Neonkapellets lys
2, 3, 5 tequilashots
med en fælles veninde
som vejrtrækningen mellem opkast
et lig mellem stories
står en gud blandt mænd;
med krøller og tårer
braids opsat i nakken
som kærestesorger
blandt scenelysets hyacinter
fanger vi hinandens blik
igen, og igen, og igen
fordi vi kunne sangen
fordi jeg kender din natur
fordi jeg ligner Louvres narkissos
i en karrusel af vennegrupper
danser vi ryg mod ryg
min Newtons tredje lov
en skrøbelig ækvivalens,
lyser som solen, en optisk pincet;
der griber om mig
arbejde;
til energi, og så;
til kraft
den trækker i ubalancen
fra mine fødder til min lever
begge dømt til skærsilden
eller pythonens gab
under bjerget, bag betonkirken
dér ved dit tempel
det perfektes talerør
beskyttet af middelalderske dræberkaniner
i en forbandet velsignelse
der drypper fra min næse
efter pulveret fra min ringfinger
negl, hvis diamanter stadig kilder
på en forbrændt slimhinde
under en ophævet nethinde
blå osiris, ved en hornhinde
i en hvirvelvind af rus og kroppe;
en sansningssky;
jeg er for blind til at få overblik over
linjen mellem jer er blevet uklar
kun jeg står nøgen
i en drøm jeg ikke kan skildre
det var det som Héloïse lærte
om poetens valg
at huske, at danse, at synge;
på metroperronen, helt liminalt
en overgangsfase fra elektricitet til bevægelse,
arbejde, energi til kraft;
en tyngdekraft; fra hans laurbærkrans
der let brænder min hovedbund
Apoteose: det var det, det var.