Bidrag

Asta Broe Borch: Uddrag

 

Da hun lægger sig til at sove, er det ikke det første, hun tænker på. Heller ikke det andet. Da sovesalens piger har børstet tænder og lagt sig under dynerne, er det ikke det første, hun hiver frem fra hjernen. Hun har udviklet et lille system, et katalog over sine yndlingstanker. Så kan hun hive de bedste frem og tænke på dem igen og igen, som et af de bolsjer, man kan sutte på om og om igen, som skifter farve og som man gemmer i et stykke køkkenrulle i lommen. På samme måde fungerer hendes system. Hun hiver en tanke frem, sutter på den, og når hun er færdig, lægger hun den tilbage i lommen, sød og varm og fedtet.
   Det er nu, hun ligger i sengen og har sovet hele natten, og det er tidligt om morgenen, og hendes seng står lige under vinduet, så lyset har vækket hende. Hun ved, at hun ikke kan stå op endnu, klokken er ingenting, og ingen andre i sovesalen, i Hjemmet, er vågne. Hun er det eneste barn i verden, og hvad skal hun gøre af sig selv, når alle andre sover, og hun allerede har nærstuderet hver eneste sprække i loftet. Hun er rastløs og mere vågen end nogensinde før. Det er nu, hun hiver tankekartoteket frem. Hvis man vælger en tanke og virkelig fokuserer og ligger helt stille i sengen og slapper af helt ned i tæerne, kan det næsten føles, som om man drømmer, en drøm man selv har valgt. Under dynen og helt stille vælger hun en tanke ud, og det sitrer i hele kroppen. Den handler om at tisse, og hun skal allerede virkelig tisse, men for at nå badeværelset, skal man forbi fem andre senge, og hun kan ikke vække hele landet, så hun tænker på at tisse i stedet og tænker på at få buksevand af store drenge og tænker på tykke stråler af varmt vand og tænker mellem benene, noget snakker mellem benene. Dynen er varm, og hun ligger helt stille og spænder op i underlivet, løfter halvdelen af kroppen fra madrassen, som en spændt bue, og hun skal allerede virkelig tisse. Blæren presser på alle de indre organer, og hun kan forestille sig, hvordan det bliver, når hun sidder på det kolde toiletbræt og endelig tisser, men inden det skal hun beholde tanken midt i sit fokus til sidste sekund. Hun har al kontrol i verden, over kroppen, og den sovende by og den sovende sal. Solen er varm ind ad vinduet, og det er morgen, og mellem hendes ben er der noget, der snakker, og inde i blæren ligger hendes seksualitet og flyder, en lille spire, og den vugger og tumler og forsvinder ned under overfladen, indtil den pludselig dukker op i et dunkende lår, i et pudebetræk mellem benene. Nu er det tid, hun går hurtigt ned ad mellemgangen, på en måde, så hun ikke rammer de brædder, som knager, så man kun kan høre lyden af hendes svedige fødder, som slipper gulvet, hastigt og kontrolleret. Hun sætter sig på toilettet og tisser endelig, og det var bare det. Hun tisser store stråler i det kolde toilet, med al kontrol i verden, og det eneste vidne er solen denne morgen, og det var sådan hun blev heks. I pagt med solen tissede hun ondskab ind i bevidstheden.
 
*
 
Hjemmet vågner. Det ånder ud og åbner op. I sovesalene vågner pigerne langsomt. Trækker dynerne tilbage over hovedet, smasker med deres tørre læber. Salene er fugtige, pigernes kinder blusser som søvnige radiatorer. På gangene ruller sygeplejerskerne vogne fra det ene sted til det andet, klar til at undersøge og forklare, til at dokumentere. Pigerne vågner og ved ikke, hvem bliver udvalgt i dag.
   Pigerne ænser ikke, at deres kroppe vokser, at inden i dem binder tråde sig sammen og bliver til celler, bliver til livmoder, brystvæv. En af pigerne vågner og tror, hun har fået et blåt mærke, inde bag brystvorten, men en anden pige forklarer hende, at brysterne bare er begyndt at vokse. Som om noget indefra skal skubbes ud, deres kroppe skal fodre verden.
   Pigerne bløder og vokser, musklerne bliver varme af alt det arbejde. De kysser hinanden, slår hinanden, de er problematiske og hysteriske, livmødrene farer rundt inde i sovesalene. Livpiger i blodvæv.
 
