Bidrag

Rune Kjær Rasmussen: Rav

Tvivlen som transportmiddel kan kun flikke en vis form for kærre sammen, og glæden ved at genoplive et næsten uddødt sprog, omend måske kun kort, er stor.

Jeg læste om baltisk rav. At det indeholder en såkaldt ravsyre, der kan lindre og få visse lidelser, af både såkaldt fysisk og såkaldt psykisk karakter, som om det helt kan skilles ad, til at forsvinde. Her spiller alderen også ind. Harpiksen, der i sin tid er piblet ud og størknet i en for længst forsvundet skov, har taget turen gennem oceaner og tit indkapslet, nærmest til evig tid, et insekt eller et brudstykke heraf, for eksempel et par guldsmedevinger, der som en stor sjældenhed sættes til salg. Eventuelt på auktion så bud godtages. Det vides dog, at mange varmer rav op og indsætter et fremmedlegeme for at få det til at blive langt mere kostbart.

Der findes en historie, som man skal lede ufatteligt længe efter, hvilket ingen har tid til, om en mand, der på den måde indsatte en enkelt af sine lillefingres negle i et stykke rav og omkring denne glødende orange ramme skabte en fortælling om et menneske, der skulle have levet under havet i mange år for millioner af år siden.

Der findes mange forskellige former for samarbejde imellem forskellige dyr, og forestillingen om at en kvinde eller en mand, eller to af slagsen, samme eller hvert sit køn, så de havde lidt selskab at gøre godt med også, sad under havet og fik en eller anden fisk med stærke tænder til at bide neglene af er meget tiltalende. Den tanke dribler med fine bolde i maven.

Erindringer om forskellige oplevelser kan parre sig med tvivl, ligesom insekter og andet enten er blevet indsat eller reelt er blevet indkapslet, og denne plasticitet i måden at erindre på kan danne grundlag for en idé om, at man måske snyder en smule altid. Den idé om mulig snyd driver en bedre frem end den rene tvivl kan i længden. Kærren må bryde i brand på et vist tidspunkt. Og flammer er et af de få steder i naturen, hvor man kan se spaltede atomer, kan jeg huske, at jeg yndede at påpege irriterende ofte med vilje overfor en anden engang, når vi sad omkring et bål. Ild er et uundgåeligt element, og ikke at have noget imod at ofre sig er vigtigt, men ofringen skal have en privat karakter som en slags indkapsling af sjælen, der utvetydigt ikke kan være snyd, fordi den ikke giver nogen autoritet til det væk.

 
 
 

Ida Monrad Graunbøl: Fem digte

Wifi helt i skoven

Træer kan aldrig vælte
for skoven har ikke Wifi,
men Google vil gerne
holde af
dit ubevidste,
også
selvom den ikke forstår
dybden
og så kaster du blade
op i luften.
De bliver
til sne.
 
 
 
 
 

Fastelavn på månen

Og så gik det af mode at være menneske.
Igen! Og så kom det på mode at klæde sig ud.
Et cirkus er alle moralske skrupler
fordoblet på månen.
 
 
 
 
 

Kompliceret

Det var efter, han forklarede mig
at græsset var grønnere hos naboen
på grund af indfaldsvinklen,
at jeg fejede rosenbusken
ind under fortovet
 
 
 
 
 

Mikado

Nogle gange ville jeg ønske,
jeg var et pindsvin.
Kykloper græder meget højt.
Og når det så er sagt,
er venlighed
den eneste hånd.
 
 
 
 
 

Enøjet skygge

Bekymringer sætter skygger i øjnene
og pludselig blinker vi,
glæden er lys.
 
 
 

