Digt 1: ”H.”
I har krydset bjerge for længst,
dengang bjergene smagte af cyanid,
I har været fanget i huse i skove,
en dag i august har jeres legemer rystet,
en skræk over at indrømme det eneste sande.
I supermarkederne får i boner på jeres varer,
hjemme i jeres huse får I lykønskninger fra tusinde ukendte.
Livet er en gave fra himlen,
en gave kun til jeres glæde,
den uimodståelige glæde der binder jer til dette.
I smører madder til børnene,
bagefter ser I TV,
mens børnene løber frem og tilbage,
men jeres kroppe har intet fattet af situationen.
I har krydset bjerge fortæller jeres datter jer,
en sagte hvisken fra det ene hjørne af huset,
en glemsomheds flamme,
og minderne er som små lapper papir,
der for længst har ramt bunden.
Digt 2: ”Tyngde”
Tyngden af armene omkring din krop,
en tyngde der langsomt smelter ind i og bliver et med din krop,
der langsomt slæber sig gennem verden, eksistensen, at være med en tyngde.
Du plejede at fortælle, at du kunne gå langt på de små stræder, bevæge dig gennem masser, horder af mennesker, kropslugte, sved, mærke andres ånde i din nakke.
Tyngden er nyfunden, jeg ved ikke om det er dig, om det er en forandring, et skifte, om tyngden kan forsvinde, om tyngden er en konsekvens af, en del af at være, en del af din nuværende eksistens,
om du kan mærke tyngden i søvne, mærke at flyde ned af tyngde, ikke at kunne trække vejret, at luftvejene er blokeret, at den eneste luft der kommer ud er i korte suk, skrig og råb, langsomme skiftende bevægelser, at kunne mærke kroppens kampe.
Om du selv kan mærke tyngden, mærke kroppen, mærke hjertebankene, blodet der cirkulerer, tilværelsen i livet, med livet, at mærke sig selv som levende død.
Digt 3: ”Sameksistens”
Vi er uden identitet i et kryds af andre mennesker, deres kropslugte, tæt, mærke deres kropsvæsker.
De væsker, vi svømmer i væskerne, fører os ind på land, for at finde en afklaring, men det er ikke til at finde ud.
Vi holder hinanden i skak.
Vi holder hinanden i tvang.
Vi holder hinanden i magt.
Jeg giver dig lidt af mig, for at holde dig tilbage, du tager mig tilbage til noget ukendt, jeg glemmer hvem jeg er.
Med dig er jeg ubeslutsom, tøvende, jeg tror ikke, at jeg kender mig selv,
med dig er jeg et flig af hvem jeg er, jeg glemmer, hengemmer mig,
og du fortærer muligheden, for i den opstår en lighed, en sameksistens.
Vi bliver hinanden, i modpolerne skabes en afhængighed,
og jeg ser mig selv falde i, for det er kendt, jeg skal ikke lede eller søge.
Vi holder hinanden i kendskab.
Vi holder hinanden i tvang.
Digt 4: ”Bunker”
Bunker, bunker,
kan minde dig om
Kroppe
Stablet
FOLDET
LAGT SAMMEN
Som i dagligvareforretningerne
Med arme,
Hænder, fingre,
Du husker
SKRIGER
Natteræd,
Dine børn længes efter legepladser,
I mørket,
Ser du dem,
Arme,
Fødder,
Ben,
Du husker,
Du husker,
At løbe.