Bidrag

Kathrine Marie Schnell: Tre tekster

Du er i buskene en hvisken
en modgående fodgænger
en lygtepæls afstand væk
du går igen på fliserne

og jeg genkender mønsteret
og jeg begynder at gå sådan
på den måde bliver vi
to parallelle linjer

i fortovssten indtil kulden
vi sprækker indtil foråret
vi brydes og skurrer
knuser med fingrene bladene

når de begynder at gulne
finder vi året efter hinanden
i fortovskanters tomme
hvisken buske

 
***
 

Bogen på hjørnet af skrivebordet illuderer en messiasscene. En jomfru har sat sig i det jordslåede smudsomslag. Hun brækker forover i bedende stilling, underdanigt hver gang ryggen knækker. Det er derfor, jeg læser den. Jeg er egentlig ikke så meget til den slags litteratur.

 
***
 

Kålormen er kolonormt stor og bugter sig ind gennem rækkehusets forgang og langs trappeløberen op til førstesalen, hvor hun sover. Den samler fedtede tråde fra tæpperne i gangen til en kokon i skænken på forældrenes arbejdsværelse, hvor hun ikke må komme. Hun håber, når den forpupper sig, at den forvandler sig til en storebror af en slags, der kan tæve de store i skolen og lære mig at spille Counter-Strike. Den bliver nok bare til en kålsommerfugl med vinger, der brækker mod skråvæggene, som flaprer ud gennem det åbne vindue. Men tæppepuppetrådene ligger der stadig som et minde om en nyligt afdød, hun kan begrave. Og hun sørger hele sommerferien.
 
 

Cecilie Lolk Hjort: FØRSTE MANDEDIGT (jeg vil forsvare min manddom som en elefant børster en fugl forsigtigt af sin ryg)

lad os betragte toxic masculinity · denne mecha forklædt som soldat · se ham sprede sin aggression i tandsmørtykt lag for at skjule sit myge mørke som piraten dækker øjet med et alt for hårdt klap · kødet er rede men løgnen er svag · der er ingen grund til at angribe det der ikke truer dig og sådan afslører alfahannen sig selv · intet åbner frygtens trenchcoat bredere end at stå og brøle ad hver håndvægt i håbet om at menneskeheden vil lade sig skræmme væk før den graver sig gennem hans brynje af hård filt og finder den sidste rest af flimrende maveslag for at knytnæve det ud af ham · eller værre elske det med sine klæge pigelus · og hvis blot machopisset var mit hjælpeløse instinkt · et skræmt barn der kunne dulmes med forståelse · men denne rustning er en slaskedukke af samfundsværdier syet sammen med sagn · en historie vi har fortalt hinanden så mange gange at den er blevet sandhed selv mens den hælder benzin ud over os og skraber tændstik mod æske · en konkurrence hvor vinderen ikke vinder noget · lad os ikke føle siger toxic masculinity det er blødmandspis og nice guys finish last · (ja i sengen fordi det er federe at vinde et løb og hvile på svulmende laurbær end at falde i søvn på halvvejen henover en målstreg man selv har tegnet) · toxic masculinity er et selvpåført handicap i heteromantikkens store golfspil · man kan altid overbevise sig selv om at kvinder vil have bad boys når man først har overbevist sig selv om at man aldrig skal lytte til kvinder · alt er koketteri for alfahannen som alt er mørke for piraten der klapper øjnene af sig selv · lad os skille det fårede fra bukken · der er intet maskulint ved giftig maskulinitet · det er som forskellen på at have et røvhul og være et · når vi kalder giften maskulinitet fodrer vi frygten for ikke at være mand nok som barnet fodrer uhyret under sengen for at skræmme det væk · vi fodrer uhyret når vi placerer mand og giftig på samme spektrum som tøj hængt til tørre på den samme fedtede snor · som om det at være mand er at puste sig selv op og det at være alfamand er at puste sig selv op noget mere · (indsæt akavet heliumstemme her) · no sir · disse to bor ikke i samme hus · den ene er en levende voksen og den anden et stillbillede af en femårig dreng der leger med sig selv som actionfigur · ikke peter pan · ikke en mand der har bevaret sin sans for eventyr og lært at leve og kæmpe i jubel · men et tantrum strukket ud fra vugge til grav · jeg vil ikke leve mit liv som om min pik falder af medmindre jeg fodrer den med en lind strøm af vredesblod · jeg vil unde mig selv et rummeligere palads end denne trætte historie om helten der står på et bjerg af dræbte skurke og tager et semi-samtykkende kys fra den kvindelige hovedrolle · kære mand hvis du skal slå andre i gulvet for at føle dig høj er alle dine muskler balloner
 
 
 

Axel Isager: Mit værste mareridt er at stå op

Mit værste mareridt er at stå op. Sådan var det imorges, at jeg ikke kunne kigge længe nok på min hånd. Som om noget var blevet afsløret om den, eller det var sidste gang, jeg skulle se den. Sådan at furerne i den havde lagt sig på skrå i forhold til syvende klasse, sådan at hver enkelt fure var lidt mere eller meget mere fure end ellers, end tidligere antaget. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort noget, der ikke var som at springe ud fra en stol med faldskærm på. Så er noget ligegyldigt, hvis man alligevel ikke kan huske det, så er det bedre at tænke på noget nyt, bedre at huske noget indtil man glemmer det og glemme det. Så tænker jeg der må være et sted, hvor en kebab er gratis, og så er dét vigtigt, bare et eller andet sted, bare indtil videre. Så må der være en gammel mand til at åbne mine øjne, en guru i at følge cykelstierne op til skyerne, og så må der også være en sky, man kan ligge og læse på, så gratis kaffe. Så om en halv time, når jeg cykler langs søerne, vil jeg tænke på en time tidligere, da vi cyklede langs søerne. Så husker jeg det, at du så på mig, så var dét vigtigt. På en måde er det derfor, jeg stadig er sammen med dig, for at blive set på, det er helt fint. Så flytter vi i lejlighed, så er vores opgang en magisk portal, det er skidegodt.