Cecilia Munkholt Andersen: Et uddrag

Hun står som en omstyrter af ellers fastlagte beslutninger – – en skønhed, en vaskeægte valkyrie; hendes slanke, elastiske krop åler sig frem mod mig, og med en væmmelig latter tager hun mine papirer fra mig, smider dem op i luften – de flyver hvidt omkring os. Hendes latter springer mellem væggene, mens papirerne et efter et ligger sig stille til rette på gulvet. Hun glider rundt om mig med sine vuggende, æggende bevægelser, hun mønstrer mig med sit blik, indtil hun trækker mig ind til sig i en stormfuld omklamring, som får mig til at tabe pusten og synke i knæ. Papirerne ligger i en cirkel om os. Hun forsøger at varpe mig ud med sine voksende håndflader, sende mig hen i skammekrogen eller skubbe mig ud af døren, hen til et andet sted, for jeg har ligget for længe og for bekvemt i hendes omfavnelse. Hun løfter sine næver mod loftet, svinger dem i luften, næverne vokser og vokser. Hun sænker dem, og så begynder hun at puffe til mig med sine enorme håndflader, jeg vakler af sted, hen til et sted, hvor jeg liggende i en seng skal sygne hen under hendes blik. Jeg tager ansigtet i hænderne, liggende i sengen skjuler jeg mig, mens jeg kigger på hende gennem let spredte fingre.
      Jeg begynder at skille lamperne fra hinanden for at finde lytteudstyret, først loftslamperne, så skrivebordslamperne, sidenhen vækkeure og lommelygter. Nu da jeg er ensom, så skal alt brydes ned. Jeg taler til min “roommate” om natten: “Du ser sgu frygtelig ud, Klaus.” Han begynder at ligge uroligt i sengen. Sengen knirker, mens han vender og drejer sig. Han står op og begynder at banke og hamre på løs på væggene, han flår skabene fra hinanden, og mens spagnumplader, gipsflager og træsplinter fyger om ørene på os, så begynder kablerne og mikrofonerne at falde fra skabene i kaskader. De ryger ud på gulvet, indtil gulvet er afdækket af ledninger, stikdåser og fatninger, de ligger i store bunker og fylder hele rummet. Så smasker en kabeltromle mig lige i ansigtet, og jeg ramler omkuld. Da slanger hun sig øjeblikkeligt mod mig igen, hun glider om mig i cirkler, mens hun blinker med det ene øje og sender fingerkys. Jeg ligger ubevægeligt på gulvet og kigger opgivende op i loftet. For helvede. Jeg forsøger så at sige at tage mig sammen. Endelig rejser jeg mig dovent og begynder at udføre min uskønne dans, armene hænger tungt langs kroppen, de er blevet så lange, at de først stopper lige over gulvet. Jeg ligner en kludedukke. Armene slasker frem og tilbage i takt med mine skridt: En, to, tre, er du sur og trist, så klap i hænderne, daske fremad, vralte tilbage, er du sur og trist min ven, rejehop, boogie-woogie, ska’ du snart bli’ glad igen, chassé.
      Jeg øjner et ledigt sæde længere nede i kupeen, jeg haster derned og sætter mig tungt tilbage i sædet med et udmattelsens suk. Toget kører med høj hastighed mod Nordjylland, hvor jeg sammen med samtlige familiemedlemmer skal til ceremoni på en fornem kro. Jeg skælver inde i knoglerne. “Ja, goddag, mine damer og herrer. Jeg har åbent hernede i pantry ved vogn 11. Jeg kan tilbyde vores snackbag, som indeholder en halv liter vand, en lille pose chips samt lidt chokolade, til 30 kr.”
      Jeg fremturer spruttende af latter til min sidemakker: “De serverer snackbags til en udsultet, hungrende befolkning.”
      Hans ord gjalder mod mig, han er harmdirrende og svinger sin knyttede næve mod mig, mens han skælder: “Det er faktisk stillezonen, det her.”
      Jeg dukker mig brødebetynget og beslutter på stedet at omskrive samtlige samtaler, jeg nogensinde har ført med andre mennesker.
      Nu er jeg helt andet sted, det skal jeg da lige love for, til maskebal på et kolossalt gods. Jeg har taget elefanthue på, iført mig gulvlang silkekjole og trækker slæbet efter mig, misbilligende skævende bagud, idet slæbet besværer min fremadmarch, når det uophørligt sætter sig fast mellem gulvbrædderne. Jeg hiver i frustration huen af og stamper rasende på den. Det er også det slæb, der holder mig tilbage, tænker jeg olmt. Hvis ikke det var for det skide slæb, så skulle jeg marchere fremad i en fart, som mine klassekammerater ikke ville tænke sig muligt, da det i folkeskolen tog mig otte år at lære at stoppe med at stave brev som berv. Jeg tager fat i slæbet og giver det et ordentligt ryk, så det revner på midten, og jeg tumler fremad, direkte ind i min bordherre. “Ja, godaw do, ve do dans mæ maj,” siger den bugsvære gentleman, og jeg føler mine kinder blusse op og varmen brede sig, da jeg nikkende og smilende tager hans hånd for at lade ham føre mig til bords. Jeg opfører mig som en kurtisane, gestikulerer ivrigt med hænderne, lægger benene over kors, afkorser dem igen, kærtegner alle mit ansigts afkroge, mens jeg kigger op og ud gennem øjenvippernes tyngde med et på en gang blu og ublu blik. Jeg skælver. Jeg vil lægge mig for fødderne af denne majestætiske gorilla, så han kan træde på mig hver eneste dag. Han nulrer sit overskæg og plirrer med øjnene. Han sitrer, når jeg rører hans hånd. Han er guddødemig også forelsket, opdager jeg nu, og sådan må en mand ikke opføre sig. Han skal være ligeglad! Vi rejser os og går hånd i hånd ind i Den Sorte Diamant, mens vi leder efter bogreolerne.
      Knoglerne i mine hænder klør helt af helvede til. Jeg prøver at massere mine hænder for at få kløen til at gå væk, men de bliver bare røde og opsvulmede. Jeg bliver nødt til at tage ringene af fingrene, de skærer sig ind i kødet. Jeg sidder på en bænk på Christianshavns Vold og kigger udover Stadsegraven. Jeg spærrer øjnene vidt op, forsøger at få lyset fra genspejlingen i vandet til at trænge ind i mine hornhinder. Jeg nulrer mine fingre en efter en, knoglerne står efterhånden i flammer. Jeg rejser mig for at gå ned til vandkanten, så jeg kan sænke mine brændende hænder ned i det kolde svalende mørke. Bladene på træerne knitrer i forårsbrisen.

