Redaktionelle tekster

Hver måned udgiver Slagtryk en redaktionel kommentar, hvor redaktionen er lidt mere end en usynlig gatekeeper for ny poesi og kortprosa. Vi bringer her relevante emner op inden for lyrik, tidsskrifter, litteratur og Slagtrykredaktionens egen verden.

april

Blikkets magt

– Ved redaktør Simone Prehn


Den kan mærkes. Solen der varmer mod kinderne og strækker sig ind i aftentimerne. Sammen med forårets fuglekvidder kalder den os udenfor. Ud fra de mørke stuer og ind i det fælles rum. Gaderne begynder at summe, fodaftrykkene i sandet bliver flere, og i parkerne slår vi snart igen tæpper ud, op og ned ad hinanden i én stor patchwork-formation. Vi rykker nærmere sommeren og nærmere hinanden – rent fysisk, om ikke andet.

I realiteten kan vi sidde og betragte det samme træ nok så længe uden at nå nærmere en forståelse af hinandens udsyn. Vores blik er personligt. Det er formet af vores væren i verden. Af vores drømme og ængstelser, glæder og sorger. Af hvor vi kommer fra, og hvem vi omgås med. Af økonomiske omstændigheder, politiske holdninger, spiritualitet, særinteresser og så uendeligt (!) mange andre faktorer, erfaringer og valg.

Det er på mange måder smukt – det personlige blik. Det, at vi læser verden med vidt forskellige konnotationer. Bider mærke i forskellige ting. Bukker æselører på forskellige hjørner af en dag oplevet fra tilsyneladende samme perspektiv – samme bilrude eller sofapude. Men i bund og grund tror jeg også, at vi som mennesker har behov for at føle os set. Eller snarere: at føle, at andre er nysgerrige på vores måde at se på. Ligesom det omvendte forhåbentligt også gør sig gældende – nemlig en nysgerrighed på andre måder at se verden på end vores egen. En rummelighed over for alternative perspektiver.

Her kan litteraturen agere øje i surrogat – den kan fungere som en særlig linse, hvorigennem vi betragter verden med et nyt, unikt blik. Men alt afhængig af vores læsevaner kan den også ende med at blive en reproduktion af en (mere eller mindre) bestemt måde at se verden på. En spejling af noget vi i forvejen kan identificere os med.

Det er selvfølgelig normalt at foretrække nogle typer af litteratur frem for andre – hvad end det er fransk poesi, russisk gotik eller nordiske krimier – men det er også indskrænkende. Vi vælger nogle perspektiver til og andre fra.

På Slagtryk byder vi det personlige blik velkommen og forsøger at give plads til, at forskellige erfaringer og verdensanskuelser kan sameksistere uden hierarkisk rangorden. En indbydelse til ikke bare at tage plads på det næste tæppe i parkens store patchwork, men at komme helt om bag solbrillerne og ind i et andet menneskes blik for en stund.

God læselyst!

februar

Slagtryk, februar 2023

december

I ordets magt

- Ved redaktør Benjamin Storm

Om man interesserer sig for den slags eller ej, så er det nok gået de færrestes næse forbi, at en flok mænd i øjeblikket er samlet nede sydpå for at spille bold mod hinanden. Det er nok også de færreste, som på den ene eller anden måde ikke har stiftet bekendtskab med det tilhørende drama – om det så er, fordi man har hørt noget om slave-/ migrantarbejdere, korruption, alkoholforbud, armbånd, homoseksuelles rettigheder eller en af de mange andre ting, som har været i vælten. Som ordnørd fæstede jeg mig dog ved en specifik problematik; påskriften på spillernes trøjer. En ting er, at de danske træningstrøjer med påskriften “Human Rights for all” blev forbudt, men på den belgiske udebanetrøje stod noget så harmløst som “Love”, hvilket også blev forbudt. Ja ja, regler er regler, og FIFA har et generelt forbud mod politiske budskaber på spillertrøjer, men Love, kærlighed. Har noget ord nogensinde sagt så meget, så kort, så enkelt, så ligetil? Og kan noget ord samle som netop ordet Love? Hvem kan se sig uenig i et budskab om kærlighed? Hvilken verden er vi så kommet til? Det er imponerende, hvilken effekt det rigtige, velplacerede, veltimede ord kan have.

