Barken var faldet af flere steder og lod træstubbens nøgne hud
udsætte for sol og mug. Stubben støttede hans benede bagdel
godt. Nuvel, lidt hård, men års slid havde formet den en smule
som en stol. Måske var det bare noget han bildte sig ind. Men
han sad behageligt her bagest i haven med udsigt til skovens
begyndelse. Stubben havde for mange år siden været et
voldeligt birketræ. Begge hans sønner var kastet ned fra træet
i deres forsøg på at beklatre dets glatte bark, gribe efter de
magre grene. Til sidst havde de ikke flere plastre, og så måtte
han fælde træet. Konen kunne heller ikke tåle birkepollen. Han
kunne nu godt lide det hvide træ. Det var en ensom ulv blandt
de andre træer. En outsider. Så aldeles anderledes. Træernes
permanente albino. Og han tappede birkesaft i foråret og nød
dens bløde sødme. Drengene og konen skulle ikke nyde noget.
Træsaft, fnøs de. De ville hellere have Fun. På engelsk betyder
funny underligt, funderede han. Nu var træets eneste fornøjelse
at støtte hans røv. Han kunne godt lide at sidde der og kigge
ind i skoven. Han kiggede ikke efter noget specielt. Engang i
mellem kom en nabo i vejen for udsigten. De luftede hund eller
løbetrænede og skulle så yderligere forstyrre med et venligt
nik og et ‘goddag’. Det ragede vel ikke dem, at han sad der på
privat grund og nød naturen. Kunne de ikke bare ignorere ham?
Hvad bildte de sig ind at lure ind over hans lavtgående hæk?
De kunne bare kigge lige ud kunne de. De skulle ikke forstyrre
ham i sin skovkigning. Det var en privatsag. Og en vigtig sag.
Åndedrættet blev langsomt, når han gjorde det. Maven spilede
sig helt ud af duften fra træerne og skovbrynet, blodet løb
langsommere i blodårerne, blev nærmest nedkølede, musklerne
slap taget i hinanden og lod tyngdekraften bære dem. Når en
fugl engang i mellem skræppede i grenene, skød han den med
sit luftgevær.