To sygeplejersker står bøjet over hende, da hun vågner. De nærstuderer hendes ansigt, de små trækninger, de niver blidt i huden på siden af hofterne. De kan se det på hende, de har også opdaget, at der er noget, som bevæger sig inden i hende. Tusind små myrer, som kravler ud i fingerspidserne, om i nakken, op ad lårene. Hun tænker på, hvor længe de har kunne se det på hende, om de ved, at hun er ved at sprænge, at det føles som om hun skal rives midt over.
   De to sygeplejerske konsulterer med hinanden og bliver enige om, at det er tid.
   – Vil du være sød at følge med, spørger de og bevæger sig i takt henover gulvet, hen mod døren.
   Sygeplejerskerne har en evne til altid at bevæge sig i takt med hinanden, selv når en tredje passerer de to, er hendes skridt hurtigt i sync med de andres.
   – Nej tak, svarer hun.
   – Jo tak, retter de hende. Så hun følger med.
   De følger hende igennem Hjemmets gange og ender ved glasdørene. Rummet, hun bliver bedt om at træde ind i, er elektrisk. Her er hverken varmt eller fugtigt, men alligevel strømmer en varme igennem hende. Den når hende til hårrødderne, og så føles det, som om hele hovedbunden brænder. Hun rødmer. Værelset er møbleret, også med bøger og tasker. Over sengen hænger der glimtene plakater og på kommoden står et lille anlæg til at spille musik. Selvom der ikke er nogle vinduer i værelset, er der så lyst, åh her er så lyst! Det er som om, tusind mennesker ånder og stønner i værelset.
   – Her er så smukt, siger hun og vender sig mod sygeplejerskerne, idet de lukker glasdøren til. De finder sig til rette på taburetterne, den ene nu iført læsebriller, og finder blokke og blyanter frem. Og så venter de.
   Den første tid går hurtigt. Først må hun undersøge værelset, så sig selv. Alt skal røres og ses. Hun gnider sig mod puden, mod madrassen, blødt maveskin mod lagnet. Hun læser alle bøgerne, som er lagt frem. Alle deres lyserøde og sarte forsider. Hun læser om to piger, som onanerer sammen under varme dyner, om en pik, som er varm og kommer ned over en piges lår en varm sommer. Hun samler alt spidst og langt, og rengør det. Hun finder et lille håndspejl med grøn velour og perler på ydersiden og kigger i det, til hun får ondt i øjnene. Hun rører blidt og lugter til sine fingre. Hun vrider sig, hun er ondskab. Hun havde længe vidst, at noget nyt var på vej, det pustede hende i nakken, hviskede hende i øret. Jeg hedder Alexander sagde det, jeg hedder puls, jeg hedder varme, sagde det. Bag hendes øjenlåg ser hun store, svulmende kroppe med varme, våde munde. I de dage er hendes drømme brændende varme.
   Hun kilder sig selv lige over navlen, sutter fingerneglene af, smider trøjen og presser brysterne op mod glasdøren. Råber: ”Se mig, se mig, kys mig, jeg er honning!”
 
*
 
På Hjemmets grund findes en gårdhave. Her vokser store bøgetræer langs murene, mens bregner og mos dækker skyggeområderne nedenfor de tykke stammer. Her sidder hun ofte og piller i mosset, finder små orme, som pibler frem fra jorden. Pigerne fanger ormene i store spande, de laver deres egen zoologiske have, hver spand med hver sit dyr. De klogeste af pigerne analyserer dyrene, undersøger dem og bestemmer, hvor de skal bo. Henover murene kravler hyldebuskene. Om foråret blomstrer de, og de hvide blomster mod den hvide mur, gør næsten ondt i øjnene at se på. Om efteråret tvinger de en af pigerne til at spise hyldebærrene. Hun skal blive ved, og hun spiser til hun kaster op, hyldebærsaft ud over fliserne. Om vinteren bliver haven mindre, den vokser ind i sig selv, og træerne slår knuder, forsøger at holde varmen. På små buske vokser snebær, som sprænger, når man træder hårdt på dem. Klask, klask, splat, splat, året går i haven, og pigerne glemmer alt om deres mini-zoo i spandene, og dyrene falder på stribe.

