2017 er nu ved at være omme, og Slagtryk holder velfortjent ferie uden publiceringer i januar måned. Det er for mig at se en velfortjent pause for os i redaktionen, hvor vi kan gøre ophold, vurdere det den omfattende mængde af tekst og ikke mindst holde dommedag over os selv, som nogle af os gør med de forkætrede nytårsfortsæt. Samtidig er det et øjeblik, en pausering, hvor Slagtryks indbakke igen bliver fyldt til randen med alle mulige og umulige bidrag.
Siden Slagtryks begyndelse har vi været glade for de høje frekvens af bidrag, der bliver sendt til os. En frekvens, der igennem de seneste syv år tilmed har været ualmindeligt stabil. Når vi som redaktion ved juletid samler op og zoomer ud for at betragte tidsskriftet lidt på afstand, er det hvert år en smule bemærkelsesværdigt, at det samlede antal af bidrag ligger mellem 380 og 420 indsendelser.
Det er således en solid tekstmasse, vi gennem året dykker ned i. Og det er i sig selv et fundament, vi står på, at interessen for ikke bare at læse men også for at blive publiceret i Slagtryk i hele tidsskriftets levetid har været konstant og ganske stabil. Vi i Slagtryk har fra tidsskriftets begyndelse ikke villet stille os tilfredse med én kreds, én litteraturpolitisk agenda, én måde at skrive på for at formulere det nogenlunde kortfattet. Omvendt er vi et organ for, hvad der reelt foregår uden topstyring fra vores side eller med en pegefinger i tekstens margin, hvor Slagtryks læsere med vold og magt skal vide, hvad vi har af læsninger eller fortolkninger (eller endnu værre: intentioner) som redaktion, som gatekeepers.
I det samlede felt af indsendte tekster er der naturligvis gengangere, som vi altid hilser velkomne uden nogen garanti for, at der er plads i spalterne og the scroll. Vi peger heller ikke på spørgsmål om retfærdighed af den ene eller anden art, ligesom vi, hver gang en skrøbelig tekst er at finde i indbakken, diskuterer teksten og dens kvaliteter. Vi føler os i vores fællesskab af redaktører overbeviste om, at den grundlæggende funktion, vi varetager, handler om en åben og samtidig konfronterende indstilling til, hvad vi bliver præsenteret for.
I skrivende stund er der siden den redaktionelle afslutning d. 10. december tikket 12 bidrag ind, og vi glæder os til at læse endnu mere og endnu flere digte og prosastykker i det kommende år 2018, hvor vi også ønsker at barsle med nye idéer til tidsskriftet Slagtryk, så den tillidsvækkende stabilitet også kan være et fundament for Slagtryks plads, udvikling og virke.
Siden Slagtryks begyndelse har vi været glade for de høje frekvens af bidrag, der bliver sendt til os. En frekvens, der igennem de seneste syv år tilmed har været ualmindeligt stabil. Når vi som redaktion ved juletid samler op og zoomer ud for at betragte tidsskriftet lidt på afstand, er det hvert år en smule bemærkelsesværdigt, at det samlede antal af bidrag ligger mellem 380 og 420 indsendelser.
Det er således en solid tekstmasse, vi gennem året dykker ned i. Og det er i sig selv et fundament, vi står på, at interessen for ikke bare at læse men også for at blive publiceret i Slagtryk i hele tidsskriftets levetid har været konstant og ganske stabil. Vi i Slagtryk har fra tidsskriftets begyndelse ikke villet stille os tilfredse med én kreds, én litteraturpolitisk agenda, én måde at skrive på for at formulere det nogenlunde kortfattet. Omvendt er vi et organ for, hvad der reelt foregår uden topstyring fra vores side eller med en pegefinger i tekstens margin, hvor Slagtryks læsere med vold og magt skal vide, hvad vi har af læsninger eller fortolkninger (eller endnu værre: intentioner) som redaktion, som gatekeepers.
I det samlede felt af indsendte tekster er der naturligvis gengangere, som vi altid hilser velkomne uden nogen garanti for, at der er plads i spalterne og the scroll. Vi peger heller ikke på spørgsmål om retfærdighed af den ene eller anden art, ligesom vi, hver gang en skrøbelig tekst er at finde i indbakken, diskuterer teksten og dens kvaliteter. Vi føler os i vores fællesskab af redaktører overbeviste om, at den grundlæggende funktion, vi varetager, handler om en åben og samtidig konfronterende indstilling til, hvad vi bliver præsenteret for.
I skrivende stund er der siden den redaktionelle afslutning d. 10. december tikket 12 bidrag ind, og vi glæder os til at læse endnu mere og endnu flere digte og prosastykker i det kommende år 2018, hvor vi også ønsker at barsle med nye idéer til tidsskriftet Slagtryk, så den tillidsvækkende stabilitet også kan være et fundament for Slagtryks plads, udvikling og virke.