Lyset løber lige igennem og over. Jeg indtager foråret. Gennem vinduet: En plante, mine fingre. Solen. Bladrer gennem en dårlig bog.
Jeg var hjemme kl. 20, beskeden var ikke kommet. Så gik jeg ud, kom ikke tilbage før 0.30, hvor jeg fandt din besked. Fra ved middagstid.
Vinduet står åbent. I stuen står mørket. Udefra: lyset indrammer mit ansigt. Som om jeg svarede: bag glas. Og blev trykket sammen.
Helt sikkert er intet menneske blevet så ydmyget i en andens hænder som jeg blev det af dig. Der var hverken valg eller variation. Kun: krop.
Som om der var andet. Som om jeg var andet. End udenfor, bagved, foran. Jeg mangler noget at centrere mig om. Lyset der indrammer solen bag glas.
Det skrællede had frem: Ydmygelsen i, at du ikke svarede. Og ellers lod dine svar stå fuldstændigt vage. Mellem fingrene. I mørke.
Du forblev stille i ugevis. Lod fem mails ligge ubesvarede. Er det ikke foragt? Er det ikke, hva, hva, hva? Jeg bliver krop. Bladrer i lys.
Det er ikke fedt at sidde i et storrumskontor. Grædende. Mapper og klips har ikke så meget med sorg at gøre. Mindre end man skulle tro.
Det syn, jeg ser, når jeg er døsig: du lægger mine mails væk, ulæste bag en plante; eller sletter dem, en efter en. Det burde du ikke gøre.
Din besked indtager: Krop, skærm, lys. Mørket er undtagelsen. Det hele centreres om vinduet, og fingrene presses – bagved, udenfor, foran.
Tingene bliver bedre. I dag ventede jeg kun fire timer på dit svar. Foråret lægger sig på glasset. Alligevel, stadig fire timer.
Solen skræller rammen af. Beskeden er en plante. Og nu er det hele vokset ud af mine hænder. I lyset bag glas.
April gnistrer langsomt. Kan jeg udtænke et svar, når du i løbet af fire dage kun ofrer et øjeblik efter frokosten på mig?
Der er umådelige mængder af uklarheder mellem os. Måske ville et ord fra dig være nok. Og du husker at vande planten? Det må du endelig huske!
Mens jeg ventede ængstelig besluttede jeg, at hvis din mail ankom i dag, ville jeg ikke åbne den. Jeg ser vagt på. Min egen døs.
Jeg betragter. Glas, jeg skærmer det. Jeg betragter. Krop. I stuen og planten: ti fingre, der ligger i vejen. De bladrer stille i bøgerne.
Den mail, som jeg holdt uåbnet i min lomme i et øjeblik, den mail kunne for din skyld være skrevet i morgen, dagen efter. Eller aldrig.
Jeg indtager: frokost, ydmygt. Lyset lægger sig i vinduet. Glasset indrammer døsigt planterne. Antager jeg. Foråret kan have: Krop.
Nå, men jeg kommer til påske, ikke ved middagstid, men lørdag klokken 18.51. Selvfølgelig vil jeg foretrække, at du kommer ned til stationen.