1. Han har postet et billede på Instagram af, at han har været i Tarm. Jeg ville ønske, at vi stadig havde en eller anden form for relation, hvor jeg kunne sige til ham at “jeg kan se, du har været i Tarm. Menøh, det har du jo været før”. Jeg er nødt til bare at gå rundt med den joke helt for mig selv. Jeg har ligget på min sofa og spruttegrædt af grin, da jeg forestillede mig, hvor meget vi begge to ville grine, hvis jeg fik lejlighed til at komme af med min joke. Jeg ville sige det helt tørt og holde masken, og jeg ved, han ville synes det var lige så sjovt, som jeg synes, og så ville vi begge to brase sammen af grin og tårerne ville løbe ned ad vores kinder, på den gode måde. Men så var han ikke forelsket nok i mig, eller måske trykkede skoen i virkeligheden der,
hvor jeg hverken har penge eller uddannelse eller sikkerhedsnet eller dankort eller lykkelige barndomsminder eller styr på mit shit, og så var det vel nemmere at finde en med mere styr på sit shit, der var mere pæn/sjov/klog/lykkelig/ejerboligindehaver end mig.
 

2. Hvem skal nu lave alle mine huller og ae mig på kinden, når jeg får trukket mine rådne visdomstænder ud? Jeg er overhovedet ikke ansvarlig eller økonomisk stabil nok til at have så dårlige tænder, som jeg har, og der kan man selvfølgelig tale om, hvorvidt det var hønen eller ægget, der kom først, men ikke desto mindre har jeg 29 1/2 tænder tilbage, som nogen er nødt til at tage sig af, og jeg har ikke indtryk af, at tandlægesvigermostre hænger på træerne, for hvis de gjorde, ville jeg ikke have haft for 30.000 kroners huller og en halv plastiktand, som nogens moster skulle tage sig af. Men man kan ikke være kærester med nogen, fordi de har en sød moster på en tandlægeklinik, og man må ikke tage folks mostre med, når man går, og så sad jeg dér og græd over dét med blod i mundvigene, og da der gik betændelse i visdomskrateret, var der ikke længere nogen kære moster til at udskrive antibiotika til mig.
 

3. Hvad skal jeg nu stille op med vores Coop-kort? Der er jo nærmest ingen fordele, hvis ens husstand består af mindre end to personer, og desuden kan det være lige meget, om jeg husker at vise mit elitehusstandsdiplom ved kassen, når jeg godt selv ved, at lige meget hvor meget Änglamark og økologisk palmekål og rugbrød uden stråforkorter jeg køber, er det kun er mig og mine eneboervaner, jeg skal lave aftensmad til. Vi var verdensmestre i hverdag og fælles madkonto og forlængede weekender til Europa, og til at lade være med at tale om, at han gerne ville flytte ind i sine forældres hus i provinsen, når de skulle på plejehjem, hvorimod jeg bare gerne ville bo i en lejlighed i København, og vi skulle leve lykkeligt til vores dages ende, så længe vi ikke talte om, at han gerne ville have børn i går og jeg gerne ville have nogenlunde styr på mit shit, inden jeg skulle være nogens mor, og jeg var dygtig til at lade som om, at jeg godt vidste, hvordan man får styr på sit shit, og alle vores venner var enige om, at vi havde vundet i parforholdsjackpot. Men så ville han hellere lytte til podcast eller læse Reddit-tråde, end han ville bolle med mig, og der kommer jo altid en ny podcast og en ny tråd, og så lå jeg der og kiggede op i loftet ved siden af ham, indtil jeg bad ham tage vores fælles-Iittala med, da vi kom hjem fra juleferie hos hans familie og han meddelte, at han flyttede, og så må jeg bare stå her med mine svovlstikker og mit ensomme Coop-kort og kigge ind gennem ruden til det segment, jeg synes, jeg burde være en del af.
 

4. Hvad skal jeg nu bruge mine små sportsbryster og mine tonede mavemuskler til? Det kan jo være lige meget, at jeg er dygtig til at træne og spise palmekål og gå tidligt i seng og stå tidligt op og følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger for alkoholindtag og gå 10.000 skridt om dagen, hvis jeg bliver kørt over af en lastbil i en højresvingsulykke morgen, og selv hvis jeg sørger for at orientere mig i alle vejkryds, har jeg højst femten-tyve år tilbage, før min sexlyst går i overgangsalderen og tørrer ind sammen med mine vaginale slimhinder, hvis jeg skal tro Go’morgen og Go’aften Danmark og kvinderne i saunaen i mit træningscenter og de pamfletter, jeg læser i min læges venteværelse. Der findes selvfølgelig nogle inde i min telefon, som formentlig ville sætte en eller anden grad af pris på mine små sportsbryster, for det er ikke hjernekirurgi og jeg er ikke klokkeren fra Notre dame, men det gider jeg ikke, for så er jeg nødt til at kalde dem daddy og lade som om, jeg er taknemmelig, når de kommer ud over mine briller, og det gør ikke rigtig noget for mig, har jeg erfaret, og desuden har jeg fået nye briller, som i hvert fald gerne skulle holde, indtil jeg er færdig med at betale dem ud om 24 måneder, og så må jeg vel bare sidde her helt alene og spise palmekål, mens jeg venter på at det hele tørrer ind og at endnu en dag er overstået, og tiden og årene går, og jeg bliver ældre og ældre, med mindre jeg bliver kørt over af en lastbil i en højresvingsulykke, og lige pludselig er jeg vel død.