Bidrag

Christian de Groot-Poulsen: Jeg vågner vist aldrig helt

Skyerne sejler ikke om kap
men begge mine ben konkurrerer
om først at styrte til jorden.
Hvor længe har jeg gået rundt i mig selv
bygningerne er skiftevis græsmarker og stål.
Hvor findes udgangen til verden
alt, jeg har tilbage er denne pose
fuld af forventning og forvirring.
Tilfældige veninde, prik mig på skulderen
og fold et skattekort ud i samtalen
eller træk i mig som en udvej
fra den anden side af fjernheden.
Lad mig ikke vågne op i tågerne fra et hul i posen
lad mig ikke længere gå ind i mure og lande på græs.
Om lidt udråbes et af mine ben til vinder
hvis skyerne ikke ligefrem begynder at sejle ind og ud
af mit opløste ansigt, prik mig på skulderen
prik mig på skulderen, prik til mig!
 
 
 
 

Malou Wehage Stålholt: Løgnhals

på grene sidder løgnhalsen og
                                                                          stikker
                         til kornkuglerne
ved siden af
                                                 rødkælken
                         snart er de begge for fede til at sidde
                                                  på så ung 
                                                                          en gren
foran køkkenvinduet hos farmor
                         sneen her får lov
                         til at 
                                                  smelte
                                                  på en anden nådig måde end i 
byen, hvor jeg sjapper
                         bagtrappen til og får våde 
sokker 
                         om natten når jeg 
                                                                           ryger, dét uden farve er 
                                                                           gråt
                                                                           her
men hos farmor får sneen 
                         lov
til at 
                         smelte 
                         i sit eget 
tempo
al den tid, der 
er 
dér
al den tid 
der 
stables
sirligt og 
                         lyden af smør 
                         på en pande 
                                                  og duften af det
                                                                           og bækken
                                                                           der fyldes af
                                                  sneen, som den
                                                                                                    smelter 
                                                                                                    og bækken får 
                                                                                                    fart 
                                                                                                    på
                                                                                                    et stearinlys
varmer rummet som en hel krop, som et
                         menneske, siger                  du 
                         og                    du bygger mig en lille hær i vindueskarmen på femte sal
                         jeg synes ikke de to ting er de 
                         samme
                         men jeg tænder alle
vægerne
 
 
 

Lasse Ra: berøringer

det er noget med berøringerne i metroen trækkes mod solen blænder så kraftigt at det er svært at se dens position. lyse bump. arme, skuldre trykkes mod maver, rygge. han står leder efter det ansigt, der ikke er grimasse. at være andet end mimik. højre hånd griber i metalrøret over hans hoved. en fedtet morgen hånd. han ser frem mod solen blænder og udvisker de andres kroppe. står tæt. dørene skyder op, ind komme luft og en lind strøm af skuldre, maver. øjnevipper, kindben. en grimasse kan være erhvervet for så mange spørgsmål siden. metroen dykker under jorden og det hvide lys gør konturer tydelige. de skarpt optrukne andre. han fjerner hånden fra metalrøret, lader den glide ned i brystlommen. de står tæt nok nu, han behøver ikke holde fast. siddende presses opret. når han ikke overvejer, om han skal klemme hånden ned i bukselommen for at skifte sang, hører han sætningen; fra første faldskærmsudspring er mennesket iscenesat, gentaget. og hvor har han læst det. Facebook måske. en reklame for udspring. han glider blikket, forsøger ikke at se på nogen bestemt. ved DR Byen er metroen tilbage over jorden. han ser ud mellem de andre, ser fælleden i giftigt orange. solen forsvundet bag skyhinder. på perronen puster han ud, trækker ind. lunter ad trappetrinene mod fortovet.

eller han vågner og har svært ved at finde grimassen. dagen er trang og kræver sit, vandpytter spejler grå nuancer af en himmel længere fremme. (og senere) han står i skolegården i den røde flyverdragt og den tilhørende kaffeånde børnene skyer. to piger fra 1. klasses kravler alligevel på hans skuldre, en tredje forsøger at finde en bænk hvorfra hun kan springe op på ham, på hans hoved. de små negle borer ind i halshuden. en lærer passerer med en hilsen. løfter blikket til hilsen. han ved ikke længere hvor han skal placere sine tanker, myldrer frem over skolegården som børns tunger cirkler rundt over læberne spruknes. fugtig december. han har gemt sine hænder i brystlommerne. slikker så læberne. fikserer et gråt skydække længere fremme.

