Manja Holmelund: To tekster

Vi skal besøge min far. Han er kommet hjem nu.
Vi går hen til et legehus, min far, min storesøster og jeg.
“Det er så her, jeg bor”, siger min far.
“Neej!”, siger min søster grinende.
“Bor du her?”, spørger jeg, usikker på hvad der foregår.
“Nej far, du bor da ikke her?”, spørger min søster stadig grinende.
“Jo det er her, jeg bor”, svarer han.
Vi står lidt. Går lidt rundt på de 7 kvm. Der er sand på gulvet. Vi forstår det ikke min søster og jeg. Lidt efter siger min far: “Kom med så skal i se, hvor man tager bad”. Vi går med ned ad en trappe, ned i en mørk kælder. Min far fortæller, at det kun er koldt vand, der kommer ud af bruserne. Vi gyser, og stirrer på de grålige vægge. Vi følger hurtigt med ham, da han begrynder at gå op af en mørk trappegang. Vi kommer ind ad en dør.
“Det er selvfølgelig her, jeg bor” siger min far, og klapper mig på kinden. Min søster griner usikkert, og siger: “Jeg vidste det godt. Du kan jo ikke bo i et lejehus, det er alt for koldt”, mens hun tager sin flyverdragt af. Men jeg ved, at også min søster nåede at blive overbevist. Jeg står stadig med min flyverdragt på.

 
 
 
 
 

Mørke

Vi har set Dykkerne.
Jeg er halvbange og nervøs i blikket. Min far bemærker det og spørger, om jeg kan hente en cola og en øl udenfor. Det er mørkt.
Jeg skynder mig hen til kassen og derefter tilbage til døren. Men den er låst. Jeg går i panik og hyperventilerer, men noget siger mig, at hvis jeg viser min far det, vil han ikke lukke mig ind. Så jeg står helt stille og kigger ind af den oplyste rude.
Min far lukker op efter noget tid. Han siger, at den bedste måde at overkomme frygten, er at se den i øjnene. Det lærte han i militæret.

 
 

Flere bidrag