Redaktionelle tekster – Side 4

marts

Kulturen i politikernes hænder

- ved redaktør Olivia Lyhne Broksø

Under den første lockdown udtalte daværende kulturminister Joy Mogensen, at hun “syntes det var upassende at tale om kultur nu”. Det på trods af, at kulturbranchen blødte, og at en af landets fattigste grupper er prekariatet i den usikre kulturbranche. Denne gruppe af mennesker er ikke ‘den klassiske arbejder’, og der er formentlig ikke mange stemmer at hente i dem for socialdemokratiet. Og måske er det derfor, at deres arbejds- og eksistensvilkår hverken stod eller står øverst for regeringen. Særligt en mærkeligt, fordi det i corona-pandemiens værste måneder var netop lige der, at vi havde ekstra meget brug for kulturen. Kultur, som rakte ud over Philip Fabers fællessang. Alligevel er der blevet investeret noget i kulturen, og det ‘noget’ er for mig en ukendt størrelse. På finansloven finder vi nemlig ‘Kulturens Analyseinstitut’, som har fået tildelt fire millioner kroner i 2022 og 8 millioner kroner årligt i 2023-2025. Instituttet skal understøtte mere viden om kulturbranchens forhold og kulturens betydning for borgernes trivsel blandt andet med afsæt i evidens- og forskningsbaserede undersøgelser. Derfra viser instituttet sig også at være en lidt ukendt størrelse for mere eller mindre alle andre, et work in progress, som det er. Det fortæller Lasse fra Kulturministeriet mig, da jeg ringer. Det vi ved, er, at Kulturens Analyseinstitut etableres som et uafhængigt institut. Aftalepartierne har nu haft møder med kulturlivets interessenter, og så er næste skridt, at kulturministeren nedsætter en bestyrelse, som efterfølgende udpeger en direktør. Så er vi ligesom i gang. Det er ikke til at sige helt konkret, hvordan litteraturen vil være at finde i instituttet, for det kommer selvsagt an på, hvad instituttet beslutter sig for at undersøge og fokusere på. Men i hvert fald har Danske Biblioteker, Danske Skønlitterære Forfattere og Dansk Kunstnerråd været en del af dialogen. Det, man bedst kan sammenligne analyseinstituttet med, er Idrættens Analyseinstitut, som også er at finde under kulturministeriet. Idrættens Analyseinstitut har til opgave at skabe overblik over og indsigt i idræt og folkeoplysning nationalt og internationalt, og analysere konsekvenser af og perspektiver ved politiske initiativer i forhold til idræt. Det er ikke umiddelbart muligt for interesserede privatpersoner at få indflydelse, før instituttet er oppe at køre, men jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad de kan bidrage med. Derfor: Betragt dette som et stykke folkeoplysning. Men brug det også gerne som en anledning til, at tænke over hvad det er kulturen skal kunne, hvad den gør for mennesker og for samfundet, og hvordan vi bedst understøtter kulturen og de mennesker der bærer den. For med oprettelsen af Kulturens Analyseinstitut ser det ud til, at man fra politisk hånd i en eller anden grad begynder at tage kulturens rolle i samfundet mere alvorligt. På redaktionen har vi nu længe talt ned til lanceringen af vores temanummer ‘Mennesket, Klimaet & Litteraturen’, og nu er det lige om lidt! Vi har fået sindssygt gode bidrag ind, og på selve aftenen kan I glæde jer til at høre Clara Lykke Broe, Anne Katrine Bagai, Signe Kierkegaard Cain, Mikkel Roosevelt Hertz, Tobias Ole Wolthers, Antonius Dalsgaard, Mathilda Printzlau, Mikkel Vejle, Dorthe Maja Løwe, Anna Møller og Iben Indra Dons læse op. Efterfølgende vil bandet VAKT spille, og der vil være vin og smukke værker af vores forsidekunstner Ella Koppel. Husk at booke din gratis billet her. Og så kan du også stadig nå at sende en ansøgning til at designe Slagtryks nye hjemmeside. Der er rimelig frie rammer, et budget på 10.000 og deadline for ansøgning er den 15. april. Læs mere om hvordan du søger her.