ud til cyklen mellem to regnskyl. birketræets grene hænger og cirkler mod græssets brede strå. eller nærmere, den rustne cykel ser skrøbelig ud i det forvoksede græs han trækker hjulene fri af. et smæk med tungen og han iler ud af havelågen. hopper op på cyklen. pedalerne knaser når han træder. udtrådte. der er et fund han ved han får svært ved at finde. en bevægelse, der træder på tværs af hans lårs, lægges stød i pedalerne. et blik der ikke fikserer. tidligt på sommeren havde han set dens ende. køligt trak den op langs underarmene. men stadig, der er et fund at finde. han vidste det allerede dengang, gravede i sandkassen, kastede skovle af sand ud over kanten. eller han fyldte den grønne spand og tømte den, små tårne på asfalten ved sandkassens kant. han vil finde sit. cykler på arbejde og kommer hjem. i græsset mellem lågen og skurret bliver sporerne fra cykelhjulene pløjet dybere i den våde efterårsjord. han forstår det hele tiden og måske ikke helt. at det jeg vi kalder han er en langsom varme, som siver ud gennem fingrespidserne eller toppen af hovedet. han må finde et nyt. i en sød lugt han ikke kender. de gule og brune svampe vokser frem over forhavens græs, dufter af brun farin. hvide lameller på undersiden – han vipper dem om på maven med skospidsen. sætter sig i den klamme havestol. ikke at han har så meget tid, men lugten siver rundt i hængebirkens lave grene. han spreder brun farin i luften, smager på en fjern grimasse. den kødfuld tunge. brune og gule svampe, hvide lameller på undersiden, springer frem over forhavens græs.

sortmalede bjælker langs gangen var sprækkede, i færd med at åbne sig. fra den lille rude i loftsrummet kunne han se spirerne (hvis han kravlede op på kommoden). opvarmet støv foran kinderne. han gik derop for at se ud, som hvis baghovedet hvilede trygt i bunden af en krybbe. bag spirerne skifter skydækket nuancer. loftsrummet blev mørkt før aftenen ellers kunne opfattes. måske var det ligesådan i morgentimerne: bjælkerne skinner sølv i mørket, det forestiller han sig nu. og han husker det i knæet eller tæernes led, at kravle op på kommoden og se frem, ud gennem rudens trange firkant.

han sidder i havestolen. stadig cirkler hængebirkens grene mod græsset. (og stadig) Jyllingevejs biler falder ind gennem hækken i kolde dråber. han leder, må finde nogle fjerne punkter og trække dem til sig: farmor Ellens drøm skrevet i margenen af Flora i Farver, bind 2. ikke at tage den første metro men vente en rytme. ikke at rejse sig med det samme. han blunder hen i havestolen, grådigt skyder sorte blomster op gennem hans sko og slår rødder i den hårde hud på hælene. hvad. blade flakker af birketræet, hængepilen. samles i vejkanterne som rester af en stadig fjernere tid. han rejser sig, er ved at komme for sent. iler ud af havelågen. hvert skridt ned ad Jyllingevejs fortov flyder let som en følge af beslutninger for længst taget. hen over gangbroen og ned på modsatte fortov.

han går gennem gården, slår ud efter fnok, men de viger for håndfladen. har de en lethed han ikke kan fange, et bevægelsesmønster han ikke forstår. de gule blade hvirvler mod asfalten er lettere at gribe. han har det som et ekko, eller som et krydsfelt af ekkoer kastet af bevægelser han vender hovedet for at se.

en solsort stopper op i baghavens græs, han venter. står i bar overkrop i køkkenet. venstre hånd glider hen over knogler og muskler. han trækker vejret langsommere. strækker åndedrættet til en større bevægelse. han husker helt klart: tre øjenvipper forsvinder i lagenet, en grå morgen lysner. eller en stødvis brise han begyndte at blinke med. blinker med. hun vågner så langsomt et sted ved hans hånd, glider fra hendes hofte og op.