 
 
 
 
 
 
 

Halfdan Skjerning: vi

vi

vi to

vi er tre

held i held i held

du og jeg og alt det der

skoven ligner vores hverdag gennem lyset gennem
grønne blade gennem solen

vejen gennem skoven kender vores længsler kender
vores møder kender vores vandring dertil

vores vandring derfra fører forbi stranden imens
bølger renser minder imens hjertet finder slaget
imens stenen vandrer

mellem tangets grønne blade driver længsler hvilken
retning driver tiden mellem tanker mellem minder
mellem planer vores vandring vender

omkring gennem skoven vender hjemad hænder finder
hænder imens stille solen sænker sine stråler
hvorved lyset skifter farver tiden skifter hænder
vandrer hjemad

døren åbnes døren kender vores vandring indad
hjemme døren lukkes døren kender vores hverdag
gennem stuen kender vores lyde vores latter
gennem vores tårer mellem vores puder kender
hjemme

vores sagte tale mellem vores bløde puder
silke omkring minder hvilke orme spinder gennem
tiden spinder inden døden henter sine gaver
bringer sine gaver gennem tiden giver gavmildt
imens fugle taler

fugle tier skumring renser luften lampen tændes
gennem skumring falder mørket omkring lampen slukkes
mellem mørket venter noget andet mørkets dufte
trænger gennem mørket gennem duftens minder trænger
gennem tiden gennem tiden ligner dine minder
mine minder

vores drømme ligner vores ønsker mellem længsler
sengen kender vores dufte mellem dyner mellem
lagner sengen kender vores kroppes dybe rytme
vores drømme driver gennem natten imens nuet
driver mellem fortid mellem fremtid indtil væren
sindet rejser omkring kroppen sover imens

drømmen undgår tankens forstand gennem drømmens egen
fornuft fugle tier imens duggen hviler mellem
spindets mønstre jagtens mester venter gerne lyset
stiger duggen følger fugle taler daggry drømmen
rejser viljen dæmrer gennem kroppen under dynen
imens sulten strækker sine lange arme gennem
luften

vågner gennem vandring gennem stuen gennem køkken
vores morgen kender vores vaner mælken kaffen
brødet vores sagte tale imens solen hvælver
dagen mine planer ligner dine planer imens
vores hænder finder vores hænder indtil jakker
lynes døren åbnes døren lukkes venter kysset
imens himlen ligner vores hverdag

Christian de Groot-Poulsen: Fem kortdigte

Hvis han tog hendes hånd i sin lige nu
ville varmen som dørmænd
smide angsten ud af hendes krop.
 
 
*
 
 
Hun føler sig voksen:

Et græsstrå der ikke blev til mere.
 
 
*
 
 
Hun ligger i ensomheden
som i en knyttet næve
og venter på at noget giver mening
 
 
*
 
 
At finde meningen med livet
ville fylde hende med gensynsglæde
 
 
*
 
 
Når hun marcherer ud ad døren
vågner hun op i sin seng.
 
 
 

Anton Holten Nielsen: Bidefløjl

Skær dit ærme af
det røde af fløjl
når du handler i Netto
giv mig mit mundspyt
når jeg tygger det for smerte
jeg fråder som en hund
med mund af rødt blod
mellem brune mandler
de knuses på gulvet, laver popcorn
til en film vi aldrig får set
du betaler med øjnene
siger tak for smøger
jeg ved du kun har én lunge
til at dele al din ilt med andre
jeg har spændetrøje på
den er sort og stram
jeg kan ikke læse mine bøger
du tvinger mig til at kigge på skibe
ved Havnsø på molen
jeg siger der kommer et skib
det er ligesom regional integration
du har altid meget skarp øjenskygge på
som om du misser mod solen
men det er vinter uden vanter
du ser mindre ud end du er
din stemme er lys og skarp
som når man tænder en tændstik
jeg holder i min taske med begge hænder
den beige fra Kina som kostede 90 yuan
jeg hvisker at jeg var nødt til at efterlade
mange gode venner ved fronten
du siger at så er tasken et billigt minde
og jeg giver dig ret
 
 
 

Thea L. Køppen: Tre digte

Jeg har ikke noget sprog
for det jeg vil sige
og det er ikke fordi jeg vil sige noget særligt.
Tværtimod.
Men skriget som isning i søvngængerens bid
eller havet
som farve snarere end masse
er ikke det jeg vil sige.
Tværtimod.
Det jeg vil sige
har jeg ikke noget sprog for.
 