                                                                        *

      Klaus render rundt på gangene og trutter i sin trompet. Jeg holder mig for ørene og bander højlydt. Det var sgu da utroligt. Jeg rejser mig fra sengen, åbner døren på klem og kigger ud. Klaus står længere nede af gangen med trompeten højt hævet over hovedet, med mundstykket mod læberne. Han opfører en lille dans, mens trompetens lyse, gennemtrængende lyd springer atonalt mellem de sterile vægge. Et øjeblik sænker han trompeten og tager mundstykket fra læberne, kigger på mig og smiler, mens han triumferende småsynger: “Lidt god musik gør alle mennesker glade.” Mine øjne bliver smalle og jeg presser kæberne hårdt sammen, så tænderne gør ondt. Jeg giver døren et ordentligt puf, så den smækker i. Ude på gangen fortsætter trutteriet. Den her elendige afdeling forværrer min tilstand, andres mani kurerer ikke ligefrem mit tungsind. Jo mere andre vil op at stå, jo mere vil jeg sidde ned. Det er som om mit indre falder og falder, indtil det koncentreres i mine fødder, så jeg ikke længere kan løfte dem ordentligt. Så har jeg et par kæmpe, tunge klovnesko på mine fødder, jeg går så forfærdelig langsomt. Jeg støder ind i andre mennesker med mine fantastiske klovnesko. Jeg kan ikke styre mine lemmer, når jeg maser mig fremad, iført klovneskoene, med et anstrengt ansigtsudtryk, og overkroppen lænet langt fremover fødderne. Jeg kan se foragten i andres blikke, og andres blikke er altid fæstnet på mig. Det giver mig lyst til at dø. Det eneste, jeg kan tænke på, det er at dø. Jeg vil gerne befries fra min krop, min før så bulnende mave og mine nu så slappe lår. Jeg spiser mindre i forsøget på at få min krop til at forsvinde, så jeg også selv kan forsvinde. I takt med, at mine nederdele bliver mindre, bliver min hud løsere. Jeg kan lide min slanke krop mindre, end jeg kunne lide min tykke krop. Før var jeg stærk som et spand heste, min firskårne krop var et forsvar i sig selv. Jeg kunne lide andres kærtegn mod min bløde hud, nu er min slanke, elastiske krop en påmindelse om lidelse.
      Jeg er ved at skrive mig ind i en trist familiehistorie, og det gør mig så rasende, at jeg omgående bliver udmattet. Min fars første selvmordsforsøg blev afværget ved, at min mor troppede op på skydebanen med mig i hånden. Det krævede en fireårigs blik at få geværets løb fjernet fra mundhulen. Der var stille i nogle år efter det. Jeg gik ofte ind til ham på hans kontor, hvor han sad i gyngestolen og rokkede frem og tilbage, mens han læste en spændingsroman og spiste Rittersport Voll-Nuss. Så spillede jeg lidt på klaveret, indtil han lagde bogen fra sig, rejse sig og fandt sin mundharmonika frem. Han satte sig på kontorstolen og begyndte hjælpeløst at pruste i instrumentet. “Det er ikke nødvendigt at kunne spille på et instrument for at lave god musik,” sagde han, idet han hurtigt drejede rundt på kontorstolen, indtil han havde front mod sin spolebåndoptager. Han satte et spolebånd med Bob Dylan på, som han havde overspillet fra radioen. “Han synger af helvede til,” indvendte jeg. “Prøv at høre efter teksterne,” svarede han. “Han hedder Robert i virkeligheden. Og Sebastian, han hedder Kurt.”

