Da hun lægger sig til at sove, er det ikke det første, hun tænker på. Heller ikke det andet. Da sovesalens piger har børstet tænder og lagt sig under dynerne, er det ikke det første, hun hiver frem fra hjernen. Hun har udviklet et lille system, et katalog over sine yndlingstanker. Så kan hun hive de bedste frem og tænke på dem igen og igen, som et af de bolsjer, man kan sutte på om og om igen, som skifter farve og som man gemmer i et stykke køkkenrulle i lommen. På samme måde fungerer hendes system. Hun hiver en tanke frem, sutter på den, og når hun er færdig, lægger hun den tilbage i lommen, sød og varm og fedtet.
   Det er nu, hun ligger i sengen og har sovet hele natten, og det er tidligt om morgenen, og hendes seng står lige under vinduet, så lyset har vækket hende. Hun ved, at hun ikke kan stå op endnu, klokken er ingenting, og ingen andre i sovesalen, i Hjemmet, er vågne. Hun er det eneste barn i verden, og hvad skal hun gøre af sig selv, når alle andre sover, og hun allerede har nærstuderet hver eneste sprække i loftet. Hun er rastløs og mere vågen end nogensinde før. Det er nu, hun hiver tankekartoteket frem. Hvis man vælger en tanke og virkelig fokuserer og ligger helt stille i sengen og slapper af helt ned i tæerne, kan det næsten føles, som om man drømmer, en drøm man selv har valgt. Under dynen og helt stille vælger hun en tanke ud, og det sitrer i hele kroppen. Den handler om at tisse, og hun skal allerede virkelig tisse, men for at nå badeværelset, skal man forbi fem andre senge, og hun kan ikke vække hele landet, så hun tænker på at tisse i stedet og tænker på at få buksevand af store drenge og tænker på tykke stråler af varmt vand og tænker mellem benene, noget snakker mellem benene. Dynen er varm, og hun ligger helt stille og spænder op i underlivet, løfter halvdelen af kroppen fra madrassen, som en spændt bue, og hun skal allerede virkelig tisse. Blæren presser på alle de indre organer, og hun kan forestille sig, hvordan det bliver, når hun sidder på det kolde toiletbræt og endelig tisser, men inden det skal hun beholde tanken midt i sit fokus til sidste sekund. Hun har al kontrol i verden, over kroppen, og den sovende by og den sovende sal. Solen er varm ind ad vinduet, og det er morgen, og mellem hendes ben er der noget, der snakker, og inde i blæren ligger hendes seksualitet og flyder, en lille spire, og den vugger og tumler og forsvinder ned under overfladen, indtil den pludselig dukker op i et dunkende lår, i et pudebetræk mellem benene. Nu er det tid, hun går hurtigt ned ad mellemgangen, på en måde, så hun ikke rammer de brædder, som knager, så man kun kan høre lyden af hendes svedige fødder, som slipper gulvet, hastigt og kontrolleret. Hun sætter sig på toilettet og tisser endelig, og det var bare det. Hun tisser store stråler i det kolde toilet, med al kontrol i verden, og det eneste vidne er solen denne morgen, og det var sådan hun blev heks. I pagt med solen tissede hun ondskab ind i bevidstheden.
 
*
 
Hjemmet vågner. Det ånder ud og åbner op. I sovesalene vågner pigerne langsomt. Trækker dynerne tilbage over hovedet, smasker med deres tørre læber. Salene er fugtige, pigernes kinder blusser som søvnige radiatorer. På gangene ruller sygeplejerskerne vogne fra det ene sted til det andet, klar til at undersøge og forklare, til at dokumentere. Pigerne vågner og ved ikke, hvem bliver udvalgt i dag.
   Pigerne ænser ikke, at deres kroppe vokser, at inden i dem binder tråde sig sammen og bliver til celler, bliver til livmoder, brystvæv. En af pigerne vågner og tror, hun har fået et blåt mærke, inde bag brystvorten, men en anden pige forklarer hende, at brysterne bare er begyndt at vokse. Som om noget indefra skal skubbes ud, deres kroppe skal fodre verden.
   Pigerne bløder og vokser, musklerne bliver varme af alt det arbejde. De kysser hinanden, slår hinanden, de er problematiske og hysteriske, livmødrene farer rundt inde i sovesalene. Livpiger i blodvæv.
 
