Emma Sandborg Karmark: To tekster

JORD

Tre dage efter han var død, vågnede jeg om morgenen og tænkte: Han er død. Og jeg fik en forfærdelig fornemmelse af, at jeg var den sidste, det var gået op for.

Der var sådan en tomhed i huset, og den blev allermest presserende, når jeg kiggede ned i min kop med kaffe og havremælk. Jeg åbnede mit vindue og kiggede ud, alting var presset sammen til en flade, og jeg sad fast i mit rum.

Jeg er tom som et spøgelse
Jeg kan leve af hindbærsaft, æbler og honning
ekstrem sødhed

Hans lejlighed skal tømmes, og
her findes et helt liv,
men mennesket det drejede sig om er væk, og avisen bliver leveret, og strømmen er tændt, og der er bananer i køleskabe. Jeg er blød. Vi skrubber gulvet. Vi tømmer skraldet.
 
 
 
*
 
 
 
MENNESKE

der er et spøgelse i væggen

jeg kan mærke dine hænder
når væggen bliver kold

dit ansigt er støvet
jeg vil tage mig af det

men du kommer aldrig ud

forbindelsen her er
ikke sikker

i bunden af flasken ligger der frugtkød
i toppen har der været saft

selvom du er død
er du jo stadig et menneske

*

der er damp i luften

brusehovedet drypper
jeg binder det ind i stof
brusehovedet er indhyllet
og jeg er tung i hovedet
 
 
 

Flere bidrag