Marlo
vandet gør af mig,
jeg råber tilbage og løber væk fra
det våde gab.
huset er væk, igen.
og jeg kan ikke huske, hvordan tæpper fungerer eller
hvordan man tager imod ét.
/ hvordan verden omfavner /
min verden er af sten, store og små.
min verden er sten, vedvarende.
mine sten er verden nu.
jeg sætter tænderne i
søstjernen, udtørret og usikker.
at leve er at skinne,
indtil man bliver usikker
og dør.
jeg slikker sandet ud af kraniet
på krabbens gabende skal, tom for
tanker, sindet er helt væk
ligesom huse,
ligesom havet,
der trækker sig tilbage som et tæppe,
der trækker sig tilbage som et minde,
og farverne går derhen, hvor de var, før de begyndte
at bløde ud.
og vandet æder af min verden,
jeg gør til jeg synker.
jeg så jorden åbne sig ved siden af mig
/ det førte mig til det smukkeste sted. / og jeg så jorden åbne sig ved siden af mig.
/ jeg så verden lyne op og en stor flod tage form. / som en anakonda tager form / et
kaskaderende exoskelet. / ligesom strudsen, / men blot den spraglede hals, / blot babelstårnets
strækning / og sluger mig. / hvad var det? / det var
døden, tror jeg. / knudepunktet / kroppens polariserede kritik / rejsen førte mig til det
smukkeste sted, jeg har set. / jeg har set / døden, / og døden er smuk.
/ og dødens hånd, / jeg glemmer den aldrig. / den mørke lomme / den brændte krustade / som
i sin skrøbelige snoning, / omfavnede mig, / som en kobra. / og klaveret lød fra dødens mund,
/ tænderne, / tangenterne satte sig i hvert et ord / som en fiskekrog. / tonernes byttedyr. /
musikken blev jagtet af mine ører. / og i et sprog, jeg ikke aner, / flød en uundgåelig gåde, /
der bliver løst idet man hører den.
Blæsten
flød ind i stuen og rev tæppet op
som et fyrretræ, helt ned
til roden / til risten / til rodet – til alt
det som gemmer sig
i grundvandet
ligesom urolige, natlige fisk.
sorg er en flod som løber
under de lange år, gennem viadukten,
rygsøjlen af mit liv.