februar

Slagtryk skifter ham og inviterer til lanceringsfest

- ved redaktør Mau Lindow Tarbensen

1)

I midten af februar fandt jeg ramsløg i skovbunden. Riis Skov i Aarhus bliver hvert år fuldstændig dækket af den kraftiggrønne løgplante. Det var i samme uge, som vintergækker og erantis dukkede op under æbletræet i fælleshaven. Er det nu, det bliver forår? Ugen efter gled jeg i sneen, mine støvlesnuder er utætte, jeg har købt en forårsjakke og en gul, ærmeløs kjole, vanterne skal af og på, det er muligt og så umuligt at sidde ved et udendørs cafébord: Én retning med mange udsving. Det er svært for de solhungrende at klæde sig rigtigt på, og jeg er en af tusinder, der derfor sjældent undgår forårsforkølelsen.

Da jeg i januar satte mig ned for at give Slagtryk nyt tøj på, var det med henblik på at gøre tidsskriftet klar til hele året. Mens vejret på bedste og mest irriterende vis påvirker mennesket, udgøres en – udelukkende glædelig – omskiftelig faktor i Slagtrykuniverset af månedens forside. Forsidernes påvirkning på tidsskriftets udseende er nu blevet større, idet deres farvepalette videreføres til baggrunde og tekst. Farven på bidragsydernes navne skifter således fra måned til måned. Derudover har vi endelig fået en bagside, bestående af en halvtransparent spejling af forsiden. Ændringerne træder i kraft samtidig med, at vi byder velkommen til Slagtryks nye forsidekunstner, Ella Koppel. Koppels kunst har derfor givet inspiration til det nye PDF-design.

Forsøget på at skabe en symbiose mellem forsider og indhold, følges af andre ændringer. Den vigtigste er, at tekstbidragene nu i helt bogstavelig forstand er i øget fokus: Skriften fylder simpelthen mere på siderne, og korte digte kommer ikke længere til at svømme i oceaner af hvidt. Tanken med det nye tekstlayout er både at lade bidragene påkalde sig mere opmærksomhed og at gøre PDF-udgivelsen mobilvenlig.

Slagtryks nye ham er mere spraglet end den gamle. Jeg håber, I kan lide den og synes, at den passer til den slange af skrift, der som altid udgør livet indeni.

2)

Foruden det nye PDF-design, pønser vi også på at give hjemmesiden en tiltrængt makeover. Vi søger derfor en hjemmesideudvikler, der vil påtage sig opgaven inden for de rammer, som vores økonomi tillader. For ikke at (gen)skrive et helt jobopslag, vil jeg henlede interesserede til opslaget på slagtryk.dk.

3)

Mens jeg skriver denne tekst, skinner solen udenfor. Der er knopper på buske, som jeg bilder mig ind at kunne artsbestemme, så snart bladene folder sig ud. Jeg tænker på de sandaler, der giver mig vabler under fødderne, men der er alligevel noget tid til, at dette let-løsbare sommerproblem bliver aktuelt. Der er i hvert fald en begivenhed forinden, som vi på redaktionen ser meget frem til:

Den 1. april afholder vi i samarbejde med Kulturhuset Islands Brygge lanceringsfest for det første temanummer under den nuværende redaktion: Mennesket, klimaet og litteraturen. Vi fik ekstraordinært mange fine og vilde bidrag og talte i redaktionsgruppen om, hvordan et godt gammeldags benspænd kan give endnu mere koncentrerede og gennemarbejdede tekster.

Til lanceringsfesten vil der både være oplæsninger ved bidragsydere, udstilling ved Ella Koppel og livemusik, så I er garanteret en god aften. Tilmelding er ganske gratis.

Hele redaktionen glæder sig til at se jer og håber, at I kommer godt ind i foråret.
Kh.

december

I Sapfos fodspor

- ved redaktør Seth Marvin Andersen

Jeg er rejst til øen Lesbos i det Ægæiske Hav på udkig efter et lille hvil fra den travle Athenske metropol, som jeg kalder mit hjem. På færgen falder jeg i snak med en ældre græsk herre, som fortæller mig, at man bedst lærer Lesbos at kende ved, til min store overraskelse, at læse Sapfo; en antik lyrisk digter hvis død er dateret til 579 f.Kr.