Som ny redaktør for Slagtryk er der også kommet ekstra fokus på ord og deres sammensætningers betydning i min hverdag. I redaktionen er vi i dag fem redaktører med hver vores baggrund og smag, hvilket giver forskellige indspark i dialogerne om de indsendte bidrag, og gud ske tak og lov for det. Et tidsskrift som Slagtryk bør også repræsentere bredt. 
Personligt er mit syn på tekster nok meget farvet af, at jeg i mine teenageår læste mig igennem digteren Morten Nielsens mange breve, og tog specielt tre ting med mig derfra om tekster. 

Den første ting kommer af en beretning Morten Nielsen giver sin ven, om at han, i mangel af penge til papir til at rulle smøger af, er begyndt at tage sider i sin salmebog til formålet. Han starter med de dårlige salmer og arbejder sig langsomt igennem salmebogen igen og igen. Til sidst ender han med at sidde tilbage med en samling af kun gode salmer. 
Den gode tekst er et håndværk og skal også forstås som sådan. Det kan godt være, at man i livsnært øjeblik blev ramt af en raptus, eller man på en gåtur, måske mere i sine egne tanker end i det gråvejr, der omgav én, snublede over en tanke eller sætning, der bare føltes rigtig på alle leder og kanter – men sjældent er det første udkast det endelige. Morten Nielsen selv måtte fjerne tre strofer, før han kom ned til de fire vers, der skulle udgøre “Foraarets Horisont”, og det er nok en proces, som alle der skriver må igennem. 
Det er sjældent et kompliment, når man siger “jeg skrev dette digt i dag” og får svaret “ja, det kan jeg se”. Ikke dermed sagt, at man ikke skal vise andre sine spæde tekster, men når min bror introducerer mig for nyskrevne tekster, nye metaller og ædelstene fra minen, så ved jeg godt, at han ikke forventer, jeg falder i svime, som var det kronjuvelerne, men at det er en invitation ind i smedjen for at se et materiale under arbejde.

Den anden er, at Morten Nielsen på et tidspunkt skriver til sin ven, at det ikke skal stå på linjerne, men ligge mellem linjerne og lyse.
Det er i sig selv, om end en dejligt poetisk formulering, nok ikke videre deskriptivt. For mig handler det om en forståelse for ordenes konnotationer, eller medbetydninger, og det rum, der skabes mellem ordene. Nogen ville måske kalde det x-faktor, men det er om noget mindre deskriptivt. Der skal være noget på spil i teksten. Noget der adskiller den fra den almene dosmerseddel.