 
 
 
 

Mikala Mul: To digte

på vej til hillerød i s-toget
manden ved siden af mig skriver
Hej Sofia. Den store bagedyst starter i aften.
den store bagedyst starter i aften
på hver side af skinnerne står træerne og ser overmodne ud
er de ved at sprænges af det mørkegrønne
kan de ikke være i deres farver

sommerhuset lugter dejligt, haven som en lille lysning
tyst
træerne tager imod alle lyde her,
som muld tager imod og giver efter
Luca ligger i græsset, kroppen strakt
den er helt ude af proportioner
Luca dit ansigt er glat, din næse så lille
man får lyst til at bide den af

altid roder jeg rundt i sommerhusgeografien
marielyst lyder nordligt synes jeg, fårevejle, liseleje
du sagde til mig, geografi er vigtigt og jeg ved at stedet
det konkrete jo betyder meget
især for dig der er fra et rigtigt sted
Hirtshals, vand, vind,
du fortæller mig om havneruten
at køre rundt i dine forældres bil, ned og hente snus, sidde og glo på vandet
det lysegrå, altid at være vindblæst
på dit drengeværelse
sover man lukket om sin egen lille søvn

her sover vi alle dårligt
min mor siger,
måske det skyldes fuldmånen
efteråret
viser sig frem
de røde bær, de hvide bær, vi tyrer dem i jorden som knaldperler
solen lægger sig som en varm hånd over ansigtet

 
 
 
 
 

hjertet brister i dag
eller
jeg har købt pastelfarvede notesbøger
hvis jeg ku
ville jeg være
rablende
energisk
ansigtet frisk snakkende rygende
kroppen
jeg ville kaste den ud i alt
hey hva så hva skjer
hoppe som kaninerne banke med hjertet som kaninerne
knalde som kaninerne
holde dig indeni mig så langt tid som muligt
glitre som en stor måne som alle overflader som tagene især
der glimter så sindssygt når solen skinner med alt sit hvide
dine tænder er så hvide som tagstenene!
skrive i de notesbøger
dine tænder er så hvide som tagstenene!
 
 
 
 
 

Noa Kjærsgaard Hansen: Solen skinner som en sol udenfor

Jeg sidder på min sorte læderstol i Aarhus Nord
jeg kører den frem og tilbage over et blåt gulvtæppe
der folder sig sammen mod midten
som en lille orm
der slænger sig i græsset
jeg vender hovedet
først mod vinduet
fugle der flyver som de plejer
dukker op over det ene røde tag
for at forsvinde bag et andet
så hovedet mod skærmen
der er jeg
som jeg ser ud
for alle andre
på et billede
på en strand
i Cuba
her er jeg
tilbage i stolen
med alt det der gør min krop genkendelig:
et lille modermærke på halsen
med fire sorte hår
jeg har lyst til at rive ud
for at gøre mig mere glat
som en lille orm
i en stor våd bunke jord
gravet op bag min mors hus
da jeg forsøgte at lave en urtehave
de timers fysisk arbejde
skiller sig ud fra de her timer
i min sorte læderstol
jeg lukker en fane
så er der elleve tilbage
jeg vasker mine hænder fri for jord
jeg kan godt lide at have hænder i muld
jeg kan godt lide at tage billeder af ting
af mig selv
men lige nu er mine hænder dækket af koldt vand
det giver et blåligt skær
de steder hvor huden foldes
jeg kan kun se mig i spejlet
jeg kan kun se mig gennem glas
i skærmen
tilbage på stolen
jeg folder tæppet ud
jeg bruger et par timer på at åbne nye faner
én hvor jeg googler krydderurter
der kan overleve vinteren
en fane hvor jeg diskret søger på stemninger
der minder mig om bestemte faser i mit liv
på dage med tømmermænd
kan det fremkalde en tåre
som da jeg en morgen efter en bytur
lå og græd i en time
efter Erik fra Krøniken begik selvmord
jeg søger på et cover af Radioheads ’I will’
en liste over film Nicolas Cage har været med i
kendte superligaspillere i perioden 1998-2001
følelserne virker ægte for en stund
livet virker
som et læs af erfaringer
der lægger sig oven på hinanden
som bunken af vasketøj
ved siden af min seng
i Aarhus Nord
forestiller jeg mig
mens jeg kigger mod havet
ikke fordi jeg kan se det
men fordi jeg ved det er der
bag bygningen
efter skoven
ned af skrænten.
 