Der er noget fascinerende ved dette, at en ø er kendt for sin digter. For hvad siger det om et sted og dets folk, når historie, selvidentitet og poesi er så tæt forbundet? Med disse tanker i baghovedet, er jeg rejst i Sapfos fodspor for at prøve at spore den antikke digtnings betydning og indflydelse på vore dages moderne Lesbos.

Sapfo var antikkens vigtigste kvindelige lyriske digter. Kendskabet til hendes lyrik strakte sig langt over det territorium vi i dag kender som Grækenland, og Platon refererede til hende som den tiende muse. Sapfo er ofte portrætteret med en lyre, da lyriske digte blev fremført som sange, højst sandsynligt til bryllupper og religiøse ceremonier. Hendes lyriske digte menes at have udgjort ni bind, hvoraf der i dag kun eksisterer ét fuldstændigt digt, En Hymne til elskovsgudinden Afrodite, samt større og mindre fragmenter af tekststykker. Sapfos hymne til Afrodite er hendes mest kendte digt, som introducerer det centrale tema om fri kærlighed og erotik, særligt mellem kvinder, som gennem historien både har gjort hende til en forhadt og bandlyst digterinde, men også en elsket, beundret og central skikkelse i den vestlige litteraturhistorie.

Da jeg træder ud i Mytilini, er det straks tydeligt, at Sapfo stadig er en central skikkelse på Lesbos. Det første sted, jeg ankommer til, er Sapfos Plads, Mytilinis hjerte, hvor en gruppe unge hænger ud og ryger cigaretter foran en hvid stenstatue af Sapfo med sin lyre; den højeste bygning ved pladsen er Hotel Sappho, og foran denne er der er et muralmaleri af Sapfos ansigt malet på ruinen af en efterladt bygning. Navnet Sapfo er over det hele i Mytilini: Hoteller, rejsebureauer, caféer, ejendomsmæglere. Sapfo er blevet markedsliggjort; navnet er blevet et brand, et salgs kneb som skal tiltrække en form for alternativ turisme og være med til at forbedre Lesbos’ omdømme, som i de seneste år i stigende grad er blevet forbundet med bådflygtninge og en urolig politisk situation med naboen, Tyrkiet. Statuer af Sapfo findes langs kysten ved siden af høje, hvide kristne kors og et hav af andre statuer, der hylder græsk nationalisme og uafhængighed fra Det Osmanniske Rige. Sapfo som et symbol på en ophøjet europæisk kulturånd kan ikke ignoreres i en anspændt græsk-tyrkisk geopolitisk kontekst med stigende nationalistisk retorik og konflikteskalering. Men med denne appropriation af Sapfo som symbol, er noget af den historiske Sapfo gået tabt. Hun var elsket i sin samtid og kendt for sine digteriske færdigheder, men hun var også en kontroversiel figur, særligt i sin eftertid hvor hendes tekster betragtes som subversive og endda farlige for moral og tradition. I middelalderen beordrede den katolske kirke, at alle hendes bøger skulle brændes, og gennem historien har magtfulde mænd, som ikke brød sig om en så rebelsk og fremtrædende kvindelig skikkelse indenfor den litterære tradition, forsøgt at portrættere hende som en prostitueret, der udelukkende optrådte i drikkeklubber for mænd, eller, som i tilfældet med muralmaleriet i Mytilini, forsøgt at underspille hendes seksualitet ved at male Sapfo som en grædende kvinde. Denne udbredte, men historisk udokumenterede, portrættering fortæller historien om, at hun tog sit eget liv ved at kaste sig ud fra en klippe på grund af ulykkelig kærlighed til en rig og berømt sømand.