Og det leder mig til den tredje og sidste ting. Tekster skal ikke beskrive livet, men selv være liv. Vi læser meget i løbet af en dag. Nok langt mere end man lige tænker over i det moderne samfund. Størstedelen af det er dog oftest små, hurtige viderebringelser af information i messenger beskeder; “Går det”, “Det går”, “k”, små tekster til sociale posts; “On the beach. Living my best life #nofilter #nolie #witnessme”, eller artikler om storpolitiske og økonomiske apokalypser, eller Fru Hansens kattehjem, som er ved at blive rendt over ende at herreløse katte. Ofte er det ikke information vi bruger til ret meget andet end smalltalk med vennerne eller til at navigere rundt i livets racerbane uden at ramme for mange bander på vores vej rundt i svingene. Sjældent er det noget som rammer os, bevæger os. Vi får måske tilfredsstillet vores nysgerrighed eller hang til forargelse, men det er i bund og grund hvid støj. En overflod af redundans i en verden, der kontinuerligt stræber mod mest mulig entropi. Den gode tekst bryder denne bevægelse. Den villes ikke noget, nej, den vil noget. Den har et indre liv, vi kan gå på opdagelse i og lære af. Det er ikke bare noget som er i teksten. Det er ikke medbetydning, men merbetydning. 
Da jeg for år tilbage sad ved min fars dødsleje med hans hånd i min og mærkede hans puls langsomt svinde bort, sagde jeg en sidste sætning til ham. I tiden efter lærte jeg hurtigt at tale om forløbet på hospitalet, begravelsen og tiden efter, uden ham, på en måde, så jeg ikke blev følelsesmæssigt berørt af det. Jeg var jo okay. Men den sætning, den vidste jeg, at jeg skulle holde mig fra. På ingen anden måde kunne jeg skildre den kamp, som havde ledt op til den dag ved hospitalssengen, så dybfølt som med den sætning. Den foragt jeg følte ved at vide, at jeg havde løjet for mine søskende, når jeg havde sagt, at far nok skulle klare den. Den afmagt det var, at måtte lade hans kolde hånd glide ud af mit krampagtige tag, fordi jeg ikke var stærk nok til at holde ham blandt de levende. Sætningen var lige der, men aldrig måtte den bruges, for den ville fortælle for meget. “Det er okay, du må godt have lov til at gå nu”.
Jeg tror, vi alle har den slags sætninger på den ene eller anden måde. Forhåbentligt er sætninger sagt på dødslejer primært forbeholdt folk noget ældre end jeg selv, men vi møder dem fra tid til anden. For noget tid siden sagde en kær veninde til mig, at hun elskede mig – eller rettere, hun forsøgte. Vi har ofte skrevet det til hinanden, men det er mange år siden, det er sagt mundtlig. Hun stoppede, fordi hun mærkede, hvad det var, hun var ved at sige, og mærkede alle grundene til, at hun sagde det. I stedet løb en stille tåre ned af hendes kind.

Og så er vi der igen. Tilbage til kærligheden, og det forbudte ord “Love”. Det er muligt, at den danske påskrift “Human Rights for all” er mere præcis, men arbejd den ned til sin essens, og hvad står du tilbage med andet end “Love”? 
I sin akkuratesse bliver den danske tekst måske også mere snæver i sit sigte. Kærlighed kan derimod være passionen for sporten, som ikke skal besudles af pengemændenes korruption. Det kan være næstekærligheden til at give basale og fundamentale rettigheder til de arbejdere, som har blødt, svedt og døet i opbygningen af de mange stadioner. Det kan være vidnesbyrdet om den hellige kærlighed, der er mellem to mennesker uafhængigt af køn. Om noget er det måske nu, på tærsklen til hjerternes fest, at man skal huske kærligheden. Kærligheden til hinanden, kærligheden til sig selv, og kærligheden til en verden, hvor det ikke er forbudt at sige, at vi har kærlighed til hinanden.

oktober

Slagtryk søger ny forsidekunstner for 2023

Har du lyst til at være Slagtryks nye forsidekunstner? Året 2022 går på hæld, og derfor søger vi nu vores nye forsidekunstner for 2023.

Rollen som forsidekunstner består i at lave én forside om måneden. Denne vil ikke blot udgøre forsiden for vores månedlige PDF-udgivelse, men hele det æstetiske baggrundstæppe for både vores sociale medier og vores hjemmeside.

Som et litteraturtidsskrift står vores publiceringer i centrum som autonome værker, men vores grafiske udtryk er en vigtig del af læserens samlede oplevelse. Derfor er samspillet mellem disse forskellige kunstneriske udtryksformer afgørende for os.

Vi er nysgerrige efter en mangfoldighed af grafiske udtryk; rammerne er frie, hvad end det er fotokunst, maleri, tegning, grafik eller en blanding af det hele eller en form, vi endnu ikke kender til!