 
 
 
 
 
Jeg kan huske en skoleudflugt på Christiansborg
hvor jeg stod længe og stirrede
på et maleri af en politiker
hvis øjne fulgte mig
uanset hvor jeg kiggede hen
her i stolen
foran skærmen
er Folketinget ikke andet
end en samling
af folk med deres ting
som ingen tager fra dem
uanset fordelingen af mandater
raser krigene stadig
det der virkelig ændrer ting
er den måde internettet gør kloden
til ét stort felt
hvor man kan zoome sig ind
på ethvert kontinent
en søndag på Antarktis
en kaffepause i Panama
sammen med David Cameron
og Brian Steen Nielsen
mens man først lytter til Danmarks eneste borgerlige debatprogram
og derefter Danmarks eneste røde debatprogram
på radio24syv
og finder ud af
at det er det samme
der bliver sagt.
 
 
 
 
 
 
Jeg børster tænder i badet
hårene på min orange tandbørste bøjer udad
og danner en markant større overflade
end da jeg købte den
hårene glider langs tænderne
som en midterskilning
som ormens slængen
der har lagt græsset ned
som Moses
der skiller vandene
jeg har åndenød
jeg trækker vejret helt vildt
mens jeg fylder munden med vand
og spytter ud igen
jeg sætter mig ned i brusekabinen
mærker den hullede rist mod ballerne
min hud folder sig
jeg folder forhuden tilbage
mens det plasker ned på klinkerne
og op på min krop
det er utiltrækkende at føle sig tiltrukket af sin egen krop
at tænke på kroppen
på modermærkerne
skægget under underlæben
der som hårene på tandbørsten
som midterskilningen
som ormen
som moses
bøjer mod højre og venstre
og ikke når ned til skægget på hagen
de her egentlige kendetegn
og de kendetegn
jeg opfinder
som internettet opfinder
ud fra hvad andre ser som mine kendetegn
et markeret ansigt i sorthvid
med dybe øjne missende i solen
der skaber de helt rigtige skygger
til at fremhæve mine kindben
som på mit profilbillede
på Facebook
det er kvælende at sidde på en stol i Aarhus Nord
og se en solnedgang
hvis farver reflekterer sig
i basilikumplanten i min vindueskarm.
 
 
 
 
 
 
Da jeg en mandag med tømmermænd
farer vild i IKEAs køkkenafdeling
og bliver råbt af
fordi jeg tager en skraldespand
der hører til en udstilling
tager jeg min telefon op af lommen
og i mangel på en bedre løsning
læser jeg et aggressivt kommentarfelt
til en artikel om antallet af kvindelige værter
på Deadline
og jeg tænker kort
at det måske er demokratiets store problem
at det ikke er en styreform
der er gearet til internettets effektivitet
at internettet potentielt set
er den totale form for demokrati
og den totale form for eksklusion
på samme tid
fordi alle kan råbe
men dem der råber højest
får alle andres stemmer
til at føles som at råbe i en drøm.
 
 
 
 
 
 
Jeg skruer helt op for radioen på badeværelset
rummet forsvinder i damp og stemmer
og vand ned langs ørene
i et satireprogram udgiver en mand sig for at være en dame
uden at jeg helt forstår
hvorfor det er satire
når en mand udgiver sig for at være en dame.
 
 
 

Rasmus Breinholdt Cederlund: To digte

Der er børn i min sne
jeg er vinteren;
der er glæder i min hud
jeg er væk;
fordi
dit navn regner i mit sprog

Eller

Jeg er det første tegn på forår;
og imod den lille strøm fra
bække af slud
kravler nu mit grønne øje – frem.
Åh, jeg skulle ville
at sige sådan!

Men nej

Lad os sige
i stedet det var dig;
så var jeg dyret
måske musvitten
pip sviv pip
og nu kom solen hjem.

 
 

*

 
 

Som bølgerne i korn som græs og havet
intet kræves ved at bølge
de bare gør det når måske en vind er dér
så vil jeg bare gøre

Fx jeg vil dufte til kaffen når den står op
af posen
og gennemsyres af drømmen om næring
i duften

Generelt jeg vil bade i flod af varmet vand
til byen ja og have mit net
sat op i floden

Også jeg vil høste med sanser og bade men
hvilke skygger her holder mig
nede og tvinger ja tvinger mine bølger flade?