Bidrag

Anne Katrine Kjær Bagai: FLORA

hvepsene

Blomsterne har en udløbsdato, planterne, de skal have næring, vand, de skal have bier. Det er derfor, priserne er steget i år, i takt med at bierne dør overalt, hvepsene tårner frem ivrigt, sommeren fyldt med små stikkende liderlige soldater. En kunde sagde til mig, de er nærgående, fordi boet udvider sig. Dronningerne bliver flere, de kæmper om magten, og der skal købes gaver, der skal slæbes det rigtige mad med hjem. Vi plejede at have boet i haven, du brændte det ned med bunsenbrænderen hver sommer, iført handsker og flyverdragt, hvordan du var så bange for at kravle op i det træ og stikke hånden ned mod boet, trykke på knappen, det lort ku der alligevel aldrig gå ild i, sagde du. Faktisk lugtede det surt, hver gang du havde sat ild til det, som en ødelagt bil, gammel aircondition, lidt som fiaten, da vi afleverede den. Egen stod og vejrede helt for sig selv bagerst i haven, bare fyldt med sådan dyr. Dyr over under jorden alle mulige steder, de ikke skal være! Møl – Bananfluer – Bladlus. Man skal lukke alt ned i plast for at skåne, det er et helvede, at sommeren har varet evigt. Og i dag: et brev i postkassen, jeg hørte det dumpe smæld inden arbejdet og tænkte: Jeg vil vide det, jeg VIL IKKE vide det, jeg vil vide det hele.
Så er der en kat, der bider min hånd midt i et strøg, fordi den har fået nok, så er der regnen på verandaen, og askebægeret du har glemt med små skod, som ligger der og vipper, uafklarede afklippede små hvide babyfingre, der råber mor mor, ligesom hvepsene, du kunne godt have taget hvepsene med.
 
 
 

lyng

Jeg bliver nødt til at smide blomster ud hver dag, jeg pakker dem i store sække, det næste stykke tid vil der være mange af sådanne dage, hvor butikken ikke bliver tømt, hvor blomsterne forfalder, vandet, det grønne vand i de algerede spande, som jeg vasker i baglokalet i butikken, nogen gange tænker jeg, at det er sådan, det at blive forladt lugter, hengemt, af græs, en sommer der en gang var, lige der ved vasken kan jeg så stå og flæbe eller lade være , jeg ved ikke med dig, men jeg kan mærke efteråret komme, sensommeren har flækket alle æblerne ude i haven til grønne halve både som små gamle mennesker i hver sin seng, i et soveværelse , lige så stille fra gul til lilla, ik, det er en cyklus. En kunde fortalte mig, at hvis jeg manglede assistance i butikken eller noget sku jeg sige til, hendes datter søgte arbejde, og overskuddet skulle gives til gymnasiet, hvad kaldte hun det, operation dags.. operation dagsværk, og til red barnet, eller røde kors, jeg ved ikke, det var i hvert fald en mulighed for mig, jeg kunne jo overveje det.
Hun gav mig et telefonnummer i hånden, hun havde en rar hånd, jeg havde faktisk ikke lagt mærke til, hvad hun sagde før hun rørte ved min hånd, hendes negle lignede perlemor, det på indersiden af en musling, og så tænkte jeg på æblerne, og haven, og to unge piger i den, og måske kunne de også tage hvepse… nej, det kan man ikke sætte unge mennesker til, men hendes hud lige var så blød neglene så fine, at jeg tænkte, hun ikke kunne være ældre end de unge piger, hun snakkede om, har du børn spurgte hun, jeg vil meget gerne have hjælp til haven, hvad, sagde hun, haven, sagde jeg, æblerne de skal væk. Ja, sagde hun, du ka overveje det, sagde hun, det skal bare være på beløbet, blomsterne sagde hun, ja, og der gik det op for mig, Flemming, at jeg plejede at have sådan nogen negle, sådan nogle fingre plejede jeg at gøre noget ved, men nu, og så helt upåvirket af situationen, som hun selvfølgeligt ikke kan se vel, men hun siger til mig, den er flot ik , hvad, lakken siger hun, og så kiggede jeg på hende med en fornemmelse af, at nu skulle den her dame ud af butikken, og så sagde jeg hav en god dag, og gav mit bedste smil, du ringer bare, sagde hun.  

