barndommens prægning.
mor: de signaler den bevingede eyeliner kunne sende
jeg er 13. jeg er 10. manden på toget med overskægget, som beder om et knus og et kys. jeg har en lyserød hue på og er ubevægelig. senere harmen over, at ingen af de andre passagerer reagerede.
jeg er usagt trodsig nu. mange har skrevet om dette før mig. jeg er ikke noget subjekt, jeg overgår jer alle, han var jeg’et i teksten, han er jeg’et i alle teksterne, mig krybende, jeg ved ikke, hvornår det er tabt for mig
om det er når de ser på mig med blikket, om det er når de taler om noget tilnærmelsesvist klogt, det ligger som oftest i deres hænder
valerie solanas skriver om omvandrende aborter. du har aldrig haft noget at skulle bevise, intet har man krævet af dig. den obligatoriske venlighed selv blandt vores egne, vi hoverer ikke, ser knapt nok op
min far smed en nøgen mand ud af mit værelse engang, vi skal helst være flinke i vores drifter og ikke for højlydte, hendes køn er bart, hun stønner blidt og eftergivende, når du tager hende bagfra
jeg havde sex med en mand af høflighed engang, sagde ikke en lyd men sørgede for at fjerne efterladenskaberne. kunne tilbyde den banale samtale, han var vistnok programmør, og efter havde han strøet om sig i teltet med sin lugt, som jeg ikke kunne få ud af soveposerne (i vil ikke indrømme det men i kan godt lide den passivitet, den magtesløshed, stilheden og kravene)
nogle gange ser jeg farver: et glimt af dybblå midt i sammentrækningerne. jeg fortæller dig efterfølgende at det var som en midnat. du fascineres. du frastødes.
jeg er den eneste her. forestiller mig at jeg var dig, det blide, det eftergivende. så lind du er når du siger hans navn. så hadsk jeg er i mit koketteri. et hul der udvider sig. en supernova. kroppenes friktion. hør her. jeg gjorde det ikke for ingenting. hjertet gnubber sig op imod dig nu. og hvem er nu min ligeværdige. hvem skal nu rase med mig i alt det her. hvem skal beskue mit mesterstykke?
jeg kan kun give slip på det hele, når jeg når et bestemt punkt. begæret er en berettermodel. jeg træffer aldrig beslutningen. jeg kradser i ham. jeg siger: tag alt fra mig. jeg ønsker det. og jeg er den eneste her, som endnu ikke har mistet forstanden. jeg er den eneste her som skinner i min sorg