To sygeplejersker står bøjet over hende, da hun vågner. De nærstuderer hendes ansigt, de små trækninger, de niver blidt i huden på siden af hofterne. De kan se det på hende, de har også opdaget, at der er noget, som bevæger sig inden i hende. Tusind små myrer, som kravler ud i fingerspidserne, om i nakken, op ad lårene. Hun tænker på, hvor længe de har kunne se det på hende, om de ved, at hun er ved at sprænge, at det føles som om hun skal rives midt over.
   De to sygeplejerske konsulterer med hinanden og bliver enige om, at det er tid.
   – Vil du være sød at følge med, spørger de og bevæger sig i takt henover gulvet, hen mod døren.
   Sygeplejerskerne har en evne til altid at bevæge sig i takt med hinanden, selv når en tredje passerer de to, er hendes skridt hurtigt i sync med de andres.
   – Nej tak, svarer hun.
   – Jo tak, retter de hende. Så hun følger med.
   De følger hende igennem Hjemmets gange og ender ved glasdørene. Rummet, hun bliver bedt om at træde ind i, er elektrisk. Her er hverken varmt eller fugtigt, men alligevel strømmer en varme igennem hende. Den når hende til hårrødderne, og så føles det, som om hele hovedbunden brænder. Hun rødmer. Værelset er møbleret, også med bøger og tasker. Over sengen hænger der glimtene plakater og på kommoden står et lille anlæg til at spille musik. Selvom der ikke er nogle vinduer i værelset, er der så lyst, åh her er så lyst! Det er som om, tusind mennesker ånder og stønner i værelset.
   – Her er så smukt, siger hun og vender sig mod sygeplejerskerne, idet de lukker glasdøren til. De finder sig til rette på taburetterne, den ene nu iført læsebriller, og finder blokke og blyanter frem. Og så venter de.
   Den første tid går hurtigt. Først må hun undersøge værelset, så sig selv. Alt skal røres og ses. Hun gnider sig mod puden, mod madrassen, blødt maveskin mod lagnet. Hun læser alle bøgerne, som er lagt frem. Alle deres lyserøde og sarte forsider. Hun læser om to piger, som onanerer sammen under varme dyner, om en pik, som er varm og kommer ned over en piges lår en varm sommer. Hun samler alt spidst og langt, og rengør det. Hun finder et lille håndspejl med grøn velour og perler på ydersiden og kigger i det, til hun får ondt i øjnene. Hun rører blidt og lugter til sine fingre. Hun vrider sig, hun er ondskab. Hun havde længe vidst, at noget nyt var på vej, det pustede hende i nakken, hviskede hende i øret. Jeg hedder Alexander sagde det, jeg hedder puls, jeg hedder varme, sagde det. Bag hendes øjenlåg ser hun store, svulmende kroppe med varme, våde munde. I de dage er hendes drømme brændende varme.
   Hun kilder sig selv lige over navlen, sutter fingerneglene af, smider trøjen og presser brysterne op mod glasdøren. Råber: ”Se mig, se mig, kys mig, jeg er honning!”
 
*
 
På Hjemmets grund findes en gårdhave. Her vokser store bøgetræer langs murene, mens bregner og mos dækker skyggeområderne nedenfor de tykke stammer. Her sidder hun ofte og piller i mosset, finder små orme, som pibler frem fra jorden. Pigerne fanger ormene i store spande, de laver deres egen zoologiske have, hver spand med hver sit dyr. De klogeste af pigerne analyserer dyrene, undersøger dem og bestemmer, hvor de skal bo. Henover murene kravler hyldebuskene. Om foråret blomstrer de, og de hvide blomster mod den hvide mur, gør næsten ondt i øjnene at se på. Om efteråret tvinger de en af pigerne til at spise hyldebærrene. Hun skal blive ved, og hun spiser til hun kaster op, hyldebærsaft ud over fliserne. Om vinteren bliver haven mindre, den vokser ind i sig selv, og træerne slår knuder, forsøger at holde varmen. På små buske vokser snebær, som sprænger, når man træder hårdt på dem. Klask, klask, splat, splat, året går i haven, og pigerne glemmer alt om deres mini-zoo i spandene, og dyrene falder på stribe.