Sne er sølv i hjertet, Krist
da går du i den røde hvede
året er en revnet klokke
når oktober bokser træet.
Ud af blades spidser faldt
en dråbe af dit vingårdsansigt
sprækker vi for eftertiden
strør du søm i vore grave.
Gemt på Jorden ser et barn
at åen glider over himlen
tegn på panderne med solen
glæden, der skal vare evigt!
Riven går i kobberkvas
og tungehjulet bryder seglet
æren i din indre himmel
lykkes, Krist, når lyset svinder.