Naturligvis, nu sker det igen. Tør ikke kigge mellem persiennerne, ikke en eneste bil. Midt på Dronning Louises, ikke en eneste bil.
Ingen lyd, ingen fejltagelse, ingen bevægelse i lysreguleringerne, ingen persienner længere, fugle, ja, men uden lyd, uden øjne, uden fødder, uden mindet om nogensinde at have været til.
Ikke koldt, ikke varmt, stuer man kigger ned igennem, muldjorden man strækker hænder efter og prøver at nå, himlen under skibene, fiskene i luften, blomsterne udenfor deres kemi, horisontlinjen jeg kan se hele vejen gennem alting, alting der både står stille og vender forkert.
Kærlighed, kærlighed, åh.. vi prøver og prøver, og det lykkes altid.
SKABELONIA
Tænder ikke lyset en eneste gang i dag: slukker det heller ikke. Tør ikke bevæge mig, ikke det mindste. Fingrene 5 millimeter svævende over tasterne, taget sluppet i blyanten, blyanten sejlende ud af mit synsfelt.
Længere ned i dybet. Et rum begynder kvadratisk, begynder at strække sig enten.. enten indad, nedad, jeg kan ikke skelne dem længere. Rummet er stort, men uden en eneste afgørende forskel. Bare gennem kummefryserens mørke, gennem rummet bag bøgerne i reolen, gennem nøglehuller lukket til med nøgler, hen over øjenlågs inderside, snowboardende på skulderplader og deres skygger. Jeg ved kun søvn kan redde mig, jeg ved det er det eneste jeg ikke kan.
Op ad trappen (længere ned i dybet). Hvilken trappe? For mange til at kunne vælge, højtliggende flader med sne på, forbundne kæder af flere vertikale plader, flader, planer i alle dimensioner du kan forestille dig. Forestillingsevnen splintret til dimensioner, stønnende trappesokler, hvælvinger, alt det du bliver svimmel af. Gyngesyge, vågensyge, jeg-kan-se-syge, jeg-kan-ikke-sidde-stille-et-sekund-længere, syge. Plateaulængsel.
Grundstof nr. 78, sølvhvidt hunkøn med bryster af gas. Hun tager mig i hånden, jeg ser lige gennem hendes kranie. Spejle, flasker, olie i vandpytter, hun giver mig det hele. Hun skal nok afkonditionere mig, lag der falder af på lag der falder så jeg også kan blive sølv, tale spejlbilleder i flertal, lytte med fem hundrede ørers perler af plastic, likvid-eres på mælkebøtters mælkeblade, udvælge rigtigere ord for hver gang der går.
Hun skriver mig med opløsningstegn, med ubegrænset vidde – ♮ – skærmet, jordløs, med elektriske felter som i et hus. Som en røg mellem mennesker i deres biler af legetøj.
Slutning? Utilpas omkring en mulig slutning.
Fedtsugning i dag: fedt mellem fluerne på myggelampen. Jeg lister ind i en tekst der lover mig at holde det hemmeligt:
der hvor jeg kom ind.
Vi etablerer vidst en rytme, en intervaløs åbning, en gentagelse.
Længere op i dybet. Et rum vi kan svømme i, en farveblok, hænder der vil låne min iPod.
Derfor tænkte jeg at give et bud på en politik her, et decentreret program til at lave ikke-personligt liv. Derfor har jeg ikke så meget forberedende tekst, bare et par blink som vi håber kan friste. Blå prikker, bobler mod pupiller, taxa-hvin på underfladens sætninger i lygtelys: øjne lukkes, men går ikke offline?
Hilsen Thomas –
Giv ham tid, giv ham tid, ham den lille rejse. Hvad er det han prøver at huske? Og betyder det overhovedet noget, hvis det aldrig dukker op igen? Op i dybet? Ned i højdernes saltvand med sneploven gennem laviner af autisme.
Så vi har kun milde våben her. Råb i gummiblærer, tårer i balloner, sådan.
Sådan, vi har nu gjort det muligt for mærkværdige ting at ske:
//
=ligheds=tegn=mellem=tomme=
sektorer-eller-udråb-indad-hvor elevatorkabinen folder siderne ud som en blomst med ventilatorstemme. Herefter blomsterne0åh0så0mange0bloms
ter-hvis>der>er>chance>så>
sker>det+er+min+skyld+jeg+ved
+
det. // – Sådan, vi har nu gjort det muligt for mærkværdige ting at se.
To statuer genkender hinanden, eller lader som om. Blanke vinduers øjne, der har set for meget eller for lidt kokain. En slatten pik mellem slatne læber, en halvhørt larm fra en halvfærdig maskine, direkte i middelhavskassen – så dem skal vi bare ha’.
Jeg hører så mange fucking ting fra vores produkter, fødder der løber væk før jeg kan nå at sige tak.
Nu kan tingene kraftedeme ikke blive værre, hvilket også er en bedrift. I det mindste kan jeg se en god røv længere nede på perronen.