Rollen er som udgangspunkt ulønnet og frivillig men vi har ansøgt om midler til at kunne honorere månedligt, noget som, vi mener, er vigtigt og som vi håber, går igennem. Send os din ansøgning samt portfolio senest d. 20 november på sendind snabel a slagtryk.dk

Vi glæder os til at se din ansøgning!

Redaktionen på Slagtryk, oktober 2022

oktober

Slagtryk søger ny forsidekunstner 2023

september

Så lærer vi det på den hårde måde

- Ved redaktør Anna Livia Bojlén Lambert

Min nabo er vred over de stigende energipriser. Det bliver alt for dyrt: hvad med varmepumpen, hvad med de dobbelte skærme hun må have, brusebadet – og nu skriver de på DR, at der også måske bliver slukket for strømmen nogle timer hver dag. Jeg indvender, at det måske er meget godt at vi lærer at tænke over vores energiforbrug. Vi har levet som grever og baroner, haft lyset tændt inde og ude, nat og dag, haft alt på standby og ikke skænket det en tanke. Så siger hun: Så lærer vi det da på den hårde måde.

Man behøver ikke engang at aktivere sin fantasi og forestille sig langt hårdere måder at tage den lære til sig, end at udgiftsniveauet stiger. Man kan nøjes med at læse om oversvømmelser i Pakistan, eller se på antallet af flygtninge fra afrikanske lande, som ikke vover liv og lemmer i alt for små gummibåde på Middelhavet fordi de tror at de kan blive rigere i Europa. De flygter for at overhovedet at have en fremtid i et land der ikke er tørkeramt – eller så ramt af udlandsgæld til rigere lande at der ikke er ressourcer tilbage til at skabe fremtidsmuligheder.

Den hårde måde er ikke, når vi rammes på pengepungen, men når konsekvenserne af vores adfærd rammer.

Det kan kun lade sig gøre at udpine og overudnytte ressourcer af alle slags hvis man opfatter sig selv som udenfor eller hævet over dem. Slaveri var fx en konsekvens af en tankemæssig konstruktion der dehumaniserede ikke-europæere. Hermed gjorde de det legitimt at sætte dem i arbejde. Den ulighedstænkning er kun til dels afskaffet. I denne del af verden må vi mennesker opfatte os selv som mere værdifulde end alle andre, også andre arter, vores behov har forrang. Ellers kunne vi ikke undlade at handle på den viden vi har om livsbetingelserne i andre dele af verden og om klodens tilstand.

Men måske er de mange kriser netop den form for ydre pres der skal til, for at vi for alvor kan udvikle medfølelsen med de dyr der rædselsslagent flygter fra skovbrande, med uddøende arter, med gispende naturområder og med mennesker som bliver ofre for klimaforandringer eller konflikt? Måske er det kriser som nu energikrisen der skal til, for at vi får en forståelse for at vi mennesker er en del af alt levende? Det føles i vores og deres åndedræt og hjerteslag, i fuglesang og flyvedyr, i alt der er grønt og vokser, i bølgerne der ruller ind og bevæger alverdens bestanddele rundt på kloden i en evig puls. Vi sidder sammen i båden over middelhavet, og vores mulighed for at finde en olivengren er at mærke samhørigheden.

På Slagtryks egen redaktion sker der også forandringer, og denne udgave er den sidste med vores redaktører Mau Lindow Tarbensen og Olivia Lyhne Broksø. Mau og Olivia har været en fast bestanddel af Slagtryk inventaret i de seneste to år og det er under deres skarpe blikke at tidsskriftet har udviklet sig til den pulserende og dynamiske litterære drivkræft som Slagtryk er i dag. Vi er kede af, at sige farvel til Mau og Olivia men vi er samtidigt begejstrede for at meddele, at redaktionen i deres sted byder velkommen til Benjamin Storm, Simone Prehn og Christine Emilie Sejersen. Vi ser frem til at fortsætte rejsen med denne nye og dygtige redaktion og vi glæder os til at udforske de mange nye veje som vi skal tage Slagtryk med ud på sammen.