En anelse skuffet over Sapfos nuværende eksistens som merchandise og brand, er jeg rejst til Sapfos fødeby, Eressos, for at se, om der er noget tilbage af denne subversive, rebelske digterinde. Og netop Eressos, viser det sig, har mere end noget andet sted været med til at sætte Lesbos og Sapfo på verdenskortet. Siden 2000 har en non-profit organisation ved navnet Sappho Women organiseret den årlige International Eressos Women’s Festival, en LGBTQ+-venlig festival, som hvert år tiltrækker deltagere fra hele verden. Selvom denne festival uundgåeligt også er en del af et turistorienteret Sapfo-brand, så er denne kvindefestival måske det tætteste, vi kommer på at finde Sapfos oprindelige ånd på Lesbos i dag. For hvis vi vil prøve at begribe, hvorfor antikke digte skrevet for 2.500 år siden, stadig læses og vækker resonans i dag, kan vi ikke overse Sapfos betydning for den vestlige kvindelitteraturhistorie. Hun er ikke kun den første kvindelige græske digter, vi kender til; hun er praktisk talt den eneste. Hun var en fremtrædende og respekteret offentlig figur, spillede en central rolle i lokalpolitik og skrev og digtede om at være kvinde, i en historisk kontekst, hvor ingen andre gjorde dette. Den historiske reception og de reaktioner som Sapfos tekster affødte, er centrale for at forstå den vestlige litteraturhistorie. Uanset hvordan man læser Sapfo som historisk person, er hendes poesi noget af den fineste lyrik, vi kender fra antikken.

Kærligheden for god lyrik har heldigvis overlevet Sapfo, både hos læsere og forfattere, og også i dette nummer af Slagtryk kan du finde elementer af det formfulde billedsprog og de maleriske detaljer i de skrevne ord, som karakteriserede Sapfos digtning.

Det kommende år bliver også et spændende år for Slagtryk. Vi kommer til at udgive et særnummer med klimalitteratur i foråret, som du stadig kan nå at sende dit bidrag ind til (deadline er rykket en måned til 15. februar). Der vil også være en udgivelsesfest, så hold øje med Slagtryks kanaler for mere information om det! Derudover bliver det forhåbentlig året, hvor Slagtryk får en ny lækker hjemmeside, som de gode tekster fortjener. Sidst, men ikke mindst, glæder vi os til at præsentere jer for vores nye forsidekunstner i 2022. En kæmpe tak til Jo Loui Borup for de flotte forsider i 2021. Vi glæder os til at følge din kunst fremover!

Vi er glade for, at I vil læse og skrive med, og vi ser frem til også at dele det kommende år med jer i litteraturens tegn. Godt nytår!

november

November 4 ever

- ved redaktør Anna Livia Boljén Lambert

Mit første møde med november i en tekst var i digtet året har 16 måneder af Henrik Nordbrandt. Det lyder sådan her:

Året har 16 måneder: November december, januar, februar, marts, april maj, juni, juli, august, september oktober, november, november, november, november

Essensen af regnvådskold, mørk og uendelig right there. November er (helt reelt) en gråzone, hvor det ikke rigtig er varmt, men det er heller ikke rigtig koldt. Det er en slags parentes i årshjulet, skudt ind mellem sensommer og jul, og der sker ikke rigtig noget i november (udover Mortens aften – men hvem var Morten egentlig og hvorfor skal han fejres?). Dagene flyder over i hinanden og der er laaaang tid til 1. december.

Som Alex Turner synger I “Snap out of it”: forever isn’t for everyone / is forever for you? No thanks, ikke hvis det handler om et forever i november.

Den sang er i øvrigt anbefalelsesværdig, og det er måske særlig relevant at anbefale musik til hinanden nu, for en god måde at humørregulere sig selv på er ved at lytte til musik.

Netop dette talte jeg med en ven om forleden. Vi havde sat os ned på en bar, og vi talte om, hvor udsat man er, når man er sæsonafhængig. Sommeren med lyset, den går så hurtigt, og det er så let at være udendørs. Når det er november, og incitamentet til at bevæge sig udenfor er reduceret til dagligdags gøremål (cykle til arbejde, hente mælk, hente bøger på biblioteket osv. osv.!), så tones humøret automatisk ned. Men her skal musikken redde os: min ven og jeg talte os frem til, at musik har sådan en stærk effekt på éns humør, at man i novembersituationer skal huske at lytte til det, som kan give energi. Jeg synes i hvert ikke, at der findes noget som at jazze hjem fra skole til Sweet about me af Gabriella Cimli (lyt til den!). At cykle missilhurtigt, mens Titanium brager derudaf i ørerne er heller ikke værst.

