Du er i buskene en hvisken
en modgående fodgænger
en lygtepæls afstand væk
du går igen på fliserne
og jeg genkender mønsteret
og jeg begynder at gå sådan
på den måde bliver vi
to parallelle linjer
i fortovssten indtil kulden
vi sprækker indtil foråret
vi brydes og skurrer
knuser med fingrene bladene
når de begynder at gulne
finder vi året efter hinanden
i fortovskanters tomme
hvisken buske
***
Bogen på hjørnet af skrivebordet illuderer en messiasscene. En jomfru har sat sig i det jordslåede smudsomslag. Hun brækker forover i bedende stilling, underdanigt hver gang ryggen knækker. Det er derfor, jeg læser den. Jeg er egentlig ikke så meget til den slags litteratur.
***
Kålormen er kolonormt stor og bugter sig ind gennem rækkehusets forgang og langs trappeløberen op til førstesalen, hvor hun sover. Den samler fedtede tråde fra tæpperne i gangen til en kokon i skænken på forældrenes arbejdsværelse, hvor hun ikke må komme. Hun håber, når den forpupper sig, at den forvandler sig til en storebror af en slags, der kan tæve de store i skolen og lære mig at spille Counter-Strike. Den bliver nok bare til en kålsommerfugl med vinger, der brækker mod skråvæggene, som flaprer ud gennem det åbne vindue. Men tæppepuppetrådene ligger der stadig som et minde om en nyligt afdød, hun kan begrave. Og hun sørger hele sommerferien.