Den næste skulle vide noget om, hvor meget vand en lyng sku have, helt ærligt folk spørger om de værste ting de her dage, intet ved de om blomster, intet lægger de mærke til, stik en finger i jorden, mærk om planten drysser, jeg er ikke et hospital. Rødderne var for store til den potte, den plante skulle omplantes, lyng er det værste jeg ved, det er så udefinerbart, smukt om sommeren og noget vissent pis om vinteren, tørt som kvædete, og bordeaux som min mors gardiner i halvfjerdserne der bare hang og blafrede i vinduerne altid, min mor ved køkkenbordet, der sad der og kiggede ud med åbne vinduer og polypper og hørte det ene nummer efter det andet, mens hun skoddede ned i den store lerkrukke, hun kaldte et askebæger, du ka godt huske hende, freud sir man gifter sig med sin far eller sin mor, Flemming, jeg giftede mig med lerkrukken, første gang vi var hjemme hos dig på dit lille værelse i Tåstrup, kan du huske det, den lerkrukke på altanen, jeg var helt paf og fuld og måske slet ikke i stand til at bedømme det, og det var lige ved at skræmme mig væk, men så havde du så store og varme hænder, og du ville danse, men min mor var der, i et split sekund med sine store øjne, smøgen og de lange tynde fingre, knolden, stirrende ud af vinduet som en skæv Edith Piaf.  

Er du glad mor, spurgte jeg hende en gang som barn, det var en forårsdag, og man kunne høre isen klikke ude på søen, er du glad mor, og så vendte hun sig rundt og kiggede på mig og tog sine tynde hænder rundt om mit ansigt, og så lagde hun hovedet mod mit og kiggede mig i øjnene og sagde ingenting, hun kiggede bare på mig, med det der blik, gardinerne var også i pupillerne, jeg ville grave mig ind i hendes hjerne, finde ud af hvad der var andet end billie holiday og tynde cardigans og mænd, men jeg fandt ingenting, bare hendes hænder, helt kolde mod min kind, jeg ved ikke hvad jeg prøver at sige, det her vand lugter af helvedes til, det lugter af søvn og parfume og råd, jeg vil gerne være lille igen, mor ville jeg sige, mor, hvad fuck mener du, ja, det ville jeg sige, og så ville jeg tage den lerkrukke og plante en stor fed lyng i den med et alt for tykt rodnet, og hun ville skodde ned i den, og den ville drysse, og hele køkkenet ville være fyldt med skod og drys og bordeaux, skod og drys og bordeaux. Alle de blomster, vi smider ud, burde vi gi til nogen.
 
 
 