 
 
 
 

Richard Jensen: Tre tekster

omskum/huden bølger mellem

tæller myrer mellem                                søerne
gulvbrædderne                                         mellem

                                             de anbragte skimtes
                                             mellem fingrene på gaden

gå ikke ind i dem
så de stejler, galoperer                              tæller til huden
                         draperet over stolper
                         man kan knap nok se dér imellem dem
                         /pas nu på ellers eksploderer de

                                   de anbragte løsladt dingler

                                                  den stol som en flået måge i containeren
                                                                                           skal med hjem nu

                                   Søren ser på mig som om jeg er idiot
                                   Søren har et venligt smil der siger idiot
                                   Søren har et grin jeg stikker ned hver dag til jeg er treog
                                                                                                                                  tredive

og galoppen er stilnet erstattet til stilnet jeg sidder og glemmer mig selv
                                                                 og kindtænder synker tilbage i tiden
                                                  /den skolopender
                                                  der sidder i halsen
                                                  og synger som inge
                                                  n kan høre dig selv?

                                                  stanger dig selv en to tre. se den sol se dit
                                                  øje er væk. Se så hvor din tand din måne
                                                  forsvandt.

                                                  Hør den stol skrige så sandt vi skal dø

 
 

*

 
 

                                                  og imellem de skrig og små, hurtige træk
                                                  i skridtet/jernbanelegemer fløjter/kastrat
                                                  erne i syngende stund har halsbetændelse
                                                  /det slips er syet af puds/bider dine tænd
                                                  er i stykker kommer kommer kommer

                                   regn

De lange dage da man stadigvæk talte til hinanden.
man taler stadig til hinanden. det er ikke nu endnu

                                   men snart

                                                  armene knotler, forvikler sig i sengens mu
                                                  ld/ribbenene knaser under knæets vægt/k
                                                  orte smil i ryk/hvinende stød bryder de si
                                                  dste barrierer/de knager i mig/hendes læ
                                                  ber/jeg kommer kommer kommer

                                   wifi siler fra himlen

Det sidste jeg husker er huler: knækkede engle, psykopater og kommu-
nister undslubet fra den sidste, store indslusning: en støvsuger på max i
tandlægens venteværelse: en ældre herre der poserer med en udstoppet
tiger, billedet koster 5 kr, og skrid så: dråbe

                                                                 efter dråbe
                                                                 tilbage til
                                                                 realiseringen

                                                                 det hele var virkeligt
                                                                 jeg var vågen, her
                                                                 i den første kreds.

 
 

*

 
 

Jeg skal glemme

jeg skal glemme jeg skal glemme

englende tale summende fra skyer/tagene letter

trusler der klikker fra dørtelefoner er du Allan Poulsen?

                         den lange kamp til jeg ligger og græsser på plænen
                                   stirrer op i tårer på uldtæppet der daler ned

Jeg skal glemme Lars Løkke spytter mig i munden.
                                   Martin Henriksen tager mål af mit hår
                                   Inger Støjberg rider mit knæ til
                                   vand og det skvulper derinde.

                                   Men de var der ikke alligevel.
                                                  Nå.
                                   Så skal jeg ha enchilada til
                                   ethundredeoghalvtreds kroner
                                   og en artisanøl til firs kroner

                                   Og så græder jeg alligevel.

                                   Det skal jeg også glemme.

                         Blond hår der smelter med solen,                                                   hvide tænder der
                         halvt skåret i stykker af fyrrenåle                                                  hvisker i skyggen

                                   Det skal jeg også glemme,

glemme, skal Jeg glemme jeg skal glemme.

Englene taler fra udslæt og rynker/tagene slettes

bag dørtelefonernes summen foldes hukommelsen sammen
          til dørtelefonernes summen foldes sammen

                                   og sofaer og
                                   sitren på hemsen

                                                  og fælles dyner, fælles mad,
                                                                                                    fælles senge

                                   det skal jeg også glemme.

Jakob Brønnum: Af: Laokoon

Moralen af moralen

Der er en morale som moralen forbigår
i tavshed eller måske mere i den form for stilhed
der ligger bag tavsheden
den politikerne bruger
når de bare ikke svarer på et spørgsmål
når der stilles spørgsmål
som ikke besvares
som ikke besvares af et menneske
der står der uden at blinke
og som ikke reagerer på den undren
der breder sig omkring ham
over at dette spørgsmål ikke besvares
men blot venter til den går over

og man ved at det er løgn
man ved der er urigtighed et sted
man har ikke noget at hænge det op på
fordi løgnen gemmer sig bag tavshed

der er en morale som moralen
forbigår
måske fordi det er meningen
den skal bore
et lille hul i ens hjerte
hvor man kan mærke det når det er nødvendigt
og huske det når man skal

moralen er at man ikke kan gemme
løgnen bag tavshed
den træder frem ligesom en bestemt form for ir
på en skulptur hvis den er af kobber
den danner ar omkring sig
også selvom såret ikke var synligt
den påkalder sig et kendskab til smerte
som man kan se i Laokoons ansigt på skulpturen
 
 
 
 
Løgnen

Egentlig tror man at det er løgnen der siver igennem
ligesom hvis man har spildt noget blod
på et silkepapir
men det er det ikke, løgnen er en dødssejler
det er livet der bevæger sig
løgnen får alting den berører
omkring sig til at stå stille
og livet afslører den

Løgnen er ikke en bestemt usandhed
løgnen er livet der ikke fik lov at tale ud