 
 
 
 
 
 
Violette fedtkrystaller
drypper
driver langs tankernes tapet
 
og tankernes tapet
er mindre metafor
end realitet
 
når midnatten skærer dig med sit papirtynde åndedræt
 
 
 
 
 
 
 
Selvfølgelig nægter jeg.
 
At anerkende
brusekabinens femkantede rum
af skaktern
som afkrog i en helhed
kaldt uendelighed.
 
Selvfølgelig nægter jeg.
 
 
 
 
 
 
 

Yong Sun Gullach: Jeg stjæler

LAND

Jeg har en krop, der stjæler dit land, når jeg står på den samme jord, i den samme have, ved det samme vand. Når jeg graver mellem rabarber og græs i jord, der er mørkere end min hud og ud af mulden bryder jeg alt det glemte. Når landet gror som en skinnende perle mellem orme og tomme sneglehuse – landet, der ikke længere tilhører dig og har aldrig gjort det. Når vi kræver det tilbage, du har lånt på ubestemt tid, det der bærer mit navn. Navnet rummer et løfte om tilknytning til land, men graven er dyb og jorden er gennemvædet af lækkede dokumenter, der ikke vil spire trods gødning og omhyggelig pleje.

Jeg har en krop, der stjæler din opmærksomhed, når jeg ankommer i mængden af genkendelige kroppe og andre hårstrå, der altid er for forkert klædt på til dette ustadige vejr, der synes alene ved sjatbyger og evindeligt blygråt at ekskludere sjæle, der ikke er meteorologiske integrerbare. Når mørket sluger mørke og definerer de bedst egnede som de, der vandrer med Häglöff og Fjeldräv på deres høje rygge, mens vi andre bøjer hoveder, fordi himlen er ved at falde ned. Regn får hår til at kruse, siger du mellem hyldeprodukter af balsam og lysende striber alt imens mit hoved stiger til vejrs som en mørk sky, der synes at bære på en himmel fyldt med regn.

Jeg har en krop, der stjæler din appetit, for markerne ligger i dag på andre kontinenter og op på land skyller oceaner af fertil jord. Min sult kræver jord, men du har stegt flæsk, frikadeller, kål, ramsløg og rådhuspandekager. Det skal vi værne om, siger du, være stolt af og servere som det første, når fremmede kommer til gæstebud. Du har salt fra havet, sild og ferske rejer fisket på andre kvoter. Man kan syde saltet ud af min hud, spinde fiskenet af mit hår, rive afgrøder af mine fingre og flå børn fra mit skød, men min mund er stoppet med jord på skøder, der gøder dine marker og skaber en sult, der flyver som græshopper og tygger sig gennem alt, der lever.

Jeg har en krop, der stjæler din tryghed alene ved at være en krop, der alt for hjemligt går gennem døren og kræver rum, der normalt bliver betrådt af syngende kroppe. Tryghed er ikke en menneskeret, den aflæses i gangarten og baseres på villigheden hvormed min krop danner værn for din. Din gangart kræver land, en åben mark, hvor du kan synge en en uudtalt sang, der gjalder genkendeligt. Der er højt til himlen i dine rum, men jeg kan ikke åbne min mund og synge på alle de strofer, for min krop klinger på en falsk gangart og volden lister sig igennem sprækkerne i rummene og svækker fremdrift og opfattelsen af at kroppe som min, er reelle menneskekroppe.

Jeg har en krop, der stjæler dit liv, når jeg fortæller dig, at dit job er bygget med mursten af brune kroppe og at der i din stol burde have siddet en, der hed noget andet end dig. Dit daglige liv leves i bygninger, der knejser for penge tjent ved konstant at genfortælle, at nogle kroppe blot er kroppe, mens andre er mennesker med en selvbestaltet ret til at gå gennem åbne døre mod en håbefuld fremtid bygget på de glemte andre, der står i køen ved din grænse for, hvor meget et marked defineret af kun dig, kan rumme og aflønne, mens du fortsat har frihed til at grave perler frem af fremmed land. Jeg skifter mit navn for at plante mig i rækken mellem rabarber og græs i jord, der er mørkere end min hud.