 
 
 
 

Anne Katrine Bagai: dit sted

mærke gulvet hæve sig i fugten. huset vender sig i sig, som noget der har gæret for længe. hviske i det jordslåede brødbetyngede jordslåede at alt skal blive her, hvor det er, hvor det er.
du bladrer i et magasin, du siger: skal vi ikke tage ud? dig og mig. du bliver søsyg af kålbladet i suppen. det blafrer som glinsende englevinge. du sover i sofaen med hænderne foldet. jeg trækker munden ned til dit øre. jeg hvisker: ved du jeg vil køre dig vildt, de små korn i din hud. din klistrede masse. dit sukrede kød. klikke fødderne fast. trænge igennem alle vægge, alt rimeligt. være : en lille mare. være : et reddet landskab. være : den knuste salme. være : blå læbe gane spalte. være vinterens krop. blå fangarme, et stisystem du ikke kan greje.
 
 
vi hvisker i æbletræerne. vi hvisker mellem knoer. vi hvisker nogen skal dø. vi hvisker du er den. ved kedlen. ved komfuret. gulvtæpperne brankede af skidt som dine lår da du satte dig på grillristen ved en fejl. jeg kan lide din vrede, den er sulten. trillebøren der kastes med bugen opad. vi slikker ribs af fingrene.vi tvinger saften ind mellem fortænderne. hviske fedtet af skure, hviske i drivhusene. drille dig til du falder i dammen. betragte dig rasende i åkander og smat. vi fletter fingrene til hegn. planterne suger fugten i luften. rejser sig i natten. der hvor vi er kryber månen og trækker spor. der hvor vi er sover børnene i samme senge som vi.
 
 

Brit Caroline Pallesen: Notits

flodheste er notorisk nærsynede dyr
den tre måneder gamle flodhesteunge
havde ikke et navn som sådan
til gengæld gik den under navnet
9
0
0
7
7
7
flodheste er notorisk nærsynede dyr
de kan let reagere meget voldsomt
hvis noget kommer bag på dem
 
 
 
 

Joan Kirk Jensen: en tekst

En anden dag kører vi med ham. Han sidder ved kaffebordet. Vi skal her have ham fra stolen og over i en kørestol. Han er helt stiv. Men tynd og benet og afmagret i sit gammelmandstøj, som han sidder der. Og han får en jakke på og så sin kasket. Vi kæmper med ham. Han ser bange ud. Vi snakker til ham, vi snakker til hinanden. Vi siger, at vi skal køre en tur. Han siger ingenting. Vi får kørestolen vist. De sidder ved deres kaffe, nogle af dem kigger. Med flødeskumsrester på tallerkenerne og brugte servietter. Med deres spinlonkjoler, deres brune bukser, skjorter med store flipper og kulørte trøjer. Tøjsko eller fodformede sko. Vi prøver at lade som ingenting og snakker så lavt, at de ikke skal kunne høre, hvad vi snakker om, vi er eksponerede som i et fjernsyn, og vi bliver febrilske i vores bevægelser med at få lynet jakken og spændt selen. For vi spænder en sele om livet på ham, så han er spændt fast og ikke kan ryge forover. Så kører vi. Hans kasket er i tweed. Han sidder stiv i hele kroppen og også i ansigtet. Vi kører ud af gangen og hen imod døren og hiver i snoren, så døren går op. Vi tager elevatoren ned. Han ser bange ud. Vi snakker. Højere nu. Vi siger: “er det ikke dejligt, vi skal ned i anlægget. Vi skal ud at køre en tur”. Han sidder stiv og ser bange ud. Vi kører ham. Vi tager fortovet på de små veje. Vi skubber, den er tung, der er ikke for meget luft i. Nede i anlægget kører vi over græsset for at komme til bordet med bænke midt på. Græsset er vådt, men grønt. Vi sidder, så vi kan se bambusserne, som omgiver plænerne, vi sidder, så vi får solen i ansigterne. Vi sidder, så vi kan mærke, det er blevet forår. Men han er stadigvæk stiv og ser bange ud. Og han sidder lænet forover, så bæltet snærer, og jakken sidder ikke for godt. Så snakker vi og laver sjov med ham, og så kører vi tilbage igen.