Det føles helligt at tale på vej gennem sne der falder.
Du siger, jeg skal lytte til Ian William Craig og til solen.
Vi går ud af byen, hvor livet krølles sammen.
Filtret ind i det uvedkommende slider det sig selv op.
”Desuden kommer vi jo fra havet,” siger du.
En rovfugl cirkler rundt over markerne, den har tabt noget.
Det er tusmørke, og der er ingen ude ved kysten.
Jeg har en fornemmelse af, at vi er de sidste.
Skyerne samler sig over alt der falder.
En stor bevægelse mod jorden.
I nat drømte jeg om en mand med flot hår,
som liggende på siden cyklede i en kasse.
Nu rydder jeg op på skrivebordet.
En mappe med digte fra dengang jeg var seksten.
Senere renser jeg tagrenderne.
Fordi Hawthorne engang har sagt,
at vi bedst registrerer naturen i smug.
Som himmellegemers puslen
bag den fine raslen fra oliventræets blade.
Men også fordi det tit regner.
Jeg anvender et hjemmelavet redskab.
Apollo 13 medbragte jo også en sekstant.
Ikke primært som værn mod våde blade.
Men alligevel.
Jeg har kigget på hækken hele morgenen.
Vi trænger begge til at blive klippet.
Mens vi flytter jord rundt i haven, taler du om en drøm.
Nogen komprimerede mørket til et hårdt stof.
”Man kunne lave knapper af det,” siger du.
Jeg kigger på soklen, der er begyndt at smuldre.
En hemmelighed der har været skjult i os lidt for længe.
Senere opdager jeg vand på vinduespladen igen.
Jeg ruller gardinet ned, men blåligt lys siver ind.
Som om et udrykningskøretøj er på vej.
De små gentagede bevægelser fylder dagen.
Jeg tænker på punkttegninger, mens jeg kanter plænen af.
Og på den store kolibri streget op i jorden i Peru.
I må godt sige, at de her sætninger er nonsens.
I ganske lang tid anede man jo heller ikke
hvad kontinentalpladerne var i stand til.
Engang tog jeg et fotografi af en rød perle.
Noget umærkeligt er først synligt bagefter.
Nu sover jeg, og i morgen lyser drømmene eventuelt.