolkninger

mine hænder
læsninger i hånden
som er ufrugtbare

mine hænder
er grænsedragninger
og svinehegn

mine hænder
er baglæns
evolution

mine hænders
linjer er ligeså
uigennemtrængelige

som menneskemængden
midt i demonstrationen
foran Christiansborg

mine hænder
er grænsedragninger
og underjordiske drømme

mine hænder
bliver støv og
bogens blade

mine hænder
er besøg hos en familie fra Syrien
i ghettoen i Sønderborg

mine hænder
er en gæstfrihed jeg aldrig
tidligere har mødt

mine hænder
er den smukke syriske natur
med sletter og bjerge

mine hænder
er en tragt
der råber

mine hænder
peger på billedet
af Christian X

hvis hesten havde været sort
var han ikke kommet
over grænsen i dag

mine hænder
er grænse-
brydende

mine hænder
har ingen
begrænsning

 
 
 

Ida Niegaard: Stilstand/at gå i et (Uddrag)

Garnrester danser
livlige døde tråde på indersiden af øjenlåget
kniber
trevler op i en balje
glitrer af sæbevand
 
 
Betræder frotté lejet med gennemsigtige tæer
huden er tyndere end den plejer
let spredte ben
vand løber ud af et bjerg
på mors nye badeværelse
vasker mig med kold vand og sæbe
suger
det brune i øjnene
ind i klædet og ind i alle unge kvinder
fra det enkle kan vi tale
indtil moderen ankommer
 
 
Hænger i luften
hver enkelt knogle folder sig ud
husker ikke
gør mig elastik
forvandler huden til stof
og falder
alting er midlertidigt og mine sanser er døsige vidner
vågne i vakuum
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Jeg trækker ud i tiden som et stykke stof
blød og gennemsigtig men ikke umulig at få fat
stryg kinderne
vær din egen moder
 
og jeg vil pleje blomster
jeg har sået
sortere visne fra
vande sparsomt for at forkorte tiden
til de igen har brug for mig
jeg vil ikke være den eneste patient
livgivende og tålmodig som dig
tallerkensmækker
jeg skænker et glas vand til os begge
 
Vi er knoldede pæoner
små symboler fra naturen
broderet i huden
med tynd tråd
pastel i blodet
 
Det bedste er at vi lever i de samme rum
sover i den samme seng
Og du lærer mig om kunsten at være stille
sammen
elskende
 
 
Bladrer gennem klistrede dage med fingerspidserne
fugle sætter sig på mig
jeg er i færd med at forvandle mig
til stilstand
 
 
Jeg bærer mit hoved som et æg
jeg bærer mit hoved som en nyfødt
blade fra den store blodbøg rasler ud mellem fingrene
når jeg holder om mit hoved
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Smager på en salt lille dråbe inden den
synker ned i dit hår i dit hoved
og bliver dig i en skinnende hovedbund
jeg bliver et barn i dine arme
og vi er omfavnelsen som jeg hviler ind i
fordi jeg mærker at også du bliver hængende denne gang
dit hoved er tungt, er en beskyttende pude om hjertet hvor vi finder hinanden
og mit hoved er udenfor, men det gør ingenting
endelig hvisker du en erklæring jeg ikke kan høre
men det er heller ikke det
der betyder noget
 
sanserne ligger åbne som skyerne der
det summer i hovedet
og hvis ikke det største bor i det mindste så ved jeg snart ikke hvad meningen er
og jeg vil æde græsset og dets farver
alle de græsarter, hvorfor kender vi dem ikke, børn af byen
vi spiser dem bare
og jeg kan ikke skrive på denne skærm, kun læse den
så hører jeg at de taler til mig fra træerne
og bassen pumper derude bagved huset
den vidunderlige måde skørterne suser om benene når jeg går på line over brædderne
til rytmen
de knirker som det knirker indeni knoglerne
 
 
 
 
 
 
 

Robert Henningsson: Fem digte

Profetisk vanvid på repeat

At høre alting før det kommer
tyde hvert skridt du gik
vokse sig ind i de ubekendte
rygende pistolers mundinger
at have fire maver at tilbyde hvert øje
som nælder marcherer ind i med syn
imens følelser hepper som var der et mål
mellem kløfter der kysser det lys hver dal har skærmet
for de ukendte fingre mulden knipser
fuld af robotters
sprog
et simpelt forslag – en anden retning
der giver lyden et ansigt at blafre med.
 
 
 

Et skår i en katedral af kvadratiske stjerner

Din stemme er en nåde af frydefuld nåde
når dugdråber i spind og jeg
er dækket til af vores til randen fyldte kop
og rystet af hymnisk
fællesskabsfølelse læberne tipper over
af mirabelleblomstring
i kumulus akkumulering
et skår ude af kontrol
under din bagagebærers brostenshumpende jubel
dit røgsværtede chesterfieldhjerte
kan jeg ikke gradbøje puppes hår med
dine øjne giver mig vagtsomme ornamenters tekster
de der kan åbne
den sitrende spaltning
mellem hoved og have
jeg har ingen rækker af fremmanede tinsoldater til at nedskyde dine kys
jeg siger ja til fuldmånen og fuldmånen
oplyser din græske tragedie
så du hjemvendt
må krølle alle ord sammen
i elsker.
 