Min ven og jeg fik ikke talt om den musik, som er trist, men jeg synes også, at den er værd at nævne. Mange Gen Z’ere vil måske kende den meme med bålet og benzinen, og sådan er det netop:

man hælder noget trist musik på sit humør, det flammer op, og så har man lidt mere overskud bagefter, når det hele er brændt ned. Works like a dream.

Men ikke alting er gråt: om lidt er det noget andet, der kommer til at fylde: duften af tændstikker og appelsiner, nelliker og varm te. Det er næsten december, og solvhverv igen, hvor døgnet vender og vokser tilbage i lyset.

oktober

Tidsskriftet som springbræt, legeplads og læringsplatform

- ved redaktør Mau Lindow Tarbensen

I starten af oktober læste jeg for første gang egne tekster op for et publikum. Det var til en festival i universitetsregi, hvor jeg og forfatteren Hans Peter Madsen var inviteret tilbage til det trygge campusområde på Kasernen i Aarhus, hvor vi begge havde vores daglige gang som litteraturstuderende fra 2015-2020.

Lykkeligt blændet af lyset, der var rettet mod scenen, læste jeg mit langdigt i to dele højt for tilhørerne; kun anet som uklare omrids og mørke plamager på stolene. Efter nedtrædningen fra podiet ramte lettelsens rus. Den eksalterede følelse, der kan følge i kølvandet på noget, man næsten ikke tør, men frygtelig gerne vil og altså gør alligevel.

Da også Hans Peter havde læst op, blev vi begge inviteret op på scenen. Denne gang til en sofabænket samtale om, hvordan man skaber sig jobs i kulturbranchen efter endt uddannelse. Jeg gled af på den muligvis underforståede forventning om, at vi skulle tale om lønnet arbejde. Jeg fortalte i stedet om Slagtryk, samt sagde et par ord om, hvad litterære tidsskrifter kan i sammenligning med bogudgivelser.

Jeg fortalte, at jeg opfatter litterære tidsskrifter som seriøse foretagender, der fungerer som litterære eksperimentarier – og at det på ingen måde er to ting, der modsiger hinanden. Det er her, man kan sende tekster i proces ind, tekster, der ikke passer ind i et større tekstkorpus, tekster til tiden og tekster uden for den. Nødvendige tekster, der mangler et sted at være; der kræver at blive læst.

De litterære tidsskrifter er som seismografer, idet de kan vise, hvad der rører sig i vækstlaget i dansk litteratur netop nu – hvilke genrer, temaer og stilarter, der er oppe i tiden, og hvordan eksisterende ditto kan brydes, fornyes og gentænkes. Eller som tidligere redaktører på Slagtryk har formuleret det:

Tidsskrifter er et sted, hvor forfatterskaber begynder, eller hvor læseren finder mellemregninger og sidespring fra forfatterskaber, der allerede er etableret.

Citatet stammer fra temaet I Slagtryk før værkdebut, der opdateres flere gange årligt med debuterende forfattere, som tidligere har været publiceret i Slagtryk. Nogle gange kort tid før deres værkdebut, andre gange mange år forinden, som det for eksempel er tilfældet med Ingrid Nymo, der debuterede med Kloster på Forlaget Kronstork her i 2021, mens Nymo første gang var trykt i Slagtryk ti år tidligere, i 2011.

Litterære tidsskrifter er kort sagt både læringsplatforme og legepladser. De er oaser eller åndehuller, der frembyder sig i en forfatters skrivepraksis; de er trykventiler og litterære mødesteder. Et tidsskrift kan godt fungere som en trædesten i et spirende forfatterskab. Men tidsskriftet er andet og langt mere end det – det har sit helt eget økosystem.

september

Litteraturen som en lonely planet-guide deluxe

- ved redaktør Olivia Lyhne Broksø

Jeg har fornøjelsen af at opholde mig i Italien de kommende måneder. På en vingård uden for Siena, som dyrker Cabernet Sauvignon, Sangiovese og Merlot. Og så lige i tid til høsten! Det er første gang, jeg er i Italien, men heldigvis har jeg litteraturen med mig som guide. Både til kulturen, men også som en reel guide til det område, jeg befinder mig i.

