DØDEN MÅ VÆRE enkel,
som en lang ferie
hvorfra man aldrig vender
tilbage.
Jeg tror ikke at døden benytter sig af
komplekse maskinerier,
der er ikke hemmelige urmagere, ej heller præcise tandhjul.
Døden er enkel
som at gå gennem en åben dør — sådan, uden
at banke på.
DØDEN HAR ALTID døren åben.
Der er ikke ringeknap, ej heller klokker i sit hus.
Dødens hus er lavet af døre uden hængsler, uden skodder, uden vinduer;
alt i den er indbydende, alt i sit hus er
transit.
En fugl flyver igennem hele huset
i et enkelt vingeslag.
UDOVER AT DØDEN er en enkel ting
skal man sige at ingen hvile
findes i den.
Jeg tror ikke at døden er et luksusresort,
en fuldbetalt rejse, en lille stillehavsstrand.
Jeg tror ikke at døden er en ferie fra livet. Jeg tror at det er hvad der findes, når man blinker og ikke åbner øjnene igen.
Ikke en undertrykkende følelse, ikke angsten,
ikke engang tomheden som vi forgæves prøver at forestille os,
en tomhed så dyb at det ville efterlade en tom fantasi, vores så fattig fantasi, så begrænset.
Ikke engang det.
Jeg tror at døden er enkel som at være der
og så ikke være der. Som at træde på græsset
og så bagefter at springe op på bænken.
Som at træde ind i et tomt og uendeligt værelse.