øl og æbler

Jeg flytter udstillingerne fra det ene vindue til det andet, solen skinner ind fra venstre. Det er, som om der er noget, der ikke helt spiller, måske er det de udstillingstræstammer, vi har fået for store til vindueskarmene, måske er det bare vinduerne, der skal vaskes, måske er det udsigten fra butikkens indre ud mod verden, der er et eller andet, det er, som om der er for meget herinde, der skal være mere hvidt i buketten, siger damen jeg ekspederer, hun snakker i telefon, imens jeg binder den, hvide roser og løvemund, nigella, lisantius. Ja siger hun, hør jeg vil have dem færdige inden mandag, hvis det ikke gør dig noget, nej det er så fint. Jeg binder hurtigt i dag, det er min tiende buket, grøftekantsbuketter er lette og med god luft imellem blomsterne, det giver dem fylde, 150 siger jeg, ja, siger hun og stikker sit kort frem. En anden kunde står bøjet over en orkidé, røven strittende i vejret, alle ringer i dag, jeg kan få et helt sammenbrud af at høre på alt det klingklang. På vej hjem kommer jeg i tanke om telefonnummeret, den gule seddel i min lomme, jeg får tastet nummeret ind og sir lissom i trance, og sir ja hej det er mig fra blomster… ja flora danica, hør vil din datter stadig – Ja, Sara! bliver der råbt, jeg forestiller mig de får tarteletter, vi aftaler torsdag, torsdag, og det er mange æbler, siger jeg, fedt siger hun. Op ad randersvej spiller nogen høj musik, den havarerede Ford de kører i, svulmer op, jeg vil danse til jeg dør, synger de, og jeg råber ud i luften nej, det må sgu da være udmattende. Midt i et sving vender jeg om, cykler tilbage til butikken. I mørket får jeg åbnet fem gavekurve og trækker specialøllerne ned i rygsækken, kører hjem til din lerkrukke med aske, aske, alt mennesket blir til. Midt om natten vågner jeg, jeg tror schæferen er kommet tilbage, det bare katten, der slikker min hånd.
 
 
 

Mikkel Storm Sørensen: Lohals

Fastlandet er blevet væk
i regnen
jeg kan se lysene fra broen udtværet
gennem regnvåde ruder

jeg forestiller mig trafikken deroppe
svagt.
Luften er tæt indenfor
i baggrunden er musikken fra radioen
dæmpet i respekt for
regnen. I radioen siger de
det bliver ved

En stemning i luften omkring os
på min hud. Som torden.

Men så alligevel ikke.

 
 
 

Halfdan Skjerning: dagene kortes

dagene kortes
en anden glød på din hud
nu mæt af sommer

nu mæt af sommer
og bladene sidder løst
mens fugle rejser

mens fugle rejser
vil vi blive her og se
dagene kortes

dagene kortes
nu mætte af sommerglød
mens fugle rejser

Stine Højris: Hvis jeg var

Hvis jeg var et krydderi, ville jeg være rosmarin. Fordi man kan bruge mig med citron og hvidløg, ovenpå kartofler og ind i ovnen ved to hundrede grader. På kylling, på brød, i sammenkogte retter, og i de stærke drinks, du mixer til mig på mit køkkenbord, på en fredag aften. Jeg er rosmarin med havsalt, som er rund og skarp på tungen. Karakteristisk og ikke til at tage fejl af. På pizza, som alle elsker, og hængende i et bundt fra loftet, fordi de bare godt kan lide duften. Boltrer sig gennem luften, lander på min hud, fordufter. Forsvinder.
Du ville være chiliflager, fordi du brænder mig i halsen, og du skal indtages i små mængder. Du er chili, for du giver alle kedelige retter et kick, fordi du kan give mig tårer i øjnene og få min tunge til at blive lam.
Chili og rosmarin.
“Det burde vi kalde os,” griner du. Du ligger på stuegulvet i mørket.

