Garnrester danser
livlige døde tråde på indersiden af øjenlåget
kniber
trevler op i en balje
glitrer af sæbevand
Betræder frotté lejet med gennemsigtige tæer
huden er tyndere end den plejer
let spredte ben
vand løber ud af et bjerg
på mors nye badeværelse
vasker mig med kold vand og sæbe
suger
det brune i øjnene
ind i klædet og ind i alle unge kvinder
fra det enkle kan vi tale
indtil moderen ankommer
Hænger i luften
hver enkelt knogle folder sig ud
husker ikke
gør mig elastik
forvandler huden til stof
og falder
alting er midlertidigt og mine sanser er døsige vidner
vågne i vakuum
Jeg trækker ud i tiden som et stykke stof
blød og gennemsigtig men ikke umulig at få fat
stryg kinderne
vær din egen moder
og jeg vil pleje blomster
jeg har sået
sortere visne fra
vande sparsomt for at forkorte tiden
til de igen har brug for mig
jeg vil ikke være den eneste patient
livgivende og tålmodig som dig
tallerkensmækker
jeg skænker et glas vand til os begge
Vi er knoldede pæoner
små symboler fra naturen
broderet i huden
med tynd tråd
pastel i blodet
Det bedste er at vi lever i de samme rum
sover i den samme seng
Og du lærer mig om kunsten at være stille
sammen
elskende
Bladrer gennem klistrede dage med fingerspidserne
fugle sætter sig på mig
jeg er i færd med at forvandle mig
til stilstand
Jeg bærer mit hoved som et æg
jeg bærer mit hoved som en nyfødt
blade fra den store blodbøg rasler ud mellem fingrene
når jeg holder om mit hoved
Smager på en salt lille dråbe inden den
synker ned i dit hår i dit hoved
og bliver dig i en skinnende hovedbund
jeg bliver et barn i dine arme
og vi er omfavnelsen som jeg hviler ind i
fordi jeg mærker at også du bliver hængende denne gang
dit hoved er tungt, er en beskyttende pude om hjertet hvor vi finder hinanden
og mit hoved er udenfor, men det gør ingenting
endelig hvisker du en erklæring jeg ikke kan høre
men det er heller ikke det
der betyder noget
sanserne ligger åbne som skyerne der
det summer i hovedet
og hvis ikke det største bor i det mindste så ved jeg snart ikke hvad meningen er
og jeg vil æde græsset og dets farver
alle de græsarter, hvorfor kender vi dem ikke, børn af byen
vi spiser dem bare
og jeg kan ikke skrive på denne skærm, kun læse den
så hører jeg at de taler til mig fra træerne
og bassen pumper derude bagved huset
den vidunderlige måde skørterne suser om benene når jeg går på line over brædderne
til rytmen
de knirker som det knirker indeni knoglerne