Fyraften
Da jeg træder ind
i lejligheden,
sidder jeg allerede
med benene oppe i sofaen.
Jeg går ud i køkkenet
for at lave kaffe,
men her står jeg for længst
bøjet over stempelkanden.
Jeg går ind og lægger mig,
mumler jeg og hilser pænt,
men på vej mod soveværelset
kan jeg for første gang høre
min egen snorken.
Jeg sætter mig i entréen,
ved siden af mig selv,
og venter på,
at døren igen går op.
Det mindste, man kan gøre,
er at tage imod sit eget overtøj.
Sofa
Man går ned med røven først,
og jo dybere man synker,
des mere lukkes man
kuffertagtigt sammen.
Så blød er den, min morfars sofa,
og det er hver gang et spørgsmål om tid,
før jeg er gledet ned i en revne
mellem de dybgrønne puder.
Snart sidder jeg halvt absorberet
med knæene pakket op i brystet
og kan kun akkurat se op
over sofaskorpen.
Inden jeg helt forsvinder i møbeldybet,
rækker han mig mit pas,
og vi aftaler at ses igen
samme tid næste uge.
Heste
Da jeg sætter mig i sadlen,
ser jeg, at en miniaturehest
står og græsser
i manken foran mig.
Jeg tager min lup frem
for at undersøge
det lille hovdyr nærmere;
og gumlende dér i minimanken
står minsandten en
endnu mindre hest.
Jeg putter luppen i lommen igen –
man skulle jo nødigt
brændemærke nogen her i solen,
og desuden forstår jeg nok,
hvor det bærer hen nu.
Så klør jeg mig i nakken,
sætter min hest i galop
og rider ned ad ryggen.
Bålhus
Inden krematøren
kaster en krop i ovnen,
tager han hovedet af
og bærer det ud på gangen.
Lange- og ringefingeren
passer i næseborene,
tommelfingeren i munden.
For enden, hvor lyset falder ned,
har han med stor præcision
rejst ti underarme
i en ligesidet trekant.
Om hvert håndled
har han malet to røde armbånd.
Gulvet synes at vinke.