Hvis jeg var en lyd, ville jeg være lang, blød og dyb. Beroligende. Måske en bas? Jeg ville være tæt og sammenfoldet, lukket og mørk. Jeg ville runge i dine ører, tromme på din trommehinde, glide mellem dine fingre. Mærke dit hjerteslag, måske slå i takt med det. Duk. Duk, duk. Jeg ligger i baggrunden, skaber en bund til den intense, højere og lysere tone. Den der lyder som et skrig. Men ikke et ubehageligt skrig, ikke et skrig man er bange for. Men et skrig, man godt tør lytte til. Du er lyden, man danser til. Lyden man kysser til. Du er sirenen i dén nat, jeg skaber. Din lyd skærer igennem min tunge tåge og former mig. Får mig til at lyde bedre, end hvis jeg var alene.
Dine negle er længere end mine. Du siger, at du ikke kan lide Chardonnay.
Hvis jeg var et stjernebillede, ville jeg være Lille Bjørn. Jeg ville ligge trygt over den nordlige halvkugle, med Nordstjernen som mit element. Og under mig, som min klippe, ville du ligge. Du ville være Karlsvognen. Syv stjerner, ville du være, og du ville ligne en indkøbsvogn, som man kunne fylde med hvad man havde lyst til. Jeg ville fylde dig med saltlakrids, med jordbær, med kærnemælk. Jeg ville fylde dig med rosmarin. Jeg ville være Lille Bjørn, som ligner Karlsvognen, bare mindre og lodret, i stedet for vandret. Og folk vil kigge på os, når de er fulde, forelskede eller forladte. Måske alle tre ting på samme tid. Men de ville se dig først, fordi de kender dig. De snakker til dig. Jeg hører hvad de siger, og venter på, at de opdager mig. Jeg skinner så skarpt jeg kan. Nordstjernen blinker.
Terrassedøren i min lejlighed står åben. Vores arme og ben er viklet sammen. Du ligger på min hånd.

Hvis jeg var et stykke tøj, ville jeg være en lyseblå sweater. Jeg elsker lyseblå, og du siger, at den farve passer godt til mine øjne. Jeg ville være en lidt for stor sweater, og måske ville jeg klø og kradse lidt, hvis du er sart. Men hvis ikke, er jeg bare varm. Du kan tage mig på, når du fryser, når du har brug for et mentalt kram. Og når jeg bliver for meget, og får dig til at svede og føle dig klam og ubehagelig, så tag mig af. Smid mig over stoleryggen lidt tid. Men saml mig op igen.
Indenunder dén sweater jeg er, er du. Du er hvidt blondeundertøj med en sløjfe på trusserne. Du smyger dig om mine hofter, ligger dig om mine bryster. Jeg har dig altid tæt på. Du beskytter mig, fra dét jeg ikke tør vise. Fra dét jeg ikke tør være. Du gør mig tilpas, og jeg tager dig kun af, når jeg skal i bad. Så ligger du på mit badeværelsesgulv og venter.
Præcis som du gør nu. Du ligger på mit badeværelsesgulv. Du er nøgen, og har åbnet vinduet, så det regner ind. Din mave trækker sig sammen, når de kolde dråber rammer dig i navlen. Du griner. Det skærer gennem mørket, for vi har stadig ikke tændt lyset. Jeg kysser dig og dit bryst og lægger mig hos dig. Dine hænder er ru, jeg kan mærke musklerne i din kæbe, når jeg rører dit ansigt. Dine øjne følger mig.
“Ser jeg lige så dum ud, som jeg tror?” spørger du, og jeg ryster på hovedet. Slet ikke. Jeg kan se min refleksion i dine mørkebrune øjne.
“Du har næseblod,” siger du. Det drypper på din nøgne brystkasse.

Hvis jeg var modig nok, ville jeg blive her.

 
 
 

Frida Bang: Hjemrejser

jeg installerede rejseplanen på min mobil
i sidste måned
men jeg bliver ved med at bruge hjemmesiden
måske har far ret
når han siger jeg gør tingene svære for mig selv
jeg går omvejen
over muddermarken om vinteren
jorden er frossen eller våd
jeg bliver ved med at vrikke om
min fod og jeg har glemt hvordan vi lever roligt
jeg har fortrængt den hurtige vej hjem
fordi jeg engang elskede den friske luft
og mig selv
men jeg er vokset ud af skinnet
kulden danser i mine blodlegemer
at være i en krop man ikke ejer
er som at sidde i en fremmeds stue
med en kop te man ikke drikker
engang på vej hjem lagde jeg mig på marken
mit hår gennemblødt
fingrene følelsesløse
jeg blev ved med at kigge på den stjerneløse himmel
fordi jeg ventede på noget smukt
fordi jeg ønskede det eksisterede
et fly passerede over mit hoved
med folk som skulle til en anden verden
jeg lod som om det var den første stjerne