Bidrag

Jacob Juhl: forestil dig et årtusind

på det specifikke sted
ved de vilde brombær
nederst i haven,
i alles haver,
det er det samme sted

vi bor ens

og kopierer bærrene
i 2.000 eksemplarer
og sætter dem
sirligt fast på grene

vend tilbage
og gentag

 
 
 
 
 
 

Vi er ankommet direkte fra stenalderen
– lidt forsinket.

Det var ikke vores skyld;

vi har arbejdet på en udvidelse af
verden med nogle ord, der måske
betegner nye fænomener:

“blodplettede fotoner”,
for eksempel.

Rapport:
tre fingre monteret
på en printplade + strøm:
fingrene sitrer kærligt.

 
 
 
 
 
 

bløde vinde gennemblæser
broens betonpiller, men
de står, de står, de står

         præcist fordelt
         fortalt granit

på hedens millimeterpapir
(forestil dig et årtusind)

de udvinder jernmalm herfra
         – tæver bjergene sønder
         og sammen

 
 
 
 
 

Hanne Dion Famoye: Sigrid og Overblik

Sigrid

Jeg er forelsket
i en der arbejder
i Netto
i Hellerup
Jeg køber
Hubba Bubba.
Hun hedder
Sigrid.
Jeg er lige kommet hjem
fra Hong Kong.
Og jeg er bare så klar på
at score.
Mine forældre ved ikke
at jeg er lesbisk.
Det er ikke en sky
på himlen.
Efter lacrosse
på den internationale skole,
rørte Jessica
mine bryster
i badet.
Jessica var hjemme
hos mig
og mine forældre.
Min far ville vise hende
dansk kultur:
Medisterpølse
Rødkål
Brun sovs
Citron fromage
Carlsberg

 
 
 
 
 

Overblik

Standardafvigelse,
jo lavere en
standardafvigelse,
desto bedre.

Det største trofæ.

Rosengeranier
i vindueskarmen.
Syg smag og lugt.
Man glemte to ting,
som udgør katastrofen.

Det skæres til
med forgylderkniven.
Kræver en vis øvelse, men
kan nemt læres.

Total kontrol,
alle flytter sig fra A til B.

 
 
 

Eva Nørgaard: To digte

Om rum

Rummet er lyset
der kolliderer med tiden.
Rummet er i åbningen
det konturløse
ubestemte.
Rummet er
opbyggende
presserende mod tindingen
som spaltninger.
Rummet er i rum mod rum
i legemliggørelsen
af gnidningernes forførende diskant.
Rummet er
sine tilsløringer
sin døvstumme uomgængelighed
sin komedie. Rummet bevidner det evindelige frafald
og lukker døren.

Rummet er
i lejligheden.
Rummet er
i længslen.
Rummet konsoliderer sig som vane, jeg bliver.

Så
rummet i sig selv.

Rummet fri for dimensioner.

 

 
 
 

Om døden

Døden er tiden
der kolliderer med lyset.

En nåleskov under nakken.
På tværs af forskydninger.
Gennem projektet.

Så

 
 

Susanne Layla Petersen: To digte

så blev man sin egen skygge
med alt hvad det indebærer af
telefonopkald og breve

et godstog skærer sig gennem natten
fyldt med bagage og afdød familie som
aldrig ophører med at ringe til én

rummet fyldt med visne blomster
falmede og skrammede fotografier
midt i det hele: mit ID og fragmenter
af et manifest

projektører reflekteres i ruden
et gitter ud mod banen
holder de levende sikre
et sted i natten ender sporet

 
 
 
 
 

der er to veje gennem labyrinten
den som livet
indhyllet i sorte skyer
den som døden
badet i snehvidt lys
dine navne er
nedsmeltet i asfalten
dine skygger projiceret
på alle mure
oliventræets olie brænder

du er luften jeg indånder
hver gang jeg passerer
et åbent vindue
et spejl bredt ud i to flader
en niche med hjertets lys
i et andet menneske

oliventræets olie brænder
selvom ingen ild har rørt den
gennem labyrinten reciteres
dine navne igen og igen
 
 
 

Poul G. Exner: I made this banging, but, ehh, perhaps it’s because It’s too late and I’m a bit tired.

Dette er dagene,
hverken de sidste
eller første,
hvor demokratiet og fakta
drukner i floden af gift
på internettet endelig flydt over
kanten af monitoren,
og ind i vores hænder
i vores testikler og bryster
og hvor magthaverne
har ledt en slange
fastgjort til børsernes
udstødningsrør
igennem en sprække
i døren ind til rummet
hvor jorden mediterer
på sine årstider.
Den lange søvn vil sætte ind
så blidt som skyerne begraver sine egne
i en graf.

Dette er også dagene
hvor verdens befolkning
udviser en mærkelig og mørk
modstandsdygtighed
overfor den gispende svale
som vender sig i søvne
mod døden
i udtørrede flodsenge,
men også mod industriernes
propaganda-plakater
af evige isbjerge med moustache
sat op i horisonten
imellem enorme søjler af plastik og tjære.

For der er noget i vinden,
frygteligt som betændelse
i en bjergkrystals øje,
og røgen fra en rådnende måne
som brænder sit herberg
for Det Vågnende Hjerte
ned i mørket
som kommer fra
det kønsmodne, voksne menneske:
det kommer fra soldaterne
og fra civilister,
det kommer fra vælgeren
som fra anarkisten,
fra silkedugene i
dækketøjsskabet
og sølvtøjet i min mund:
magtmenneskets
generelt accepterede
insisteren på magtesløshed,
i bedste fald
magelig sendrægtighed.

Vi venter på børnene,
og børnene kommer,
deres tanker, deres ideer
deres bløde hænder
som stryger træernes kinder
men når børnene først er her
med deres intelligente drømme
og magiske liv
begynder fortællingen
om at de skal blive de sidste
forfra.
 
 
 
Note: Titlen er et ordret citat fra COP 15 udtalt af mødelederen
 

Jaan Henrik Grønvald Jensen: Fugle på en strimmel film

jeg drømmer. Jeg drømte i nat
det er en sorthvid strimmel
nogle af fuglene er unger

jeg har ikke forstand på fotografi
kender bare nogenlunde polaroid
det er fortid i små værelser i en by
jeg kan sige spejlrefleks er fancy
jeg havde et gammel Canon som jeg legede journalist med
bla bla fugle ved jeg heller ikke alverden om
de er poetiske små uskyldige

fuglene klamrer sig til en Lolle Frugt trækasse
en af dem der er hæfteklammet sammen
hele mit liv er sammen med fuglene i den kasse
vi snurrer rundt og rundt som Prateren
vi giver slip men falder ikke ud

I en drøm er det hele tydeligt
hvilken strimmel hvilket format
farve for selvom det er sorthvid er der farve
sepia blåt noget jeg kendte før jeg faldt i søvn
og fuglene jeg ved nøjagtig hvilke fugle

jeg vågner og kan ikke rigtig du ved

der var nogle fugle som en slags lineup
rammeløse portrætter uden pose
og en slags strimmel de var på en slags strimmel
det så gammelt ud god kvalitet
ikke noget at komme efter

der var så mange år
hvor jeg ikke drømte noget som helst
(der er stadig nætter dage uger)
du sagde jeg drømte som alle andre
jeg kunne bare ikke huske det
erindring. Erindring og digte
flere vil sige du drømmer også
du kan bare ikke huske det

jeg vil sige hvis jeg kan huske det
jeg så fugle på en strimmel film