Den mest kendte litteraturguide til en by er formentlig James Joyces Ulysses, som tager læseren på en detaljeret tur gennem Dublin, men også Ernest Hemingways A Moveable Feast kan stadig bruges som stringent guide på en tur rundt i Paris. Christopher Isherwoods Goodbye to Berlin havde jeg med mig, da jeg flyttede til Berlin på jagt efter en god fest efter gymnasiet. Derfor nød jeg særligt fortællingen om Sally Bowles, der også er inspirationskilde til musicalen Cabaret. Da jeg senere flyttede til Skotland, havde jeg Robert Burns’ højsang om både modige Jakobinere og det højland, de kæmpede for, med mig.

Nu er jeg her, med en frygtelig sparsom viden om både Italien og italiensk litteratur. Heldigvis er der hjælp at hente. De fleste italienere har i løbet af deres uddannelse læst Alessandro Manzonis Promessi Spoti (The Betrothed), og sikke en banger so far! Den er skrevet i første del af 1800-tallet, foregår i det spansk-besatte Lombardiet i 1620’erne og er Manzonis store kulmination på sine interesser indenfor litteratur, historie (wow, der er meget historisk afklaring, men skrevet så let, at det nemt glider ned), og en seriøs katolsk vækkelse. Intet vidste jeg om italienske prinser og fyrstedømmer, italiensk 1600-tals lovgivning på ægteskabs- og ejendomsområdet, bravos (en slags vagabonder, som kan hyres til ret beskidt arbejde), eller livet som munk i perioden. Endnu har jeg meget at lære, men heldigvis har jeg stadig 400 sider tilbage af bogen. Det er noget af en moppedreng, som forfatteren i øvrigt genskrev på “toscansk” 20 år efter, den udkom, efter først at have skrevet den på en blanding af de dialekter, som gav mening for karaktererne. En anden prins, Tomasi di Lampedusa, har skrevet Il Gattopardo (Leoparden), der først udkom efter hans død i 1958, og som handler om en prins i 1860’erne, der må gøre op med sig selv, hvorvidt han må give sig hen til forandringens vinde eller forsøge at bekæmpe dem. En tilstand Italien virker til ofte at befinde sig i. For at tage mig med tilbage til krigen i Italien (og her i Toscana, hvor jeg bor), læser jeg Iris Origos War in Val d’Orcia – hendes dagbog fra 1943-44. Og så læser jeg selvfølgelig Frances Mayes’ Under the Tuscan Sun. Det er med den helt store fare for at blive frontrunner på live-laugh-love-segmentet, men man kan slet ikke undgå at blive fortryllet af hendes beskrivelser af mennesker, landskaber, planter og MADEN! Man får lyst til at styrte ned til den lokale grønthandler og give sig i kast i køkkenet. Hvilket jeg så gør.

Jeg er naturligvis meget begrænset af mit ringe italienske, som gør, at jeg er nødsaget til at læse på engelsk. Derfor kan jeg også kun læse italienske værker, som er så store, at de er oversat. Eller, hvilket der også er meget af, udlændinge der skriver om Italien og italienerne. Af samme grund har jeg også en snigende fornemmelse af, at jeg misser de helt særlige perler. Så kan man jo heldigvis drømme om at komme igen en anden gang, måske når jeg har taget italiensk på aftenskole et par år. Eller giver mig helt hen til idéen om selv at købe en vingård, hvilket helt sikkert er mere romantisk i teori end i praksis.

I redaktionen genstarter vi efter sommerferien med nye kræfter. Byd velkommen til Anna Livia Lambert, Uzma Akbari og Seth Marvin Andersen – vi glæder os til at læse sammen med dem! Et stort tak til Astrid Kjær Olling for hendes arbejde på redaktionen det sidste år, og held og lykke på forfatterskolen i Bergen. Vi glæder os til at læse mere fra hendes hånd.