 
 
 

Jeg går aldrig jeg kommer bare

Jeg har tusinde maver at svømme i
bevæger mig bare en lille smule
ud af en hulens masse nætter
hver morgen at bringe alting i orden
og finde tilbage i samme rille
hver nat at folde billederne ud i deres rette perspektiv
som om knæerne ryger en glæde i sig selv ved at kravle
ind i den elastiske jubel stjernerne gendanner billeder med
oceanernes koralrev trykker et komma på indersiden af mine øjenlåg
jeg går aldrig jeg kommer bare.
 
 
 
 

En gave af mos på din grav

Jeg møder op til et valg, jeg har truffet før
ikke bare for den kuffert du var
men for alle hysteriske hyacinter og tilfældigt
henkastede tulipaner
der er gud hjælpe mig små hvedekerner i den tyndskid
for tiden slikker sine sår som en køter
jeg tænker på dig, som et skellet lyset siver ud af
og som et lys løfter du dig ned i min krop
som et kors af opdrift
går mit koma helt op i kip.

 
 
 
 

Rum fyldt af tyve

21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21

 
 
 

Elvin Misimovic: stikker op/af

Vi børster altid tænder sammen
Hun står på sine tæer
hovedet op ad dørkammen
Nogle gange gør vi ikke
Hun børster dem
mens jeg sidder i sofaen
Væggene er så tynde at jeg kan høre det klart og tydeligt alligevel
Hårene fra børsten
op ad tænderne
Hårene fra mine arme
stikker op
Når jeg står henne ved vinduet
det samme vindue som jeg altid står ved
kommer hun ind og siger (med en tandbørste i munden):
                                    ”Står du nu der på din plads igen.”
Jeg griner eller nikker eller ryster på hovedet eller mumler eller lader som om jeg ikke hører det

En eller anden ensomhed sidder fast i rynkerne på mine hænder
Når jeg piller i dem, siver den langsomt ud og fylder stuen op

Prøv måske at
Prøv.

Når jeg går om morgenen sidder mit hår underligt
Hun ligger på siden
Ligner en maratonløber der er blevet frosset fast lige inden hun kom over linjen
Arme og ben asynkrone
Dårlig samvittighed rammer mig som en kantsten
Jeg kan mærke hvordan det er ved at gå i stykker
Alt det vi har
På grund af mig
Jeg er håbløs til at stoppe det
Formår ikke at stoppe mig selv
Har aldrig kunne det
aldrig rigtigt
 
 
 

Oskar Fehlauer Nielsen: Skumring

en video hvor hun dufter til en blomst
med ansigtet helt inde i den

en der siger
at hun ødelægger den

nej hun gør ej

 
*
 

kan græsset
briste

kan det

 
*
 

jeg husker ikke
skumringen

jeg husker syrenerne

(der var opsvulmede)

(der bristede)

 
*
 

jeg husker ikke at
jeg spurgte

jeg husker hende cykle
gennem byen

hvilken fryd


jeg elskede hende

 
*
 

den lyserøde stribe
over hendes hoved

kastanjerne
og syrenerne

brister

med sukker

 
*
 

hun bader
i den brune sø
hver nat

den brune skov

 
*
 

hun bader
i den sorte flod
hver nat

det sorte siv

 
*
 

hver aften
brister
syrenerne
inden skumring

 
det skumrer

 
*
 

jeg husker hendes hænder
de var bløde af blomster

hun nev og aede

jeg husker ikke hvornår jeg så hende sidst

 
vandet ville være blankt


hvis ikke

 
*
 

den kolde jord
græsset

åerne og vandløbene

luften fuld af fnug og blomsterblade

jeg tænker på skumring
jeg tænker på daggry

jeg tænker
at der ikke skal så meget til

der skal ikke så meget til
 
 
 

Gitte Allermann Kjær: To digte

Planer
Det er biblen der har bragt denne borg til live, brødre med masker i deres bæltetasker tramper gangene tynde om natten, sløvhed i deres skeletter, vildsvin i deres kindtænder og sådan æder de sig selv aften efter aften. Konkylierne klynger sig til køerne, slynger havet ind i staldene, søheste og sild spøger i køernes ekskrementer, her lægges æg og planer for tilblivelsen af nye arter, her starter man med at omdøbe ånd til lort, og må stjernen indfinde sig i vantroens tåger, må stjernen indfinde sig i kogekonernes lig, der ligger hysteriske med mågeskrig i lungerne spredt ud over de fugtige marker.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Delete
Vi sløser dagslyset til med bildæk. Du bliver blå i drømmen, står med ulvene, der tuder filtret ind i elektriske hegn, forvildet ind i en sang om slavehavet og alle dets heste, alle dets hunde og madrester båret af madrasser næsten uden luft. Jeg maser mig mæt i det modspor, der gror op gennem ganen og ned gennem sølvgaflerne, der slænger sig om mine arme og ben – kvinderne pyntede mig mens tid var, og voldsomt vendte jeg dem ryggen som de vendte ryggen til verden i en hvirvel af glemsel gyngende gennem gin og PTSD, delete your mind Mother Fucker!